Hejsa.

Ja det lyder da godt nok, som om, at du er ved at være godt "grydeklar"

Mon ikke også de flyvske hormoner spiller en smule ind på dit "uberegnelige" humør..? Kan godt forestille mig, at det er ved at være godt træls, at gå og vente og vente - og være så besværet.

Men ingen ved jo, om den lille bebs kommer i morgen (eller en af de nærmeste dage). Jeg fødte 10 dage før termin (selvom at jeg er førstegangsmor), så det kan altså godt ske sådan!

Jeg ved dog ikke om det faktum letter eller stresser dit humør

Men lige meget hvordan du vender og drejer det, så er der jo ingen fortrydelsesret - og gudskelov for det. Og jeg tror at det er helt normalt, at få lidt koldsved over det ... det er jo trods alt en RET stor ting, der skal til at ændre dit liv.

Absolut vidunderligt, det er det. Så jeg kan kun sige, at du skal glæde dig, til du holder den mest vidunderlige skabning, du nogensinde har set, i dine arme. Det var først der, at det rigtig gik op for mig, at det lille menneske, er en del af mig (og hans far selvfølgelig )

Så mit råd til dig er , at her de sidste par dage, må du prøve at gøre noget dejligt for dig selv (få noget massage, tag i biffen, få ansigtsbehandling eller lign.) for det nytter jo altså ikke noget, at du går og stresser dig selv, og bliver i dårligt humør (og ja ja, jeg ved da godt, at man sikkert skal på toilettet 8 gange under biograffilmen , men kom ud af huset,og nyd tiden med din kæreste )

Så op med humøret, du klarer det sikkert helt fint det hele!!!

- og glæd dig, til den kæmpe oplevelse, det er, at få et barn.

Rigtig meget held og lykke (og lige lidt vestøv herfra, med håb om en snarlig fødsel *..**.)

Hej Quartello

Egentlig er jeg lidt overrasket over at du ikke har fået mere respons på dit indlæg. For jeg ville gætte på, at mange har haft det som dig ... og kan jeg afsløre, også som jeg har haft det.

Jeg synes også at den sidste måned slæbte sig afsted og det blev jo ikke bedre af at gå 13 dage over tid. Jeg følte mig rigtig meget besværet til sidst. De mest simple ting blev besværlige og man følte sig som en belastning for de andre i huset.

Ens verden kunne også blive så lille, fordi man man naturligt nok ikke kunne fare så meget rundt som tidligere.

Nu er jeg kommet "ud på den anden side" her 19 dage efter fødslen. Den første uge efter fødslen var jeg noget medtaget rent fysisk, men nu går det pludselig stærkt. Jeg havde taget 10 kilo på under graviditeten og har nu tabt 15 kilo (også på grund af Lukas´ sygdomsforløb ) Men jeg føler mig helt godt tilpas og slet ikke besværet på nogen måde.

Med hensyn til "at fortryde" sin graviditet, så har jeg vel ikke lige sat det ord på, men usikkerheden over hvad man går ind til, kender vi vel alle. Jeg vil ikke sige, at jeg havde tanker om at "det her skulle jeg aldrig have indladt mig på" men jeg kunne da godt få nogle tanker om jeg da vist havde kastet mig ud i noget, jeg ikke vidste om jeg alligevel var helt parat til.

Men Quartello, for at bruge en slidt floskel, så tror jeg at du glemmer alt om tvivlen og fortrydelse, når du får den bette i armene.

Humørsvingninger er jo også almindelige. Oh ve, oh skræk, hvis Søren sagde noget lidt for uoverlagt. Så kunne jeg blive enormt gal eller provokeret eller simpelthen opløses i tårer - som blev ved længe. Særligt mod slut, hvor jeg jo i forvejen følte mig utilstrækkelig og besværet.

Humørsvingningerne kommer du så nok ikke lige af med ved fødslen. Der er jo også begrebet "baby-blues" som mange berøres af nogle dage efter fødslen.

Nu er mine følelser måske mere i kog end gennemsnitlig, fordi Lukas har været indlagt mm., så jeg skal ikke kunne sige hvad der er normalt.

Quartello, det lyder som din kæreste er god og forstående og du kan snart se en ende på mange af dine besværligheder. Så fat mod - mit bud er at dine tanker og følelser er helt igennem almindelige.

...Been there, done that!

Stakkels dig! Det er hårdt og slet ikke sjovt, når man har det sådan! Men jeg kender det!

den sidste tid inden fødslen har jeg oplevet det samme - totalt mangel på overskud, frustration over ALT og bare uendeligt opgivende og negativ og tårer, der flyder i stride strømme. Og sådan har det været alle 3 gange!

Heldigvis kan du regne med at få lidt af det gode humør tilbage, når baby kommer ud. Den første søde tid med beundring og tilbedelse af det lille nye vidunder giver en helt ny form for ro og overskud.

Du vil sikkert opleve nedture efter fødslen også i perioder, men det gør langt de fleste. Det gør det ikke nemmere, men måske er det godt at vide, at man ikke er den eneste.

Husk og giv din kæreste et knus og sig tak for at han er sød til at hjælpe og bære over, og trøst dig så med, at det er nu, det er allerværst. Det bliver bedre.

Så græd du bare ud. Tårer gør ingen skade. Og du har jo altid HN at læsse af på.

Camilla

- der er håb forude. For 3 dage siden kunne dit indlæg have været mit. Nu sidder jeg med min skønne lille prinsesse Michelle og er bare glad for det hele er overstået!

Jeg sender lige noget af mit ubrugte ve-støv til dig.

Pøj pøj

Hilsen

Jette - nu med en 2 dage gammel prinsesse.

rart at høre der er andre i samme båd... her er stadig ikke sket noget, har skridtet til og fra ridehuset idag, med et lille håb om at det kan sætte gang i sagerne...

Det hjalp ihvertfald på humøret at komme til hest, det har jeg savnet sindsygt..

Tak for de gode indlæg det gør godt at læse... håber jeg kan væbne mig med tålmodighed lidt endnu...

Lykke

Har jeg skiftet navn??? Det kunne i hvertfald sagtens være mig, der havde skrevet det!!

Jeg har først termin d. 13. november, men er voldsomt besværet af denne graviditet. Jeg har ondt alle vegne, intet er klar til baby-ankomst og der er rod og skidt alle vegne! Manden knokler på med at gøre børneværelset klar (han har af egen godhed, været optaget hos nogle venner, så de kunne få et rimeligt "ind-flytbart-hus").

Sønnen er syg og jeg er udmattet af at stå op om natten til ham! Min mor (som er hjemmegående i øjeblikket) driver mig til vanvid, fordi hun er her HELE TIDEN . Jeg er godt klar over at hun gør det af god mening...MEN FOR FANDEN DA ...

Jeg føler at der både er laaang tid til november, men også at det er "lige om lidt"! Helt ærligt, vi har ikke engang fået styr på, at babyen skal transporteres hjem "i noget"!!

Tja, vi når det jo nok, men indtil da...avs min mave, mit bækken, min ryg...

...var lidt med i den båd for en måneds tid siden og for 4 år siden

Hvor var det dog træls at gå dér og vente og det trykkede alle vegne efterhånden.

Jeg gik 16 dage over og fødte på 17. dagen efter terminen

Blev sat i gang...

Følte da af og til om det nu også var det rigtige man havde gjort og om ikke det var nok med den søn vi allerede har.

Selvom man jo udemærket vidste at det jo ligesom var liiidt for sent til at tænke sådan

Selv nu, hvor Mille er 1 måned gammel har jeg da dage, hvor det hele bare er noget L.O.R.T og man ønsker sig selv derhen, hvor peberet gror Giv mig fred, lad mig være osv. osv. osv.

Kan nærmest tude bare fordi manden ikke kommer hjem PRÆCIS som vi har aftalt, eller hvis han nu står op kl. 5 for at fange høns og jeg har glemt han skulle det...

Altså, hvor er man dog fjollet, men hvor er det bare helt naturligt og okay at have det på den måde

Kan sku godt forstå, hvis manden nogle gange er ved at få pip af mig

Ville egentlig bare sige med det her, at du bestemt ikke er ene om de følelser, tror bare ikke der er så mange der har lyst at snakke om det, måske fordi man ikke vil tabe ansigt eller hvad ved jeg???

Sådan havde jeg det i hvert tilfælde med den første.

Jeg skulle vise ALLE at jeg da sagtens kunne klare det her SAMTIDIG med at hjemmet konstant lignede noget fra et rengøringskatalog!!!

Gjorde KONSTANT rent og vaskede og strøg og når der så ikke var andre end mig og baby hjemme, så kunne jeg jo lige tude øjnene ud af kraniet over alle de indebrændte frustrationer jeg rendte rundt med, istedet for lige at ligge mig ind på sofaen og slappe af mens den lille Victor sov

Nu med Mille er det blevet noget anderledes...

Støvsugeren, gulvkluden og strygejernet er pakket laaangt væk og der kommer en sød pige og gør rent for mig når jeg ringer efter hende

Har dog stadig de der tudeture som ovenfor beskrevet, men igen...det er helt helt naturligt og tror at alle har oplevet dem.