Det kommer selvfølgelig an på, hvor gammel du er ...?

Er du i den føde dygtige alder og er sikker på, at han er manden, synes jeg da du skal give ham det barn.

Selv kan jeg blive helt vild over de mænd, der har børn fra første ægteskab og derefter møder KVINDEN, yngre, uden børn somregel, og insisterer på, at de har børn nok ...

Jeg ved ikke, om alle har ret til børn? Det mener jeg ikke ... Men det er vel helt naturligt, at man har lyst/brug for sit eget barn, hvis det kan lade sig gøre ...

Er du ikke indstillet på, at føde hans barn, synes jeg ærlig talt du skal lade ham gå, så han kan finde en, der gider både ham og hans afkom ...

Det samme gælder for mænd ...

Hvis jeg ikke ønskede flere børn, ville jeg ikke få et til, bare for hans skyld. Han aner trods alt ikke hvad det betyder for dig - dine børn - ham - jeres liv - jeres økonomi ect. Men det ved du. Det er ikke en rosenrød tilværelse med børn, det er også hårdt arbejde. Jeg kender mange piger som knokler røven ud af bukserne for at få tingene til at hænge sammen, med hjem, job, børn, rengøring, madlavning, vask, ja jeg kunne blive ved. Jeg er i hverttilfælde ikke misundelig, men nyder at min tid er overstået, og jeg nu kun låner så længe jeg har lyst.

Og ingen kan spå ud i fremtiden, du har trods alt en risiko for pludselig at være alene med 3 børn, og har du lyst til det.

Mange hilsner fra en mormor.

Hvis man ikke har lyst, har man ikke lyst. Det er en stor ting at få børn, ikke bare som at gå ud og købe et elektrisk tog til ham i julegave.

:Pia

... skal man kun få hvis man inderligt ønsker sig dem. Og det må jo være BEGGE forældre der skal ønske dem - ikke en der ønsker og en der lader sig modvilligt overtale!

Børn fortjener bedre end at være født som et kompomis!

Selvfølgelig, kan børn være et kompromis ... Hvor naivt at tro anderledes ... Dermed ikke sagt, at de ikke er ønsket.

Jeg har mindst 2 eks. Min far fandt en lidt yngre kvinde ... 11 år yngre, uden børn ... egentlig synes han jo, at han havde nok børn. Hun, min stedmor, har altid været super for min søster og jeg, hun er elsket over alt på jorden ... Men hun ville gerne have sit eget barn, hvilket jeg godt kan forstå. I en alder af 18 blev jeg storesøster igen, min lillebror er nu 17 og jeg har elsket ham altid og jeg er enormt lykkelig på min "stedmors" vegne, at hun fik det ene barn ... Der går ikke noget fra mig ...

Selv havde jeg et barn på 3 mdr. da jeg mødte MIN mand ... et barn født meget tidligt i mit liv ... Han elsker både mig og barnet, selvom jeg har svoret, at jeg aldrig skal have flere børn ...

Som årene går, synes jeg det er "synd" hvis han ikke også får et barn, hvis det kan lykkedes, vel at mærke ... Det kan det, og selvom han altid har været far for den største af pigerne, er jeg da ikke i tvivl om, at han er rigtig glad for, at han fik sit "eget" barn ...

Nu har vi kendt hinanden i rigtig mange år, og det er aldrig fortrudt ... Vi har 2 piger, vel har vi så ... men, hvor er jeg glad for, at han fik sat sit aftryk, også ...

Jeg havde en datter, møder så drømme manden uden børn... Min datter var 3 år dengang, jeg var 24 år.

Jeg betænkte mig ikke særlig meget, da jeg absolut mener, at det er en meneskeret at få lov at få et barn. Ligeledes mener jeg, at det gør noget helt specielt ved mennesker, at de selv prøver at få et barn.

Vi fik en datter, da den store var godt 5 år. Jeg havde det fint med tanken, for så blev min første datter ikke enebarn...

Skæbnen ville så, at da lillesøster var knap 2 år, så døde storesøster, så lillesøster er endt som enebarn... man kan ikke planlægge alt i livet.

Men aldrig nogen sinde har jeg fortrudt ét sekund, at jeg gav min daværende mand muligheden for at blive far... datteren er i dag det eneste barn han har, og der er ikke udsigt til, at han bliver far mere i sit liv... og han er en super god far...

"Er du i den føde dygtige alder og er sikker på, at han er manden, synes jeg da du skal give ham det barn."

Sikke da noget bæ...

Hvis jeg var i tvivl om at få børn ville jeg sgutte spytte et banr ud bare fordi manden inderligt ønskede sig et...

Det er muligt det fungerer for nogle, men ikke på vilkår om jeg ville.. Men nu er jeg så heller ikke en som mener det er en menneskeret at formerer sig...

taget beslutningen: Jeg skal ikke have flere børn. Har to på 8 og 11 år.

min kæreste er ni år yngre end jeg, dvs 25.

jeg gjorde ham det klart fra start af, at jeg ikke vil have flere børn, og det var/er for ham o.k.

Havde han haft et stort ønske om at se sig selv mangfoldiggjort, måtte han få det opfyldt hos en anden.

Det har han heldigvis ikke

men han fik tilgengæld lov til at få en hund

Hvis man ikke ønsker flere børn, så skal man IKKE få dem...En barn der fødes af en mor som ikke ønsker det, vil altid være uønsket og hvem ønsker at være uønsket. Man skal IKKE gå på kompromis på barnets bekostning.

den er tynd den der, Hvad med alle de fædre der rask væk går fra konen, og pænt sender en check hver måned, og derudover ikke har anden kontakt til disse børn.

Jeg er sikker på disse børn er mëeeeget lykkeligere fordi de er ønsket af mor.

Som kvinde har jeg følt at jeg har nået MIN grænse for hvor mange børn jeg skal have. nemlig 3 styks. Kun 2 at disse "tilhører" manden i mit liv, men han ønsker heller ikke flere. En ting er at få barnet- en anden ting er at have overskud til dem.

Christina

jeg sidder lidt her og tænker ikk helt det samme og alligevel.

Landet ligger sådan at min manse har et barn, som dog er i plejefamilie.

Men jeg har ikk lyst til børn og tror ikk at jeg får lyst til børn igen. Dog har jeg valgt at sige at kommer dagen hvor han begynder at snakke om det og han virkelig mener at han vil gerne ha et abrn mere, vil jeg ikk være den der bremser det for ham. Jeg vil i og for sig gerne føre generne videre, men har det alligevel sådan at jeg ikke vil spolere tilværelsen som den er nu hårdt sagt. jeg har ellers hverken lyst til et rende med voksene mave i 9 mdt. mv.

Men hvis virkelig han ønsker det tror jeg nu engang osse at jeg ville blive mere varm om tanken end jeg i sig selv er. Jeg har haft brændene ønsker om et helt fodbold hold i sin tid. Jeg var så glad for børn og dem for mig. Det er måske osse det der er problemet - jeg har haft med børn at gøre og hjulpet børn siden jeg selv avr barn..

Men personligt tror jeg at så ville jeg gøre det - jeg ved dog ikk om jeg ville hvis jeg havde flere i forvejen.

en ting er at ønske barnet - noget andet er at have overskuddet til det.

I vores husstand er der 4 børn.

min kæreste har 2 fra tidligere ægteskab - nu 9 og 12 år og så har vi to fællesbørn på 3 år og 10 mdr.

(Jeg er den yngre model der er kommet til efter skilsmissen )

Og egentlig har jeg altid sagt, at jeg ønskede mig 5 børn og er da også godt på vej; men vi har indset, at der faktisk ikke er tid til flere børn, så vil tiden gå fra de andre, og det er jo ikke fair.

Så selvom jeg godt kan blive helt MMM at babyer og duften af dem - til trods for, at Anne kun er 10 mdr

Så er det altså afgjort, at der ikke skal flere til her...

Så jeg kan godt se, at det er en svær beslutning for dig. Jeg er ret sikker på, at havde det ikke været mit ønske her, så havde min kæreste været meget tilfreds med to børn. Og jeg er da glad for, at han "bevilgede" mig mine børn

Men det er da noget I skal tage op til grundig overvejelse; men når du nu har et barn i forvejen, ved I jo også godt, at det ikke er lutter lagkage hver dag, så det er han vel indstillet på. Og det jo altså noget specielt at få sine egne børn- selvom jeg heller ikke vil undvære mine to bonusbørn

Så ja - svær beslutning. Børn skal ikke sættes i verden for sjov. De skal være ønskede.

Held og lykke med beslutningen.

Tanja

Børn skal man kun have, hvis man ønsker sig dem og har lyst til dem. Man får ikke bare børn for at behage eller føje andre. Det er et kæmpe ansvar og det varer resten af livet, så gør det kun, hvis du selv virkeligt ønsker det. Ingen børn er tjent med at være uønskede...