Har lige fået elevplan fra skolen og skal til skole/hjemsamtale på tirsdag med den ældste (14 år, 7. kl.)
Mit dilemma er lidt at han beskrives således i de fleste fag (dette er fra matematik) :
At motivere Lau i matematik er fortsat svært, men hans indsats fejler ikke noget. Med Lau og matematik føles det for mig som lærer, som at have en Lamborghini i garagen, som man kører i bare et par gange om året. Lau kan/vil kunne så meget, hvis han en dag synes "Tja, det kunne være sjovt at køre denne bil."
Men som det er nu, vil han hellere spadsere. Udleveret materialer bliver væk eller ikke særlig pænt behandlet, og teorihæftet samler støv.
Jeg er selvfølgelig stolt af at have en dygtig/intelligent søn, men samtidig pisser det mig af at han ikke udnytter sit potentiale og at han mildt sagt er luddoven.
Han er på niveau i alle fag (eller over) men alle lærerer giver udtryk for at der er så meget mere i den dreng og det virker til at de er lidt fustrerede over at han ikke er motiveret for at udnytte sine potentialer.
Det skal siges at lærerne alle forsøger at motivere ham og drager ham med ind i hvilke undervisningsmaterialer han skal arbejde med.
Han har selv læst elevplanen, og hans kommentar var, at den skulle han lige tænke over så han vidste hvad han skulle sige til samtalen

(sikkert hvilke undskyldninger han skal diske op med)
Men hvad gør jeg ? Dunker jeg ham oven i hovedet og ordrer ham til at tage sig sammen, eller roser jeg ham og siger at det er dejligt at have en så intelligent søn, eller giver jeg bare op og venter på at hans ungdomssløvsind forsvinder ???