osse hørt en gang allerede- el to. Og sjovt nok så har jeg heller ikke forandret mig en kende.

De to gange jeg har kunnet mærke mine hormoner har jeg altså skjult det- det går IKKE ud over andre! Jeg reagerer som jeg plejer i stedet - og gemmer mig derefter væk for selv at takle MINE følelser der ikk skal gå ud over andre. Så jeg blir osse muggen over sådan en kommentar i og med det kun er sket to gange, og slet ikke så andre har kunnet se el høre det.

Mon i virkelig selv kan fortælle, om i har forandret jer

Tror såmænd ikke, at der er stor forskel på at være gravid og i overgangs alderen, og der kan man heller ikke selv se, at man forandre sig

Og husk lige på, manden er inhabil

for min mand er altid enig med mig- jeg er heller ikke anderledes når det mens tid eksempelvis. Så den er skam god nok.

Og nu er jeg jo da et forholdsvis rationelt menneske vil jeg mene, så jeg kan skam osse godt se når jeg selv opfører mig urationelt.

For pokker altså. Jeg måtte også lige have fat i manden efter at kommentaren var faldet...han kiggede på mig og sagde, at han altså ikke kunne mærke forskel. Det var jeg lidt glad for. Jeg har nemlig gjort ligesom stute...når jeg har kunne mærke hormonerne rase, så har jeg talt til 10 og skjult det godt. Netop fordi jeg ikke synes nogen - især ikke min mand - skulle trækkes med graviditetsmonsteret.

Min veninde ved godt, at kommentaren var under bæltestedet, men hendes eneste reaktion på dette var bare, at jeg jo kunne ringe når jeg var blevet god igen. Det går nok en rum tid førend jeg ringer....

Mvh Maj

det reelt VAR el ER pga graviditets hormoner, så må folk da vide at den slags medfølger en graviditet, og dermed til en vis grad bærer over med en sys jeg lidt- det ville jeg da gøre.

Selvfølgelig skal man ikke finde sig i hva som helst ej heller pga graviditetshormoner- MEN jeg sys nu til en vis grad man må være overbærende, som man eksempelvis er det når man har mens fordi nogle her osse har et gevaldigt bøvl med hormoner, humørsvingninger mv.

Specielt vores mænd, som jo har lige så stor del i graviditeten som os selv

Desværre skal man ikke forvente det af alle, selvom man måske endda opfører sig nærmest eksemplarisk. Lidt ærgerligt sys jeg egentlig at der ikke er mere overbærenhed nogen steder fra end der er. Men sådan er det jo ikke bare...

Som sagt er jeg (endnu ) heldig og her er det kun sket to gange - men ikke værre end mine egne hormoner kan finde på uden jeg er gravid. Så jeg er vant til at takle det i og med jeg reagerer på samme måde osse. Det er jo en fordel for mig oven i..

Det virker også tåbeligt, at nogen siger det, det holder jeg helt klart med dig i....

Man rådes til, når man eks skal stoppe med at ryge, at bede ens omgivelser have ekstra tålmod med en, fordi man godt kan blive lidt - tja - gal, sur, hidsig e.l.

Men der er åbenbart ikke noget at komme efter, hvis man er gravid.

Jeg tror, at fik jeg den melding som gravid, ville jeg føle mig ramt, og overveje, om det kom fordi vedkommende var misundelig på min graviditet, eller hvad der eller skunne ligge bag, hvis jeg vel og mærke selv forsøgte at være "normal" - hvis det jeg skriver altså er til at forstå

jeg forstår det skam fint

det samme som Vibs1. Tror I virkelig selv man kan mærke det??! Nogle gange kan jeg selv, andre gange kigger folk meget mærkeligt på mig...

Jeg synes IKKE hormoner og graviditet skal bruges som en undskyldning for (dårlig?!) opførsel. De kan bruges som en forklaring, og til tider en måske mere tolerant holdning, men jeg kan sgu også finde på at sige til mine gravide veninder og lign, at nu må de sgu lige styre deres hormoner...

jeg kan jo kun gentage mig selv og sige at det er sjovt at de der reelt kender mig bedst siger at man ikke kan mærke noget som helst på mig. Samt at jeg gør som jeg plejer- holder det for mig selv, da det ikk skal gå ud over andre

jeg har godt nok heller ikke oplevet at der er nogle som kigger underligt på mig - ikke mere end de plejer i hvert fald, fordi jeg i forvejen ikke er som de andre..

Der er vist heller ingen af os her i tråden som siger el mener at graviditet el hormoner er el skal være en undskyldning for dårlig opførsel

Nu kender jeg mig selv rigtig godt endda- så jeg er ikk i tvivl hvis jeg udviser en anderledes adfærd end normalt. handler urationelt i forhold til normalt etc. Jeg er ret selvbevidst.

Tjah, det som udløste den sårende bemærkning var blot en reaktion på, at jeg fortalte, at jeg var lidt træt af at kommunikationen altid handlede om min veninde. I lang tid har det været : "Mig mig mig mig mig mig mig" og "mig og mine problemer, flere problemer, mig mig mig" og "tud tud tud".

Og når jeg så endelig har lidt nyt at fortælle, så får jeg ingen reaktion. Hverken på sms eller mail eller noget. Dvs. ingen interesse for hvad jeg laver.

Og er det i det hele taget efterhånden ikke gået hen og blevet lidt kliche-agtigt, at bruge hormoner som undskyldning for den dårlige opførsel? Lidt a la "nå, jeg er gravid...så jeg hugger lige hovedet af alle på min vej for det OKAY."

Det var da også umådelig frækt af dig, at bringe noget på bane, som ikke omhandlede den "veninde"

Måske du skulle til at overveje, om hun er værd at have som veninde, hvis det kun er hende, det drejer sig om....

Vibs1: ..ja, fy skamme. Jeg må hen i hjørnet med dummehatten på og tælle nullerbørger .

Tjah, vi har kendt hinanden i mere end 20 år...så jeg synes ikke bare man skipper hinanden på den facon. Jeg tror egentlig at det er mig der er for dårlig til at sige fra...det er lettere indimellem bare at lade telefonen ringe og ikke tage den. Men nu var det jo ikke så meget det indlægget skulle handle om.

Mvh Maj

Jeg har altså svært ved at se det forkerte i, at man grundet graviditet reagerer anderledes end hvis man var uden bebs i understellet.

Her har jeg teet mig ganske upasseligt ved min 1. graviditet, lært at tage afstand fra hormonsvingningerne ved min 2. graviditet og nu ved den 3. glider det efter foreskrifterne.

Jeg vil da ha' lov til at reagere efter hvad nu kroppen fortæller mig, så længe jeg ikke træder nogen over tæerne. Og dem der kender mig, må hjertens gerne gøre mig opmærksom på det, hvis jeg overskrider grænsen for hvad de mener er normalt for mig og da især når de tænker "nu tager graviditeten sgu overhånd".

Man/jeg er anderledes tøjlet eller ej, når VI er gravide - følelserne kan sidde ude på tøjet og tanker ændres når man nu skal tage stilling til en fremtid med småfolk i udsigt.

Dog skal man ikke ligge øre til alt - og nok en gang må vi indse, at sms og skrift kan og vil misforstås af de øjne der ser. Ring dog op og få dig en rigtig/ordentlig sladder med din veninde... Måske har hun brug for dig...

Venligst Lisbet

Tja... Hvis i alligevel ikke ser hinanden oftere end de 1-2 gange årligt, og den ene gang alligevel ender i diskussioner, ville jeg resonere, jeg nok godt kunne klare mig uden ovennævnte veninde...

Lady

have skrevet tilbage på den sms "ja, jeg har da heldigvis en undskyldning, det er da mere end man kan sige om dig"..

Jeg kan godt forstå, at du bliver såret/ skuffet over at få sådan en besked smidt i hovedet midt i en diskussion. Det tyder på at din "bekendte" ikke er særlig god til at håntere kritil/ modgang.

Som andre herinde, tror jeg også, at jeg ville lade det vendskab/ bekendskab ud i sandet. Så skal du ikke have dårlig samvittighed, ved at lade telefonen ringe, når det er hendes nummer på nummerviseren..

Jo, tak. Jeg har ikke rigtig taget initiativ til at snakke med hende siden. Jeg føler ikke rigtig at jeg har noget at sige...

Kender I det?

Mvh Maj