Anden gang min mor blev gift, havde hun fundet en lang kjole, der var en blanding mellem en selskabskjole og brudekjole - den var hvid, men ikke noget slæb og heller ikke slør - men en kam med blomster og lange "snore" med perler på i stedet. Det var så hendes mening, at den skulle bruges som selskabskjole senere hen, men det har hun ikke gjort.
Da min far skulle giftes anden gang, kom hans kone og hendes datter iført sorte bermudashorts og hvid skjorte - bruden havde dog også en grå jakke på - De blev gift i kirken. De havde så lige "glemt" at sige til mig, at det var den tøjstil, så jeg ankom i den kjole, jeg havde haft på til min mors bryllup (hhv juli og september samme år), og den var som en mini-brudekjole/brudepigekjole - hvid og masser af flæser - meget bryllups-agtig. Jeg lignede mere en brud end bruden selv! Det var virkelig malplaceret og ubehageligt! (men det skulle indlægget jo ikke handle om).
Man kan vel i kirke som på rådhus selv bestemme, hvordan man ser ud, bare alt passer til hinanden (alle, der deltager/er i centrum - evt. brudepiger, børn ol.)
Traditionen siger bare, at bruden kommer i hvidt, og gæsterne kommer i ikke-hvidt, da brudens kjole skal overstråle gæsternes, da bruden er i centrum (samme grund til at man ikke giver blomster til et bryllup - de må ikke overstråle brudebuketten). - Hvis kjolen har en anden farve, kan man jo skrive i invitationerne, at denne farve ikke er velset på gæsterne, hvis man vil holde lidt fast i traditionerne 
Længden er efter min mening ligegyldig, bare bruden føler sig som en prinsesse i den
Det er jo brudens dag, og hende, der skal feteres (ok - gommen må da godt få lidt opmærksomhed også
). Så længe man husker tilbage, og stadig finder dagen som den mest fantastiske, den dag guldbryllupsklokerne ringer, er alt godt.