Hej derude.
Jeg har lige brug for at få lettet mit hjerte.
Jeg har lige været ved psykolog, som jeg ellers ikke har været i 1½ år. Jeg havde efterhånden fået det så dårligt psykisk, at jeg ikke kunne klare det mere. Når selvmordstankerne dukker op flere gange på en uge, så er det jo et signal om, at der er et eller andet galt. Det synes jeg bare altid, at der er med mig - et eller andet galt, og det har der været længe.
Jeg kom op til min psykolog, som er både god til at lytte, forstå og se hvad der kan være galt. Hun så ikke ret længe på mig, før hun kunne se, at den var helt galt. Jeg begyndte jo at fortælle lidt om, hvad der var sket det sidste 1½ års tid, og hun kunne tydeligt høre, at der var et eller andet galt på arbejdet.
Og så kom den. "Du er udbrændt". Jeg følte det som et hårdt slag og sad der og græd, men jeg kunne jo mærke, at det var sandt. Mit arbejde har bestemt ikke været særlig givende eller opmærksom på, hvor meget jeg har slidt i det uden at få noget som helst igen - medmindre det er negativ feedback.
Jeg kan ikke sove særlig godt længere. Min verden føles ligegyldigt.Jeg har ikke overskud til andet end at arbejde, hvilket jeg næsten heller ikke kan klare. Jeg mangler energi, og er både fysisk og psykisk træt. Jeg har isoleret mig selv meget overfor min kæreste, venner/bekendte og familien (ringer, skriver eller ser folk meget lidt). Ingen har kigget på mig, og spurgt hvad der sker, og hvordan jeg har det, og jeg kan ikke selv række hånden ud - eller jo, det kan jeg jo lidt, når jeg har styrken til at kontakte en psykolog. Jeg husker tydeligt, hvornår jeg begyndte at få det dårligt - det var tidligt sidste forår, hvor min arbejdsbyrde blev voldsomt forhøjet.
Det hele er vælten rundt i en stor pærevælling. Min psykolog sagde, at hun ikke kunne anbefale det kraftigt nok, at jeg tog en pause NU, i form af en sygemelding. Hun mener slet ikke, at jeg kan arbejde på min arbejdsplads med de forhold, og det ødelægger mig langt mere end det gavner.
Det er bare rigtig svært at tage skridtet og blive sygemeldt - igen. Ja, jeg er 25 år, og for knap 2 år siden blev jeg også sygemeldt. Det er sådan et nederlag for mig, endnu engang erkende, at jeg har det skidt, og der skal gøres noget ved det. Jeg er bange for at snakke med min chef om det, og jeg er endnu mere bange for, at min læge siger, at jeg ikke kan blive sygemeldt og bare må bide i det sure æble. Jeg kan slet ikke klare at blive ved i det job - jeg kan mærke, hvordan det æder op inde i mig. Og hvis min læge siger god for sygemeldingen, er jeg også bange for, hvordan jeg skal klare at gå hjemme, da det plejer at gøre mig deprimeret.
Min psykolog vil hjælpe mig til at komme videre, og få noget struktur og indhold i mit liv igen. Jeg har jo intet liv lige nu. Ser ingen mennesker og har socialangst. Jeg føler, at jeg ingenting er værd, og ar ligemeget hvad jeg gør, så er jeg en fiasko.
Hvor er det hele bare hårdt, og hvor er det irriterende, at det skal være så hårdt. Jeg ville ønske, at jeg kunne trykke på en knap og blive glad igen, som jeg var det, da jeg var lille. Det er godt nok lang tid siden, at jeg har følt mig lykkelig. Lige nu burde jeg have fokus på, hvad jeg vil resten af livet i form af at vælge uddannelse, men det er rigtig svært, når man har det så skidt.
Nå, der er ikke andet for, end at jeg må kontakte lægen i morgen og tage den derfra. Pt. lever jeg, og så længe jeg gør det, må der være håb.
Jeg ville ikke rigtig noget med dette indlæg, andet end at få det ud. Måske er jeg heldig, at andre har erfaringer, som de kan give ud af. Jeg ved, at der mangler mange oplysninger omkring mig, men kan ikke lige samle tankerne mere lige nu.
Tak fordi du ville læse med.
/Trine
