I går klokken 16.28 fik jeg endelig min datter nr. 2 i armene.

Fødselen gik hurtigt og nemt og var helt anderledes end da jeg for tre år siden fik Emma. Dengang var vi på fødegangen i godt og vel otte timer, og fødslen endte med at hun kom i én ve med den ene arm over hovedet, så jeg sprækkede fra a-z (spinchterruptur). Jordemoderen nåede kun lige nøjagtigt at gribe hende. Jeg har aldrig opfattet den fødsel som traumatisk eller hård, men jeg kan da se nu, at den var væsentlig værre end nr. 2 her. Jeg var i hvert fald meget mere mentalt påvirket af smerterne dengang.

Min største bekymring var altså, om jeg ville sprække igen denne gang, og jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ville have en epidural denne gang og havde derfor i mange måneder sagt, at jeg ville bede om "menukortet", når jeg kom ind.

Tanken var at det ligesom ville lidt ro til mig så jeg ikke ville være så edderspændt på at få det overstået, når presseperioden kom. Jeg tror nemlig at en del af årsagen til, at jeg sprækkede sådan sidst, var at jeg simpelthen havde meget kraftige presseveer, som jeg også selv sparkede lidt for godt til, fordi jeg bare ville have det overstået.

Jeg nåede dog aldrig at tænke epidural. Vi blev indlagt på Skejby klokken 13.00 med gode veer og ca. fem cm åben. Efter lidt tid hvor jeg havde ligget på deres fødebriks med varmepuder, valgte jeg at hoppe i badekarret. Der lå jeg så og hyggede mig resten af tiden, og Sine endte med at blive født der.

Vi havde en jordemoderstuderende - også ved navn Sine - som vores primære person og hun måtte flere gange sidde med en hånd på maven, for at registrere veerne, mens hun undrerne spurgte om jeg godt kunne mærke, at jeg havde en ve? jojo det kunne jeg da, men jeg kunne også snakke imens .

Den måde jeg reagerede på dem på, var åbenbart så stille, at det ikke afslørede noget af betydning.

Hvilket også blev bekræftet da den jordemoder, som var hendes støtteperson, kort kom ind på stuen, da jeg var ved at være fuldt åben. "Er det gået helt i stå herinde?" spurgte hun helt skuffet ...

- næh vi var snart klar til at presse, men jeg var bare ikke så påvirket af veerne, og kunne følge med i samtaler og vittigheder hele vejen.

Klokken 16.06 gik vandet og 10 minutter efter kom pressetrangen, og jeg fik besked på at "puste hende ud". Altså kun presse med, når jeg absolut ikke kunne lade være.

Så var jeg knapt så kålhøgen, for de veer gjorde dælme nas og jeg måtte da også lige pruste lidt på toppen af veerne for at holde dem ud, og mens jeg lå og tænkte, at "det her holder jeg ikke til ret meget længere", blev hovedet født. Kroppen kom i næste ve og jeg klippede selv navlesnoren over, inden jeg kom ind på briksen for at føde moderkagen. Meget surrealistik at vandre fra badekarret og ind på briksen med en navlesnor med to klemmer i hængende ud forneden

På briksen viste det sig så, at jeg heller ikke denne gang er sluppet for at briste. Dog ikke så slemt som sidst - denne gang kun en mild grad 2-bristning. Jeg tænker, at det må være noget af det gamle sår, som er sprunget op.

Det eneste der har været at klage over i forbindelse med denne fødsel er, at jeg forinden havde haft modningsveer on/off i 14 dage, hvilket er pænt irriterende. Heldigvis er resultatet ikke til at stå for:

Sine 3750 gram og 52 cm. Født en dag over termin