Det er jeg godt nok ked af. Jeg var igennem det samme for knap en måned side, også bare sådan ud af den blå luft. Det er ikke spor nemt, men vil sige, at det bliver bedre med tiden. Nu trækker han os så i statsamtet, og vi kan slet ikke snakke sammen mere. Men være stærk, så er det dig der er ovenpå før ham, når han indser at han har lavet en fejl. Det er SÅ hårdt når man har de følelser er indblandet, og man ikke har lyst til andet end at sidde og tude. DU må gerne skrive til mig, hvis du har brug for at af-reagerer eller bare komme ud med noget, for jeg kan sagtens følge dig. Stort kram herfra, og så håber jeg, at du kan komme ovenpå igen´, og se at livet som enlig ikke er det værste, selvom det er hårdt.

Det er bare rigtig øv...

Men det at han ikke er klar til at ha en familie er da bare noget bullsh**, det skulle han skam ha tænkt på noget før, det er tit det som følger med hvis man gør kæresten gravid, og han viste vel at du havde et barn fra før... hvis det er sådan han tænker så er han da virkelig ikke noget at samle på... undskyld at jeg siger det, men det er sådan jeg ser det.

Jeg er også alene med to børn på 7 og 2 år, og det kan du også klare, det er hårdt, men samtidig også befriende, man har ikke nogen at diskutere bagateller med

Ønsker dig lykke til videre, og at i klare at fortsette med at være venner, for barnets skyld.

Trøstekrammer her fra.

Mvh. Pia

Øv sikke da noget værre noget. Ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, ud over at jeg føler med dig, og er ked af det på dine vegne. Og ved du hvad; så er han sku heller ikke det værd, hvis han siger, at han ikke er parat til at være en familie - sikke en gang P.I.S. at fyre af...

Stort trøstekram herfra...

Ja jeg ved heller ikke rigtig hvad jeg skal sige. Ville gerne sige at jeg ved hvad du går igennem men desværre ikke.

Men jeg kan sige at jeg føler med dig og håber alt det bedste for dig og børnene i fremtiden

For jeres ord..

Føler bare overhovedet ikke han er fair overfor sit barn.

Føler man bør prøve og han siger han elsker mig, men føler bare mere det er som venner, fordi vi ikke laver så meget sammen som kærester. Har prøvet at forklare ham, at når man har børn har man ikke den samme tid som før, vennerne kan man ik se så ofte og man kan heller ikke være ligeså spontan.

Troede også at hvis man virkelig elskede en anden så meget, så ville man gøre alt.

Sidste år lavede han samme nummer, og kom 1 måned efter og sagde han havde fortrudt. Tog ham tilbage fordi jeg virkelig elsker ham. Ved ikke hvordan jeg skal være stærk hvis han kommer nu igen om et stykke tid.

Lige nu er min verden bare brast sammen og ligenu kan jeg slet ikke finde vejen ud.

Føler ikke jeg har noget at give mine børn, fordi mine tanker kører rundt

HAr aldrig følt sådan for en fyr og han er i mine tanker konstant.

Det gør mig ondt at høre..

Dumme skid da, det kan han da ikke være bekendt..

Ja selvføldigt er der meget med to børn i huset, men det ser da vist ud til, at du faktisk har haft tre børn.. Og nu slipper af med det ene..

Vil han ikke engang give det en chance, ved at i kunne få snakket om, hvad han gerne ville have lavet om på.. Og hvad du ville have lavet om på.. ???

Ja der nok desvære noget om det ordsprog: Gå aldrig tilbage til en fuser..

Jeg er lige blevet raskmeldt og skal nu på 12 timers i 7 dage, ellers kunne i komme herover..

Det ville gøre godt med at komme væk, og det ville nok også have givet ham noget at tænke over, at halååå jeg smutter altså bare lige til vestjylland nu, med unger og det hele, så kan du have det så pænt...

Op med hovedet igen Dianna, ikke vise ham, at du er slået...

Og du skal være der 100 for dine unger... De giver dig mening med livet..

Du ringer bare, hvis du vil snakke.. Mine numre er på min præ..

Jeg er hjemme efter kl. 20 torsd, fred og lørd.. har fri hele søndag, og igen efter kl. 20 mand, tirsd og onsd.. Og så har jeg en heeel uge fri.. og derefter forfra igen.. Så bare ring..

Jamen dog.

Hvad kan man sige, næppe meget, men sikke da en omgang. Kunne det tænkes, at han er ramt af en efter fødselssreaktion? (Kan godt se, han smuttede sidste år, men alligevel er det da værd at tage i betragtningen).

Kunne I overveje at tage i parterapi. Om ikke andet, så for at få hjælp til at skilles på en god måde, hvis I ikke kan forsones?

...hvad ved jeg, ikke meget, for ej at sige ingenting, men det virker bare så trist, at du skal stå alene.

kæmpe trøstekrammer herfra

Men ved du hvad? Du skal nok klare det.

Jeg blev for næsten 7½ år alene med 3 børn i alderen 1½- 6 år.

Han ville også hellere føjte rundt til alt andet, men forventede faktisk at jeg bare var klar der hjemme.

Efte et par år hvor han så dem næsten regelmæssigt valgte fjolset dem fra. Det var sgu mere hårdt end det første halve år alene.

Så når han har den indstilling, så er det faktisk nemmere at være alene.

Men det er rigtig at det er vigtigt at man også fortager sig noget sammmen, men det kræver jo at han også prøver at deltage.

Pøj pøj med det hele.

Else: Næh han sagde vi måske kunne finde sammen igen, når vi begge havde fået noget luft.. Det syns jeg ikke, enten er man sammen, også når problemerne er der ellers slet ikke.. Det er jo i modgang man har brug for støtte..

Anita spangbo har også sagt jeg er velkommen, når hun kommer hjem.

Skal nok komme ovenpå igen, det er bare ligenu det virker så uoverskueligt.

Diana: jeg havde også tænkt på en depression, men når man nævnte det for ham, blev han nærmest sur og ville ik høre tale om det.

Vi snakkede om sidst at hvis det gik lidt galt igen, måtte vi til parterapi, men han har åbenbart skiftet mening. Han kom igår aftes og hentede sine ting.

Vibeke: Jeg ved han vil se sin datter, hun betyder rigtig meget for ham, men han siger også god for hun må blive hos mig, så længe han må se hende.. Han har enda også tilbudt at tage min søn nogle gange, da han er kravlet langt ind i hans hjerte og han føler sig som far for ham. (min søn ser slet ikke sin far, han har valgt ham fra)

De har nogle gange en utrolig "humor".

Nu har i jo 2 små børn, så det er let at glemme hinanden i dagligdagen, det ser man alt for tit.

Det kræver virkelig sin mand at blive tilsidesat efter børnene, hunden, bilen, huset, madlavningen og vasketøjet.

Og når alt det ovennævnte så er ordnet er der ikke noget energi tilbage til at kysse, kramme og elske.

For når hovedet rammer puden så sover man.

Derfor er det bare så vigtigt at man tager sig tid til hinanden, for ellers er det ligepludselig for sent.

Jeg syntes at du skal tage en snak med din kæreste/ mand.

Har du/ i glemt hinanden siden den lille blev født, så har der jo ikke været tid til at pleje jeres følelser for hinanden, og så er det ganske klart at han føler som han gør.

Spørgsmålet er så bare om de er væk, eller gemt.

Og om i måske kan redde stumperne, ved at ændre jeres vaner så der er plads til jer, plads til en biograf tur, hånd i hånd. Plads til en rejemad under stearinlyset når ungerne er lagt i seng.

Faste vaner og rammer som giver jer en hverdag hvor hele familien trives.

Held og lykke med det hele.

Ox: Jeg laver mad, gør rent, vasker tøj o.m.a det han laver er opvask og lit general oprydning. Vi havde aftnerne sammen, men der ville han hellere sidde og spille computer, ellers gi han i seng.

Jeg havede en weekend arrangeret børnepasning den ene aften og fået skaffet os adgang til vip logen i tivoli til en l.o.c. koncert med fri bar for bagefter at tage på cafe.

Det var rigtig hyggeligt i tivoli, men bagefter ville han hellere på en cafe hvor en af hans venner var. Okey det kunne da også være meget hyggeligt, bare ikke det jeg havde forestillet mig.

Hele aftenen sad han og snakkede med hans ven, det var da skuffende, når nu vi endelig havde en perfekt mulighed.

Det med at snakke med ham, prøvede jeg igår, men han syns ikke der var det store at snakke om, men at vi måske kunne finde sammen igen senere hen, lige nu var der bare for mange ting.

Jeg syns enten er man sammen i medgang og modgang, ellers er der ikke noget at bygge på, hvis ikke man kan snakke om tingene.

Jeg skal love for, at han sørger for at holde en dør åben, når han siger, at det kan jo være I kan finde sammen senere hen??? Undskyld mig, men jeg bliver noget fornærmet på dine vegne, og gal... Hvad er han dog for en v.a.t.p.i.k.??? Han kan sku da ikke bare skride nu, og forvente at du sidder og venter på ham, alt i mens du skal have en hverdag til at fungere sammen med dine to dejlige unger...

Puha, jeg bliver sku helt gal i skralden. I sidste ende tror jeg altså du er bedst tjent uden ham, for han er da ikke særlig voksen eller moden...

Op med humøret (selv om jeg godt ved at det kan være svært) og tænk på at med den måde han takler tingene på nu, så er han slet ikke værdig til at være din kæreste...

Sikke en redelighed

Det gør mig ondt...

Jeg har ikke læst de andres svar, så det jeg skriver nu er måske nævnt før - men:

Min første tanke om din kæreste er jo - "Tabernar"!!

Men, kan det måske tænkes, at han har en "fødsels" depression? Det kan mænd jo også få?

De bliver ofte overrumplet af, hvor meget tid børn/baby tager (fra dem), og tror at kæresten aldrig vil få tid til at være kæreste for ham igen osv...

Det var bare en tanke jeg fik - det er ikke sikkert det er noget han selv er klar over jo...

Jeg håber sgu at i finder ud af det - det ER jo hårdt at få et barn, og hun er kun 5 måneder - jeg husker det tager længere tid at få tid til at være rigtige kærester igen...

Det nævnte diana også længere oppe i tråden, og har spurgt om det kunne være det, men det har han slået hen og nærmest blevet sur, når jeg har snakket om det..

Jeg syns jo ellers vi har haft tiden til at være "rigtige" kærester, da begge unger sover hver aften ved 20.00 tiden og hele natten til 6.30.

Men han vil så hellere ligge på sofaen og se fjernsyn, i seng, spille computer eller over til hans kammerater.

Hans venner hiver også i ham, fordi han ikke har så meget tid til at se dem, og det er svært for dem at forstå, da ingen af dem selv har børn, og er nogle drengerøve, der kun tænker øl, f.i.s.s.e og hornmusik.

Jeg har sagt til ham at han ikke skal regne med jeg sidder og venter på ham, men at jeg vil videre med mit liv.

Håber så meget jeg har styrken, hvis han skulle komme tilbage, til at sige fra.

Det er bare så hårdt og svært når det er ham jeg elsker.

...på at han har en depression. Han er bare forkælet! Og nu har hans "mor" ikke tid til at "lege" og passe ham op, og så gider han ikke mere! *surmule* ! Var jeg i dit sted ville jeg respektere hans beslutning om at gå og så samtidig gøre ham klart at døren bliver smækket bag ham! At han IKKE skal drømme om at komme tilbage! Men at han selvfølgelig er mere end velkommen til at se børnene så tit han vil.

Der er nok at lave med to børn uden at man har en drengerøv uden ansvarsfølelse til at hænge i skørterne også!

Du skal nok klare dig. Og at du er ked af det er let at forstå.

Trøstekram fra

Camilla

Camilla Smadder godt sagt.

Selvfølgelig vil man da helst at man var sammen, især når du virkelig elsker ham. Jeg synes også det er MEGET forkælet af ham at sige at i mere er som venner end kærester, hvordan tror han vi andre har det??? Det er da ikke nemt med to børn at være nyforelskede hele tiden, og hvad dertilhører, det er hårdt arbejde som kræver planlæggelse og "blod, sved og tårer".

Man er ikke altid lige forelsket og som et gammelt ægtepar engang har sagt på TV efter 50 års ægteskab: Vi er stadig sammen fordi vi aldrig holdt op med at være forelskede på samme tid. (Altså det går jo op og ned)

Jeg bliver lidt sur på ham kan jeg mærke, vi andre kæmper sgu for vores, og det synes jeg er synd for dig at han ikke gør. Så er du bedre stillet uden ham.

Husk hvis du tager ham tilbage vil han sikkert gøre det igen. Det er jo ikke første gang skriver du. God aftale for ham, skidt for dig og ISÆR børnene.

Kæmpe krammer herfra!

er At han rent faktisk tror at alle andre med børn bor super rent hele tiden, aldrig opvask el. snavsetøj.

At alle andre ser deres venner flere gange om ugen, at de træner eller løber tur hver dag

Han mener også at man som forældre kan tage i byen hver uge.

Har sagt at gik han igår, blev det ikke os mere, og det er det jeg virkelig håber at kunne stå fast ved, både for min egen skyld, men også i høj grad børnenes..

Ingen af os er tjent med at han kommer og går som han vil.

Det er bare super hårdt, når Simon siger han savner ham óg at vi skal flytte hen hvor han er. Han siger også hele tiden at han elsker ham, og han vil have ham tilbage..

4 mdr. siden jeg flyttede fra den mindstes søn, han er godt nok snart 3, men det er noget helt andet at være alene med 2 end det var med 1. Nu bor jeg jo heller ikke længere i en lejlighed på 2 sal i Ålborg, men på en gård (er godt nok til leje, men alligevel) vi har 5 shetlændere og 2 katte også. Der er meget at se til, men nu er de heldigvis så store begge mine børn at de gerne vil og kan være med til mange ting, og især oppe ved shetterne.

Men han kom også en dag og sagde at han ikke længere kunne sige at han elskede mig, og at hans følelser havde gået ned af bakke det sidste ½ år, men han ville heller ikke slippe mig helt, for han holdt utrolig meget af mig.. Det skal så siget at jeg havde haft et stort press over mig, alt det der skulle laves over det hele og alt det man ikke nåede. det var jeg slet ikke van til som bybo. Han har en gård på landet. Han hader heste og kunne bestemt ikke forstå at jeg kunne bruge så mange penge på dem.

Jeg er så flyttet med ungerne og vi er stadig sammen som kærster jeg er sluppet for det press med alt der der skal laves, jeg kan gøre havde jeg vil nu, uden at der hele tiden er en løftet pegefinger over mig. Og jeg elsker stadig min kæreste helt vildt, og det går rigtig godt imellem os, han glæder sig til at se mig, istedet for den følelse han havde før. Hans følelser er på vej op igen, men han har stadig ikke sagt at han elsker mig , men jeg har det godt og det er det vigtigste. (Jeg kan jo altid få lettet trykket)hi hi hi så jeg har det bedste af begge dele, han siger aldrig nej til at have begge børn, selv om den stor ikke er hans, jeg har friheden og kærligheden. Så egentlig har han gjort mig en tjeneste, jeg kan bruge de penge og den tid jeg vil sammen med ponyerne, børnene og huset som jeg har lyst til, uden af få dårlig samvittighed. dejligt.

Hvis bare han var interesseret i at prøve den løsning, med at bo hver for sig og se hvordan det gik, ville det også være fint..

Men han er ikke interesseret i noget andet end som venner. Det er bare så svært, når han siger han stadig elsker mig at tro på. Hvis han så bare havde været sammen med en anden eller at han ik elsker mig eller noget i den stil.

Igår kom han og skulle hente noget post og vi skulle ha ordnet nogle papirer. Gjorde alt hvad jeg kunne, for at få ham til at indse at vi måtte give det en chance. Øjnene var helt ødelagte, og lå næsten i bogstavligste forstand og bad ham om at blive, men kold, gik han bare.

Idag spurgte jeg om han havde lyst til at komme og se en film, og sakke lidt, så jeg måske kunne forstå ham, han kom og vi så film, men jeg blev ikke klogere.

Lige nu aner jeg ikke hvordan jeg skal kome videre, hver gang jeg har et tid for mig selv, hvor børnene ik er i nærhden vælter tårene frem og jeg kan ikke stoppe igen. Spiser næsten ingenting og har sovet aller højst 15 timer siden onsdag.

Har ingen lyst til at komme ud. Dem jeg snakker med forstår mig ikke, og siger bare rolig han er glemt om 1 måned og ting i den retning.

Aner simpelthen ikke hvem jeg skal finde hjælp hos, har mest af alt lyst til at tage mine børn og mine forældre med til et helt nyt sted og starte forfra.

Har prøvet at lave en liste med alle hans dårlige ting og alt det dumme han har gjort, men den bliver ik særlig lang.

Jeg vil så gerne videre, for min egen, men i høj grad mine børns skyld. De er ikke tjent med at have en mor som mest af alt har lyst til at grave sig ned.

Vil ikke noget med dette indlæg, bare rart at komme ud med det..

...Hvor er det barske omstændigheder.

Ja, efterhånden bliver man her på sidelinjen mere og mere sur på ham, men det nytter jo ikke noget. For din situation er den sammen.

Der er noget jeg ikke forstår.

I dit første indlæg siger fortæller du, at han siger, at han ikke har kærestefølelser for dig mere, men i det sidste siger han, at kan stadig elsker dig

Sig mig engang, tror han at dine følelser er til sjov og spas og hvis han siger først det ene, så det andet, så kan han rigtig køre rundt med dig... og gøre det hele endnu mere svært for dig???

Hvor er dine venner i alt det her?

Hvad har børnene sagt de sidste par dage?

(ikke at du skal have dårlig samvittighed, for du gør det godt!)

Kilden (som tænker på dig og dine dejlige børn)

Jeg forstår heller ikke det med hans følelser, så sent som igår, sagde han at han elskede mig, men ikke som kæreste

Har prøvet at forstå det og få ham til at forklare, men der kommer ikke rigtig noget ordentligt svar.

Har fundet ud af han søger efter s*x partner på nettet og har oprettet profiler flere steder.

Han siger han ik er klar til noget nu, når man spørger ham (han ved ikke jeg har kendskab til hans profiler)

Jeg kan ikke se hvordan jeg skal komme videre lige nu, men har indset at jeg er nød til at komme videre for han vil ikke komme tilbage.

Jeg er den første i vennekredsen der har fået børn og ingen af de andre har, dog er en gravid.

De har "glemt" mig, når der var noget for jeg kunne jo ikke komme alligevel, når jeg havde barn. De er dog blevet bedre, efter jeg forklarede at jeg havde børn, ikke var "handikappet"

Men det hele har så gjort at jeg ikke er særlig tæt på dem mere.

Jeg har selv en del af skylden da jeg stoppede med at kontakte dem og køre hen til dem, de gad nemlig ikke komme hjem til mig, der var for langt.

Når jeg prøver at snakke med dem, får man det svar: "glem ham, han er en idiot, du møder snart en anden"

Ikke lige et svar man kan bruge til noget, og de forstår ikke min situation og fustrationer.

Den lille siger ikke noget til det, men den store spørger stadig meget og han kan se jeg er ked af det (får nogle tudeture når der er noget der minder om x`en, men gør alt jeg kan for at skjule det)

X´en har spurgt om han må se den store nogle gange og have ham, som om han var faren.

Er sikker på simon vil elske stadig at se ham, da han er rigtig glad for ham og savner ham, men jeg ved ikke om jeg tør.

Har spurgt hvad han vil gøre. den dag han får ny kæreste og hun ikke forstår hvorfor han ser et barn der ikke er hans eget og alt det der, hvortil han svarer at han jo elsker simon som sin egen og hvis ikke hun kan acceptere det er hun ikke noget for ham.

Er så meget i tvivl om hvad der er det rigtige at gøre, og hjernen står ikke stille et øjeblik. Vil mine børn det bedste, og kan ikke bære at han kan risikere at komme lige pludselig og sige han ikke vil se ham mere.

Det blev langt, men det er rart der er nogle der gider læse det, og rart at komme ud med det.

Jeg tror at det er en god ide at snakke med Simon. Ikke fortælle ham det hele i detaljer, men fortæl ham, at I voksne ikke længere er kærester, men at du er glad for Simon og at det ikke er hans skyld. Sig til ham, at du syntes at det er dejligt, at du har Simon og Kaya og at du elsker dem. Børn kan ofte blive bange for om det er deres skyld og det er bare så vigtigt at man ikke kommer til at lukke i for dem. Simon er gammel nok til at mærke at der sker noget. og hvis han ikke ved hvad, kan han blive bange for at det er ham, den er galt med.

Når du er ked af det, og han ser dig græde, så sig til ham, at mor er ked af det lige nu, men at hun bliver glad igen. På den måde lære han også at man godt må være ked af det og at det ikke er noget farligt og evigt.

Jeg tror at du har ret i at din ex ikke kommer tilbage og ikke er god og sund for dig at få tilbage, selvom den erkendelse er mega svær og at mange håb og drømme falder til jorden...

Du er velkommen til at sende mig en PB hvis du ikke ønsker at skrive mere herinde (det er jo et offenligt forum).

Tanker fra

Diana

...kan kun gentage: Hvor er han dog en forkælet drengerøv!

Lad være med at ydmyge dig selv for sådan en stodders skyld! Du vinder intet på det udover at han sikkert bliver irriteret over det, for han vil ikke have en følelsesladet kvinde med børn, han vil have en lolita-dukke! Lige nu repræsenterer du alt det, han ikke kan lide ved sig selv - at være bundet, at blive ældre, at miste potens og det håndterer han selvfølgelig som langt de fleste mænd jo gør: de løber væk!

Han er for forkælet til at indse, at hvis han lettede r*ven og hjalp lidt med vasketøj og støvsugning og ellers gav dig et knus af og til, så kunne han sikkert få alt det s*x han ville hos dig! Men det ville jo kræve, at han blev voksen og det vil han ikke, så han smutter!

Og jeg ved godt, at det er sindsygt hårdt og at dit hjerte er knust og at det er så svært at acceptere og at finde ud af et liv uden ham. Ingen siger, at det er let. Men kærligheden kommer ikke kun én gang, så lad ham gå og giv dig selv lidt tid til at hele. Og find så én, der sætter pris på dig og dine dejlige børn!

Du har fortjent at være mere end hans dørmåtte!

Camilla

Vi har under hele forløbet snakket sammen, og han har hele tiden sagt han ikke vil prøve igen.

Mandag d. 13/11 havde vi aftalt han skulle komme forbi om aftenen, men da jeg havde hentet simon ringede det på døren og han kom op. Han sagde han havde ting at sige og de kunne ikke vente. Han havde indset hvor meget han savnede mig og børnene og han kunne ikke undvære mig, jeg elsker ham jo stadig så vi ville gi det en chance og få snakket om hvad vi kunne gøre for at vi fik det til at fungere.

Jeg har i mellem tiden haft kontakt til simons rigtige far, om at han måske skal se ham igen( lang historie) men intet var sikkert. Det fortæller jeg ham og så går han i baglås igen og siger at det ved han ikke om han kan og han må tænke over det.. Blir så ked af det igen, havde håbet i al den tid på at høre de ord, men så tager han dem tilbage pga noget så dumt syns jeg. Hvis han elsker mig og vil mig så meget, burde han kunne se udover sin egen næse og acceptere at simon måske får kontakt til hans far.

Da han er gået snakker jeg med simons far og det går i hårdknude og han trækker i land og ved ikke om han vil alligevel. ( han aner intet om det andet)

Tirsdag skriver jeg til min x at det højest sandsynligt ikke blir til at han skal se ham, men at det ik skal være på det grundlag vi finder sammen. Han kommer over og siger at han vil gøre alt for at få det til at fungere.. Vi får snakket om en masse ting og er faktisk kærester igen, men tager det stille og bor fra hinanden det første stykke ti til vi er sikre, for simons skyld. Han fortæller noget om sin chef, også længere historie som jeg blev lidt jaloux over, men vi var iikke sammen da det skete, så det betød ikke noget, men ville ikkke ha det skete fremover, han kunne ikke se noget galt i det, og det sårede mig. Senere sagde han så at det ikke var passende at hun skrev og gjorde sådan når vi nu var kærester, så han ville sige til hende at jeg syns hun skulle stoppe. Der knækkede min film så.. Blev sur over at jeg skulle fremstå som en sur kælling og spurgte hvorfor han ikke bare kunne sige at vi var sammen igen, derfor ville han gerne ha hun stoppede.. Vi diskuterede og fandt til sidst en løsning. Han spurte om vi kunne snakke videre onsdag, men sade jeg lige skulle høre min far om hvad han havde af planer. (han havde føselsdag og min mor er i kina)

Jeg skrev så en besked til ham at jeg godt kunne onsdag for min far var blevet inviteret ud, han havde så lavet en aftale med hans kammerat om de skulle spise gpga han havde fødselsdag (på trods af han holder den iaften og de skal være sammen fredag og i byen og til julefrokost lørdag) men han kunne komme halv ni- ni.

Fint det var en aftale, glædet mig til at få det sidste på plads.

da klokken blir syv skriver han han ikke kan nå at komme.

Der kommer jeg så hele følelses registret igennem, fordi jeg føler han ikke prioterer mig særlig højt.

Skriver en besked ved ni tiden om han ikke gerne vil komme bare kort, havde brug for at snakke med ham. Han siger at han så kan komme forbi 15 min tid.

PÅ de 15 min når han så lige at sige at han ikke ved om han vil igen alligevel, og han er ked af han har såret mig.

Der røg hele min verden så sammen igen, var endelig begyndt at kunne få det til at fungere en smule uden at bryde sammen hvert minut, endelig kunne smile lidt, endelig ha andre tanker i hovedet, men stadig savnede jeg ham.

Nu vil han tænke over det, men jeg kan ikke klare det.

Der er så mange ting hvor jeg føler han pisser mig langt op og ned af ryggen, men elsker ham så forbandet meget..

Havde fødselsdag den 6/11 og fik ikke så meget som en lille ting, fik en sms kl 21.34 om aftenen med et tillykke håber du har haft en god dag. Han har hele tiden sagt jeg bare kunne sige til hvis jeg manglede noget, for så ville han hjælpe.

Spurgte ham for en uges tid siden om han kunne låne mig 500 fordi jeg havde en regning (som han havde været med til at bruge). Det kunne han ikke for han havde lige fået ny tatovering=3200.

Tirsdag aften står han og beklager sig over han ikke har flere penge til resten af november måned, men han kunne jo bare ha ladet være med at købe de 9 long island tea=110 kr stykket plus alt det andet da han var i byen i fredags. nu havde han kun 700 til resten af november.

Sagde det skulle han ikke være ked af jeg havde nemlig 300 og skulle ha bleer og stadig havde 3 ubetalte regninger.

Ved ikke hvor jeg vil hen med det her, bare rart at få det ud..

læs hele tråden engang til, jeg tror du vil finde at der er mange der har givet dig svaret på hvor du skal hen, tilbage til sådan en vatp.. er ikke vejen frem, du er mor først og fremmest.

Du kan og skal ikke påtage dig endnu en forsørgerrolle for en voksen mand der ikke ved hvad han vil.

Du siger at du elsker ham, og det gør du sikkert også, men det er ikke et sundt og ægte forhold i har og det er Simon der betaler prisen hvergang du går tilbage og skal skrabes op fra gulvet med en paletkniv når han skubber dig væk endnu en gang.

Mit råd til dig, tag nogle behandlinger hos en god ID psykoterapeaut og find dig selv og dit eget værd, du kan ikke elsker dig selv særlig højt når du lader ham køre dig sådan rundt i manegen.

Håber at du har styrken til at holde ham fra livet denne gang, husk det gamle ordsprog "gå ALDRIG tilbage til en fuser", det holder endnu.

Pas godt på dig selv og din søn

Jeanne

lige siges at han ikke er her når simon er vågen..

Men ja burde være let, for jeg kan sagtens se han er tarvlig og næsten ond, men ved også hvad han går og tumler lidt med og ved han ik har det nemt. Der er mange ting i det, og det er nemmere som udestående og sige tingene end det er når man står i lortet.

Har aldrig nogensinde haft det sådan her, aldrig følt sådan for en person..

Åh Diana.

Nu duer det bare ikke mere.

Du må indse, at alt er forsøgt og at "en chance mere" er brugt for 2000 chancer siden.

Det er frygteligt hårdt. Men sundt at komme videre.

Har du overvejet at finde lidt støtte til selvudvikling hos f.eks. en psykolog eller ligende.

...Jeg er slet ikke i tvivl om, at du elsker ham meget højt. Og ja, gu' er det let for alle os, der ikke står i det. Men jeg HAR stået i det. troede VIRKELIG, at idioten var manden i mit liv og jeg ville have gjort alt for ham. Men kærlighed den ene vej er ikke nok i længden. Efter 7 år fandt jeg langt om længe ud af, at jeg var mere værd end at agere dørmåtte for en knægt, der ikke kunne bestemme sig til om han ville have mig eller ej! Det er ødelæggende hele tiden at blive nedprioriteret, og du kan kun blive påvirket negativt af det. Og det vil gå ud over børnene. For selv om du er en god mor o.s.v., så vil de kunne mærke på dig, at du ikke er glad. Og det vil smitte af på dem.

Hvis du vil give det en chance mere, så forstår jeg dig godt. Men lad være med at finde dig i at blive trådt på! Hvis han VIL dig, så må han bevise det! Nu! Ikke flere dårlige undskyldninger og halve løfter. Uanset hvad han går og tumler med, så ændrer det ikke det faktum, at han skal være ærlig overfor dig. Hvis han ikke er sikker på, at det er dig, han vil bo sammen med og være kærester med, så skal han ikke have lov at bruge dig som en gammel klud, man tørrer hænder i og så smider væk...

Jeg håber for dig, at du finder styrken og klarsynet til at stå fast i, at kærlighed skal gengældes og at du er langt mere værd end han har gjort sig fortjent til. Hele hans opførsel stinker af "juletræ" ( = "Jeg er verdens midtpunkt") og karl smart af værste slags. Du og dine børn har fortjent bedre end at få jeres liv ødelagt af sådan en døgenigt!

Men det er svært...meget svært...jeg ved det godt.

Camilla

KNUS om mener helt sikkert kommer han og vil jer igen så er du nødt til atgøøre dig hård og sige nej at du måske på sigt ønsker i skal finde sammen igen men i første omgang er du nødt til at gøre han klart at at ikke kan gå og komme som det passer ham for så sker det helt sikker igen, så et klart nej i første omgang og skal i ende sammen må han kæmpe for at få dig tilbage

kan du se hvad jeg mener

følge jer..

Har ikke kontaktet ham overhovedet siden han var her onsdag, og det i sig selv er et kæmpe skridt for mig. AT han så heller ikke har kontaktet mig, ved jeg ikke helt hvordan jeg skal reagere på.

Har besluttet mig for ikke at kontakte ham overhovedet, for at se hvor lang tid der går før han lader høre fra sig.

Hvis han vil mig, må han bevise det og finde ud af det snart. Jeg har ikke tækt mig at sidde og vente på han måske en dag kommer..

Jeg gør alt hvad jeg kan for at være glad når jeg er sammen med børnene, og kun være ked når de er lagt i seng. Selvfølgelig kan de mærke på mig at jeg er ked, men har forklaret simon at det er okey at være ked nogle gange.

Simon kan garanteret sagtens forholde sig til, at du har en periode, hvor du er ked af det. Og som det er nu kan du jo også mønstre et hvist overskud. Men hvis du dag ud og dag ind skal fungere i et forhold, hvor du skal slå knuder på dig selv for at få en smule anerkendelse fra din partner og du gang på gang bliver nedprioriteret og trådt på trods dine anstrengelser, så vil dine børn begynde at lide under det, for så kan du ikke i længden opretholde dit overskud.

Med de ting, du har fortalt herinde, synes jeg jo, at torsken gang på gang har fortalt dig, at han faktisk ikke gider dig. Hvorfor skulle han så have dig? Han siger, at han ikke elsker dig, han brænder dig af, at brænder dig af igen til fordel for kammeraten, han har noget kørende med chefen, som han er uvillig til SELV at tage ansvar for at afslutte, han brænder dig af IGEN selvom du har givet udtryk for at du har brug for at snakke med ham. Han skifter mening hele tiden - lige så snart noget mere spændende dukker op (øl med vennerne f.eks!) så gider han dig forresten alligevel ikke. OG han glemmer din fødselsdag! (ok, det sidste er meget typisk mænd, men her er det bare lige dråben...!)

Du kan gøre dig selv til vinderen ved at komme videre med dit liv og lade ham passe sit. Det er jo tilsyneladende alligevel det, han gerne vil.

Camilla

Hej du modige kvinde !!!:o)

Jeg har læst dit indlæg og synes det er rigtig synd for dig... MEN... Du bruger for meget tid på at tænke på hvor meget du elsker og savner den tøsedreng... Du skal bruge din tid og din energi på dig selv og dine unger.. Du skal være der for DEM !! Og så skal du skubbe ham laaangt væk.

Han trykker på de rigtige knapper, fordi han ved hvad du føler for ham... du elsker ham.. Ja... Og han elsker dig, SOM EN VEN !!! Og han holder dig hen med tomme løfter om at I kan finde sammen igen... P.I.S !!! Han ved hvor han har dig, netop fordi han har lavet det samme nummer med dig før...

Jeg smed min eksmand ad h til, da han igen havde drukket, da jeg var hos hesten og han skulle være sammen med vores datter... Truede med bål og brand i mange måneder for at få ham på antabus.. Intet hjalp... Så jeg har osse været enlig mor.. Dog kun med et barn, men det er hårdt alligevel.. Savnede ham meget i starten, men efterhånden blev følelserne mindre og mindre, hvorefter de var væk..

Men uanset hvad, så vil han være en del i dit og børnenes liv, fordi han er far til din yngste og bonusfar til den største...

Fandt en dejlig mand på nettet, som elsker mig og min datter helt og uden forbehold. Er blevet gift her i Maj og har kendt hinanden i 7 år... Og han har taget Futte til sig som sin egen...

Op med humøret Diana... Det lysner forude... Det er bare meget mørkt i starten...

KÆMPEKNUZ

Anja

...har lige læst den her tråd igennem (*gisp* han læser af og til på HN! ) og hans kommentar var "hvorfor fanden har hun ikke smidt den svagp*sser ud for længe siden?!" Når det endda kommer fra en mand, så er der måske noget om det... Men det gør det selvfølgelig ikke nemmere, for det ER en stor del af dit nuværende liv, du skal sige farvel til og der VIL være en lang periode med tvivl og savn. Det er ikke let. (...her mangler en smiley med et mildt og trøstende udtryk...)

Camilla

Sidder her og tænker, kan jeg faktisk heller ikke forstå han ikke er røget ud for længst, men alligevel kan jeg godt. Syns det er så svært, og jeg må se tiden an. Han skal dælme komme krybende og ha de rette argumenter, for hvorfor jeg skal ta ham tilbage..

...at ord er billige. Det er lige så meget handling, der tæller.

Håber I finder ud af det.

Camilla

forstår hvad du vil med en krybende vatp.., helt ærligt ? jeg ved godt at jeg lyder streng nu men han er ikke din kærlighed værdig og det bliver han aldrig, du skal lærer at være alene først og klare dig selv og dine børn før der skal en mand på banen. Når det er skal det være en ligeværdig partner der er villig til at give det der skal til når der er børn med i forholdet.

Ord uden handling er lig O

knus Jeanne

..."Han skal dælme komme krybende og ha de rette argumenter, for hvorfor jeg skal ta ham tilbage.."

Der ligger i den sætning, at han stadig har muligheden. Men den mand, kan ikke elske dig, som du fortjener og behøver. Det er ikke nok, at du elsker ham, og ja omvendt, hvis den kærlighed I giver, ikke er den kærlighed, som den anden behøver.

Ham er ikke manden, der giver dig, den omsorg, nærvær og kærlighed som netop DU behøver den. Du må slippe drømmen og sæt dig fri, af de lænker den sætter dig i.

De varmeste tanker til dig og dine børn.