børnene er den dårligste undskyldning at bruge, men altid den man hører. Hårdt at sige- ja måske. Men børn er ingen undskyldning.

Nok fortjener børnene en mor og en far- men de fortjener mere to glade forældre hver for sig, ned to ulykkelige forældre sammen. For tro mig, de kan mærke det.

Børnene skal aldrig være den undskyldning der holder et par sammen, for så er de nærmest dømt til at mislykkedes.

med Stute

Hej Christine

Det er eddermagme svært...

Man kan godt have en holdning til hvad man vil finde sig i, hvad man vil tilgive osv.

Men når man så står midt i det, er det pludselig noget helt andet.

Jeg tror det vigtigste af alt, er at du hele tiden er tro mod dig selv. Lad være med at gå på kompromi, for børnenes skyld. Du fortjener at være lykkelig! Om det er i dit nuværende forhold eller et andet, kan kun du afgøre.

Pøj pøj med det. Og husk på alle de gode "på den anden side" indlæg vi af og til kan læse om her på HN.

Trøsteklem herfra

Hvis I blir sammen, vil det jo nok aldrig blive det samme igen, især når du har set en ubehagelig side af din mand.

- Og børn opfatter sådan noget. Uanset hvor meget I så går og smiler til hinanden når de er der, så opfatter de det.

Som Stute siger, - hvorfor ikke ha' to forældre som er glade hver for sig, end to forældre sammen som ikke er glade?

Kender nogen der ventede til den yngste var konfirmeret, så flyttede manden nærmest så snart festen var slut.

Var det mig, ville jeg hellere ha' to forældre som er skilt og glade, end to forældre som er sammen bare for min skyld.

foreløbige svar .

Nu skal det ikke forståes som om, at det KUN er pga. børnene, vi evt. fortsætter. Men det er uden tvivl, min største bekymring! Nu er jeg så også opvokset i en kernefamilie og arbejder et sted, hvor man ind i mellem for indsigt i, hvordan skilsmisse kan påvirke børnene. Og ja, det er meget svært for mig at overskue at skulle dele børnene og undvære dem på de tidspunkter de er hos far, ingen tvivl om det.

Men lad os glemme børnene en stund - spørgsmålet er, hvor meget man bør hænge sig i hvad der ER sket, i stedet for at kigge fremad?

Men faktum er jo, at der er sket en masse og den side af manden jeg har set, kan jeg slet ikke genkende. Midtvejskrise eller ej, eller hvad det nu har været, så behandler man ikke andre mennesker som jeg er blevet trådt på. Man fortæller vel heller ikke sine børn at de skal være skilsmissebørn, før det er virkeligt gennemtænkt? - de har jo også bakset med en masse tanker lige siden de fik beskeden.

Men kan man tilgive og stole på manden igen - omvendt holder jeg på, at man bør kæmpe det der kan.

Og ja - børnene kan da mærke det. I januar/februar havde de en meget ked af det mor og det kunne mærkes. Jeg vil så vove at påstå, at de sidste måneder har vi været glade sammen- men uden kys og kærtegn og det skal ungerne jo heller ikke opvokse med ikke at se som en naturlig ting!

Men ja, den er skisme svær - det er rigtigt man kan have nok så mange holdninger - indtil man selv står i det ..

Christine

Jamen hvis han lige pludselig er så glad for dig igen, så må der medfølge en forklaring på alle de grimme ting han har sagt, for dem mener han så åbenbart ikke?

Eller går det hans ego lidt på, at du tilsyneladende godt kan klare dig uden ham?

Er han blevet forladt af en ny flamme, så du godt kan bruges igen?

Har du lyst til at kysse, kramme osv. igen?

Er svaret på det sidste spørgsmål nej, tja, så bare i gang med at pakke.

Det er kun dig som ved, om det kan repareres. Kriser kan vi alle have. Men det er ikke dit ansvar at håndtere hans.

:Pia

om jeg ville gå tilbage til en mand som har lavet det nummer, der findes INGEN undskyldninger for at splitte hele familien pludseligt uden varsel for så at komme nogle måneder senere når "andet" er afprøvet og åbenbart ikke så sjovt alligevel og sige tilgiv mig jeg vil tilbage.

De sider du har set og mærket har manden stadigvæk, han gemmer dem lidt væk og er så sød nu da han gerne vil tilbagemen de kan komme igen.

Det var noget andet hvis han havde meldt ud at han var blevet i tvivl om jeres forhold eller bare gerne ville være lidt alene en tid, men han skred jo fuldstændig kold og lod dig og børnene alene i sorgen og chokket.

No vay om jeg gik tilbage, svaret ville herfra være at det nok ville være umuligt/meget svært for dig så at i skulle bo hver for sig og så deltage ture feks til tivoli/ferier / familie sammenkomster men som venner til at starte med, og så se om det udvikler sig.

desværre er det tit sådan at når mænd ikke lige har en kæreste som kan tage sig af ham så falder han tilbage til den gamle, og kort tid efter går det enten helt istykker eller han møder en anden pige og går fra konen og familien igen.

der er jo en grund til han skred, og måske det har været en anden kæreste som alligevel ikke var så fantastisk som han troede og nu keder han sig egentlig lidt..... jeg har set det mange gange, christine tænk dig om.... der findes helt sikkert en dejlig mand derude som kan elske dig og dine børn, du behøver ikke at nøjes med en som har gjort dig så ked af det og usikker på fremtiden med ham hvis du vælger at tage ham tilbage.

med Pjemm må jeg sige hvis vi for en stund skal prøve at glemme børnene.

til ulykkelig kærlighed. Så enkelt kan jeg kun sige det, omend jeg ved på egen krop og i eget hjerte hvor ondt det kan gøre.

Han din mand været grim, og ubehageligt i utilgiveligt stil, så kom videre. Har han været ubehageligt pga af en masse følelser pga af jeres "brud" og alt det der sket, (du kender ham vel så godt, at du kan se, og mærke forskel ), så er der måske en chance for at jeg personligt ville kunne tilgive og med tiden kunne evt finde sammen igen.

Børn eller ej, så er mennesker bedst tjernt med at være sammen med mennesker som elsker dem, og hinanden, og ikke folk der er sammen for at gøre andre glade. Men jeg forstår godt at man skal kæmpe for det man har kært, og er helt enig. Men at finde sammen med sin mand efter et mindre kønt brud, er ikke en proces, som er nem, og som bare er lige til. Der vil da gå helt hårdknude i den, hvis du eller han bare mener man kan starte hvor man slap, og flytte sammen igen, som den lykkelige kernefamilie, for det kan man ikke. Sig til manden at I skal have talt sammen, og allerhelst sammen med en udefra, evt parterepi. Så I kan finde udad og forstå hvorfor det er gået så galt som det er, og så I evt kan hindre at det sker igen, (for det vil da være dobbelt så slemt for børnene ) Og så find hvert jeres sted og bor, og finde jer selv inden i finder hinanden. Lær hinanden at kende igen, for ingen af jer er helt den samme længere. Chokket og hvad der ellers er blevet sagt og gjort forandre folk, og det forandre ens følelser, ikke nødvendigvis til noget ringere.

Jeg forstår godt du savner ungerne når de ikke er hos dig, men du skal lære at nyde tiden uden dem (det er der intet forkert i ) og gøre noget for dig selv imens. Når de kommer hjem igen til dig, vil du være meget mere oplagt til dem, til glæde for alle. Unger er skønne, dejlige og helt uundværelige når man først har dem. Men husk på at inden de kom, var der også et liv der var værd at leve, og evt kunne du leve lidt ala det igen. Ungerne skal nok klare en skilmisse hvis det ender med det. Det vigtigste er at mor og far er så voksne at de får tingene til at køre bedst muligt mellem hinanden og for ungerne.

Tilsidst, ogigen, tag ikke manden tilbage fordi det er nemt, bekvemt, godt for børnene osv. Skal han tages tilbage så ad det tage tiden der skal til, for at I igen finder udad at I vil hinanden for good, og ikke pga af trykhed af den ene eller anden art.

Held og lykke med livet..

Hellere stærk og alene end i et forhold der er svagt!

Skilsmissebørn bliver ikke nødvendigvis ulykkelige børn, men børn i et forhold hvor mor og far stort set kun er sammen pga. dem, er nødvendigvis heller ikke lykkelige børn.

Børn er lykkelige, når mor og far har det godt - og kan finde ud af at løse deres voksenproblemer uden at blande børnene ind i det, eller benytte børnene som våben/skjold mod den anden forældre.

Din mands meget ubehagelige sider forsvinder ikke ved, at han undskylder. De kommer tilbage, så snart hverdagen indtræffer igen. Har du lyst til at være en lille grå mus, der bliver manipuleret, kontrolleret og beskyldt for ting du ikke har gjort? Hvis svaret er ja, så bliv hos ham. Er svaret nej, så pak!

Hvis du bliver, kan jeg love dig en fremtid med, at det er slut med at have mobiltelefonen for dig selv, det er slut med at lave noget selvstændigt, uden du bliver krydsforhørt bag efter, du bliver jævnligt mindet om at du er grim, dum, og at du skal være glad for, at han vil have dig, for der er ingen andre der vil have en grim sæk som dig, du bliver beskyldt for utroskab blot du veksler et par ord om mælkens holdbarhed med en fremmed mand i supermarkedet, mv.

Når først han er begyndt på kontrol og manipulation, stopper det ikke igen. Han kan stille det i bero hvis der er udsigt til at du smutter fra ham, love dig guld og grønne skove om at han ikke mener det, og at han kun gør det for at passe på dig, og at det ikke vil ske igen...

Lige nu tror du ikke på mine ord, for når det er første gang man stilles over for sådan en mands rosenrøde ord om en gylden fremtid som kernefamilie, tror man på ham, trods alarmklokkerne bimler så højt, at man er sikker på, at folk på gaden kan høre dem.

Jeg tror, du allerede har taget valget at forsøge igen sammen med ham - ellers var du flyttet allerede nu, eller du havde smidt ham ud.

Er du på vej tilbage til ham, fordi det pt. er uoverskueligt at skulle igennem en skilsmisse, selvom det egentlig er det du inderst inde har mest lyst til?

Vær stærk - og det er ikke en katastrofe at skulle bo alene og undvære børnene når de er hos deres far.

Pas godt på dig selv.

Min eksmand og jeg havde rigtig god hjælp af en psykoterapeut, som kunne hjælpe med at se tingene udefra og stille de rigtige spørgsmål.

Nogle gange i terapi sammen og nogle gange hver for sig. Så man ikke holdt nogle ting tilbage og fik talt med terapeuten alene hvis det var svært at sige det mens partneren var til stede.

Terapeuten fik så hjulpet med at få alle nødvendige samtaler på gled og dermed en løsning på mange ting.

Stor hjælp for os - måske kunne det hjælpe jer?

Pøj pøj med det hele - ikke en nem situation.

Vh Vibeke

...... at han ville skilles (hvad det så end er) er det gået over, hvis man kan sige det sådan ?

Hvorfor er du pludselig god nok til ham igen ?

De grimme sider ved ham du har fået øje på, er de pludselig væk igen ?

Vil du lade dig byde en mand, der ellers har "kasseret" dig og egentlig havde meddelt dig, at du ikke længere var god nok til ham ?

Vend den lige om en gang og spørg dig selv, om du synes, han er god nok til dig, efter det han har gjort ?

Der skal altså mere til et godt ægteskab, end det at have nogle børn sammen. Det er ikke rimeligt, at den ene part så at sige ofrer sig for børnenes skyld, er det måske det, han ved, du vil kunne lokkes til ?

Mvh. Gammelnok

Hvor meget man kan tilgive er kun noget du selv ved. Men jeg har prøvet noget ligende.

Min kæreste (igennem 3år) pakkede sit tøj en dag og var væk i en uge. Da han kom tilbage meddelte han at han ikke ville være i et forhold med mig længere. Det var ikke noget jeg havde set komme. Der gik nogle måneder, hvor vi havde lidt kontakt. Gården skulle sælges og jeg flyttede med heste og hund.

Det var ekstremt hårdt og der skete en del ting, som mange ville beskrive som utilgivelige. Det var de helt sikkert også. Men da han en dag opdagede at han elskede mig igen eller stadivæk og ville have et forhold igen. Ja, så måtte jeg tænke mig om. Alt inden i mig "skreg" at man skal aldrig gå tilbage til en som har gjort/sagt så mange åndsvage ting og har behandlet en så dårligt.

Men jeg elskede ham og han elskede mig. Og vi fik snakket ALT igennem og endte med at genoptage forholdet.

Nu er vi gift og planlægger børn. Og ja tingene blev aldrig det samme igen, men for os blev de bedre, meget bedre.

Så find ud af hvad DU kan tilgive og så handle ud fra det.

for alle svarene - det er super lækkert!! Og jeg har bestemt brug for at høre det fra alle vinkler, både de hårde og de gode!!

Hvad det ender med aner jeg virkelig ikke - for en uge siden ville jeg have været lykkelig for en evt. forsoning, har brændt efter det i mange måneder - men når så den kommer, ja, så kommer der bare en kæmpe tvivl!!!!

Jeg er bange for, at jeg bliver den lille i forholdet og kommer til at føle, at jeg skal præstere en hel masse, for at holde på ham - og det er jo helt forkert, ved det!!

Men jeg syntes altså stadig, specielt når der er børn, at man skylder alle parter at prøve at få det til at fungerer og ikke bare kaste håndklædet i hånden.

Men jeg gemmer mig af vejen for ham her til aften - godt med en computer - orker ikke snakken lige nu, for jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal svare.

Tror han abre tror, at vil han have forsoning, så er alt glemt. Men der er simpelthen sket så meget, at det kan jeg bare ikke!

Jeg tror - at bliver vi sammen, så bliver man mere opmærksom på hinanden og tager ikke hinanden for givet.

Bliver vi ikke sammen, har jeg en masse lærdom i bagagen til næste forhold!

Christine

forstår simpelthen ikke det med børnene- det eneste du/i skylder jeres børn er at give dem glade forældre, med overskud- that`s it!

Man skylder ikke alle parter noget- du skylder dig selv at være ærlig overfor DIG, du skylder dine børn at være glad- og din mand... Ja ham skylder du vidst ikke noget efter det l o r t han har lavet.

er der en der elsker mere end den anden. Det siger de klogere i hvertfald. Måske er det rigtig, men alt med måde.

Jeg har levet i et forhold hvor jeg var "lille" og underdaning hver dag, fordi jeg var så frygtelig bange for at miste ham. Da jeg så langt om længe gjorder noget ved, nemlig pakkede mine ting og gik, ja så var det pludselig ham der var "lille" og underdaning, fordi han ville have mig tilbage. Vores forhold var aldrig ligeværdigt, og ville aldrig blive det, og vi ville aldrig blive gode for hinanden. At fjolset så oveni, var en skidtmads af en kæreste, som ville slå og manipolere mig så man skulle tror det var løgn, er så bare ekstra grunde til ikke at være sammen med ham. Efter den oplevelser har jeg lovet mig selv, aldrig mere at nøjes. Forstået på den måde, at det er mimt liv, og mit ansvar at jeg har det godt. Jeg er ansvarlig for min egen lykke, prcis lige som du nu, er ansvarlig for din lykke. Jeg forstår godt at man vil gøre alt for at give sine børn en opvækst i en lykkelig kernefamilie. Men hvis kernefamilien kun er et glansbilled som kan krakkelere hvert øjeblik, så er det jo bare varm luft. Dine børn vil ikke når de bliver aldre og flytter hjemmefra sige tak fordi du ofrede 15-20 år på en mand som du ikke elskede, og det samme vil de heller ikke takke din mand for, at han blev sammen med dig, fordi det ikke lige lykkes det andet han havde gang i. Børn er nu glædes og mest lykkelige, når deres forældre også er. Så skal vi ikke blive enig om, at det bedste du kan gøre, er at være glad og tilfreds med dit liv, og ikke trist og ulykkelig over noget som du ikke kan gøre noget ved.. Man skal leve i nuet, fortiden kan ingen jo ændre, og fremtiden er der ingen der kender..

Og så igen, jeg tror ikke man, "bare" kan flytte sammen igen, efter det der er sket. Du skal be ham om at træde et par skridt tilbage, så du kan mærke efter hvad du vil, og evt be ham om at komme med til en "snak" ved profferne. Et forhold skal være så ligeværdigt som muligt, og det er ikke godt hvis du allerede nu, er bange for at du vil gå på listefødder for at gøre ham tilfreds hele tiden. Gør man først det, bliver de enten aldrig nogensinde tilfreds, eller også han dig igen, fordi du ikke længere er selvstænding nok, og ikke giver nok modspil og medspil.... Ja livet er en svær balance gang, men for pokker skønt, når dine unger giver dig et kram, vi andre dig et opmunterne nus gennem cyperspace, og solen skinner om varmer ens hud igennem..

For 5½ år siden gik min ekskæreste og jeg fra hinanden efter 6 års samliv. Vi var (heldigvis) ikke gift og havde børn.

Selve bruddet gik egentlig ok. Det var mig, der flyttede ud af vores fælles hjem. Selvfølgelig var jeg ked af det, men også lettet, for jeg havde tænkt på at flytte meget længe, men det var egentlig ham, der tog den endelige beslutning.

Efter 4 måneder begyndte jeg pludselig at tvivle. Jeg savnede huset, omgivelserne (var flyttet hjem til min fødeby), vores fælles venner og ham, troede jeg.

En dag ringede han, og spurgte om ikke jeg ville komme og hente ham på arbejdet og køre ham hjem. Jeg fløj ud i bilen og susede afsted. Den nat sov jeg hos ham, og vi blev enige om at prøve igen, dog var der nogle ting, som skulle ændres, hvis det skulle gå.

Ugen efter blev vi enige om at mødes for at få tingene snakket igennem, men det endte med en 2 timer langt "lektion" om, hvad JEG skulle ændre, hvad han syntes om mig og ikke mindst min familie (det var ikke pæne ting), og så var kravet: SKIL DIG AF MED HESTEN. Og oven i hatten, skulle jeg så liiiige være klar over, at hvis han mødte en anden, så var han klar til at smide mig ud igen.

Da jeg næste dag kom hjem til mig selv, gik lyset pludselig op for mig. Manden var jo en nar, og det var IKKE ham, jeg havde savnet, men "trygheden" i mit gamle liv. Jeg satte mig derfor ned og skrev et langt brev om, at jeg syntes, han havde behandlet mig rigtig dårligt, at han ikke skulle tale nedladende om min familie, og at jeg aldeles ikke ville være "stand in", indtil han fandt sig en ny. Bagefter havde jeg det rigtig rigtig rigtig godt. Skæbnen var så, at han ringede, inden han havde fået brevet, så jeg måtte give han samme "lektion" i telefonen .

Desværre havde de ting, han havde sagt den aften, oven i skuffelsen over at det hele ikke blev til noget, og at jeg havde mistet mit "elskede" hjem for altid, påvirket mig så meget, at jeg efterfølgende gik totalt ned med flaget, og var tæt på en depression. Dette kom bag på mig, for det viste sig, at han rent faktisk havde pillet alt selvtillid ud af mig gennem årene, uden at jeg havde bemærket det.

Men jeg kom ovenpå, og idag har jeg det bedre end nogensinde. Jeg har fået en ny dejlig kæreste, mit selvværd er tilbage, og hesten står stadig i stalden . Så er du det mindste i tvivl, så kom væk, måske er det trygheden, ligesom hos mig, du savner, og ikke ham. Jeg er i dag klar over, at jeg ville have fået det meget meget dårligere, hvis vi var flyttet sammen igen, og var højst sandsynlig endt som en lille grå mus uden egne meninger og holdninger.

Det er hårdt, mens det står på, men du kommer styrket ud på den anden side. Tro mig.

Jeg er selv skilsmissebarn, og det har jeg det godt med. Mine forældre har altid været i stand til at holde god mine, når vi børn var tilstede. Så selvom jeg gerne ville have haft, at mor og far var sammen, så har jeg trods alt haft en rigtig god og tryg barndom, som skilsmissebarn.

Hvis du vælger ham, så bo hver for sig et stykke tid... og søg for pokker noget hjælp , ellers tror jeg det ender på samme måde igen . Ærlighed omkring det til børnene, men inddrag dem ikke i problemerne.

Hånden på hjertet, så tror jeg du skal til at blive voksen.... ja undskyld mine ord, de virker måske hårde, det er de ikke, men tanker når jeg læser dine indlæg....

Du skriver igen og igen, at du skal se bort fra det ganske forfærdelige i, at dine børn blive delebørn, men du kan ikke skrive ét indlæg, uden du igen tramper rundt i, hvor forfærdeligt det er for dine børn...

Hvis du tog helikopter blikket frem, så virker det (på mig) som totalt vanvittigt, det du har gang i...

Dine børn - som jo fylder forfærdelig meget (det gør den slags for mødre ) de har, som du skriver, haft en ked mor, en mor som ikke havde det godt........ du har oplevet en mand, som ikke har været sød......... du er bange for, at du kommer til at skulle præstere........

Helt ærligt, hvad pokker sker der, hvordan filen kan du finde på at overveje, at beholde denne mand......

Nåh ja, det er jo fordi, at dine børn skal leve i en psykisk angst for, hvornår far ikke gider mere, for så kan mor "gå ned" blive ked, fjern, sorgfyldt, have ondt og verden er itu længe længe igen.... nåh ja, så får du manden, som har budt dig grimme ting tilbage, åh ja hvor skønt, for så har vi da en kernefamilie, ih og åh hvor skønt, selvfølgelig heller børn, som er bange for næste gang, i stedet for trygge delebørn, ja det er jo klart....

Og manden, ja det er jo yderst normalt og typisk, at når du er ved at rejse dig, så vil han have dig tilbage, for det er jo da skide irriterende, at du ikke kravler rundt og beder med hundeøjne om at han bliver.... du skriver selv, at var det 1 uge før, så havde du taget ham tilbage, ja lidt selvtillid i dig, det er skidt, for så vil du måske ikke have ham..

Så ja da helt totalt klart, nu vil han dig, lige til du er faldet til patten, så kan han meddele børnene igen, at nej - nu går far, så kan mor kravle rundt og lide, børnene leve i en utryg, rædselsfuld verden, mens mor igen igen forsøger at komme sig, far nyder livet, lige til mor bliver stræk...

Kan det virkelig var rigtigt, at en kernefamilie er vigtigere end et godt trygt barneliv

Undskyld min barske udtalelse, har læst alle dine indlæg, og syntes du sylter rundt i noget underligt latterligt pjat, som overhovedet intet sund fornuft har over sig...

Skal du i min verden have den mand, så skal i skilles, bo hver for sig, dele børnene, vise hinanden at i VIL hinanden, VIL dele børnene, voksent og værdigt, lære hinanden at kende på ny, du siger jo at du har set nye sider af ham, og når i har gjort alt det til et flot 12 tal, og alt er godt, så kan i overveje, OM i vil hinanden..........

rigtig gode indlæg der kommer .

Vi bor stadig sammen og har gjort det hele tiden - efter hans "plan" var det vel, at få mig ud så hurtigt som muligt, men det har jeg slet, slet ikke kunne. Den her vredefølelse som burde være kommet frem, har bare ikke rigtigt været der, desværre. Og så har jeg hele tiden haft min tvivl om hvad dælen der foregik i den mands hoved, da han virkelig har været "en anden". Og ja - så kommer den igen, men jeg har hele tiden syntes, at der har været noget at kæmpe for!

Han har været en stort l.o.r.t. og rigtig modbydelig, ingen tvivl om det - men for pokker, hvis det vitterligt har været mandens største fejtagelse, så burde man også som voksne mennesker prøve at gøre det godt igen, hvis man begge vil det!

Mine børn er sandelig vokset op i en harmonisk familie med to glade forældre - der har som sagt ingen tegn på den her beslutning været. De ved besked om at mor og far ikke er kærester mere - og de sidste måneder har de haft to glade forældre i huset.

Jeg har jo været super glad for manden i 10 år - og de følelser forlader altså ikke bare en. Så ja, nogen var gået for længst - og måske ender det også med det - men jeg syntes ærligt talt også, at begynder han at vende igen, så er det da forsøget værd!

Men det er rigtigt, hver gang jeg har taget et positivt skridt op ad, så bang - kommer der en eller anden bemærkning om "for to uger siden havde jeg næsten fortrudt", "det er nok for sent" osv osv - og nu har han pludselig lysten til mig igen. Ikke noget med "det ER" for sent osv - og så er tvivlen jo vendt tilbage i mig hver gang.

Takker stadig for jeres svar - det er super skønt og giver en meget at tænke over!

Christine

Han spiller godt nok på alle strengene hva? Og styrer dig lige som han har lyst til. Vil du gerne være en marionetdukke resten af dit liv?

Han er vel bange for at miste sin rengøringskone, det er jo altid dig der har stået for hus, have, børn, mad, indkøb osv. Han aner formentlig ikke hvordan man gør og gider ikke sætte sig ind i det.

:Pia

Jeg kan godt lide det som Jeannett-Tenor skriver.

Nu ved vi jo ikke præcist hvad han har gjort, og der er da også grænser for tilgivelse.

Men du skal mærke efter om du virkelig elsker ham eller ej.

Er du bange for at blive den lille i forholdet, så spil lidt på kostbar strategien, og stil nogle krav. Det kunne jo evt. være at han skulle give dig et indblik i, hvad der har foregået oven i knolden på ham. Brug evt. psykolog. Det er ikke noget nederlag !

Held og lykke

...... at vurdere, hvad det er han har gjort, som får dig til at skrive, han har været en stor @!#$ og rigtig modbydelig.

Vi har jo hver vores tærskel for, hvornår vi beskriver et andet menneskes handlinger sådan og vi har hver vores tærskel for, hvad vi vil finde os i.

Vi har også hver vores portion af selvværd eller mangel på selvværd, der afgør, hvornår vi kigger på vores mand og siger:"Nu lukker du edderhyleme røven kammerat, eller finder et andet pensionat" !!!!

Ud fra det du skriver, så fornemmer jeg, at du er meget langt fra, at kunne sige fra og så længe det er sådan, sidder han med de gode kort på hånden.

Han ved sikkert 100%, at du meget nødig vil se jeres børn som skilsmissebørn og det tror jeg, han udnytter groft.

Mvh. Gammelnok

Jeg vil lige skrive et par usammenhængende sætninger,man kan bruge at tænke lidt over. Det er jo i sidste ende dig selv der skal tage beslutningen, og du finder kun den rigtige beslutning ved at tænke det hele godt igennem, hvad du sikkert allerede er i fuld gang med. Derfor vil jeg hverken sige for eller imod, men opfordre dig til at gå i tænkeboks

• Hvis DU ikke er lykkelig, hvordan vil du så gøre dine børn lykkelige?

Livet går vel i sin enkelthed ud på at have det godt. Så skal du "bare" finde ud af hvordan det er for dig.

• Nogle siger " hvis man er i tvivl, er der i virkeligheden ikke noget at være i tvivl om".
• Kunne det tænkes at den nyfundne interesse for dig, er fordi du ikke længere er så skræmt af at miste ham. Nogle mennesker har det jo med at ville have det de ikke kan få.

Det kan også tænkes at det var netop det han manglede i forholdet, at du manglede lidt selvstændighed. Hvis i har haft det godt sammen i så mange år, hvad betyder så et par måneder i modgang.

Lav en plus/minus liste. Skriv alt ned. Det gver gerne lidt perspektiv. Tænk over det.Formuler nogle sætninger.Formuler hvordan du ser dit liv fremover, og at skulle tage snakken med din mand, den kommer du jo ikke udenom, men hellere vente til du ved hvad du vil istedet for at gå den forkerte vej.

Held og lykke fremover. Jeg håber på det bedste for dig.

Jeg vil igen være HELT enig med stute. Hvorfor skal din lykke evt. sættes over styr for børnens skyld?

Du skriver at de altid har haft 2 glade forældre. Ja, det er jo klart, for der har alt jo været godt. Men vil du kunne være glad, med alt det, som det lyder til at du har været udsat for, og evt. kommer til at føle at du må give opkald på/gå på kompromi for?

Jeg fatter altså ikke alle dem, der bliver ved med at køre i at det er for børnens skyld, at de skal være sammen/blive samme eller lign.

HVORFOR???

Jeg er skilsmissebarn, og jeg har ALDRIG manglet hverken min mor eller far.

Mine forældre har nemlig kunne DELES om mig, på den mest "perfekte" måde, i mine øjne. Jeg har nemlig selv kunne bestemme hvornår far skulle besøgs.

Jeg var så så heldig, at min far boede tæt på, så jeg bare kunne gå derhen, men senere så bestemt jeg selv, hvornår jeg ville tage rejsen fra Nykøbing F til Aabenra. Det har altid fungeret.

Så længe at mor og far kan finde ud af at deles om børnene og IKKE manipolerer med dem, for at få dem til at "tage side" eller lign, så har børnene altså ingen problemer med at være skilsmissebørn.

I starten kan det være underligt for dem, at mor og far ikke begge er der hele tiden, men så er det altså heller ikke værer.

Ang. hvad du skal og ikke skal... Altså jeg ville aldrig gøre noget som jeg følte jeg ville være i tvivl om, at jeg kunne klare. Altså hvis du føler at du kommer til at være den lille, og den der hele tiden skal "præsterere" for at holde på manden, hvad er det så for et forhold at gå ind i? Vil du nogensiden føle at i er lige?

Og jeg ville aldrig kunne tilgive alt det @!#$. Ikke på vilkår, og jeg ville da i hvert fald aldrig få tillid nok til at man kunne få et fornuftigt forhold.

For mig lyder det som om, at en flamme/elskerinde eller lign. ikke ville ham alligevel, og at han derfor forsøger at kommer "ombord" i dig igen, for det er jo dejlig nemt. Med dig er alt jo som det plejer, og han slipper så for at skulle gøre tingene selv.

for det første ville jeg finde en god parterapeut og bruge nogle tusinde kr. på at tale med ham/hende og bare høre nogle sandheder sagt og fortalt til eller igennem terapeuten.

Hvorfor blande en terapeut ind? fordi de har nok hørt det før - de kender de rigtige spørgsmål og kan råde og vejlede på et plan man har svært ved at nå indenfor hjemmets 4 vægge.

Dernæst ville jeg tage en beslutning og 100% holde mig til den. Vil du gerne blive med ham og den pakkeløsning, så hold dig 100 til planen og lad være med at bære nag m.v.

Hej igen.

Åhh, hvor kan livet dog altså bare være fantastisk svært. Det er helt surealistisk alt det her og jeg aner bare ikke mine levende råd.

Kort fortalt, uden at sige for meget, så har der være en anden kvinde inde i billedet, om det er før han sagde stop til mig eller efter ved jeg ikke helt. Jeg har fundet ting der gør, at han højest sandsynligt heller ikke har kedet sig på hans mange rejser - han nægter, men at tro andet er nærmest helt til grin. Vi taler om måden han har gjort alt det her på, div. "trusler" - så får du ingenting, hvis du siger noget om mig der ikke passer, jeg tager børnene alt det jeg kan, jeg har været uheldig at have valgt dig som mor, jeg kan ikke give mine børn ordentligt mad, min mor har ikke opdraget mig ordentligt, da vi altid har boet i en svinesti, osv osv. Alt dette er blevet sagt, imens jeg har ligget totalt ned - det er blevet vendt om på mig, gang på gang på gang. Om han har sagt alt dette i afmagt - som han nu siger han har - ved jeg ikke, men der er altså også grænser for, hvad man kan hælde ud af ting, der ingen relevans har. Han har haft ting liggende på computeren som jeg bestemt ikke måtte se - og så kan jeg så fundere over, hvad det har været...

Faktum er, at han gerne vil prøve igen - men fatter bare ikke måden han gør det på. Han har været rigtig ubehagelig her i weekenden. Kort fortalt - så ja, så vil skæbnen åbenbart sådan, at den mand som jeg har sagt til veninderne "at skulle jeg kunne gå hen og blive glad for en anden, så er det lige hans type osv", at han rent faktisk er "ledig på markedet" og ikke så godt gift som jeg troede, at han har inviteret mig i biografen og ja, at han bare gerne vil lære mig bedre at kende.

Om "manden derhjemme" har logget sig ind på min facebook hvor jeg har skrevet med ham eller hvad han har gjort ved jeg ikke, men han er overbevist om, at jeg har noget kørende med ham. Ja, måske har jeg - på rent chatplan endnu - men jeg er vel i min gode ret til det, da han hele tiden har sagt det er slut? At han så vender på en femøre og pludselig gerne vil mig igen samtidig med, at jeg er ved at rejse mig op, er bare så typisk!!

Så det endte den ene aften med, at han ville have mig til at indrømme at jeg var vildt forelsket i ham den anden, at det nu var mig der skulle undskylde, at jeg skulle kunne leve med min beslutning, at jeg skulle savne min børn helt vildt, skulle kigge i deres store blå øjne osv osv - totalt manipulation. Og det er sådan at han siger "sidste chance, du får fem minutter" osv...Og han er gal, rigtig gal.

Jeg var dog stærk og fik ind i alt det her sagt, at jeg overhovedet ikke skulle undskylde noget, men det er HAM der skal komme til mig. Han blev tosset igen, jeg fik ingenting osv, men inden mange timer, tikkede der en undskyldende sms ind, at jeg havde ret, han skal være taknemmelig over at jeg evt vil prøve igen osv..

Så som det ser ud nu, tager vi et par dage væk, og får talt om det. Men jeg har ikke lyst ærligt talt, tror jeg har iført mig beskyttelsesdragten eller hvad ved jeg. Jeg har brændt efter det her, tigget og bedt ham - og når så han kommer, vil jeg ikke. Det er da underligt?

Så nu er det pludselig mig der skal afgøre alt det her - men jeg må huske på, at havde han ikke været som han har været, så ville alt det her ikke vøret sket. Det er ham der har spoleret familien, det kan han altså ikke komme udenom.

Men lige nu er han jo den mand jeg har kendt alle årene og ikke den mand, han har været de sidste 4 måneder. Og det ville være meget let, at hoppe i med begge ben. Det kan kun blive min afgørelse - og jeg aner bare ikke, hvad jeg skal.

Christine

Med det du skriver i dit seneste indlæg havde jeg sagt stop. Ikke på grund af "ham den anden", men på grund af de ting din "mand" har udsat dig for. Det havde jeg ikke fundet mig i.

Du skrev for nøjagtig 4 dage siden: Jeg har jo været super glad for manden i 10 år - og de følelser forlader altså ikke bare en.

Nåh nej, men det må de jo så have gjort, når du er i gang med en anden fyr

I min verden virker du ufattelig umoden, hvordan kan man cykle sådan rundt i et liv, hvordan kan du overhovedet overveje en anden mand, når du kæmper sådan på hjemmefronten, har du pludselig glemt det vigtige i din kernefamilie.....

Hånden på hjertet, flyt alene, opsøg den nærmeste terapeut og bliv voksen, lær DIG SELV at kende, og ikke en mand, skab DIT liv, og skab ikke igennem en mand...

Det er helt utroligt, igen i min verden, at man kan være så umoden, og alligevel være mor....

Men hvad, vi er jo alle forskellige.....

skal ikke have noget med beslutningen at gøre. Måske bliver det aldrig til mere, osv, så ham vil jeg blande udenom.

Men hold op et dillema - jeg burde jo give det her forhold en chance til, for jeg tror også på, at han mener det og ikke vil gøre samme nummer igen. Omvendt har han jo bevist, at han netop er typen der kan finde på det, og han har bevist en meget kedelig siden af sig selv.

Enten ville jeg blive underdanig i det her forhold og vil gøre alt hvad jeg kan for at leve op til den mand - ellers vil jeg måske blive evigt irreteret på ham. Skal det være os skal alt tilgives, og vi skal se fremad - men det er nok lettere sagt end gjort...

Christine

Hmmmm - ja, det er jo let at sidde i denne ende af det hele og sige at jeg ikke ville være blevet.

Men for mig hænger respekt og kærlighed sammen. Jeg kan ikke elske et menneske jeg ikke har respekt for - og det gælder også i forhold til mig selv.

Og med det du har ridset op her, så ville min selvrespekt lide et alvorligt knæk, hvis jeg bare tog imod den slags. Og kan man ikke elske sig selv, kan man ikke elske andre.

Og så er der jo respekten til din mand.... Kan du sige med fast og ærlig stemme, at du respekterer hans måde at tackle dette på - og ikke mindst hans måde at behandle dig på?

- Jeg håber svaret er nej!

Jeg har selv siddet i et forhold, hvor jeg har ladet tingene passere og tilgivet - men inden man får set sig om, så er man ude på en glidebane, for hvornår skal man så sige stop?

Hvis du lader dette passere og finder dig i hans måde at tale til dig på, hvornår er nok så nok?

Næste gang han gør det samme kan du da ikke gå, for nu har du jo vist du accepterer det???

Spørgsmålet er om det er pga kærlighed du ønskede dig din mand tilbage - eller om det er fordi du var bange for at være alene og fordi han havde fået overbevist dig om at du ikke var god nok og ikke kunne elskes igen?!

Nu hvor det så viser sig du ER god nok og kan elskes, så er han ikke længere så interessant?!

Generelt set synes jeg du har ladet dig træde alt for langt ned her.... Så - tænk dig om!!! Jeg tror ikke du egentligt har lyst til at blive - for så var du ikke i tvivl. Og det der gør dig i tvivl er alt det praktiske. Du taler ikke ret meget om kærlighed til din mand...

den syntes jeg da var lidt hård.

Ja, jeg har kæmpet og kæmpet - men har samtidig fået puttet ind i hovedet, at han ikke vil mere og det er forbi.

Det har taget mig mange måneder at rejse mig op og forsøge at erkende det - og ja, jeg har da kigget mig omkring som en måde, at finde ud af, at han måske rent faktisk ikke er den eneste ene i verden. Det syntes jeg faktisk er ret naturligt og en fornuftig led i ens proces.

Men umoden - det vil jeg altså helst ikke kaldes!

Dit svar vil jeg læse igennem et par gange - nøj, du rammer plet!

Christine

Det kan jeg godt forstå du ikke vil kaldes, men i min verden, som er den eneste jeg kan udtale mig fra, er du komplet hamrende umoden, du flakker rundt og rundt, i hvert tilfælde i dine ord, og nu i dine handlinger.......

Men - det gør jo nok altid ondt, at man får klistret noget på sig, som man ikke kan lide...

Er man voksen, så tager man voksne beslutninger, og det må selv guderne da kunne se, at du kanon langt fra gør....

ved du ikke at den bedste mådee at kommer over en mand på, er at komme under en anden? *g* (hade *g* men bliver altså nødt til at bruge den her)

I den situation Christine står i lige nu, kan jeg da godt forstå at hun har brug for lidt positiv opmærksomhed, og gerne fra en mand. Hendes "mand" har gjort det forbi og der er/var (?) en anden kvinde. Hvorfor skulle hun ikke hygge sig med en tur i biografen med en mandlig bekendt? At man indser at "manden" ikke nødvendigvis er "den eneste ene" betyder jo ikke at man nødvendigvis er på jagt efter en ny.

Jeg synes da at det ville være trist hvis Christine ikke måtte gøre noget sjovt, fordi det så ville være umodent.

Cristine skriver at hun og "manden" tager på weekend for at afklare situtionen. Det synes jeg at det er modent. Bare at sige "ja, skat - selvfølgelig skal vi da være sammen igen" uden at have taget snakken om hvorfor, hvordan og hvad nu. Det ville være umodent. Jeg kan godt forstå at Christine vil det en chance mere, men omvendt ogs hvis hun vælger ham fra.

Christine: Tag i biografen med din bekendte og nyd det. Der er jo ingen der siger at der skal gøres noget som helst kæresteagtigt der. Men det ved "manden" jo ikke. Payback is a @!#$. Men det er dig selv der kan bedømme om det kan skade dit og "mandens" forhold hvis det skal fortsætte. Turen kan vel udskydes til efter jeres weekeend? Så vil du også selv være mere afklaret. I tilfælde af at det er noget du gerne vil have at der skal blive tl noget, så skal du jo også gerne have afklaret dit tidligere forhold først.

Held og Lykke

Vibs 1: Hvor er du dog en harsk og ubehagelig person. Har du hørt om ordet empati og respekt for andre mennesker?

Føj for en selvhævdelse du har anlagt dig og så overfor en kvinde, der i forvejen ligger ned.

Bidrag dog med noget konstruktiv eller hold din mund!!

- Ja, lige en røvfuld herfra, den synes jeg du har fortjent!

Christine *Fisker*: Jeg er rigtig enig med gneisti - ville du det forhold, så var du heller ikke i tvivl. Og begynder du at fatte lidt interesse for andre mænd, så tror jeg at du inderst inde er på vej ud af forholdet. Det er måske ikke mandEN for dig, ham den anden, men måske han kan få dig til at indse at det forhold du lever i nu, ikke er et forhold for dig.

Se at komme ud af det her forhold og begynd at leve livet igen. Ingen er tjent med at være fortvivlet, ked og usikker i et forhold - det er livet for kort til, både for dig og dine børn.

Held og lykke med det hele og et kram herfra

Åh ja, ærlighed har aldrig stået højt på nogle menneskers ønskeseddel, men det er jo også et valg......

Selv røvfuld herfra, den er velfortjent....

Ærlighed?

Jeg har absolut intet imod ærlighed, så længe der er hold i den og folk ikke blæser et eller andet op, som er fuldstændig galmathias. Det er sq da ikke en cykel hun er ved at overveje om hun skal sælge, det her drejer sig altså om liv og følelser.

Ja, er der mere fra tråden du vil gentage?

Nå - vi havde en rigtig god, lang og rolig snak i går. Den meste fornuftige snak vi har haft alle de måneder, da jeg var til at tale med, og ikke brød sammen som jeg ellers har gjort.

Der er ikke nogen konklusion på det endnu - men manden vil virkelig gerne igen. Han er meget ked af hvad der er sket og hvad der er sagt i afmagt - og hvad han har gjort. Han har talt med en coach, som han selv syntes, han har fået fantastisk meget ud af. Ifølge ham, har en længe ikke følt sig elsket nok af mig, han har været ked af sit arbejde og en del andre ting. Det er en forkert måde han har gjort alt det her på, og han er nu afklaret med, at skal det her fortsætte har en nu en masse hjælpemidler/værktøjer at bruge. Han har fundet sine følelser frem igen, men har ikke turde spørge mig en tid, i frygt for at blive afvist.

Han vil være der langt mere, end han har været den tid vi har kendt hinanden og siger, at forsætter det her, vil han gøre sit ypperste for, at det bliver for altid.

Så er der "bare" tilbage, om jeg kan "se igennem" det der er sket, eller om jeg bare er så brugt, at jeg skal videre i mit liv - og om jeg kan stole på det der bliver sagt. Det er ufatteligt svært, umiddelbart har jeg jo ment at jeg godt kunne tilgive og stole på manden igen, men jeg tror det bliver ufatteligt svært!

Så ja, det er kun mig der kan tage beslutningen nu - nu tager vi på weekend og får talt endnu mere.

Jeg er super glad for alle jeres svar, det er virkeligt lækkert! Måske skulle jeg have været gået for flere måneder siden og var jeg det, var jeg kommet videre i mit liv nu. Det er jeg så ikke - og nu får jeg måske det, som jeg har kæmpet for. Om jeg så kan magte det, skal jeg nu afgøre.

Men jeg er alligevel lidt "stolt" af mig selv - faktisk syntes jeg det her er ret stort af to forældre, hvis det alligevel kan lykkedes!..

Christine

men nu blander du igen dine børn ind i din lykke.Selvfølgelig er de en del af din lykke, men de er ikke en del af den lykke du skla have eller ikke have sammen med din mand.

Meget kan tilgives, ja måske alt hvis man vil. Men langt fra alt skal.. Om det din mand har udsat dig for skal tilgives af dig, ved kun du. Men i et forhold er der altid to sider af en sag. Ja faktisk 3, din, hans og så den rigtige. Generalt kan en mand heller ikke sjæles, med mindre han vil stjæles. Og vil man stjæles er der som regel noget i vejen på hjemmefronten, både hos hr og fru.

Jeg forstår godt du er stolt over dig selv. Stolt over at du ikke græd mens i snakkede osv. Jeg har selv cyklet rundt i en masse rodet følelser. Først havde jeg en kæreste som også pillede mig ned, når jeg villle gå pillede han sig selv ned, kom jeg tilbage var alt fryd og gammen nogle dage, hvor efter det igen cyklede op og ned. Enten fik jeg nok, og han græd og tryglede, eller han svinede mig til og slog, til jeg ikke længere anede hvem jeg var. Jeg tror ikke du ved hvem du er. Ligenu køre der en masse tanker og føleser rundt i dit hoved. Du kender kun din mand, og trykheden med ham er velkendt. Men samtidigt chatter du lidt med en anden, om måske kunne have protentiale, og så er der jo dine børn. Men hvor pokker er Christina????????? Hvor er det der gør dig glad???? Ikke et eneste sted har jeg læst at du har virkelige føleser for manden. Jeg læser at du trygler ham om at blive, men det lyder mere som trygheden, for hvad skal du ellers. Hvor skal du bo, hvad med børnene, hvad med mandens ekstra kvinde, hvad med børnens skole, hvordan med hverdagen, hvem skal have i llige uger og hvem i ulige uger. Alt det er helt sikkert en masse ting, som du ikke kan sætte i kasse og på reoler så der er styr på det, for du aner det ikke.

Måske har din mand gået ved en coach, hvilket helt sikkert er fint for ham. Men det er dig vi rådgiver, og det er dig som virkelig trængertil nogle kloge øjne på dit liv, og så evt en som kunne se på jeg begge.

Personligt ville jeg aldrig igen kunne tilgive en behandling som din mand har givet dig. Det ville ødelægge min selvrespekt fuldstændigt. Det er ham der hr lavet en fejl, og ikke dig der skal undskylde, og han skal ikke have lov at flejne helt ud, for bagefter at sende en sms med en undskyldning. Det mindste fjolset kunn ehva e gjort var da at dukke op personligt og stikke dig en undskyldning face to face, det andet er ski for nemt. Han køre dine følelser op og ned som en elevator, og manipolere dig som du først vil kunne se når det hele her er over. (til den tid skal du læse denne tråd, og lære endnu mere om dig selv, det er frygteligt sundt) Held og lykke på jeres weekend. Jeg tror ikke på genforening s e x og lykkelig kerne familie, men jeg håber I finder en løsning som I begge kan leve med, og ikek mindst jeres unger. Genforening s e x er godt ligenu og her, men i længden er det som at tisse i bukserne)

Yderst klogt indlæg

...... der måske har taget et week-end-kursus i coaching og giver kunderne, det de vil have.

Din mand har så fået værktøjerne til at blive fri for skyld i sine egne handlinger, lyder det til ...... så bliver det også så dejlig nemt at komme videre ikke ??

Så har han også lige lært, at han kan fortælle dig, at han længe ikke har følt sig elsket nok af dig ..... jaaaa den store ansvarsfralæggelse nr. 1 der lige skal give dig dårlig samvittighed og give DIG skyldfølelse over noget, HAN har gjort.

Næst efter selvlærte hestehviskere der kan få folks heste til at fortælle, de ønsker at gå med lyserøde gamascher for at blive lykkelige, så får den slags coaching mine små nakkehår til at stritte.

De stritter ikke af fryd men af væmmelse.

Godt spørgsmål kalaki stiller: Hvor er Christine ??

Mvh. Gammelnok

nu mangler du kun at nævne ordet alkohol....

den måde du beskriver dig sev og din mand på minder virkelig om et liv med sygdommen alkoholisme. men der behøves ikke at være indblandet alkohol for at adfærden, manipulationerne osv er der.

det jeg læser er at din mand har et ufatelig lavt selvværd og at han prøver at hæve sig ved at træde dig ned. en slags over and under dog. det der nu sætter igang er kampen om at komme op af under dog rollen. jeg tror såmænd ikke at du ønsker at få overdog rollen men du ønsker nok mere en ligeværdig rolle. på sigt vil du ønsker overdog rollen for den giver for en kort tid en følelse af magt og ro, men for din mand virker det sådan at så snart du trædder op fra under dog rollen, arbejder han på at du skal derned igen, for når han er oppe føler han den samme følelse af ro, magt og tryghed.

dertil bruges mange forskellige former for manipulation. bl.a så får du skylden for alt, så lige pludselig handler jeres snakke om hvem der er i skyld i hvad osv. alt bliver til at sidde i den rette position. alt kan bruges,kontrol, kritik, andre kvinder+mænd, pc, mobil, penge, heste, osv listen er lang

lige nu vil han dig rigtig gerne igen, hvis ikke du vil ham, kasserer du ham som en brugt klud og gæt engang hvad det vil gøre ved hans behov for at være en over dog. han vil please dig indtil du virkelig tror på ham igen og så vil den anden adfærd komme snigende igen.

det her er kommet snigende ind i jeres liv. og når noget kommer snigende ser man det først rigtig når ens grænser bliver alvorlig berørt. der har sikkert været små tegn undervejs men de har været så små at de er blevet overhørt.

det har intet med at være umoden at gøre.

når det kommer til dine børn så pas virklig på at du ikke bruger dem som undskyldning for ikke at handle på de grænser du mærker. børn vil hellere komme fra en skilt familie end at være i en...

hvis du virkelig selv ønsker at beholde din mand så må du gøre op med dig selv hvad du ønsker og har behov for af jeres forhold, du må sætte dig ned og finde ud af om han vil være i stand til at give dig det og evt stille krav til hvad du ønsker af ham. vi er så bange for at stille højlydt krav til hinanden men vi gør det alle alligevel omend mere i det tavse skjulte... nu må han vise dig at han mener det. han må stille op igen og igen for at vise at han vil dig. han må vente pænt på at du får din tillid tilbage til ham. tillid er ikke en tænd og sluk knap. du kan ikke bare have tillid til ham igen, det er noget som han skal gøre sig fortjent til

og så lige en ting til. når du har gang i en chat flirt så overvej om det er for at slippe for smerten, at hæve din selvtillid. det er så dejlig at blive bekræftet af andre men det hjælper ikke en hujende fis hvis ikke man er i stand til at passe på sig selv og arbejde med sig selv. det er bare en ny form for over dog adfærd. du bruger en anden til at føle dig selv oppe....

det hæver ikke dit selvværd. det forbliver dårlig. du hæver kun dit selvværd ved at gøre ting der er gode for dig selv, eks, anerkende at du har en smerte og at det er ok. eks at sætte den grænse som du er så bange for at sætte. du mister din selvrespekt og respekten fra andrer når du pleaser....

du skal da bare væk fra det fjols af en mand du har det der med ekstra chancer til folk er bare ikke noget jeg går ind for i forhold har man dummet sig ja så er det ud af vagten specielt hvis det er sådan som din mand har gjordt

Det da en super verden du lever i må jeg sige, og tænk at man altid prompte skal træffe den helt rigtige beslutning med det samme, uden tvivl i sindet.... For kan man ikke det er man umoden og vel nærmest uegnet som mor Hatten af for dig!!

Jeg griner, og græder på samme tid! Bvadrr

der venter spændt på hvordan weekenden er gået?

Tja, hvis det at være voksen, tage ansvar og være en værdig rollemodel, tage valg - de rigtige, kræve så meget, så du skal tage hatten af, så takker jeg.

Dog gik jeg ud fra, at det var en ganske selvfølge, i og med at man vælger at få børn, men åbenbart ikke for alle..

Jamen så kommer der en opdatering - selvom I bestemt ikke bliver klogere .

Jeg håber sørme ikke at jeg bliver misforstået - af alle - men jeg syntes faktisk roligt at man kan betegne mig som et voksent, ansvarligt menneske - og forhåbentligt også som en god rollemodel for mine børn....

Nu får jeg nok ballade, men der er ikke nogen konklusion endnu. Vi havde et par skønne dage og fik talt ud om en masse.

Fakta er, at manden virkelig gerne vil igen og han er enormt ked af de handlinger han har gjort. Nej, der er ingen undskyldninger osv. for det han har gjort/sagt, selvom jeg har fået dem, og det bunder måske i en masse ting der har generet ham i det daglige uden at han selv var bevist om det - men derfor er der stadig ingen undskyldning for det han har gjort, det ved jeg.

Men fakta er at det er sket og vi skal så finde ud af, om vi har nok at bygge videre på.

Det er klart mig den hænger på nu - nok er jeg måske egoistisk, men jeg tror faktisk, at han er oprindeligt ked af det og ved, at det er utilgiveligt. Men han er også typen, der ikke vender tilbage, hvis han ikke mener det 100 %. Så er det bare om jeg tør stole på ham og jeg vil ham nok til, at det skal blive os igen.

For ja, jeg er i tvivl. Nok mest fordi, jeg bare ikke vil såres sådan igen. Nu har det taget mig en del måneder at hamle op i mig selv og jeg føler nu, at jeg er klar og indforstået med, at det ikke skulle være os. Så jeg vil ikke "ned" igen på et senere tidspunkt, så hellere nu hvor jeg er kommet på rette fod igen. Så ja, jeg beskytter mig selv nu - og det tror jeg måske er ret naturligt.

Nok er der sket en masse ting - men jeg føler stadig en masse for manden - og måske behøves det her i sidste ende ikke at være negativt hvis vi klarer den - jeg/vi har i hvert fald lært en masse!

Så er der tilbage, min selvrespekt og hvor jeg er henne i alt det her - og det er så der, jeg står nu. Jeg har helt glemt mig selv i den her kamp og skal finde ud af, om jeg kan respektere mig selv at tilgive ham, efter alt dette. For det er uendeligt vigtigt at kunne, for at have det godt i forholdet, tror jeg.

Jeg er stadig super glad for hvert eneste indlæg og de bliver slugt og giver mig en masse at tænke over - det er super dejligt! .

Christine

Du skal tænke over. Hans rejser. Og det.

Jeg synes ikke, du er umoden, men du er afgjort ikke et sted i dit liv, hvor du siger fra. Der har vi nok alle været. Men det kan læres!

Og ja- nogengange ender det godt- andre ikke.

Jeg er også fra en kernefamilie, min drengs far var en slatten skiderik, så han røg ud, da knægten var 3 måneder. Jeg bestemte mig for, at jeg ingen kærester ville have, (men nok et kønsliv), da knægten var 3, mødte jeg nørdemanden.

Helt ærlig: Jeg kan råbe og skrige og være i ekstremt dårligt humør- der går ikke splinter af manden. vi kan skændes og råbe- meget højt!- Vi bliver gode venner.

Vi kender hinanden og stoler på hinanden. Men det har taget tid- og masser af larm.

Jeg ved ikke med utroskab- det ville jeg have svært ved at tolerere.

Men jeg ved- at selvom jeg smed min drengs far ud- så skulle ingen andre have ham! Det tog sin tid- og da han kom tøflende- og den nye havde hældt ham ud. Så kom jeg ikke igen. Han overnattede en tid i min seng (jeg sov på sofaen)- og så revnede det med et brag. (Jeg var også en slatten skiderik!)

Nå- jeg og knægten overlevede, men det var en svær tid.

har du overvejet at lade være med at være kold og kynisk.

Andre folk har følelser, og Christine er ligenu ved at finde ud af hvad der gør hende mest lykkelig.

Hvis du ikke skal tage hensyn til egne og evt. børns følelser, så er det nok meget let at tage beslutninger.

Men uanset hvad der bliver besluttet her, har de altså børn sammen, og skal snakke med hinanden bagefter.

Synes du at det gør det mere rigtigt hvis Christine opførrer sig som hendes mand har gjort?

Og hvad lærer det deres børn om forståelse og tilgivelse. Der er flerre aspekter i det her end som så, og nu synes jeg at vi skal komme videre, uden flere af disse primadonna indlæg.

Det er ellers en super debat, (eller mulighed for at Christine kan lufte sine tanker), og vi kan få lov at læse med.

Christine. Hvis i får det her til at lykkes, er der jo mulighed for at finde det sted du gerne vil stå i din familie, og så kæmpe derfra. Jeg kan sagtens se hvor du er i alt det her. Hvis du ikke tog hensyn til "christine" havde du jo taget ham tilbage allerede.

Jeg synes at det er flot at du giver dit ægteskab en ekstra chance. Der er altid mulighed for at det sker igen, men så kan du i det mindste ærligt sige at du forsøgte. Dog skal du huske at ligesom manden ikke må vede tilbage og sige "dengang ...." må du heller ikke. Hvis du giver det en chance, så gør det hekhjertet. Også selvom det kan være svært.

Uanset hvad du vælger, er jeg sikker på at du nok skal klare den. Igennem dine indlæg, synes jeg at du lyder stærkere...

Bare gå til den....

Har du overvejet, at holde dig til tråden?

Det er helt utroligt, man laver en tråd i en offentligt forum, man må da forvente, at folk er forskellige - dermed får man forskellige svar..

Du lyder som om du kender mig, eller i hvert tilfælde gerne ville kunne analysere mig, hvilket falder meget meget forkert, så det er du altså ikke for god til desværre....

Hold dig til tråden, det passer sig vidst bedst, og er du interesseret i mig, så send mig en pb, det ødelægger ikke tråden...

Skulle trådstarter ikke være interesseret i hvad jeg skriver, så er verden jo altså sådan, at man kan hoppe over mine indlæg.... men som altid, så er man altid mærkelig, hård og kynisk, når man ikke stryger med hårerne...

Men huske, vi er nogle, som kun udtaler os om det vi rent faktisk ved noget om, så det kunne måske have været spændende at spørge, bare at brokke sig - men hvad - nogle lærer det aldrig, desværre....

sagtens tåle at læse dine indlæg - og jeg kan sagtens tåle hårde ord med på vejen. Og det er helt rigtigt - jeg har valgt at dele mine tanker, så derfor skal jeg kunne tåle alle meninger!

Og det kan jeg også - men jeg syntes ikke du skal angribe nogen for ikke at kende dig og give dig beskyldninger - du har skrevet, til trods for vi ikke kender hinanden, at jeg er umoden og nærmest en dårlig mor.

Jeg syntes faktisk, at det er ret så modent af mig, ikke at råbe og skrige og pakke mine ting - som jeg måske burde have gjort - men har valgt at kæmpe for min familie. Det har så rent faktisk givet resultat nu og så er det da ærligt talt kampen værd! Om det er for sent skal jeg jo så finde ud af med mig selv nu, for ja, jeg har kæmpet så hårdt, at jeg har glemt mig selv i kampens hede.

Og nu blander jeg måske børnene ind igen - men er man mor og føler der er noget at kæmpe for - så skal man da også gøre det! Mine børn er vokset op i en meget harmonisk familie med super gode vilkår og ja, deres forældre har været inde i en stor krise, men de har også fået besked om hvordan tingene er.

Jeg kan da være "fornærmet" nu og sige "nej tak - du er ikke værd at samle på" - og så gå med højt løftet hoved ud af det her forhold. Men fakta er, at det syntes jeg ikke er modent! Jeg syntes det er ret så modent at kæmpe som jeg har gjort og måske kan være så "large" at se igennem med hvad der er sket og begynde på en frisk. Måske går det galt - jeg ved det ikke, heldigvis - men laver han sådan et nummer kan jeg ikke sige, at han ikke fik chancen og jeg ikke gjorde hvad jeg kunne få at holde sammen på familien.

Jeg hører gerne din mening Vibs, og tager den til mig - og kan sagtens sortere fra. Men lad os nu holde en pæn tone i denne tråd!

Christine

Hvis jeg nu vitterligt syntes, at du er en dårlig mor, må jeg så ikke skrive det?

Det er vel den eneste måde, at du ser, at andre kan vurdere hvad du gør, anderledes end du selv ser, er det ikke rigtigt?

Jeg syntes ikke, det er modent af dig det du gør, det du skriver - det skriger til himlen af modsigelser, selv dit sidste indlæg, du modsiger dig selv helt vildt, bla her- citat:

Jeg syntes faktisk, at det er ret så modent af mig, ikke at råbe og skrige og pakke mine ting - som jeg måske burde have gjort - men har valgt at kæmpe for min familie

Det er da virkelig ikke modent, at du nok er klar over, hvad du burde gøre, men du syntes det er modent ikke at gøre det

Men - du må leve dit liv, ganske som du vil, det er dit valg. Jeg syntes blot det er ganske rædselsfuldt, hvad du byder dine børn.... og dig selv...

Hvis man læser dine indlæg igen, så er det helt ude i Rude skov, at du kan finde på bare at overveje, at beholde en mand, som har behandlet dig, som denne har gjort... Men - du er desværre ikke mere moden, har mere mod, magt, rygrad, vilje eller hvad man vil kalde det, der skal til, for at du tør stå alene, at du tør være en god alenemor, i stedet for at være skydeskive, fordi manden ikke har fået opmærksomhed nok, og hvad du ellers kaldte det...

Tænker lidt, at han kunne nøjagig lige så godt have banket dig, psykisk tæsk er værre end fysisk, men så havde du nok også bare blevet der... Det ved jeg godt, at du vil sige nej til, men igen, psykiske tæsk er værre end fysiske, og du overvejer at blive ved de psykiske....

Der skal modenhed til, for at kunne se livet som det er, at turde stå alene, at turde være sig selv...

Slutteligt, det er sørme da ej heller modent, at man skal ud med en anden mand, mulig kærste - skrev du selv - eller noget i den retning, og så alligevel gå og overveje manden...

MEN MEN MEN MEN MEN - det er dine valg, og dem træffer du bare som du vil.... Du skal gøre hvad du finder bedst, at jeg så sidder tilbage, og er noget rystet over, at man kan leve sådan, byde sine børn sådan, byde sig selv sådan, være mandens skydeskive, fordi han åh ikke har fået opmærksomhed nok, eller hvad det kaldes, det er jo mit problem...

Slutteligt, nej - når man er mor og far, skal man ikke kæmpe for alt, slet ikke - man skal derimod lære sine børn, at der er grænser for, hvordan man lader sig behandle, hvordan en far behandler en mor, hvor meget en mor kryber for en far...

Det er meget meget vigtig lærdom, for det vil da være rædselsfuldt, hvis dine børn går i dine spor, og din søn psykisk mishandler dine børnebørns mor, eller din datter lader sig psykisk mishandle af en mand, for det har mor vist mig, at det skal man bare tage imod...

I stedet for at gå, skride og lave et godt liv alene...

Jo - vi er vidt forskellige som menneske... men jeg indrømmer gerne, at jeg er meget meget glad og stolt når jeg kigger på min datter, hun finder sig ikke i dårlig behandling, det være sig i butikker, i hjemmet, ved familien eller andre stedet. Hun har lært, at man som menneske er meget vigtig, at man skal behandles godt, ellers så går vi, for vi har kun 1 liv, og det skal være godt...

Det gør mig super glad at se, at hun har fået lært... kernefamilie eller ej.....

mig direkte, hvad det er der gør, at mine børn vil leve et rædselsfuldt liv hvis vi bliver sammen?

Og så det her citat:

"Jeg syntes faktisk, at det er ret så modent af mig, ikke at råbe og skrige og pakke mine ting - som jeg måske burde have gjort - men har valgt at kæmpe for min familie

Det er da virkelig ikke modent, at du nok er klar over, hvad du burde gøre, men du syntes det er modent ikke at gøre det "

Ja - min første indskydelse var netop, at gu´ burde jeg da gøre det! Men heldigvis er jeg sådan en person, der hurtigt falder ned på jorden igen - og faktisk, havde jeg gjort det, var mine børn havnet i et flyttekaos - det tager tid at finde et andet sted at bo, og så skulle ungerne have bøvlet med en ked og forvirret mor sammen med halve løsninger?

Jeg valgte - da det hele kom væltende - at tage tre dage hos min mor alene. Kom hjem igen da jeg var klar til det - og børnene har INGEN diskussioner hørt!

Var vi gået fra hinanden eller gør vi det, er det stille og roligt og ikke før, jeg har fundet "stedet" at bo i, der kommer INGEN hovsa løsninger - for det syntes JEG ikke er værdigt når man er mor!. Ingen forvirring og ingen mor eller far, der er vildt fornærmet!

Men vi to er to vidt forskellige steder i vores handlemåder- nej, vi skal ikke finde os i hvad som helst, hverken børn eller voksne - men nogen gange er det altså også en fordel at tænke tingene igennem i stedet for at handle impulsivt!

Christine

Ja, det kan jeg sagtes fortælle dig.... børn er ikke dumme, børn er faktisk enormt gode til at fornemme stemninger o.l.

Alle forældre, som er gået fra hinanden - eller er blevet sammen, men har haft bøvl som du, og som senere spørger deres børn, om de vidste hvad der foregik...

De børn vil langt hen ad vejen fortælle, at de vidste at der var noget grumt, de viste, at der skete en masse, og at de var enomt utrygge ved ikke at få lov at vide, HVAD som sker.... men kun vide, at det sker....

Børn kan meget meget let mærke, at der er noget galt, dine børn ved, at der er bøvl, det evner du ikke at skjule - det gør ingen forældre... sådan er virkeligheden, skulle du være i tvivl, så opsøg en børnepsykolog og spørg hvad de oplever, fra børn af konfliktramte hjem..

Du kan skjule og skjule, men det eneste du skjuler er det faktisk problem, dine børn ved alt om, at noget er galt, de kender nok ikke selv overskriften, hvilket kan gøre dem rædselsfuldt angste, usikre, utrygge og meget andet... børn ved når der sker, eller måske nærmere, de ved AT noget sker, men når mor ikke vil snakke om det, så bliver man virkelig bange, for så er der kun ens fantasier til at sætte ord på...

Hvorfor må børn ikke være med ude at vurdere, hvor man evt skal bo?

Ja - har selv flyttet flere egange, men jeg kunne da aldrig nogen sinde finde på at flytte et sted hen, uden mit barn var med i sagen, HVER gange jeg er flyttet, og det er ikke helt få gange, så har mine børn været 100 % med, der har intet været puttet ind under gulvtæppet, det har givet totalt ro og trygge børn, trods usikkerhed om flytning og alt, for vi turde tale om tingene, vi turde spørge, forklare og alt - se det giver trygge børn. Alt det skjulen, hvor man overhovedet ikke kan skjule noget alligevel, det giver usikre, bange og angste børn.....

Vi er fuldstændig enige om dit sidste indlæg!

Men mine børn har jo netop været med? De fik at vide at vi ikke "var kæreste længere" - jep, der gik en måneds tid hvor de nok følte at der var noget i gærde og det er jeg da ked af, men på det tidspunkt, vidste ingen af os rigtigt hvad det ville ende ud med. Og mon ikke de fleste skilsmissebørn har følt det? De har som sagt gået en månedstid i "ingenmandsland" før de fik beskeden - men sammenlignet med de børn der i flere år har gået med en mor og far der skændtes, tror jeg de overlever.

De fik beskeden - at vi så ikke "overholder" den besked er så en anden side af sagen.

Vi har sidenhen talt om det og jeg har gjort meget ud af at sige til dem, at de skal spørge hvis der er noget! Men jeg har også sagt i den her periode efter at det er gået op for mig at manden er begyndt at tvivle, at der intet endeligt er og jeg godt kan forstå, hvis det er mærkeligt for dem.

Men de virker som om, at de har været tilfredse med svaret og har haft en glad mor og far - som ikke har kysset hinanden, men som sagtens har kunne få en fin hverdag til at fungere!

Så ja - det har da været en underlig tid for dem - men jeg er overbevist om, at der ingen angst osv er. Perioden op til jeg var hos min mor et par dage, der var jeg meget ked af det - og det kunne mærkes, specielt på min datter. Det var rigtigt væmmeligt at erfare for ja, det kunne ikke skjules. Men hun fik sat ord på det da hun fik beskeden at vi ikke skulle være sammen længere og moderen her hankede op i sig selv - og er livet helt op bagefter!

Og du kan tro, at børnene - mest den store- er blevet inddraget i hvordan han kunne have lyst til at bo, vi har talt fordele og ulemper osv.

Så jeg syntes faktisk, at vi har været meget åbne omkring det hele og har inddraget børnene i det de skal indrages i.

Christine

Jeg tror ganske simpelt ikke du fatter dybden af børns viden, en viden de ikke har fået af forældrene, men deres viden fra hvad som sker.....

Med det du fortæller, da er det ikke "bare" at putte det ind under, hvad du skriver i sidste indlæg. Hvis du læser alle dine indlæg, så ved dine børn en hel masse, en hel masse, som de måske ikke kan sætte ord på, så når du spørger, kan - vil eller evner de måske ikke at give svar, og så tror du, at alt er fint...

Alt det du har skrevet om, hvad manden har gjort mod dig, det har børnene mærket, ingen tvivl, du kan intet skjule.

Du virker nøjagtig lige så - ja undskyld udtrykket - umoden som min mand var, da jeg mødte ham. Mandens søn var for tyk, det snakkede manden og jeg om, men manden siger, at sønnen aldrig har sagt, at det er et problem... nåh nej, så er det jo heller ikke et problem...

At sønnen så græd overfor mig, fordi alle drillede ham, de buede af ham, de grinte af ham, tja - det ville han bare ikke fortælle far, for far forsøgte jo at gøre det hele så godt for ham...

Dine børn, kan være nøjagtig ligeså, men man skal VILLE se, forstå og vide, at sådan er verden, at du spørger, er som at åbne vinduet, når man er sulten...

Det hjælper intet, for børn mærker alt, og læser man dine indlæg, så vil jeg, som ansvarlig mor være meget meget nervøs for de børn...

Men igen, vi er alle forskellige, og du gør som du vil, så kan jeg blot have ondt af dine børn... man skal virkelig forstå dybden, for at kunne forholde sig til den......

jeg kan faktisk godt følge Vibs i det hun skriver. når jeg ser tilbage på mine år så kan jeg nu godt se at jeg ikke handlede særlig modent. jeg var ikke et dårlig menneske med dårlige motiver. jeg var bare ikke moden... vi modnes med tiden og igennem vores erfaringer.

havde nogen dengang kaldt mig umoden så ville jeg også have stejlet for jeg gjorde virkelig mit bedste, men jeg nåede aldrig i mål. jeg måtte have flere nederlag først før jeg virkelig mærkede hvor skoen trykkede. det var ikke mandens sko der trykkede mig. det var mine egne.

da jeg begyndte at tage mig af mig selv smittede det af på mine børn også...

men kan man blive moden fordi andre siger man ikke er det, kan man blive moden af at lære og lytte af andre eller blir man moden når man er klar til at tage i mod? kan man se farven rød når man ikke aner hvordan rød se ud?

jeg tror også at ens egen baggrund har stor indflydelse på ens modenhed. nogen får det de har brug for at modnes aldersvarende i gennem barndommen, andre ikke, de må hente det senere.

hvad jeg ikke har det godt med er at det blir brugt til at få andre til at få sig til at føle sig forkerte.

Du har fat i pointen, for den eneste grund til at jeg kan se det er helt galt er jo, at jeg har været der selv....

Jeg ville ønske, at der dengang var en som stædigt fastholdt, at det var MIG som var den umodne. Det ville jeg have lært af, måske ikke lige i det jeg læste det, men når jeg gik og tænkte over det, så ville jeg helt klart have kunnet bruge det.

Men sådan er vi jo ikke alle, MEN det gør altså livet lettere, at man vågner op lidt før.......

Nogle der kan huske da tråden begyndte, den gang manden forslog at hun fandt et job....Mener der er hende ???

Det fandt jeg mistænkeligt...

Og lad mig sige, at med alle de oplysninger forfatterene er kommet med i denne tråd, så er magelighed og nemhed vist det der overstråler selvrespekt og selvstændighed....

At bruge deres børn som grund til at lade sig jokke på er umodent....

Tænk hvad hun lære sine børn ved at acceptere den opførsel fra deres far...Og nej børn er IKKE blinde og døve.

Men den slags kvinder er der jo 1000 af og fred være med dem, der skal jo være rum til alle...eller noget.

jeg er jo ikke uenig men blot ved jeg af egen erfaring at det kan være svært at tage imod nogt man ikke er klar til at forstå. jeg har ikke fulgt med i tideligere tråde men forholder mig blot til det der står i denne og mit indlæg højere oppe fortæller jo også hvad jeg tænker om det.

jeg vil ikke undskylde men blot mane til at ikke alle kan tage imod et velmenende vink med en vognstang, måske skal der mere L**T til først. desværre.

Jeg er sgu snart mere chokeret over jer end ham på hjemmebanen ....

Illum - eller en anden, find evt. den tråd med arbejdet frem. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle søge det her arbejde, fordi jeg trives fint med at gå hjemme og fordi vi havde økonomien til det - men..efter 2½ år hjemme, kunne jeg også mærke, at jeg trængte til noget nyt. Men ja, gu´ var jeg nervøs om jeg kunne få hverdagen med børn, hest, hund osv til at hænge sammen, fordi jeg havde overtaget en masse af de daglige gøremål - og ja, fordi det var da pragtfuldt med masser af børne og hestetid, luksus for alle! Så vidt jeg husker tråden er der da på intet tidspunkt skrevet, at manden "tvang" mig til det? Det var ene og alene min beslutning hele vejen igennem.

Jeg søgte det - og fik det - og det har absolut været super godt for mig! .

Christine

Med lidt dårlig samvittighed over brok fra manden om 2 heste...Jeg tror han planlag dette her....

www.heste-nettet.dk/forum/25/455326/ 455326/

Og nej vi er ikke værre end den mand du lade jokke på dig, som giver dig skylden for ALT...

Vi svare på det du skriver, og vi er MANGE som ikke ville lade os behandle på denne vis.

Vi svare udfra devisen om at vi skal ikke bruge dig til noget , og da slet ikke til at lette vores samvittighed...

Fordi jeg ville se det negative, men fordi den sætning stak UD i alt det "perfekte" du remsede op...

Det står mange gange i denne tråd - at det handler om, om Christine skal kæmpe for forholdet. Det er både Christine og andre der skriver det. Hvorfor skal man kæmpe for et forhold? Er det ikke meningen, at det skal være rart og dejligt at være i et forhold? At det gør en glad? At partneren bidrager med noget godt til det liv, man havde uden ham?

Jeg er så godt klar over, at man nogle gange lige skal tage fat i nakken på sig selv og lægge et lille stykke arbejde i forholdet. Købe en blomst eller en gave, lave noget sammen, bryde rutinerne. Men kæmpe? Nej tak, så vil jeg i hvert fald hellere være alene.

I øvrigt mener jeg, at når man er nået til det punkt, hvor man "kæmper" for et forhold, så er det fordi partneren er stået af. Hvis man er to, og man er nogenlunde enige om værdier og den slags, så er der ingen, der behøver at kæmpe...

mvh. tina

var at man skulle kæmpe hver dag, hver time, hvert minut for ens forhold. Men ved I hvad, det er der ski ingen der kan holde til i længden. I et forhold skal man gerne kunne slappe af, og vide hvor hinanden er. Jeg forstår godt at manind imellem kan have store eller små kriser, og måske skal oppe sig noget, for at vise hinanden at man vil hinanden.

Men lige i Christines historie ved jeg ikke om de kæmper som sådan, og om der evt er noget at kæmpe for, og om der overhovedet skal kæmpes for det. Måske er de bare ved at finde hinanden igen, måske kan det lykkes for dem, måske ikke. Måske holder det nogle år, hvem ved. I kærlighed er der ingen garantier. Jeg ønsker for alle også Christine og hendes mand at de bliver lykkelige og finer kærligheden, men om den er med hinanden, ved jeg ikke. Hvis det er det de gerne vil, og mener er et rigtige, ja så er det det jo nok. Ingen af os andre herinde kan mærke efter i deres mave, men jeg håber de hver og især mærker efter, og ikke blot springer tilbage i en gammel rille, fordi forandringen som feks af bo hver for sig, er alt for uoverskuelig.

Jeg vil ikke sige om de er umoden, eller ej. Ej heller om det de gør eller ikke gør er rigtigt eller forkert. Vi lære alle af vores fejl, og hvad manikke dør af, vokser man af. Og tror mig jeg tog bestemt ikke den nemmeste vej, for at blive glad og lykkelig med manden. Der skulle kysses frøer før prinsen dukkede op..

At man skal IKKE kæmpe i et forhold....

Man skal respektere sig selv, ham og det der er forholdet.

Hvem har dog opfundet den tåbelige teori ??

Jo vel kan man kæmpe, hvis der er opstået mindre uoverensstemmelser, der ikke er dybt krænkende for den ene part.

Men at Christine skal kæmpe alene for at få forholdet til at køre, acceptere at manden åbenbart har været hende utro og så som vigtigste drivkraft har, at børnene ikke skal blive skilsmissebørn ...... NEJ det er ikke fair betingelser at kæmpe ud fra.

Hvis man kæmper, så gør man det sammen. Det er ikke kun noget, den ene skal gøre.

Mvh. Gammelnok

god definition det der med "at kæmpe".

Det er fuldstændigt rigtigt - jeg har kæmpet en kamp alene i alt det her - men det var jo fordi, at oppe i mit hoved ville jeg ikke acceptere, at det var slut. Hvis jeg nu havde accepteret sidst i januar eller hvornår det nu var, at det var slut og vi skulle flytte hver for sig - så havde jeg jo ikke skulle kæmpe. Det var alene mit valg, at jeg slet ikke kunne accepterer alt det her, at det for mig, var gået helt vildt stærkt. Dene ene dag troede jeg alt var godt - den anden dag var alt væk.

Så ja, jeg har kæmpet min kamp alene - bedt ham om at tænke sig rigtigt godt om. Men på det tidspunkt mente han jo, at han var fuldt ud afklaret med det. Alligevel kunne jeg slet slet ikke overskue det hele og valgte, at vise ham, at vi nok skulle få det her til at virke.

Nu hvor jeg er ovenpå, kan jeg godt se, at det har været alt alt for ulige og alt alt for hårdt. Men det var for mig, det eneste jeg kunne overskue der!

At så manden langsomt har vendt tilbage i løbet af de måneder, har jeg jo godt haft på fornemmelsen, men ikke turde håbe på.Så han har jo også de sidste par måneder været der, ingen af os har bare turde bringe emnet på bane og vi har arbejdet os hver vores vej. Han har fundet følelserne igen og jeg har arbejdet med mig selv, for at blive mere og mere afklaret med situationen. Han ville ej heller ikke "indrømme", før han var fuldstændig afklaret med, at han havde lavet jordens største fejl og at det rent faktisk er mig han "vil".

Jeg har - i alt det - beskyttet mig selv tror jeg - og stadig vendt og vendt i mit hoved, at jeg overlever og ville få et rigtigt godt liv alligevel. Det har taget tid, for mig rigtig lang tid, så samtidig med at han langsomt vender tilbage og vi finder hinanden igen, arbejder jeg mig selv ud og bliver stærkere og stærkere.

Hvis det bliver os, er vi fuldt ud beviste om, hvad der skal gøres og hvor vigtig kommunikationen er, for at alt dette ikke sker igen. Selvfølgelig skal der ikke kæmpes hver dag - men det er også slut med at tage hinanden for givet, som jeg ved vi er kommet til gennem årene.

Jeg tror virkelig på, at han ikke vil smutte igen og det her er meget meget gennemtænkt og at han er meget ked af det. Der er ingen undskyldningen for hvad han har gjort/sagt - en del åndsvage ting er sagt i afmagt, det er dybt tarveligt, men jeg har så også været ekstrem modtagelig - og suget alt til mig.

Og ja, han var sammen med en anden - og ikke at det undskylder, men på det tidspunkt havde han sagt stop til mig og var ret så afklaret. At jeg så lå derhjemme og var rigtig ked af det og jeg godt syntes, at man kan vente med at starte nyt op før det hele her var afsluttet, er så en anden side af sagen.

Alt det her siger jeg ikke for at beskytte ham - men at jeg også godt kan se, at jeg har ligget så meget ned, så jeg har været ekstrem modtagelig.

Faktisk syntes jeg, det her er en super god debat og det er interessant at høre, hvordan og hvor forskellig vi mennsker er .

Christine

Ned er jo netop det FEJE, du lå ned og han trampede på dig.

Men hvis/når du beslutter dig for at fortsætte så husk at du ALDRIG kan bruge dette her mod ham.

Få styr på alt det der vil komme op igen (måske) INDEN I fortsætter.

Det allerbedste jeg kan forslå, når I har så meget "ondt blod" så meget der IKKE sådan er rigtig sagt mellem jer er at I går partearpi, JOJO se at finde en.

For så SKAL han lytte og det skal du også.

Så får du lov til at sætte ord på alt det der har været i den periode...Udne at han kan sige jaja du har ret, han skal forklare sig.

Få en "tredjemand" til at hjælpe jer. Og tænk ikke på at det er pinligt eller andet i den dur. Det er ski mere pinligt at lave den samme fejl igen, end at be om hjælp til at takle den "fejl" i står midt i.

Og som Illum skriver, så hiv aldrig og jeg skriver ALDRIG denne episode frem igen, hvis I virkelig finder sammen igen for alvor. Og for ikke at komme til den, hverken dig eller ham, mener jeg bestemt en omgang parterapi er en super ide.

Vi er alle forskellige, og det er jo det der gør os mennesker så fantastiske og fasinerende. Men ingen ved jo alligevel hvordan man vel reagere hvis man stod i samme situration. Mange af os kommer sikkert ikke til det, og resten reagere vidt forskelligt, og det er helt ok, for i livet og i kærlighedens navn er der ikke nogen facit liste.

Held og lykke med at finde lykken.

Det er ikke fair, at manden havde en anden, trods man selv gik ud med en, med en lille tanke om et forhold

Godt nok har manden været hård, men man har også suget alt til sig

Det er ikke gået ud over børnene, og alligevel har mor ligget underdrejet hjemme, mens far fiser rundt med en anden

Manden har skrottet en, men har nu besluttet sig for, at det måske ikke er sagen alligevel

Uha, der er godt nok også basis for et dejligt forhold

Lover at krydse fingere for jer.........

Jeg er total modstander af at gå tilbage til en person der har opført sig sådan..

Det stride imod ALT hvad jeg mener man som menneske skal finde sig i, imod min opfattelse af hvordan mennesker behandler hinanden. BASTA.

Men når forfatteren nu er stortset fast besluttet på at fortsætte, ud fra de egenskaber hun har for at træffe den beslutning, så skal hun gøre det rigtig for HENDE....

Kræv forklaringer, ikke bare jubi vi kan beholde vores sikre havn, for det kan fande... blive en dyr kajplads...

nu tråden, eller lad være med at udtale dig når du ikke er 100% sikker.

Jeg har IKKE gået ud med en, jeg nåede på "chatniveau" med en mand, som jeg kender og som ja, da bestemt på ingen måde er frastødende. Og ja - jeg blev inviteret i biografen, men har takket nej - men ja, umodent af mig det er da vældig klart!

Jo, gu´ kunne mine børn være den her oplevelse foruden, det gør da ondt at de har set mig ked af det i en periode - men er det ikke naturligt, når forældre går fra hinanden? De er blevet oplyst og har fået svar hele vejen igennem - smilede du til dine unger og var 100% glad hele vejen igennem de gange du har prøvet det? Jeg var voksen nok til at flytte ud hos min mor et par dage, netop for at børnene ikke skulle se mig ligge ned! Ellers bliver jeg da nærmest bekymret for, om du er i stand til at vise følelser? Ja, du må undskylde at jeg "svare igen", og det er sikkert godt at du er en stærk person - men du må også accepterer, at vi er af hver vores støbning og det er der ingenting galt i, godt vi alle er forskellige.

Det er fuldstændigt åndsvagt det jeg har været igennem, det ved jeg og jeg skal nok passe på mig selv - det punkt er jeg heldigvis kommet til.

Og jeg bliver ikke i forholdet, hvis jeg ikke føler jeg kan accepterer det der er sket og vi begge kan komme positivt videre fremover. Og det er ingen hemmelighed, at jeg stadig har følelser for den mand, om det så er fortjent eller ej. HVIS vi kommer igennem det, så ved jeg, at jeg om mange år vil være glad for min beslutning og glad for, at mine børn (ja, nu kommer den igen), er vokset op sammen med mor og far og ikke er havnet som skilsmissebørn, fordi mor og far har haft nogle dumme måneder i deres liv. Og det sætter jeg som mor en ære i, jeg har nemlig den holdning, at det er for nemt at gå fra hinanden og det tit har for store konskvenser for børnene som man måske ikke lige i første omgang alvorligegør.

Og nej, børn skal ikke opvokse med en mor og far der ikke kan sammen det er vi hamrende enige om - men KAN de sammen, så ville det for mig altid være det bedste - og ville gøre mig stolt!

Christine

Jeg tror, at du skal spare dig dine bekymringer på mine vegne, jeg er så meget mere voksen end du overhovedet fatter - og vel egentligt selv kommer til at være, de næste mange år...

Og ja, jeg har taget beslutninger 100 % voksent, værdigt og uden mine børn mærkede disse ting... for ja - jeg er meget bevidst om, at mine børn, dem værner jeg om.....

Derfor fatter jeg ikke en hattefis af, hvad det dog er du ligger og roder rundt i, samtidig med at du påberåber dig at være voksen og tage gode beslutninger

nærmest MÅLLØS over at læse sådan en tråd.

KVINDE(R), så find dog DIN/Jeres styrke og mand dig op. Bliv voksen og forstå dog at den mand IKKE kan give dig noget du overhovedet kan bruge.

Det er sg sørgeligt så tit at læse kvinder simpelthen bukker under istedet for at stå fast og leve DERES liv videre.

Christine, helt ærligt, gør dig selv den tjeneste at læse din indlæg igennem. Du skriver til sidst at du mener det er for nemt at gå fra hinanden og at børnene fortjener at have to forældre sammen og ikke være skilsmisse børn!?

1. JEG ser alle mulige gode grunde til du bliver voksen og forstår at det IKKE bare er nemt at gå fra hinanden, du har nogle voldsomt gode grunde for han har trampet og trådt på dig noget så grusomt og af hva jeg kan læse så har du jo ingen tillid til ham. Du trasker rundt i det samme og det samme konstant.

2. BØRN kan være akkurat lige så lykkelige med to forældre skilt, men med to LYKKELIGE forældre som lever DERES liv, hver for sig, men med deres børn på skift og efter aftale. Og nej, IKKE 1 uge hos hver...

For pokker altså, kvinder, vågn nu op.

Vi skal alle finde vores egen vej i livet. Nogle klarer det på en måde andre på en anden. Nogle på den meget hårde måde andre ikke.

Børn kan klare meget - og jeg er sikker på at Christines børn også klarer dette. Hun lyder jo ikke som en der ikke skulle have lov til at have børn vel?

Jeg er dog rystet over dig Vibs - du er så modbydelig et menneske at høre på bare fordi du i dit liv har haft grimme oplevelser glemmer du vist at mennesker er nuancerede og oplevelsen af det der sker er forskellig fra menneske til menneske.

Det er ok med andre meninger og noter dig hvor elegant Illum får hendes budskab ud som er MEGET anderledes end Christines - dog kan man skimte hendes tolerance i hendes svar hvor du bare lyder som en ondskabfuld, bedrevidende høne.

Med venlig hilsen

MetteH

Åh hva, du ligger da ikke på den lade side med at kommentere andre....

Men måske det er langt bedre, når det er dig... det havde jeg ikke lige overvejet.....

Nå, så kom der fakta på bordet Christine *Fisker* , om hvad din mand er for en stodder karl,....

Det lyder absolut ikke som et kærlighedsforhold, der er værd at bruge psykolog penge på. De ting han har sagt, og den måde han har behandlet dig på, får mig til at tro, at hvis han ikke allerede har været voldelig over for dig, så er det nok det næste der sker.

Som du beskriver ham minder han mig utrolig meget om min gamle stedfar, og som teenie fantaserede jeg om, at når han blev gammel og sad i kørestol, ville jeg skubbe ham ned ad trappen,... virkelig sygt. Og det har da også taget mig 15 år at komme over min vrede. Men idag er jeg så pisse ligeglad.

Det lykkedes ham ikke at knække mig, fordi jeg havde min vrede.

Så find da lige lidt vrede frem, du kan sagtens klare dig selv, selvom det i starten måske er lidt hårdt. Han har ingen respekt for dig overhovedet.

Jeg håber virkelig for dig, at du er i stand til at tage dig sammen NU !

bedste ønsker fremover !

...... kalder livserfaringer, som Vibeke efter min mening øser ud af.

Hvorfor hun skal kaldes et modbydeligt menneske af den grund, det fatter jeg altså ikke

Men din kommentar er bare så typisk for HN, hvis man ikke bare stryger folk med hårene og siger:"Ja ih og åh hvor er det synd for dig og ih og åh det skal nok gå alt sammen" ...... hvor meget rådgivning er der så lige at hente i det ????

Jeg ved godt, man ikke direkte kan kopiere andres måder at løse problemer i parforholdet på, men tit så er problemerne af en slags, som 1000vis af andre også har været igennem, så hvorfor ikke lytte til deres erfaringer ??

Hvis man går til en parterapeut, er jeg sikker på, at samtalerne også vil følge et mønster, som har været brugt på/af andre.

Mvh. Gammelnok

Jeg har aldrig fattet hvorfor man har så travltmed at irettesætte alle andre i tråde herinde. Trådstarteren spørger om noget, for svar hun måske kan bruge, dem hun ikke kan kan hun jó læse og glemme, og gider hun feks ikke Vibs svar, kan hun jo vælge at springe let og elegant over dem.

Jeg er ikke enig med Vibs altid, ej heller Illum som også tit får hug, men lær dog alle sammen og brug det I kan, og glem eller spring det andet over. Bliver man vred, kunne det jo tænkes at sandheden var ille hørt

Igen, jeg håber aldrig jeg igen kommer il at stå i en lignede situration. Kommer jeg i den, håber jeg ikk at jeg har flere varme fælelser end kolde over for manden, for jeg tror ikke selv på at det ville være godt for MIG at tøffe tilbage til en man, som har behandlet mig, som det i mine øre lyder til at Christines mand har behandlet hende. Men ønsker Christine at hende og manden igen skal være en kernefamilie, jamen så vil jeg da give det bedste råd jeg kan i nuet, og det at de får hjælp, evt af en parteraput. Dette gør jeg fordi, jeg ikke tror man kan klare alt selv,og slet ikke i den situration som de er midt i..

Elsker du ham stadig? Hvis nej, kan du så finde følelserne tilbage igen?

Gammelnok: Man kan vel godt sige sin mening uden at være ondskabsfuld? Og man burde vel godt kunne argumentere for sin mening, uden at blive ondskabsfuld?? Jeg tror ikke Christine vil stryges med hårene, hun vil gerne have folks meninger, men på en sober måde. Christine svare Vibs pænt tilbage i alle trådenen med får smidt, tjaa, læs selv, i hovedet af Vibs:

- "er du komplet hamrende umoden,"

- "Jeg tror ganske simpelt ikke du fatter dybden af børns viden"

- "Det er helt utroligt, igen i min verden, at man kan være så umoden, og alligevel være mor...."

- "jeg er så meget mere voksen end du overhovedet fatter - og vel egentligt selv kommer til at være, de næste mange år..."

Ja bare nogle af de mange citater der er.. Man kan vel godt være uenig og stadig sige tingene på en sober måde?

Illum: Gode indlæg.

Kan se at mit indlæg blev lige lovligt kort, men i min verden ville det første der skulle gøres, være at mærke efter.......Elsker du stadig denne mand? Eller er det børnene og trykheden der gør at du bliver...... Hvad hvis du ikke elsker ham mere, ville du så stadig overveje at blive?

Det er tyrgheden og ikke kærligheden der trækker, ved det jo ikke med sikkerhed.

Men når jeg læser det der er skrevet, så kan jeg slet IKKE forstå, begribe at man kan elske én mande der har behanlet en så modbydeligt...

Det kunne jeg ikke stole på...

Men for mange er tryghed det vigtigeste og ikke om hvordan de selv har det....

Illum : Ja det kan godt være. Tryghed er vigtigt.......hvis der er kærlighed til stede. Er kærligheden visnet, er trygheden til at lukke op og sk*** i.....set fra mit synspunkt. Men for menge, inkl. mig selv, vil dette være svært at udleve/efterleve.

Man fortjener kærlighed, en at elske.

Er kærligheden mon en luksus !? måske

Ja tænk på nogle tredje verdenslande, hvor ægteskab betegnes som en fælles investering i overlevelse.

Der lever vi lidt anderledes på vores del af kloden, og har råd til at stræbe mere efter personlig frihed til individet.

Og ægte kærlighed.

Grib da chancen og spring på kærligheds vognen, hvis du kan.

Par der elsker hinanden behandler IKKE hinanden sådan...

wettergren den udvikling vi, i vores del af verden har gennemgået, gør at vi IKEK behøver finde en partner for at overleve....

At nogle så, når de har funden en partner af en art, IKKE kan bryde ud igen ligemegt hvilken slags tilværelse/behandling de bydes er sååå sørgeligt.

Men måske ved mange IKKE hvad kærlighed er, indebære

Illum : Helt enig

Jeg synes bare ikke jeg kan læse nogle steder at hun skriver at hun elsker ham mere eller føler kærlighed til ham.

Hun skriver at hun har været super glad for ham og stadig har følelser. Selvfølgeli har man da stadig følelser, men hvad indeholder disse? Holder man af, er man venner, elsker man eller føler man en dyb kærlighed og respekt..... Set med mine øjne er det ikke nok at være super glad for. Jeg er super glad for mine venner og veninder, men dem bor jeg heller ikke sammen med.

Man fortjener at elske og blive elsket....fortjener at være indehaver af disse følelser og modtage kærlighed. Kærlighed er, i mine - ikke særlig erfarne øjne , en stor og vigtig byggesten i et forhold......børn eller ej.

Christine jeg håber så meget du kommer ud af dette her med en vidunderlig følelse i maven, ligegyldig hvad du vælger.

Der er måske brug for en definition på kærlighed ?

Jeg mener jo at ægte kærlighed forudsætter at man elsker og respekterer sig selv. !

wettergren : Enig.....

Men lad os nu sige at Christine elsker og respekterer sig selv, men ikke mere elsker sin mand (mere)? Hvad så....skal man så alligevel kæmpe videre?

så der kommer lige et hurtigt svar .

Jeg syntes det er kanon at denne debat er oppe, stadig i en rigtig god tone og det er fedt med alle de svar! Mon ikke flere end mig kan have glæde af debatten?...

Ja - jeg elsker stadig manden, måske er det ikke skrevet ordret nok, men det er der ingen tvivl om. Men jeg respekterer ikke på nogen måde, det han har gjort - og havde aldrig i mit livs vildelste fantasi troet, at vi skulle havne sådan!

Men fakta er, at det er sket - og der er ingen undskyldning for hvad han har gjort - og det ved han også. Han har åbenbart længe gået og følt sig utilpas over sit arbejdspres og han har reageret helt forkert og skubbet utilfredsheden over på os - stadig ingen undskyldning overhovedet, men der ligger åbenbart noget "dybt" bag, han ikke har kunne finde ud af at udtrykke.

Fakta er, at han selv har foreslået parterapi, før jeg endeligt beslutter mig - og det tror jeg er en rigtig god ide - bare det at se en anden vinkel på det.

Vi tager på sommerferie som sædvanligt, nu nærmer tiden sig og vi havde i forvejen aftalt, at lige gyldigt hvad, skulle vi på sommerferie sammen med børnene (og ja, det kan vi sagtens i en god stemning).

Hvad så de næste uger bringer, må tiden vise.

Men han lider nu - ingen tvivl. Jeg har bestemt ikke ondt af ham, men det er egentligt lidt mærkeligt, så hurtigt rollerne bliver byttet om. Nu er det pludselig mig, der er ovenpå og ham der har det skidt - faktisk da jeg den ene aften sagde, at chancerne for at finde sammen ikke var så store, brød han sammen og måttt køre en tur. Han havde åbenbart mødt politiet, som havde kørt efter ham hjem for at sikre han kom godt hjem, da han var "helt fra den" ...

Så han mærker nu, hvad han har gjort og hvilke konsekvenser det kan have - og jeg tror faktisk på, at han aldrig laver sammen nummer igen.

Nu skal jeg bare have taget en beslutning - og leve godt ud fra den ..

Christine

Godt at høre fra dig

Held og lykke med det hele og rigtig rigtig god ferie.

Håber på at du holder os opdateret

jeg var sørme aldrig gået tilbage til sådan en supermanipulerende mand.

jeg har haft en af slagsen og en må dælme være nok.

og er du i tvivl, så er forholdet jo reelt set slut, for vil man hinanden, så VIL man virkelig hinanden.

I et forhold er man nødt til at gå på kompromis og acceptere hinanden som man er, det er ikke kun den ene part der skal gå på kompromis og indrette sig efter den anden part.

din mand lyder ikke til at ville indrette sig efter at i er 2 i forholdet, mere som om at han mener at det er dig der er noget i vejen med.

kristina.

og der er nogle rigtig gode indlæg i.

Jeg kender ikke jeres forhold, men hvis min kæreste talte sådan til mig og/eller var mig utro, så var det ud af vagten. Ikke om jeg ville være sammen med en mand der opførte sig sådan.

Men du er ikke mig, og du kender jo også til hans gode sider. Jeg sad og tænkte: Du elsker ham, han elsker dig og i bor sammen og har det godt i hverdagen på trods af problemer. Hvordan kan man så undgå at kysse og kramme? Hører det ikke med til at elske en anden, at man gerne vil være tæt, især når man går op af hinanden? Hvis ikke i har de lyster, hvordan kan i så holde ud at bo sammen mm.? Jeg har svært ved at forstå det.

Men parterapi er et must hvis I skal videre derfra hvor I står nu. Øjene på udefra, som kan hjælpe jer videre, jo hurtigere jo bedre

uha jeg hænger mig i at du, christine, skriver at nu er rollerne byttet om og at du nu er ovenpå...

det er nu det blir rigtig farlig for ligeværdigheden i jeres forhold. hvis du skulle bo i nærheden af århus kan jeg stærkt anbefale en super dygtig terapeut der ved hvad det handler om.

se at komme afsted.

mht om man kan behandle hinanden sådan når man elsker hinanden?

jo det kan man, det viser al erfaring. og det er realiteten at vi mødes med hver vores sæt erfaringer og sår. de mønstre kan vi ikke ændre før vi er bevidste om dem og det blir vi som regel og desværre kun når vi slår os igen og igen,og til sidst ønsker forandring og er villige til at se på os selv, derved sårer vi hinanden. desværre. sådan er vi mennesker.

så er der super typen af mennesker der mestrer alt...

ej pjat, nogen får ganske enkelt givet med fra barndommen at de er værdifulde og at de har reten til deres følelser osv. men så heldig er vi ikke alle stillet, jeg selv har først lært(lærer det) nu hvor jeg snart blir 38 år gammel....

nå os der eftehånden har fået en stor portion selvværd og respekt, møder andrer med mindre af det, skal vi nok passe godt på at vi ikke kommer til at sende noget ud som får den anden til at føle sig mere forkert end de allerede gør.... det er ingen hjælp for dem..

INGEN sår , med GODT selvværd, IKKE må give vores syn på dette her rod ???

det mener jeg ikke. det må være fantastisk ingen sår at have fået igennem sit liv. det kan være du har dem i vente, hvem ved

vi har jo ytringsfrihed så alle må da ytre deres holdning.

det jeg mener er at når man har fået styr på sine sår, og har lært lidt om hvordan vi navigerer og lytter til maven, så er det vigtig at huske hvor man kommer fra og at intet er stationært. at det ikke er en selvfølge at kunne det. men det gælder selvfølgelig kun for dem der har haft sår. dem uden sår har jo ikke mulighed for at komme nogen steder fra, for dem er det måske bare en selvfølge at kunne de ting... hvem ved, jeg kender ingen uden sår, så her stopper min erfaring.

Hej Christine.

Hvordan har i det så nu på hjemmefronten?

Jeg læste en indlæg i en anden debat, om at du muligvis var gravid? Så kan i da ikke have haft det helt dårligt...

(og tillykke)

Overbevisning at jeg har ingen "sår" i vente...slet slet ingen

:-)

Det kan jeg ikke vide, nej nej men heller besidde den overbevisning at jeg ikke har, end hvis nu osv. osv.

Det giver er godt og sundt sind, for ikke at tale om et godt liv.

Godt livsyn, god livsindstilling.

der er vi da fuldstændig enige Illum.

nyd nuet, fortiden og fremtiden eksisterer kun i tankerne. vi har kun nuet...