Ja som overskriften lyder på, så fik jeg tre børn på en dag. 
Det er jo noget af en omvæltning, må jeg nok sige.
Jeg var flyttet sammen med min kæreste. Han har tre børn fra et tidligere ægteskab. Vi havde dem hver 9. dag i 4 dage. Det fungerede fint.
Men så som et lyn fra en klar himmel blev deres mor syg. Så vi fik læsset børnene ind ad døren med en times varsel. Og sådan skulle det selvfølgelig være. Ingen tvivl om, at de selvfølgelig skal bo hos deres far, så længe moren er syg. Men hold da op. Jeg kan overhovedet ikke kende mit liv mere.
Børnene er henholdsvis 2, 8 og 10 år. Og hvor er det altså svært. Jeg levede et lykkeligt liv som singlehestepige, indtil jeg mødte Anders. Min dejlige mand. Vi nåede kun at kende hinanden i ca 6 mdr. før vi fik børn på fuldtid. For ham er det selvfølgelig ikke svært. Han har været vant til det, indtil for 1 år siden. Men jeg nød jo sådan at have ham helt for mig selv. Vi var jo dybt nyforelskede og det er altså bare svært at være nyforelskede med tre børn, når man ikke er vant til børn.
Jeg er glad for børnene og de er også glade for mig. Men alle herinde kan jo nok nikke genkendende til, at de jo kræver stort set al ens tid. Jeg har ikke tid til hesten mere, ihvertfald ikke i det omfang jeg havde før, og som jeg gerne vil have. Jeg føler jeg nogen gange er ansat som barnepige. Jeg knokler øgnet rundt. I dag er f.eks min fridag men jeg kan ingenting foretage mig, da min kæreste er på arbejde. Så jeg passer børnene.
Ud over det, så er jeg jo også død jaulou på ungerne. For de får selvfølgelig en masse opmærksomhed fra deres far. Og de skal de selvfølgelig også have. Men al den tid han bruger på dem, går jo fra mig. Ihh jeg synes det er svært.
Er der andre der har stået i samme sitaution som mig? Og hvad gjorde i?
Det skal lige siges, at jeg har snakket og snakket med min kæreste om alt det her. Og han forstår det godt. Han ved godt at det er svært for mig, og som han selv siger "jeg har haft 10 år at vænne mig til det i, du fik en time... " Han gør alt muligt for mig, for at kompensere for det jeg føler jeg mangler. Han er simpelthen noget af det mest vidunderlige på denne jord. Han er kærlig, eftertænksom og meget real og retfærdig. Ungerne er dejlige. Og det er jo bestemt ikke deres skyld. Så det skal jo under ingen omstændigheder gå ud over dem.
Men, igen, hvor er det dog svært...
Mvh. LoneR
..
