Da jeg fandt ud af jeg var gravid blev jeg virkelig ked af det - følte ikke jeg havde plads i min hverdag til det, og samtidig vidste jeg at det virkelig ville gøre min kæreste nedtrykt allerede at skulle være far som 19-årig..

Det var rigtig svært i starten, men som maven vokser, vokser kærligheden til det lille barn i maven også bare.

Panik går jeg tit i - men nu glæder min kæreste sig også, så han får altid talt mig til ro igen..

Fjollede tanker kommer der uendelig mange af - heldigvis kan man altid grine af dem bagefter

Hej

Det er vist meget almindeligt at man er i panik en gang i mellem.

Det forsvinder nok først den dag du har født - så se du bare frem til lang til med panik

Hilsen

Anne

da jeg fandt ud af at jeg var gravid- det var ikke planlagt og kom derfor som en stor overraskelse.

Gik nærmest lidt i panik og mange tanker fløj gennem mit hoved Så jeg drønede op til min kærestes arbejde for jeg måtte jo fortælle det! Han tog det meget stille og roligt, hvilket påvirkede mig. Jeg er nu 35+6 og vi venter i spænding på at se vores prinsesse om ganske kort tid

jeg er uge 39+4 idag, kan altså blive mor når som helst... tro mig, jeg tænker stadig i de baner, åh nej, er det nu det rigtige jeg har gjort, kan jeg magte det, er jeg egnet osv osb...men nu er der sgu ingen vej tilbage, har man sagt a må man også sige b... og guud hvor vi dog glæder os... den bette må meget gerne snart melde sin ankomst... men jeg har også haft mange paniske tanker, har det stadig.. hehe

jeg blir sgi stadig panisk ind i mellem. Sidst ved tanken om at NU ER jeg allerede halvvejs Og vi har ellers arbejdet på det i 14-15 mdr inden

jeg har ikke haft så mange panik tanker. Men er da bekymret for om jeg kan få hverdagen til at hænge sammen med alle de gøremål vi i forvejen har når den lille er kommet.

Tankerne fare da rundt om man nu kan opdrage sådan en lille trold godt nok, bliver han en møjunge som ingen andre kan lide, får en god tilværelse hvor han tror på sig selv o.s.v.

Jeg har termin på onsdag så er ved at være godt træt af ventetiden og vil bare have min lille elskling ud nu. Er sikker på vi nok skal klare det hele, der skal bare prioriteres lidt ind imellem

Det er meget normalt tror jeg og en naturlig del af det at skulle forberede sig på den kommende moderrolle. Jeg venter barn nummer 3 og jeg kan da også nogen gange gå i panik og så kommer tankerne om jeg nu også kan rumme 3 børn, vil jeg svigte nogen af dem, er der for stor/lille mellemrum mellem mine børn, var det forkert at få en efternøgler, hvornår skal jeg få tid til mine interesser, hvad med min karierre og hvordan ser det ud med økonomien med 3 børn? Ja, tankerne er mange, men som sagt er det helt normalt og det var det samme under de to foregående graviditeter.

En anden spøjs ting hormonerne medfødte (især første gang) var nogle mærkelige tanker efter fødslen. Mens jeg lå på fødegangen var jeg panisk for at falde i søvn af frygt for at nogen ville tage mit barn eller bytte ham rundt. Så jeg sov ikke i 4 døgn. Hver gang jeg var lige ved at døse hen vågnede jeg med et sæt og da jeg ikke slap grebet af vuggen vågnede junior også med et sæt Da vi kom hjem fra sygehuset var jeg skrækslagen for fx at køre galt når jeg var ude at køre En læge havde nok erklæret mig midlertidig sindsyg i gerningsøjeblikket.

Jo, første gang var jeg de sidste mdr vildt i tvivl, og håbede faktisk bare han blev derinde, så jeg oplevede det ikke som slemt at gå 9 dage over, tværtimod. På 9. dagen accepterede jeg han skulle komme, pakkede min taske, og vupti, så gik fødslen igang. Pudsigt!

Denne gang er jeg roen selv, er angst for den ikke er som den skal være, at fødslen går galt og jeg intet barn får med hjem etc., men føler mig helt og holdent overbevist hvis den del går godt, så bliver så dejligt og skønt at blive mor igen - glæder mig bare!

Og lad nu være med at hive denne tråd frem når jeg om en måned er ved at gå i hundene over at have fået et kolik barn

Nanna.

Hej allesammen

Jeg har ikke følt den angst (endnu thi hi) jeg er i uge 13+6 og graviditeten var planlagt.

tror jeg ikke har følt angsten er fordi jeg til dagligt ikke mærker til at jeg er gravid. Så bliver ikke mindet om det hele tiden.

Men nøj jeg glæder mig til at føle jeg er gravid. KOM NU LILLE MAVE

hver dag og glæder mig til at kunne mærke maven rigtig. Lige nu ser det bare ud som om jeg har taget nogle fedtkilo på.

-Igår aftes kunne jeg dog mærke antydningen af en rigtig graviditets mave inden under fedtet.

Det er jo heller ikke fordi jeg som sådan går i panik. Syntes bare det er skægt, men kan svinge så meget i følelserne på få sekunder.

Men generelt, så glæder jeg mig enormt og der går ikke mange minutter, hvor jeg ikke tænker på om bebs nu har det godt.

Kender det så udemærket godt. Jeg er nu 9 + 5, så er ikke så langt endnu, men tankerne har allerede været mange. Især tanker omkring hvordan pokker man når alting med at hente og bringe, nå at handle, gøre rent, vaske tøj og passe sine dyr oveni bekymrer mig. Selve graviditeten, fødslen, tiden med barnet hjemme osv har jeg ikke bekymringer om (endnu...) Men mere langsigtet kan jeg slet slet ikke forestille mig hvordan tiden bliver nok til det. Går allerede med tanker om at gå ned i tid, og vi er ved at reducere hesteflokken m.m., for at forberede os bedst muligt.

ikke have barnet til at starte med... så ja, oplevede en enorm panik

Vi valgte dog at få barnet... eller jeg gjorde, og det blev den største glæde for os alle. Man kan fortryde en abort... men man fortryder ALDRIG at man har valgt at få sit barn. Min datter har i dag verdens bedste far og mor... til trods for at hendes far og jeg ikke længere bor sammen.

Det jeg dog gik mest i opanik over var hvis hun skulle blive født den 16. august. Jeg fik en helt absurd tanke om at hun ikke måtte blive født på en lige dato. Mærkeligt. Jeg syntes at ordet 16 lød mærkeligt... heldigvis kom hun den 27

I dag venter jeg mig med min nye mand. Det hele er lidt mindre kompliceret i dag... og vi glæder os alle helt vildt. Så ingen panik denne gang... men måske opstår de fuldstændige vanvittige tanker om hvilken dato mit barn må blive føde på igen? Ikke til at sige; gravide kvinder tænker ikke altid rationelt