ikke lige hvordan din kæreste er men min egen har også et barn med en totalt krampe af en eks og han sagde også dengang vi mødte hinanden at han ikke skulle have flere børn, men nu 2 år efter er jeg gravid og han glæder sig bare så meget til barnet kommer til verden.

min veninde har også en mand med børn fra tidligere forhold og han sagde det samme og nu har de to små børn sammen.
Men hver situation er jo forskellig så mit råd er da vent at se tiden an, kan jo være han ændrer mening. Det tror jeg at jeg ville gøre.

mvh Stine

Jeg synes, at du skal tage en lang snak med din kæreste.
Hvis han holder stædigt fast i, at han ikke vil have flere børn og du holder fast i, at du gerne vil have egne børn, er det måske værd, at overveje andre muligheder.
Forestil dig, at du om 15 år sidder og ærgrer dig over ingen børn, at have fået. Du vil måske blive bitter over ikke, at have fået muligheden...
Det kan jo også være, at han ændrer mening, men tør du "spilde" tid på, at vente...
Min egen bror er topkarrieremenneske og vil absolut ikke have børn. Hans kæreste derimod, vil gerne have børn på et tidspunkt, men har accepteret, at det ikke bliver sådan. Jeg er bare bange for, at det på et tidspunkt bliver så stort et problem, at de skilles. Jeg håber det naturligvis ikke, da jeg er meget glad for min svigerinde.

Mvh Pommes

nødt til at snakke med ham om det så du er afklaret på det punkt.... kan du leve med hvis han står fast på den beslutning.... det er jo hoved spørgsmålet
Så der er ikke andet for end tage en snak

...da prøve at finde ud af hvorfor han ikke vil ahve flere børn...Er det p.g.a x'en eller er det fordi han ikke kan fordrage børn?
Hvis det er p.g.a. x'en, så skal I nok finde ud af at få børn alligevel på et tidspunkt (du er jo ikke hende, og det må han forstå og forholde sig til). Er det fordi han ikke kan fordrage børn, så må I komme og besøge os, så han kan få lidt terapi af vores vidunderlige datter! Hun har i hvert fald overbevist min venindes kæreste og nu venter de sig!
Nej, pjat....kan han ikke lide at være far, så er det jo ikke så nemt...men jeg gætter på, at det er det første.
Hvis jeg var dig, så ville jeg lufte for ham, at du blev lidt ked af at han sagde sådan, fordi du gerne vil have børn engang, men lad være med at gøre et stort nummer ud af det. Det tager ikke ret lang tid at skifte mening, og om et eller to år kan det være, han siger det modsatte...
Hvis I ikke har været kærester så længe, så kan det også være en måde at sige "Jeg er helt vild med dig, men ikke for mange forpligtelser lige nu, tak! Os to er nok." Og så kommer det andet jo med tiden.
Men hvis han også om nogle år virkelig mener, at han ikke vil have børn, så skal du jo til at vælge...er han nok eller er ønsket om børn større end kærligheden til ham? Og dét er nok et svært valg....!

Men held og lykke. Jeg håber det viser sig, at han alligevel kan finde hjerterum til et barn eller to.

Camilla

pommes ret.

Da jeg mødte min kæreste for et par år siden, udmeldte han ret hurtigt at børn ville han ikke have. Jeg var ikke så sikker i min sag, men jeg ville gerne have muligheden for det, hvis jeg en dag fik "lyst" til at få børn. Det tog vi en snak om, da jeg ikke ville begynde et forhold, førend jeg var temmelig sikker på, hvor fast han stod. Det viste sig efter lidt snak frem og tilbage, at han ikke ville afvise det, men lige nu ville han ikke have børn. Hvilket heller ikke var det jeg ville, men måske en gang i fremtiden. Nu 2½ år senere er vi begyndt at tale mere seriøst om det og han er langt mere villig ved tanken, end hvad han var for to år siden. Vores forhold har selvfølgelig også udviklet sig til noget, vi begge mener, der er en fremtid i.

Tag en snak med ham og find ud af, hvor seriøst han mente det.

jeg tror jeg ser tiden lidt an og prøver at snakke lidt med ham igen han elsker børn han har problemer med eksen om at måtte se sin datter hun laver aftalerne om hele tiden
han er vel bange for hvis det skulle gå galt mellem os og så at skulle det igennem igen

Vi har både skrækeksempler og succeshistorier i omgangskredsen...

Som oftest er det mændene der melder ud, at de ingen børn vil have... i et par tilfælde handler det om mænd, der er blevet svigtet som små, og som pga. en fraværende eller styg far, slet ikke kan forestille sig selv i en faderrolle - eller er bange for, at de selv skal blive ligeså dårlige fædre.

- Én af dem vi kender (og som skiftede mening) er blevet en pragtfuld far, som hele tiden praler af sin pragtsøn og fortæller små historier om hvad han nu kan...

- et par andre har holdt fast ved beslutningen. Den ene mistede kæresten gennem mange år, på dét grundlag, for hun VILLE have børn.

- Ved en anden, er kæresten (nu konen) blevet der. Selv om hun meget gerne ville have haft børn, var hun dog sikker på, at HAN var den mand, som hun ville dele resten af livet med. Jeg ved, at hun ikke har fortrudt, for han er manden i hendes liv...

Havde en gang en arbejdskollega, som også valgte at blive sammen med manden, velvidende at hun så aldrig ville få børn, men de var glade sammen og skulle nok få et godt liv... Da hun var midt i 40'erne, døde manden pludselig - og så stod hun dér, for gammel til at få børn.

Selvfølgelig skal man ikke lige opgive til at starte med, men tage nogle gode "snakker", men hvis han bliver ved med, at være skråsikker, er man jo nødt til at se lidt langsigtet på sit liv... Det er trods alt en stor ting at vælge fra!

... ellers må du bytte kæreste med én af pigerne her fra HN - Der er jo en del der har meddelt, at der absolut ikke er nogle tikkende hormon-ure i deres æggestokke, men at de har mænd eller kærester der ønskede at de havde!

Pøj-pøj

Gitte C

..og lade bemærkninger som "du er bare en god far - glæder mig til vi skal være forældre samme" falde og så se/høre hvad og hvordan han forholder sig til det.. Sig også, at det ikke er lige nu, men inden for en vis årrække du ønsker at opleve at blive mor - samt at han skal være faderen, da du elsker ham så højt - så skal du bare se løjer.. *ss*

Hej HundeGitteMor.

Jeg er helt uenig med dig ... (no affence) ...

Men hvis jeg fik bemærkninger som lød noget i retning af: "Du vil være en god mor - og jeg glæder mig til vi skal have børn sammen" (har omskrevet lidt) ...

Så ville jeg bare blive helt klaustrofobisk og blive kvalt langsomt.

Jeg ønsker mig ikke børn og har af samme grund heller aldrig fået nogen.

Hvis jeg blev presset med forskellige hentydninger og forventninger om, at jeg absolut skulle "omvendes" og ønske mig børn - så ville jeg flygte skrigende ud af forholdet.
(Nu er det jo heldigvis heller ikke så aktuelt for mig - da min samlever og jeg har boet sammen i 19 år - uden "pres").

I stedet for at råde Hellemus til at presse - så vil jeg foreslå, at lade tiden arbejde ...

Måske kommer det helt af sig selv og det haster jo ikke.

Venlig hilsen
Nina

enig med NinaL... Ingen pres eller henkastede bemærkninger... INGEN skal på nogen måde presses eller lokkes til at få børn!

Hvis han ikke ønsker det, skal Hellemus gøre sig klart hvad HUN vil:
Er det MEGET MEGET vigtigt for hende at få børn i løbet af ca 10 år? Hvis det er, så er det måske spild af hendes og mandens tid at væe sammen - hvis han er sikker på han ikke vil have flere.

Er manden vigtigere, og er du sikker på du elsker ham, så kan du med sindsro vente og se - og måske får i børn, måske gør i ikke.

Dette skal IKKE bruges som pres overfor den stakkels mand: hvis vi ikke får børn, skrider jeg... Men som noget du, Hellemus, skal tænke over.. Vil du med tiden blive bitter og sur på ham over at du ikke fik de brn, han fra starten havde sagt han ikke ville have? Hvis ja, så stop nu - og find en anden far..
Kan du acceptere tanken om at du skal være sammen med manden du elsker, og MÅSKE ikke får børn - så kan du blive..

Men snak noget mere med ham om det - når du selv ved hvordan du står.. Hvor vigtigt det er for dig

Held og lykke