Nej, det bliver ikke forsømt. Men syntes nu nok, at der er væsentlig forskel på, om en baby bliver passet af far eller aupair. ( og her tænker jeg på små børn altså ). De vigte bånd må jo skabes..

Men forsømt nej nej. Et barn har brug for en god tilknytning. Det ærgelige er jo så bare, hvis den person som barnet primært er knyttet til forsvinder.

fra person til person, men generelt tror jeg samfundets størstedel (gætter jeg mig til) mener at mor er bedst.....

har ihvertfald været udefor at veninder/bekendte pænt spurgte mig om jeg nu var sikker på mit barn havde det godt..hvorefter jeg så måtte svare at barnet jo ikke var hos hvem som helst men hjemme med SIN FAR

herhjemme er far mindst ligeså god som jeg er....selvfølgelig kan der være perioder hvor "mor er første valg" for barnet, men det er typisk fordi det er moderen der timemæssigt er mest sammen med den lille (pga barsel), havde det været faderen som holdt størtedelen af barslen er jeg sikker på det ville være omvendt helt naturligt.

vores den store (gætter jeg) elsker os lige meget. jeg er bare bedst når der skal trøstes og nusses, tilgengæld er far bedst til at lege, tumle og holde på hemmeligheder:-)

tilgengæld forstår jeg ikke forældre til babyer eller meget små børn, kan rejse en uge til udlandet og lade babyen blive hjemme hos bedsteforældre eller lign.

men igen det er nok fordi vi mennesker er forskellige....heldigvis

at vi kvinder har svært ved at erkende at far fx kan være ligeså god eller i nogen sammenhænge BEDRE end mor. Puha den er hård at sluge.

Og vi snakker om et sundt og raskt barn, der er sammen med en person barnet er TRYG og GLAD sammen med.

Jeg tror mor og far kan mange ting lige godt, bortset fra at mor kan være og vice versa.

Jeg tror der ligger en kæmpe psykisk forskel, da manden ikke har båret på barnet i 9 måneder, og far har ikke født barnet.

Selvfølgelig handler det også om, at moderen i det første lange stykke tid, er primær omsorgsperson, og det viser sig selvfølgelig i, at mor er den bedste i verden.

Martin havde barsel i 2 måneder fra Sallie var 10 til 12 måneder, og der blev gladere for sin far end for sin mor Det var rigtig dejligt for Martin at opleve - jeg var ikke så begejstret for det...

far som er største hit pt. Jeg er indlagt, har været det i snart 4 uger, og er derfor ikke hjemme i hverdagen. Selvfølgelig ser jeg min dejlige søn flere gange i ugen, men det er jo langt fra det samme som normalt.

Far og jeg holdt 6 måneders barsel sammen i de første 6 måneder af sønnens liv og siden har vi været lige meget sammen med ham - hvilket har været meget, da vi begge har været studerende.

Så nej, jeg mener absolut ikke at det kun er mor der duer eller kan finde ud af tingene. Her kan far ALT - han klarer alt uden undtagelse derhjemme, som en aleneforælder og vores dreng er præcis lige så glad, smilende og grinende som altid.

Jeg tror det handler om at mødre også skal give lov engang imellem, så fædrene faktisk kan få lov at komme til og vise at de sagtens kan.

Jeg ELSKER at se det varme og kærlige forhold far og søn har hjemme hos os - for jeg har sjældent set det så varmt!

Mvh Juliette

som sådan den ene er bedre end den anden - MEN der er forskel på forældrene og andre - både godt og skidt. I DP er DPen bedre og mere ønsket til nogle ting end vi er - andre sammenhænge er det selvfølgelig os- hovedsageligt i hht tryghed og kærlighed. I andre henseender er det andre børn - bedster etc etc...

Det kommer andet på så meget...

Det vigtige er tryghed, faste rammer, kærlighed mv.

I min verden er mor bedst det første år. Og far næst bedst. Sådan har det også altid været med Tulle, mor er bedst men er mor væk er far der Hun er glad for både sin mor og sin far.

Da hun begyndte at få grød ville hun ikke have far gav mad det første lange stykke tid, hun nægtede at spise. Det skulle være mor. Desto ældre hun bliver des mere kan hun bruge begge forældre. Men mor er stadig bedst.

Og det har ikke noget at gøre med faren, for Tulle elsker virkelig sin far. Men morbåndet er bare stærkt især når de er så små.

Jeg kender nogle hvor det er helt omvendt. Han græder så snart hans far går, og hans mor kan ikke trøste ham. Og det er altså stadigvæk hende der har været på barsel, men nix hun er ikke god nok, det er far der dur.

Det er i min verden helt forkert. De må gerne være glad for sin far, men ikke så meget at mor bare ikke dur

I ikke det hænger sammen med hvem der er den primære omsorgsgiver? Hvis man ammer som mor, får man jo en helt anden tilknytning til barnet. Lad os sige at far tog barsel, far gav flaske, far badede, far havde den første hud mod hud kontakt. Så ville han være primær omsorgsgiver, dvs nr. 1

Jo, det har alt med det at gøre i mine øjne! Oftest er det jo bare at faderen kun har 2 ugers barsel og derefter går mor 6-12 mdr. hjemme med barnet - så er der vel ikke noget at sige til, at barnet foretrækker mor fremfor far ?

Personligt er jeg så glad på både mine, fars og ikke mindst Adrians vegne over at han nyder både mor og far - og at far kan få lov til præcis det samme som jeg kan!

Mvh Juliette

Det er i min verden helt forkert. De må gerne være glad for sin far, men ikke så meget at mor bare ikke dur

Men er det så okay, at de er så glade for deres mor, at far ikke duer ??

Jeg synes f.eks. at det må være mærkeligt at faderen til barnet ikke kan give mad, fordi det kun er mor som er god nok - i min verden burde begge forældre da kunne det uden problemer.

Selvfølgelig vil der altid være dage, hvor den ene forælder duer bedre end den anden - og det er jo kun ganske normalt. Det samme gælder for voksne mennesker. Jeg mener bare i det store hele.

Mvh Juliette

Nej det dur heller ikke at børn ikke kan lide deres far. Men det vil jeg mene er farens helt egen skyld. Som far er man nød til at gøre en ekstra lille indsats hos sit lille barn, lige nettop fordi de tit er væk i mange timer.

Fordi Alice ikke ville spise med sin far dengang mener jeg også er hans egen skyld. Han var ikke så godtil hende som helt lille. Altså bare at sidde stille og glo på hende. Så ville han hellere gøre rent og vaske tøj. Da hun så begyndte at sidde og være lidt "sjovere" ja så begyndte de to at bygge et bånd op.

At se en far lege med sit barn er det bedste i verden. Elsker mænd der gider deres børn

om at mor BLIVER den bedste pga. at hun er primær omsorgsgiver. Men HVIS man vælger at far fx har barsel, så synes jeg da det er langt ude at mene at barnet udsættes for svigt, fordi det så har sin mor færre timer Det er da ikke værre end når det er omvendt (som det oftest er).

Men jeg kan heller ikke få øje på at det er synd for barnet, hvis jeg vælger at ride min hest og lade far passe barnet. Folk synes jo nærmest man er verdens dårligste mor, fordi man lufter idéen. Jamen hallo det er barnets FAR!! Eller hvis baby fx er hos Mormor nogle timer hver dag. Det vigtigste er at de er trygge, elskede og så at der er ensartethed i deres hverdag.

altså - sådan er det nok med de fleste mænd- og det sys jeg ik man kan sige er deres egen skyld, for faktisk er det osse noget fysiologisk over det. De sys nu engang bar ik det er så fedt at sidde og glo på en baby som de fleste kvinder gør. Mænd (oftest) sys det er sjovere når baby begynder at kunne nogle ting rent faktisk- og det har noget med deres hjerne at gøre - der i en væsentlig forskel (oftest) på mænd og kvinder, som jeg ik helt sys man kan bebrejde mændene.

Dernæst - som andre skriver er der amningen som kan være et grundlag. Her ammede jeg jo ikke. Det var flaske. Vi gik op i at far osse skulle kunne dette uden problemer OG bedsterne FORDI der kan ske ting og sager her i livet man ik er herre over. Og ender man eks i en ulykke, så er det en meeeget god ting at andre end bare mor el far osse kan affodre uden div problemer. Sidst men ikke mindst - har det gjort gavn et andet sted jeg har sys var vigtigt for mig - nemlig at han ik blir skræmt af fremmede der gerne vil hilse på ham. Og DET er SKØNT! Både for mig men sandeligt da osse for ham selv.

Her kan far ik aktid affodre med ske som jeg kan. Men det er fordi far sjældent er hjemme til aftensmadstid. DP kan bedre end jeg- hovedbestanden af hans måltider er jo deroppe med andre børn og uden visse oplevelser så at sige i hht sygdommen.

Men jeg kan da ik bebrejde manden at han ik kan så godt som jeg el at jeg ik kan så godt som DP. Så skal jeg jo bebrejde min mand at han er den der tjener de fleste penge til tag over hovedet, udgifter, bil etc etc hvis det er tilfældet. Det er jo (desværre) ikke alle der bare kan vælge at sige at de vil ha en fast 37 timers uge hvis de vil beholde deres arbejde. Manden min kan i hvert fald ik.

Men som dit synspunkt er, mener du så at det er min mands egen skyld??

Nu får børn så perioder hvor de er hhv mor/far syge ligeledes. Er det ik acceptabelt på trods af det abre er sådan børn er? Min søn var ik som det første morsyg- han var farsyg da han avr 3 mdr. Og faktisk avr det skønt at se at han var farsyg... Så vidste jeg at far osse duede, og at det ik kun var mig hele tiden. De perioder er helt normale...

Går far hjemme på barsel - så er det der den største omsorg kommer fra og dermed vil far være den bedste - intet galt i det for barnet skal da gerne være omtrent lige glad for sine forældre, om end på forskellige punkter - når altså barnet blir STØRRE og kan lidt mere selv.

Jeg kan ik se forskellen på et barn der KUN vil sin mor og far ik dur- end det omvendte.

Men jeg har så heller ik noget problem emd at bøsser og lesbiske gerne vil ha børn... Der er begge personer samme køn, så der må da for dig være et problem i det, med dine holdninger til dette emne tænker jeg lidt? altså i og med du mener mor SKAL være bedst jo...

Hjemme hos os er der to mødre, fordi vi er et lesbisk par, så her er mor afgjort bedst

Det var mig der var gravid og det første lange stykke tid var jeg helt sikkert bedst, selvom vi var hjemme begge to (min kone skrev speciale, men mest når baby sov).

Jeg tror dels at det handlede om, at jeg var den der ammede og dels at jeg var lidt mere sikker på min rolle som mor. Jeg havde ligesom "fortjent" den gennem graviditeten, mens min kone først skulle til at etablere den.

Vores datter bliver to år i morgen (tiden går altså vildt hurtigt!) og der har lige været en periode hvor det var min kone der var bedst og nu er vi vist lige gode, det skifter fra dag til dag.

Jeg tror at mange kvinder føler et mere umiddelbart bånd til baby, når de har været gravide og født, jeg tror det er deri forskellen ligger ikke i den anden forælders køn. Min kone ville uden problemer have kunnet overtage ansvaret for vores datter 100%, og det tror jeg da også gælder enhver almindelig far.

Stute: nu var det ikke ment sådan. Hos os fungerede det helt fint han ikke var så god til hende da hun var lille. Fint for mig så blev der gjort rent + ego mor her havde sin baby alene så længe jeg bare havde brug for at kramme hende.

Jeg har aldrig brokket mig over det, for vidste godt at så snart hun ikke var så baby agtig skulle det nok komme alt sammen.

Det var overhovedet ikke skrevet med bebejdelse

jeg spørger- el stiller ? til dig fordi jeg ik rent ud sagt er i stand til at sætte mig ind i netop den holdning som du har her. Fordi vi jo har gået SUPER meget op i far skulle være brugbar osse til de samme ting mv. Det har været super vigtig for mig... Og dernæst- så var det bare en konstatering at sådan er det bare- mænd er mænd og vi er kvinder, med dertilhørende forskelligheder.

.. Den sætning hører man jo ofte, og jeg bliver frygtelig ked af det på min mands vegne.. Herhjemme er det desværre sådan at mor bare er bedst... Jeg går hjemme hele dagen med Karla, ofte er jeg også alene om aftenen.. Karla får flaske og selvom manden er hjemme og forsøger at give hende mad, så dur det bare ikke, hun bliver stik hysterisk, og nægter at spise. Så må jeg jo træde til, og vupti er der ro, og pigebarnet spiser...

Men, vil give ret i, at hvis det fungere så er far mindst ligeså god som mor, og jeg ville ønske at Karla ville sin far lidt mere. Han er af samme grunde ikke så glad for at være alene med hende, men bliver nogen gange tvunget til det. Jeg har brug for pause en imellem..

at barnet er næsten eller lige så glad for sin far var for vores vedkommende, at far intet havde imod at tage Adrian selv. De kunne og kan sagtens tage på en weekend hos bedsteforældrene - og nu hvor Adrian uden tvivl er lige så glad for sin far som for mor, så kan han ALT med ham.

Så umiddelbart så tror jeg personligt, at det også handler om, at fædrene kan være bange for at stå med en barn, de ikke kan berolige, fordi de ikke selv mener at de slår til og mor netop er den bedste. Her synes jeg er vigtigt, at de finder ud af at de også kan - dertil vil lysten til barnet blive større og mor vil kunne få lidt mere frihed i ny og næ.

Vi hørte ofte i starten 'mor er bare den bedste og mest trygge i hele verden' og manden min sagde det også selv. Det var jeg sikkert også på daværende tidspunkt, men her gjorde jeg meget ud af, at far sørme kunne gøre det lige så godt og at det var helt naturligt i og med jeg brugte lidt ekstra tid med ham i perioder + i starten hvor jeg ammede.

Nogen mødre fungerer jo også fint med, at skulle gøre alting selv og skubbe deres eget liv helt i baggrunden indtil børnene er store og lade mand og børn være nr. 1.

Mine børn vil ALTID være nr. 1 og min mand skal have frihed og pusterum til andre ting, men det er vi heldigvis enige om at vi BEGGE skal. Og vi har sørme været to om at lave børnene, så derfor er vi også to om opgaverne om dem - fordi vi vil jo gerne begge have et helt specielt forhold til dem og nyder det mere end noget andet i verden, så der kan næsten være kamp om at gøre specielle ting med dem

Mvh Juliette

Kan kun give dig ret

Her havde vi en rigtig ubehagelig oplevelse, for min mands vedkommende. Da vi lå indlagt på sygehuset, der skulle jeg på MC Donalds og hente mad, første gang ude i 4 dage. Jeg var væk i en halv times tid, og Karla skreg under hele turen, mens far var alene med hende, han kunne slet ikke trøste hende, og da jeg så kom tilbage, så holdt hun op med at græde... Den oplevelse sidder simpelthen så dybt i ham, så derfor er han ikke særlig glad for at være alene med hende..

Så det er noget vi arbejder meget på.. For som du siger så har man begge brug for pause

Jeg bliver jo lidt nysgerrig på jeres "tilfælde". Havde din mand haft hud-mod-hud kontakt med barnet? Eller var det kun dig?

Hehe stute skrev bare at jeg ikke bebejder min mand

Nu skal det så siges selvom jeg mener mor er bedst det første år, så kan far sagtens bruges her. Intet problem. Dog er der enkelte situationer der gør hvor mor stadig er den bedste. Lige PT går hendes far hjemme og har gjort det siden oktober.

Den lille mus startede i DP og vi har begge 2 afleveret og hentet. 3 dag henter vi hende og jeg tager hende op, far vil selvfølgelig også sige hej til prinsessen og tager hende. Nix der var mor bedst. Hun havde brug for at være hos mig lige 5 min så var der intet, så ville hun gerne være hos far.

Hver dag er vi sammen om alt, vi putter, bader skifter ble, tørste ja alt begge 2. Men alligevel er mor best når man er virkelig skidt eller jeg er syg og det er far der overtager det hele. Er far syg er hun slet ikke så pylleret og vil op til sin far, hvor hun er det ved mig.

Er hun så ked og jeg går, jamen så er der intet problem i at søge tryghed hos sin far.

her er det på nogle punkter omvendt- kommer vi begge i DPen og henter som det kan hænde om fredagen hvis vi eks skal på sygehuset. Så er ungen da hamrende ligeglad med mig men fiser direkte hen til sin far. Jeg har det faktisk godt med det - det viser mig jo at han er glad for sin far - desværre måske osse at han gerne ville se sin far lidt mere end der er mulighed for i hverdagene.

Når hans far kommer hjem, hvis det er mens han er oppe, så fiser han afsted ud til ham når han kommer ind (ligesom hunden - det er en hel kamp hi hi).

Det skal dog siges at her havde faren osse knægten efter fødslen - jeg lå med ham først. Men da jeg skulle syes og ik anede hvordan det hele ville føles og lider af nålefobi insisterede jeg på far fik ham over til sig. Han sad på en stol så det avr ik hud mod hud altså, men tror stadig det har gjort noget for de to osse.

Jeg blir dog ik ked- nej når min dreng er glad så er jeg glad- så er han glad når far kommer, så er jeg osse.

mindst lige så god som mor.

Men der er nogen ting, som mor er bedre til end far, feks at trøste, når man har slået sig, eller bare har brug for trøst, fordi verden er stor og overvældende.

Far er ham, man mosler med, når man har brug for at brænde krudt af!