og ja tiden går, men savnet er der stadigvæk, og en gang i mellem vreden over hvad de bilder sig ind og dø inden man selv er flyvefærdig.

Der bliver da gudske lov længere og længere mellem dagene. Så kender godt dine tanker, min mor er nemlig også bedre tjent med at være faret til himmels end på jorden, hvor hun de sidste 20 år levede med i alt 5 kræftdiagnoser 3 forskellige steder, den sidste tog så livet af hende, men alle de kontrolbesøg sled hende op.

Jeg tror at når man først har mistet en af sine forældre - eller begge - vil der altid mangle noget vigtigt i ens liv.

Det er trods alt de personer der har kendt en altid - og som man er tættest knyttet til.

Min mor døde i januar i år, og det gør naturligvis stadig meget ondt at tænke på at hun ikke længere er her - også selv om hun de seneste 20 år har boet i udlandet og derfor været langt væk. Og de seneste 2 år var hun ret dement - og var derfor endnu "længere væk"

Jeg kan godt følge dig.

Jeg havde selv en mor, der havde det rigtig skidt til sidst.

Hun døde da jeg var i en alder knap 16 år.

Idag i min voksne alder kan jeg se hvordan hun har kæmpet imod sundhedssystemet, hvordan hun er blevet svigtet.

Det var bare svært da man var barn, man følte en hemsko.

Altid at skulle holde øje med hende, når man kom hjem fra skole og ringe 112 når det var nødvendigt, og hendes egen læge.

Idag tænker jeg ikke på min mor på den måde, tværtimod. Men jeg var i en situation, hvor jeg skulle være voksen i en alderen 10-16 år. Det sætter sin spor.

Så der er du ikke alene, Charlotte

Mvh. Lotte

tak for jeres svar, jeg savner min mor rigtig meget og "snakker" stadig med hende.

min mor fik det heldigvis bedre af at dø. hun havde 0% nyrefunktion, og var ikk kandidat til en transplantation. plus de kunne ikke ligge et nyt kateter til dialysen mere. dvs hun havde et halvt år tilbage at leve i og skulle så i princippet dø af organsvigt - dvs en meget smertefuld død.

så i dag kan jeg se det var det bedste at hun fik den hjerneblødning og døde uden smerter.

men som 18 årig og har mistet sin kære mor, ja så ser man det ikke sådan. jeg følte mig meget forladt. jeg elskede min mor. og i starten viste jeg ikke hvad jeg skulle gøre med den der følelse af at hun var væk og jeg ikke kunne vise og fortælle hende hvor meget hun betød for mig. men nu har jeg lært at man sagtens kan elske en der ikke er på jorden mere. hun vil altid være min mor. og jeg vil altid savne hende.

Man overlever, og lever videre.

Da min far døde, sørgede jeg i 8 år(!), det var hæsligt, indtil jeg drømte om ham en nat, og han tilgav mig. Jeg vågnede let som en fugl! (ja, jeg tilgav mig selv! Jeg tror ikke på åndehokuspokus, min far var - nåja- jeg var fars pige, og min far var et blidt og rart menneske. Jeg har derimod været ond ved mig selv!)

Jeg savner ham stadig, men på en anden måde.

Min mor var jeg mere afklaret med. Hun havde selv sagt, hun ikke brød sig om at fylde 80. Og min dreng var rigtig sød ved hende (han kan ikke huske hende som rask- modsat de andre børnebørn). Han er egentlig en dejlig rolig ung mand- han ligner nok sin morfar.

Jeg tænker da på dem, dagligt. Men det det gør ikke mere ondt.