sikke et dilemma du er havnet i, tror hvis det var min veninde at jeg ville putte hende i en bil og køre hende meget langt væk og få hende til at snakke med en psykolog, i håb om at psykologen kunne styrke hendes selvværd så meget at hun selv ser det er helt galt det forhold.

Håber for dig hun kommer væk og det helst i går.

Knus Naja

Jeg har flere gange hentet hende efter hun er blevet godt og grundigt gennembanket hvilket resulterede i en syg stodder helt blæst på stoffer, der stod og hamrede på min dør og truede med at smadre mig.

Jeg har prøvet at få hende til psykolog men hun nægter. Min mor er psykolog så derigennem kunne hun have fået gratis terapi af en kollega.

Det tager så hårdt på mig og jeg føler jeg har prøvet alt. Jeg har prøvet at ligge afstand til hende men det er svært når vi er i kontakt hver dag, flere gange om dagen.

Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg ved godt at hun ikke kommer ud af det før hun selv er klar - uanset hvor meget jeg rækker hånden frem og skubber en lille smule.

Mit spørgsmål går nok på hvordan jeg tackler hele situationen, fordi det går mig så meget på, indtil den dag hun selv får nok?

Jeg lever i en konstant frygt for hvad der nu er sket med hende, når der ligger et ubesvaret opkald og lignende. Har hun nu fået tæsk? Er hun røget ned ad trappen eller har han "bare" været utro igen.

Kære Krumm.

Forfærdelig situation din veninde er havnet i.... og du også, men jeg er bange for, at du ikke kan gøre ret meget. Kærlighed gør blind, som man siger, og hvis ikke din veninde er færdig med de forhold - uanset hvor destruktivt det er- så kan du reelt kun se til...og det kan jeg godt forstå du ikke har lyst til.

Var det min veninde, så ville jeg meget kontant slæbe hende med på et krisecenter...men det hindrer jo hende ikke i at gå tilbage til ham igen... men der kommer hun væk og kan få akut hjælp.

Knus, Stine.

Nu siger du at du har tigget og bedt og snakket - men har du talt med lidt større bogstaver, sagt hvad det gør ved dig, og sagt hvad du overvejer at gøre, og fortalt hvad du ser det gør ved hende?

Det kunne være det hjalp? Helt ærligt - jeg har været i et lidt lignende forhold - uden vold dog, men der var til gengæld rigelig manipulation, utroskab og trusler, og det var faktisk ikke før nogen havde mod nok til at sige ligeud til mig at jeg fandeme var fuldstændig iditotisk snotdum hvis jeg ikke selv kunne se, at det jeg havde gang i simpelthen var dumt. Ikke at du nødvendigvis behøver bruge hel den mængde ord, men altså, det er lidt min pointe. Folk havde også tigget og bedt mig i årevis uden at komme nogen vegne, og en dag fik en så nok, råbte ad mig og sagde jeg var en idiot, og så vågnede jeg så op.

Derudover, så havde jeg måske også bare kørt hende på krisecenter den dag du har hende i bilen og fået hende til at snakke med nogen - det kan gøre underværker ..

Og i øvrigt kan jeg godt forstå hvis du ikke kan holde ud at se det ske. Jeg tror du skal prøve at tænke på det her som hendes valg. Hun har selv valgt det liv hun lever lige nu, og du har forsøgt at hjælpe hende igen og igen og igen. Hvis hun bliver ved med at sige nej, jamen så må du jo tænke på dig selv. Kan du ikke holde det ud, så ville jeg ikke have kvaler ved at forklare hende at du ikke kan holde ud at se ham behandle hende sådan, og at du ikke vil være sutteklud mere. Og det kunne være en øjenåbner for hende også ..

Det er hårdt, men du kan ikke rigtig tage den beslutning for hende, det kan hun kun selv ..

Men jeg føler virkelig med dig, det er en rigtig skodsituation .. Håber det hele løser sig ..

... kan man ikke tvinge hende væk fra ham.

Den eneste der kan sige stop er hende selv - men hun kan selvfølgelig støttes i at hun fortjener bedre, og at hun HAR et sted at gå hen når hun engang er klar.

Jeg er heller ikke sikker på at jeg ville kunne holde ud at se en jeg holdt af, blive behandlet så skidt. Jeg ville holde ud så længe jeg kunne - for hun har brug for det. Men jeg ved også at på et eller andet tidspunkt måtte jeg beskytte mig selv mod at se hende blive behandlet grimt.

Var jeg i dine sko, ville jeg nok prøve at skrive ned præcis hvad jeg følte - så hun kunne forstå at det ikke var mangel på kærlighed der gjorde at du brød kontakten, men at det river dig i stykker at se hende blive behandlet så dårligt - uden at kunne gøre noget. Jeg ville også gøre det klart at den dag hun er parat til at forlade ham - så ville jeg gøre ALT hvad der stod i min magt for at hjælpe. Men indtil da måtte kontakten brydes. Den ville dog fra mig aldrig blive brudt mere end at hun med jævne mellemrum ville modtage en besked med "husk at jeg elsker dig og savner dig - og at du har et sted at tage hen når du er parat"

Jeg tror det er vigtigt at sige fra. Man er nødt til at passe på sig selv uanset hvor ondt det gør.

Men jeg tror også inden du siger fra så tag en snak med din veninde, med store ord, lad være med at pakke noget ind. Sig som det er, du orker ikke mere, forklar hende hvorfor du ikke orker mere. Forklar hende hvad hendes forhold og hendes kæreste gør ved dig. græd ud og forklar hende hvor ondt det gør på dig at se hende din bedste veninde ødelægge sig selv, og forklar hende hvor bange du er hver gang der er et opkald på din tlf.

Slut så af med at forklare hende hvorfor du er nødt til at sige stop, og forklar hende at den dag hun er ude af det forhold, så står du klar med åbne arme, men lige nu kan du bare ikke mere.

Du er nødt til at være ærlig for jeres begges skyld.

knus og varme tanker herfra

Støt hende i hendes valg, grib hende i hendes fald.

Hvad andre tænker om denne fyr kan hun jo ikke bruge, hun vil måske gå modsat og blive en smule trodsig. 

Hej.

Vil bare sige jeg har oplevet det samme.. Det er godt nok mange år siden, men nogenlunde samme forløb til en barndomsveninde..

Efter x antal gange at have stået og hjulpet hende med at flygte og flytte, og hun x antal gange gik tilbage. Så stoppede jeg alt kontakten.

De andre har skrevet om hvilke tanker/der rører sig.

Jeg har også været igennem meget af det med en bio søster, der har jeg også for år siden måtte sige stop.

Nogle kan blive ved med at sige på. men jeg gav mig altid 100% og det er for hårdt, så for mit liv var det en rigtig god beslutning at give slip og lade hende om Hendes liv

Men hårdt er det!

pøj pøj

Måske skulle du fortælle dine forældre om din veninde og de "rockertyper" hun er faldet i med. I din alder er det ikke altid man selv kan overskue situationen og så er det altså helt i orden at bede om hjælp

Jeg synes mange er kommet med rigtige gode råd, og jeg er enig i det hele, så vil bare lige skrive en kort kommentar...

Hvad med at give hende et dilemma ? Dig eller ham ?

Fortæl hende alt hvad du føler, forklar hvordan du føler hun svigter når hun går tilbage til ham, hvordan det smerter dig at se hvordan hun bliver behandlet, og slut af med at sige at du ikke kan klare mere.

At hun betyder alt for dig, men du kan ikke mere.

Fortæl hende, at du er der 100 % for hende når du har forladt ham, men så længe hun vælger ham, ja så vælger hun dig fra...

På den måde lægger du bolden over til hende - du gør det til hendes valg hvorvidt jeres venskab skal bestå.

Måske vil hun i starten vælge ham - det vil hun nok, men hvis du betyder lige så meget for hende, som hun gør for dig, så er chancen der at hun vil indse at du betyder mere. At det er dig hun har brug for - ikke ham.

Ved hendes forældre hvad der forgår`? Og gør dine forældre?

Tak for alle jeres svar og gode råd.

Jeg har overvejet det med at sætte hende i et dilemma, ham eller mig men jeg tror ikke det har den ønskede effekt, desværre.

Jo, jeg har talt med store bogstaver - ja jeg har i min frustration og afmagt råbt hende ind i hovedet og spurgt hende om hun virkelig var så dum eller om han bare havde fået banket alle hendes hjerneceller ud. Jeg ved det vat meget grimt sagt og det ingen virkning havde "for hun elsker ham jo" - dog siger hun selv i sine klare øjeblikke at hun er død bange for ham og at hun ønsker at komme ud af det, dagen efter gør hun bare ikke alligevel.

Jeg tror som der er blevet forslået at jeg vil sætte mig ned og skrive hende et langt brev og selvom der vil komme til at stå de ting som jeg allerede har sagt til hende, at jeg ikke holder til at se hende blive behandlet sådan - ja så kan det være at det på en måde blive mere virkligt gennem et brev.

Jeg tænker på om der mon er et sted hvor jeg kan få noget råd og vejledning i hvordan jeg tacklet dette forløb? For jeg kan virkelig bare ikke have det så tæt inde på livet længere. Det har stået på i over et år og det knuser mig.

Mine forældre ved godt hvad der foregår, og det samme gør hendes men kun fordi jeg har fortalt dem det. Dog er det ikke blot "rockertyper" - det er for alvor det her, han er fuldbyrdig HA, og det er ikke lige sådan noget man spøger med. De her mænd er syge i hovedet og har ingen samvittighed what so ever. Det er også derfor jeg på en måde ser mig nødsaget til at trække mig væk da jeg simpelthen ikke vil trækkes ind i det miljø.

Prøv at kontakt et krisecenter, vil tro de kan hjælpe dig videre. Hvad gør hendes forældre i denne sag?

Og held og lykke med det.

Jeg sad i den samme situation som dig for nogle år siden.

Jeg talte med store bogstaver til min veninde og gav hende følgende dilemma: Kæresten eller hendes liv! Det var meget sort og hvidt sat op, men det fik hende til at åbne øjnene. Jeg fik hende indlagt - hendes eget valg efter meget pres. Efter indlæggelse i 6 uger gik hun tilbage til ham, blev der i knapt to år før han gik amok på hende til en fest og hans venner blev nødt til at stoppe ham, først der gik det rigtig op for hende at han kunne ha slået hende ihjel.

Hvis du har overskud til det (kan sagtens forstå hvis du ikke har) så spørg hende hvad hun helst vil, leve uden ham eller dø med ham.... det er helt seriøst og meget firkantet sat op, men det er den eneste måde du kan trænge igennem til hende. Desværre!!

Håber virkelig for din veninde og dig at nogen trænger igennem til hende så hun virkelig ser hvad det er hun er involveret i.

Kram herfra.

Ja, jeg tror jeg at jeg vil gøre - kontakte et krisecenter.

Mht. hendes forældre så gør de ikke noget - hun er altid haft et meget dårligt forhold til sin far og stedmor og har mere eller mindre ingen kontakt med dem. Hendes mor bor på fyn og er meget syg af kræft - så selvom hun bekymrer sig ufattelig meget om sin datter har hun ikke overksudet til at gøre noget mere konkret ved det og som sagt kan vi jo ikke tvinge hende væk fra det.

Mange tak for jeres råd, det er rart at dele det med nogle andre:-)

måtte desværre give op

Jeg magtede det ikke længere, de små opture når det virkede som om hun havde fået nok, og bagefter skuffelserne når hun var gået tilbage til ham.

Hun var desværre blevet en del af rockermiljøet, og det ligger meget fjernt for mig, så det tog jeg total afstand fra. Vi kunne stadig være veninder trods dette, og dele andre ting, hestene eks. Men da hun begyndte på stoffer, at prostituere sig selv og at lyve for mig så stod jeg af!

Du kan ikke hjælpe hende når hun ikke vil.

Du er vigtigst i dit liv - husk det

Rigtig grim situation du står i...

jeg har været "veninden" engang, og min dengang bedste veninde, sagde som andre foreslår , til mig at hun ikke længere kunne holde til at se på det, og ikke kunne hjælpe mig på den måde, og det drev mig længere ind i armene på den mand. Nu havde jeg jo "kun " ham tilbage som han altid sagde, at der kun var ham der fad mig, osv....

jeg følte mig meget svigtet af min veninde, for den mod det kræver at smutte , den selvtillid / selvværd man skal bruge er ikke så lige til.

Det tog mange år før jeg fik samlet migselv op, og fik gjort noget!

Jeg vil ikke råde dig til noget, da jeg ved hvor svært det wr at være i den anden båd!

Jeg håber din veninde snart finder hvad der skal til forvist gå sin vej!

Det med at drive hende mere IND i forholdet ville jeg også frygte. Det er derfor jeg foreslår at hun stadig jævnligt får en besked om at "jeg er her hvis du får brug for hjælp til at komme ud af forholdet"

For så har man netop vist at der ER andre der bekymrer sig om hende og holder af hende - men også at man er nødt til at beskytte sig selv. Og den eneste/første til at beskytte HENDE - det er også hende selv.

At råde noget, derfor fortalte jeg at jeg havde prøvet. 10 år brugte jeg på det! Og lidt ekstra bagefter. Jeg havde da jeg gik ingen netværk tilbage og blev dømt som dum fordi " jeg fandt mig jo i det" og har man ikke selv prøvet er det svært at forstå.

Men ts du skal også passe på digselv som lisbeth og de andre siger. Han er jo ikke ligefrem en børnehave pædagog,og at se sin veninde sådan og være magtesløs er næsten lige så slemt som det hun går igennem.

Men du kan ikke gøre noget, du kan fortælle hende at du er der, og du vil være der når hun er klar til at tage kampen med sigselv og ham!

For det er en kamp med sigselv at gå sin vej! Hun kan kun tage beslutningen selv, intet du siger kan få hende til at være klar!

Som du selv siger , hun elsker ham jo, og han er sådan set god ved hende, og behandlet hende som en prinsesse mår han ikke lige banker hende... Og han har jo også sine gode sider osv, det et undskyldninger hun selv laver for at kunne undgå at se på sigselv. Hun ved godt det er forkert og at hun skal ud, men han elsker hende jo!!!

Han er der når alle går deres vej, og det han gør med hende driver alle væk for det er så hårdt at leve med udefra, og meget mere indefra! Så når han siger til hende i stunder i ikke er der, giver lige pludselig mening, for alke går jo deres vej!

Jeg sender dig endnu et stort trøste kram , og håber for jer at hun ikke længere lader sig manipulere!

Jeg synes, at du skal vise denne tråd til din veninde. Det stråler ud af dine indlæg, hvor meget du holder af hende, hvor hårdt det er for dig at se, hvad hun vælger at gå igennem, og hvor magtesløs du er. Og så er der jo også lige et par erfaringer at gøre godt med her.

Så synes jeg, at du skal kigge hende dybt ind i øjnene og sige: Jeg elsker dig. Jeg vil gøre alt for dig. Men det ødelægger mig at se, hvad du udsætter dig selv for lige nu. Jeg kan ikke tåle at blive ved med at se på det. Hvis jeg kunne, vred jeg armen om på ryggen af dig og fjernede dig fra ham, men det kan jeg ikke, for det er dit valg. Jeg har spurgt andre om råd til, hvad jeg skal gøre, men ved det stadig ikke, for jeg er nødt til at passe på mig selv, men jeg vil også, virkelig VIL være der for dig, jeg vil ikke forlade dig og lade dig være alene med ham. Hvad synes du, at jeg skal gøre nu?

mvh. tina

... er din og hendes situation ikke så forskellig.

Du elsker hende - men er nødt til at trække dig væk, for at beskytte dig selv - for det du oplever er måske ikke fysisk vold mod dig, men alligevel en mental belastning der på længere sigt er usund for dig - og skader dig. Så selv om det smerter dig at sige farvel, må du sætte dit liv og din psyke først.

Hun elsker ham - men vælger foreløbig at blive. Hun kommer først væk den dag HUN er parat til at sætte sit liv og helbred først.

Det vigtige er at hun ved at når/hvis den dag kommer, er du der for hende igen (og det er der sikkert også andre venner der er - husk hende på at selv om hendes mand måske ikke elsker hende (og NEJ - er man voldelig er kærligheden der ikke - det han har er "ejerskab") - så er der andre der gør!!!

Og stakkels, stakkels dig

Vi kan vist godt blive enige om, at du efterhånden har gjort alt i din magt for at hjælpe hende.

Jeg ville nok prøve at lokke/bortføre hende ned i et krisecenter.

Hun skal tale med mennesker, der har hjulpet andre med det samme før. Professionelle, der kan se med andre øjne på sagen og vise din veninde nye vinkler/måder at tænke på.

At opstille en "det er ham eller mig" situation tror jeg er dødsdømt for dit vedkommende. Hun vil vælge ham.

Og så står hun da først alene

Så sæt lidt krav til jeres forhold måske? Nemlig, at I hver den første i måneden kører til et krisecenter e.lign. hvor hun tager en samtale med en medarbejder eller psykolog. En, som kan hjælpe hende med, at anskueliggøre hendes situation.

Ting ta'r tid. Pas på dig selv, så du ikke bliver syg af bekymring.

det kan desværre være svært og hjælpe folk der ikke rigtig vil hjælpes ( en del af hende vil nok gerne) og hvis jeg var dig ville jeg give hende et ultimatum, nemlig at hvis hun ikke kommer ud af det der så stopper jeres venskab, fortæl hende det på en venlig men bestemt måde og gør det klart for hende at du er der for hende på alle måder hvis hun vælger at forlade ham. men du må ikke lade dig selv og dit liv gå ned fordi du bruger alt din energi på hende for i sidste ende er det hendes valg, og hun skal nok gå når hun en dag selv er klar, tvinger man folk er det den sikre vej til at få dem til at gå tilbage

Jeg står lidt i samme båd som dig,bare med en kammerat som er udsat for psykisk vold om manipulation i så stor grad at han er ved at opgive det hele, men han tør ikke bare at skride.Hans kæreste har han været sammen med de sidste 8 år og de sidste 4 1/2 år har det bare været ned af bakke for hans psyke som i forvejen ikke er stærk,alle kan se problemet men ingen kan gøre noget der kan få ham væk.

Han arbejder hos hendes far lige som hun gør,så han har aldrig fred for hverken hendes eller hendes familie hverken privat eller i arbejdstiden.

Hun laver INTET der hjemme men lader bare huset flyde,han har 2 børn fra tidligere forhold som han har 7-7 plus det løse når de lige kommer forbi,så har han et barn med hende,det barn de har sammen bliver næsten hver dag hentet sent eller hentet og passet af andre,da han arbejder fra et sted mellem 7 og 8 og de fleste dage frem til kl 19 eller senere og fortsætter med firmaets shop efter arbejde når de har tidbud,han har hvis han er heldig fri hver anden weekend i et par timer og ellers kun 1 fridag i ny og næ,hvor hele dagen går med at nå alt det hun ikke gider,som at gå i banken eller handle andet end mad.

Hun handler mad og bruger en del penge på,hun er altid sur og dominerende.

I sidste uge skrev han en opdatering på facebook som der selvfølgelig blev spurgt til og svaret på indtil han havde hendes far i røret som gik helt amok over at han havde skrevet sådan noget @!#$ på facebook,jeg har altid været på hans side så jeg forsvarret ham da jeg kunne se at han ikke selv svaret mere,jeg diskuteret med en fra hendes familie,hun mente at det er fordi han ikke gør noget for sin kæreste,at hans kæreste har det dårligt fordi hun mistet sin mor da hun var teenager og nu selv har fået barn.

Min kammerat tænker altid på andre mennesker og får så hjælp af en psykolog til at håndtere de problemer han støder på i livet,jeg har kendt ham i 17 år så kender ham virkelig godt og ved hvordan han har det,han har ikke haft det nemt i sin barndom,han er vokset op med store problemer som har sat sig psykisk,den dårlige psyke tror jeg mange udnytter, da han udefra virker stærk men han går og gemmer på alt da han ikke bare siger fra men gemmer de til han får nok.

Jeg har det virkeligt dårligt med at han bliver udnyttet på den måde og gør alt hvad jeg kann for at hjælpe ham,hun har flere gange set på alt på hans facebook profil fordi hun brugte hans computer og den logger automatisk på facebook,så en dag jeg troede at det var ham der var på skrev jeg hej,jeg fik så en sms fra ham en halv time senere,at hun havde læst alt hvad vi har skrevet,fordi hun havde været inde og se alt på hans profil,det syntes jeg virkeligt er at synke lavt at gøre sådan noget,da han konfronteret hende grinte hun bare af ham og gik i seng,da han havde forklaret hvem jeg er.

han skal gå en lang tur hvis han vil snakke med mig,da hun ikke må høre hvad vi snakker om,han kan ikke besøge mig når hqan har ungerne,da han er bange for at de sladre om hvor de har været hvis hun spørg,da den store engang har fortalt sin mor at jeg var på besøg,det gør ikke noget at hun ved det da hun godt kender mig,men hans kæreste må bare ikke vide det og det er altså ikke fordi vi laver noget vi ikke må.

ligeledes må jeg ikke komme hjem til ham når hun er hjemme,så der kan nogle gange gå måneder mellem at jeg ser ham,men vi skriver sammen over facebook eller sms næsten hver dag.

Jeg ved at han i øjeblikket er meget presset men jeg er løbet tør for ideer til hvad jeg kan gøre for at hjælpe ham,så jeg står nok ligesom dig og overvejer hvad mit næste skridt skal være,for at droppe ham tør jeg ikke da det så ender helt galt.

Tusind, tusind tak for alle jeres svar, råd, tanker m.m. Det har været tartrater dele min frustration over dette med andre.

Jeg besluttede mig for at tale med hende endnu engang. Fortalte hende sandheden, intet mindre. At det ikke kun er hende der er udsat for den vold og skade han volder mod hende men også mig, at det ramte mig lige så hårdt som det gjorde ondt på hende når hun fik endnu et slag eller nedladende kommentar. Jeg gjorde det klart for hende at jeg ikke længere kunne fortsætte vores venskab som før, at jeg var nødt til at trække mig lidt væk. Jeg gjorde det dog meget meget klart at dette ikke betød at hun og jeg ikke længere skulle være en del af hinandens liv og at jeg uanset hvad altid ville være der den dag hun besluttede af hele sit hjerte at gå fra ham.

Det ironiske i hele det her er at jeg altid har betragtet hende som den stærkeste af os to. Jeg har selv været i et forhold med en mand der behandlede mig virkelig virkelig skidt og jeg stod bare der og gav ham mit hjerte og sagde "her, jeg vil elske dig for altid". I starten var han bare enormt dominerende og bestemmende men da det efterhånden udviklede sig til at han skulle bestemme hvilket tøj jeg skulle have på, hvilke veninder jeg skulle have osv. Begyndte en rød alarm at blinke. Senere udviklede det sig til fysisk vold, i starten "kun" i form at skubben op mod væggen, holdte mit hoved osv. Indtil første gang han slog mig efter en bytur hvor vi begge var fulde og havde skændtes. Jeg slog det hen da han jo undskyldte med alt hvad han havde bagefter. Der gik lang tid før han slog mig igen. Jeg havde lige fået en abort, vi ønskede begge meget højt barnet men vidste også bare at det var forkert så jeg valgte at det ikke skulle være. Han var tosset men tog med til selve aborten og var også såååå sød ved mig lige indtil et par timer efter vi kom hjem hvor han mildest talt bankede mig. Da han bagefter sad og græd som et barn og undskyldte - tog jeg mit gode tøj og gik og jeg har aldrig set mig tilbage siden og derfor er det så svært for mig at forstå hendes valg om at blive. Jeg elskede virkelig denne her mand, jeg var så forelsket i ham men jeg vidste også med mig selv at jeg bare ikke er typen der finder sig i at få tæv og det troede jeg heller aldrig hun ville

Jeg har selv været der. Som tiden gik havde jeg ikke kræfterne til at gå. Hvis man bliver truet med diverse på familie og venner, så tror man på det for ens sjæl er fuldstændigt overtaget af et andet menneske.

Det var først da kodeordet kom til mig fra en bekendt.

Han sagde Jeg ved godt det er et helvede at komme ud af, men tænk på at det er et større helvede at blive i.

Først der vågnede jeg og ikke mindst fik kræfterne til at komme væk.

Tror ikke du kan gøre andet end du gør. Hvis du presser for meget så sker der ingenting. Giv hende nogle drømme om et nyt og bedre liv,så hun selv tager beslutningen.

Hilsen Helle

Det har i hvert fald intet med kærlighed at gøre. Men det bliver nærmere en slags afhængighed, samt at han har fået hende til at tro at hun er SÅ lidt værd, at hun ikke er bedre værd end at rådne op hos ham.

Dr. Phil har engang sagt nogle kloge ord, til en kvinde i lignende forhold, som sagde, "jamen det er jo min bedste ven".

Dr. Phil " I så fald vil jeg nødig møde din værste fjende".

Altså ikke i dine sko, men i din venindes...

Opholder mig pt på et krisecenter på snart 2. måned sammen med min søn og det er den bedste beslutning jeg har truffet i meget lang tid.

Håber du kan få hende overnevist om at søge hjælp sådan et sted også.

Kære Tina.

Det er jeg oprigtig ked af at høre men hvor er jeg dog glad for at du fandt modet og ikke mindst styrken til at gå. Al held og lykke til dig og din søn i fremtiden.

Prøv evt. at kigge på eller vise hende denne side

http://www.ditforhold.dk/ Der er råd og vejledning, Måske kan det inspirere.
Der er mange piger/kvinder (og få fyre)der har skrevet deres personlige historier om at være i og komme ud af et voldeligt forhold. www.ditforhold.dk/historier/laes- andres-historier.aspx Nogle gange kan det måske give styrke ligesom det måske kan være en øjenåbner at læse de forfærdelige ting nogle går igennem i "kærlighedens navn" - og som er skrevet af personer man ikke selv har en relation til.

Tanker og styrke herfra!

Sulejma