Har ikke prøvet heller - men min umiddelbare tanke er - at hun lige nu ønsker jer hen, hvor pebberet gror... men hun en dag (når hun FORHÅBENTLIG kommer ud på den anden side) vil takke jer af hele sit hjerte - fordi i kæmpede, da hun ikke selv havde mod/overskud eller evnerne til det.

Tanker til dig - og din kæreste - det må være en temmelig træls situation at stå i!!!!!!!!!!

Krydser fingre for tingene løser sig!!!

Jeg har været i et voldeligt forhold, det ligger nu næsten 20 år tilbage, så jeg er heldigvis kommet langt videre.

Jeg ville helt ærligt være blevet stiktosset hvis du blandede dig, for lever man med en rigtig psykopat, (og det gør man ofte når man forsvarer en der slår), ja så har han længe inden han begynder at slå nedbrudt din psyke så meget at du enten nedtoner det i hovedet eller selv mener du har fortjent det, det er min erfaring hvertfald.

Så uanset hvor mange der dengang havde blandet sig havde det kun gjort det værre, ikke fordi han nødvendigvis ville slå og banke mig mere, men fordi jeg så enten ville få skylden for at sladre og dermed få dårlig samvittighed og synes det så var ok at få bank, eller fordi jeg var så flov at jeg ville kravle endnu mere ind i mig selv, så jeg fjernede mig endnu mere fra "normalsamfundet" altså der hvor normalt betyder at man ikke slæbes nøgen hen over trægulve, slåes på eller nedbrydes psykisk.

Jeg kan kun fortælle det ud fra hvordan min verden så ud dengang og uanset, så var jeg selv så forskruet af forholdet at jeg ikke kunne nåes med fornuft, hvertfald ikke i form af naboer der tilkaldte politi og på den måde udstillede mine problemer, som det ville se ud til i mine øjne.

Jeg var nemlig mester i at skjule og bortforklare, de blå mærker og sårene på albuerne blev dækket og så nogen noget, så havde vi bare været oppe at slås for sjov osv. osv. osv. i en sådan grad at jeg, da jeg endelig turde åbne munden, af min familie blot fik fortalt at det var synd for ham, og da jeg fortalte han havde været voldelig (jeg fortalte aldrig hvor voldsomt, da det jo var et nederlag) fik jeg blot kommentarer om at "jamen du sagde jo i slåssede for sjov" osv. Så man manipulerer med omgivelserne for at kunne holde hverdagen ud, så kom der en nabo, der ikke engang kendte mig og ville udstille mig på den måde, ville det næsten være mere ydmygende end at blive slået.

Betyder det man ikke skal prøve at hjælpe? NEJ det gør det ikke, men der er to ting i din situation:

1. Kvinden der bliver (måske) slået

2. Din tryghed i eget hjem

For at hjælpe kvinden, mener jeg personligt ikke at vejen er politiet, stod jeg i situationen og bekymrede mig, ville jeg forsøge at få hende på tomandshånd og forklare jeg var bekymret, hun skal nemlig selv nå til erkendelsen af det er forkert, før hun gør noget ved det og det bliver hun ikke nødvendigvis af at politiet kommer.

Men DIN situation er lige så vigtig, hvis du føler dig utryg i eget hjem, så er det jo ok at ringe til politiet, men så er det for at hjælpe dig og ikke hende. Og med det du forklarer må der være andre der kan høre det samme og en klage bør kunne indgives til en lejerforening/udlejer etc? Men jeg ville selv bede politiet kontakte dem pga larmen (de skulle stadig holde øje med hende) istedet for med mistanken om vold.

Alt ovenstående er skrevet ud fra hvad jeg husker omm den tid i mit liv, andre i lignende situationer kan føle/tænke/reagere anderledes, så de synes det er en god ting at blande sig, men jeg ville blot fortælle at hos mig ville det ikke ændre og endda på nogle måder have gjort det værre.

Når alt dette er skrevet, så er der mit nye jeg, det stærke jeg, der synes du er SEJ fordi du bekymrer dig og gerne vil hjælpe. Det jeg kan absolut ikke se noget galt i at henvende sig til politiet og slet ikke fordi du selv føler dig utryg. Så lige som der er 2 scenarier i din historie, så er der også fler måder at anskue din hjælp fra, så selvom det lyder grumt, så tror jeg ikke det er hendes følelser du skal vurdere ud fra, men dine, hvad kan du magte at være vidne til og hvad kan du ikke.

Jeg håber der findes en løsning, både for kvindens skyld, men også jeres for det du beskriver er jo at manden faktisk også har negativ indflydelse på jer også. Held og lykke med det

Kære Mrs. Heaven og Magnail

Tusind tak, fordi I har givet jer tid til at svare. Det er godt at få nogle flere perspektiver på det, synes jeg.

Ja, jeg tror også, at hun sikkert synes, at vi lige nu er nogle møgirriterende, emsige personer. Og dog... for af og til under deres skænderier, kan jeg også have en fornemmelse af, at hun 'bruger' os ved at 'skrige op', inden skænderiet har udviklet sig til vold, og hvor man så kan høre ham hvæse 'ti nu stille, vil du have, at der bliver ringet til politiet igen?!' (ja, her er virkelig forfærdeligt lydt! Ville ønske, at jeg boede et andet og mere roligt sted).

Vi ringer bestemt ikke hver gang de skændes - så kunne vi ikke lave andet! De to gange jeg har ringet, er det fordi jeg reelt set har været bange for hendes liv/helbred, og hvor hun faktisk skriger og græder og råber 'stop, stop, stop'...

Den skriftlige anmeldelse var fordi jeg faktisk har mistanke om, at han tvangsprostituerer hende, fordi hun skylder ham penge, og fordi hun måske sidder i en situation hun ikke føler hun kan komme ud af.

Jeg føler mig ikke sådan truet personligt, jeg er bare ret nervøst anlagt (hvis jeg var en hest, ville jeg sikkert være en fuldblod - godt nok en temmelig tyk en, men alligevel...), jeg er slet og ret bange for, at han skal gøre hende alvorligt fortræd (og med alvorligt mener jeg skade hende uopretteligt, brækkede knogler eller ligefrem slå hende ihjel. Hans temperament er vist ikke ligefrem stabilt).

Vi boede en gang et andet sted, der var næsten lige så slemt, hvor vi gudskelov ikke havde kunnet sove og havde altandøren åben, hvor vi kunne høre en kvinde skrige og græde og meget pludseligt blive stille. Der ringede jeg også til lokal politiet og de kørte ud.

To dage efter mødte vi hende nede i vaskekælderen (vidste ikke hvem hun var, da vi ringede, vi kunne bare regne os frem til lejligheden ved at tælle vinduer). Hun var fuldkommen opsvulmet i ansigtet og havde sorte, håndformede mærker omkring halsen.

Hun fortalte (på eget initiativ), at hun var blevet overfaldet af en af sine 'venner', der ville have s**, og det ville hun ikke, og at politiet kom i sidste øjeblik - minutter senere, og han ville have kvalt hende.

Derfor ringer jeg hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan man kan synes, at det er afskyeligt, at nogen blander sig og kan høre, at man bliver udsat for sådan noget, når man står i situationen. Sådan ville jeg nok også selv have det. Bare med mine små vanskeligheder i livet - dem har jeg heller ikke lyst til at lufte for mine naboer.

Jeg vil håbe meget på, at hun finder styrken og modet til at komme ud af det forhold. Jeg vil faktisk også håbe, at han får det bedre, og får styr på sit temperament og sit misbrug. For jeg er ikke i tvivl om, at han også er dybt ulykkelig og i en eller anden lortesituation - nogle gange kan man høre ham græde også, så de har det virkelig ikke for nemt.

Jeg synes, at det er fantastisk med mennesker, der faktisk får brudt det mønster og kommer videre og bliver stærkere. Også props til de mænd, der faktisk indser, at de har et problem og går i behandling for det.

Nå, det blev en længere smøre... Er ikke så god til at begrænse mig . Igen tusind tak for jeres svar.

Venlig hilsen Mitte

Der findes en hotline + hjemmeside: voldmodkvinder.dk
Deres hotline er også for folk som dig, der er i tvivl om, hvordan man kan hjælpe. Telefonen er døgnåben, og besvares af faguddannet personale. 70 20 30 82.

Det handler aldrig om lyst/ikke lyst til at agere boksebold. Aldrig. Det er langt større, og komplicerede, følelser og mønstre, der gør sig gældende, når kvinder bliver i et fysisk- eller psykisk voldeligt forhold. Som regel ligger den sociale arv tungt. Kombineret med den hjernevask, der som regel er gået forud for volden ("du er ikke noget værd", "der er ingen andre end mig, der gider have noget med dig at gøre", "du har fortjent det, sådan som du opfører dig"), og de "gode perioder" ("han lover jo han nok skal forbedre sig", "forsonings6'en", "han er vidunderlig, når..."), giver den en cocktail af følelser og mønstre, som gør, at kvinden/den voldsramte efterhånden selv tror på, at de ikke er noget værd, at de har fortjent det, og de accepterer, at livet bare er sådan for dem.

Nogle finder langsomt modet til at bryde ud, og mange har prøvet at bryde med gutten mange gange, men han har så meget magt/kontrol over dem, at de kort tid efter er sammen med ham igen. ("Han har jo lovet, at han aldrig vil slå igen, og det var jo nok min egen skyld, fordi sutskoene ikke stod på deres plads den dag")

Mange af de her kvinder, tror på, at de ikke kan klare sig selv alene, det være sig følelsesmæssigt, praktisk og økonomisk. Mange er reelt også bange for at være alene, for de har måske aldrig prøvet at bo for sig selv. Hvis ens famile og venner samtidig er forsvundet, mens man har været i det voldelige forhold, kræver det en særlig slags mod at bryde. De her mænd, er nemlig eksperter i, at folk trækker sig fra dem. Enten, fordi hendes familie og venner ikke kan lide ham, eller fordi, han overbeviser hende om, at de ikke gider hende, at det kun er ham, der vil være der for hende, når (ikke hvis!) de svigter hende.

Modet - det skal komme indefra. Ingen, siger og skriver: Ingen! kan overbevise hende om, at hun skal ud af det usunde forhold.

Men det giver mod at vide, at der er nogle, som han ikke har indflydelse på, der bekymrer sig om en! Det giver mod at vide, at der er hjælp og støtte, den dag, beslutningen er uigenkaldelig. Det giver mod at vide, at dén dag man anmelder gutten for vold, så ligger der allerede støttende beviser hos politiet, i form af de gange, naboerne har ringet.

Du er en god nabo.

Gode naboer bekymrer sig om andre, og tør gøre noget, dér hvor andre lukker deres øjne, for de skal i hvert fald ikke blandes ind i noget, "og enhver passer sit, sådan er det bedst". Personligt, så hader jeg den konfliktskyhed, der ligger i samfundet i dag. Vi skal hjælpe hinanden, og passe på hinanden, for det er ikke alle, der er i stand til at hjælpe sig selv, eller passe på sig selv.

Kære Salvia, tusind tak for dit svar.

Jeg kan se, at jeg har fået formuleret mig lidt dumt i mit første indlæg.

Jeg mente naturligvis på ingen måde, at nogen har lyst til at være boksebold. Jeg mente mere, at man kan have ulyst til at lave sin situation om, fordi man ikke har overskuddet af alle de grunde du også nævner. Og man kan jo også være frygteligt forelsket i det menneske, der dukker op momentvis, når ellers man 'husker at stille sutskoene rigtigt' og ikke 'gør noget forkert', eller i den person man husker fra starten af forholdet osv.

Jeg har selv været i et forhold, hvor tingene gik ret skævt (dog ikke med vold eller psykisk terror eller sådan noget), og hvor jeg af forskellige årsager ikke havde 'lyst'/orkede at ændre tingenes skæve gang lige på det tidspunkt i mit liv.

Jeg har forresten på et tidspunkt ringet og talt med voldmodkvinders hotline, og de anbefalede, at vi skulle ringe til politiet hver gang vi hørte noget der lød som vold dernedefra.

Jeg har også læst alle de andre råd der står på hjemmesiden, men jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt forsigtig med at involvere mig mere end jeg synes jeg har overskud til.

Derudover er det ham der bor i lejligheden, hun er vist bare 'gæst', og der er også ofte en anden mand, der af og til er til stede, imens der bliver råbt og skreget af hende og smidt med tingene, og jeg har ingen lyst til at stå ansigt til ansigt med nogen af d'herrer, selvom det måske er lidt kujonagtigt.

Der er tydeligvis også et ret massivt misbrug af et eller andet ind over fra alle involverede parter, og det har jeg simpelthen ikke lyst til at blive blandet for meget ind i.

Jeg kan desværre godt genkende den konfliktskyhed, du nævner, og ja, det er vist gået hen og blevet en samfundssygdom, som jeg desværre også mærker på mig selv. Nogle ting skal man lige tage sig sammen til at påtale eller gøre noget ved, og sådan.

Men at nogen bliver tæsket, det kan jeg altså ikke sidde overhørig. Aldrig nogensinde. Og både min kæreste og jeg har også undret os meget over, at vi tilsyneladende er de eneste, der reagerer, for her er som sagt meget lydt, så der må være andre der hører det...

Hvordan kan man lade være med at reagere, når et menneske skriger på den måde?!

Mange tak for svar

Venlig hilsen Mitte

Ring til politiet næste gange de ryger. Ring til udlejer. Beklager men man kan ikke hjælpe folk som ikke vil hjælpes. Du har helt sikkert gjort det rigtige og meldt det. Men tænk også på dig selv. Jeg ville ikke bo over sådan nogle typer, når det også går udover jer.

Hvis hun er misbruger mv. er det ikke sikkert hun en dag føler sig taknemmelig. Måske hun aldrig kommer ud af det. Uanset så tror jeg hun selv skal ønske at ville ud af det, og det virker ikke til det er det hun er.

Hej Caroline

Tak for dit svar. Det er nu heller ikke fordi, at jeg forventer, at jeg kan hjælpe hende. Det har jeg hverken overskud eller kompetence til.

Ej heller forventer jeg eller sågar ønsker, at hun skal føle taknemmelighed, slet ikke. I mine øjne er det jeg har gjort en pligt som medmenneske, og altså noget jeg ville gøre under alle omstændigheder = ikke noget hun behøver at føle noget for.

På en måde kan man sige, at det at jeg ringede var helt egoistisk, fordi min kæreste og jeg ikke kunne holde ud at høre hende få bank og være bange og lide på den måde, for jeg var udmærket klar over, imens jeg ringede, at det ikke ville nytte noget, og at hun ville benægte overfor politiet, at hun blev slået.

Min intention ved at ringe, er at beskytte hende rent fysisk, så han da i hvert fald ikke når at skade hende alt for meget og ikke slår hende ihjel.

Da jeg skrev den anmeldelse (eller bekymret mail kan man jo også kalde det) til politiet, var det i håbet om, at de måske har nogle medarbejdere, der kan gå ind og hjælpe et menneske i den situation, som det virker som om hun er havnet i. Nogle der har erfaringen og uddannelsen til at hjælpe hende (og som ikke bor i opgang med hendes temperamentsfulde kæreste og risikerer at møde ham, hver gang man skal ud af sin egen lejlighed!).

Og selvom hun lige nu sikkert synes, at vi er de mest trælse mennesker i hele verden, og selvom hun ikke kan/vil komme væk fra det forhold selv lige nu, ja, så håber jeg alligevel, nok naivt, at hun trods alt ved nærmere eftertanke tager dette ind:

Nogen hørte mig, da jeg ikke kunne holde mine skrig tilbage.

Nogen synes ikke, at det er okay eller 'normalt', at jeg får tæsk og bliver kaldt en luder og brudt helt ned psykisk.

Nogle helt fremmede mennesker er faktisk ikke ligeglade med hvad der sker for og med mig.

Det er ikke sikkert, at det gør den mindste forskel. Højst sandsynligt ikke. Men måske, bare måske, kan det være medvirkende til, at hun med tiden kan se, at hun ikke er værdiløs, og at det ikke er i orden, at hun bliver behandlet på den måde, og at hun fortjener noget bedre.

Og bare den lillebitte chance gør, at jeg synes, at det har været det værd, altså at jeg følte mig oprevet og utryg i en dags tid (som sagt skyldes det mest mit eget nervøse temperament. Underboen er en lille splejset fyr - hvis han bliver for frisk sætter jeg mig sgu bare på ham, så er han færdig! ).

Det vil have været det værd, også selvom jeg aldrig nogensinde får at vide om hun kommer videre.

Og du har ret, hun skal jo selv ønske at komme ud af det, og finde modet og overskuddet. Det håber jeg så, at hun gør.

Igen, tak fordi du tog dig tid til at svare.

Venlig hilsen Mitte

Mitte Jeg mener bestemt heller ikke du har handlet forkert. Havde selv gjort det samme. Min pointe var bare I skal også tænke på jer selv og jeres hverdag og hvordan det påvirker jer at have den type naboer. At anmelde dem når de ryger, var mest ment som at så gør politiet og udlejer måske noget hvor det er lidt sværere for dem bare at nægte der er sket noget.

Hej Caroline

Sådan opfattede jeg slet ikke dit svar, og bare rolig, det er bestemt ikke mig, der har givet dig nogle af de der nedadvendte tommelfingre. Jeg er bare glad for, at folk gider at give deres besyv med, når jeg jo selv har bedt om andres mening

Vi har talt med både udlejer og politi om forbruget dernede, og i øvrigt også andre ting, der er noget 'uldent' ift dem, men indtrykket er, at der ikke er noget at gøre ved det.

Politiet sagde, at de da godt kunne lugte, at hele opgangen lugtede af hash, men at der altså slet ikke lugtede inde i deres lejlighed (nej, for han skyndte sig ned i sin bil og lagde alt muligt af, da det gik op for ham, at vi vist havde ringet til politiet, og så har de formentlig luftet ganske grundigt ud - der gik trods alt en halv times tid, før ordensmagten dukkede op).

Jeg tvivler stærkt på, at politiet har tid til at tage sig af noget så forholdsvist harmløst som nogen der ryger hash i deres egen lejlighed, med mindre de har mistanke om yderligere distribution.

Begge betjente virkede i øvrigt inderligt uengagerede (og det bliver man måske, når man har været ude til lidt for mange af den slags sager), og de var altså lidt medvirkende til at få mig til at føle, at jeg havde overreageret for vildt.

Faktisk virkede de lidt som om, at de tænkte, at vi var sådan nogle naboer, der havde set sig sure på vores medbeboere, fordi de 'ryger lidt', og derfor ringer pga et banalt skænderi.

Også lidt derfor, at jeg oprettede denne tråd; fordi jeg følte mig helt rundt på gulvet (som sagt: havde jeg været en hest, ville jeg være af den der type, der altid synes, at et bestemt hjørne af ridehuset er meeeeget farligt!).

Normalt ville jeg aldrig ringe til politiet, fordi folk skændes (hvem har ikke haft en dag, hvor ens bedre halvdel er dummere end en våd brosten, og man har en ubetvingelig lyst til at meddele ham det faktum i et toneleje, som kun hunde og delfiner kan høre...?), og selvom jeg syntes, at det er voldsomt irriterende, at vade rundt i en hørm af hash, så er jeg også sådan lidt 'lev, og lad leve'. Så længe de ikke gør hinanden fortræd og ikke spiller alt for høj musik (for DET kan jeg bare ikke med!).

Nå, men ligesom sidste gang har der været mere ro dernedefra. Han gav sig til at skælde hende ud i går, men beherskede sig og endte med at gå sin vej et par timer (sikkert for at køle af). Så må vi se, hvor længe det varer denne gang.

Venlig hilsen Mitte

hold nu op, den er svær..

de fleste voldsramte kvinder bliver i deres forhold, mange fordi at de for nedbrudte til at gå- og endnu værre: fordi Danmark har rekord i "kærestedrab"....(hvis hun går)

Folk som ikke vil hjælpes, kan ikke hjælpes..Men at skulle sidde og ikke reagere på at et andet menneske for tæsk? jamen så er man jo et monster- man ender ihvertfald med at blive godt kold bagi.

det kan godt være, at du ringer mest for at berolige dig selv og det kan godt være det ikke hjælper hende- men jeg kan godt forstå dig. For jeg havde gjort det samme...