At den IKKE kan skabe egene tanker, altså er det dig og dit rationelle jeg, der skal finde på noget andet at tænke på.

Det tager bestemt tid, men det tager urimlig lang tid hvis du ikke finder på noget andet at beskæftige din hjerne med.

Der er IKKE mere at komme efter, hos ham.

..med præcis de samme følelser som dig. Dog var det ikke mig, der valgte at gå, men min mand. Jeg savner alt det vi havde og den mand han var, følelserne for ham er intakte og jeg savner ham inderligt. Men der er ingen vej tilbage for ham. Under nogen omstændigheder. Han har effektivt brændt alle broer til mig. Alt i mig VED, at det er sådan her det skal være - at det er det rigtige. For ligesom dig kan jeg ikke nøjes med de glimt jeg af og til får, når jeg ved, at virkeligheden er noget andet. Han flyttede d.5 Oktober. Og følelserne er der endnu. Og efter hvad jeg tror og hvad jeg hører og hvad jeg kan mærke, så vil de være der længe endnu. Måske år endnu. Men jeg har fundet ud af, at hver gang tankerne snor sig ind på ham, så tænker jeg på noget andet - målrettet og bevidst. "Du kan ikke gøre noget ved det!Glem det!" Og så drejer jeg tankerne hen på mig og mine mål i livet. Jeg har sat nogle mål. som jeg skal opnå indenfor en hvis tidsgrænse. Og det giver min hjerne noget at beskæftige sig med. Det virker. Savnet bliver afledt og jeg er ikke konstant ked af det. Følelserne er der stadig, men jeg gør mit bedste for at glemme dem. Og jeg er sikker på, at der er lys forude.

Camilla

Ingen gode råd, men fik kuldegysninger af dit indlæg, for hvor må det være forfærdeligt at se sig nødsaget til at forlade den mand man stadig elsker for at kunne skabe sig en ordentlig hverdag for sig selv og sit barn.

Håber du kan bruge Camilla's gode råd.

Ønsker dig held og lykke.

Nanna

jo jeg har såmænd også fået en hver dag til at køre med ungerne.og er også rimelig glad og beskæftiget. ungerne de trivedes bedre og bedre, især min pige er blomstret op. han er ikke hendes far.

min søn kan komme fra weekend hvor far og ham har talt om at vi alle skulle bo sammen og så hulker han højt fordi jeg jo ikke vil det. oveni tegner han tegninger af os som familie og også kun hvor far og jeg er på med store glade smil.

det er også svært at se drengens sorg.

savnet blir ved med at være der. jeg kan nogen gange blive helt glad når jeg ikke har tænkt på ham bare en time.

med tiden må det da blive anderledes.

jeg ved det er mit naive håb om at han igen kommer derhen hvor han virkelig ønsker at leve med os. jeg ved han elsker mig og børnene men han kan ikke være noget for os når han kører på sådan som han gør.

det er håbet der holder mig fanget. ENDNU

Den største kliche holder desværre. Det tager tid.

Men så længe du "lader dig" blive opslugt af savn og tanker om ham, tager det længere tid. Afled dine tanker, lad være med at gå ind i en masse spin. Dermed selvfølgelig ikke sagt, at du ikke skal tænke over dit savn eller mærke det, men lad være med at lade det opsluge dig.

Derudover vil jeg spørge til, om din søn får hjælp? Den manipulation af hans far er godtnok grim!! Og urimelig at pålægge et andet menneske-især et barn. Øv!

Og til dig for at være gået fra en mand, der med garanti kun ville have ødelagt jer alle mere på sigt.

Kh Signe