..til dig isa, for dit ærlige indlæg.


Og så OP med humøret.


Jeg forstår godt, hvorfor du lige nu går og håber på, at man "vil lade dig være i fred" istedet for at hefle dig igennem nye aktiveringer osv - for som jeg læser dit indlæg, så ser du lige nu i din nervøsitet alle nye tiltag som potentielle nederlag.


Nogle af de nye tiltag skal såmænd også nok ende som nederlag - det gør de for os alle.


- men en gang imellem rammer man faktisk et stykke med "frugtbar jord"


Og gør nu dig selv den tjeneste IKKE at forøge dine bekymringer ved at gisne om hvad andre tror - exempelvis: "Men de dage hvor jeg måske ikke lige er ved at bryde sammen tror jeg han måske tror jeg bare går og krydrer røv"

Jamen??!
Du tror, at han MÅSKE tror, at...???
Dét gør han da måske - eller også gør han ikke..!


Men HVORFOR skulle han dog gå rundt og tro noget sådant om sin elskede?


Du har jo en glimrende udtryksevne (i hvertfald den skriftlige side af den - som jeg kender - fejler sørme ikke noget!) så du har formentlig for LÆNGST udtrykt over for ham, hvordan din dag hænger sammen - og ikke hænger sammen??
Ellers er det søreme da på tide, at han får det at vide, ikke?


Ud fra egne erfaringer mener jeg iøvrigt, at det er mere end almindeligt sjældent, at folk virkelig "lever op til" ens sorteste og mest paranoide forestillinger. Således formentlig heller ikke din kæreste.


- desværre gør dette fakta ikke ideerne påfaldende meget nemmere at slippe af med!!?!
(der ER ingen rimelighed til!)



MEN - isa, du har så fuldstændig enormt et talent: dine evner udi tegning er altså langt ud over det almindelige!!
Var det da for pokker ikke muligt, at du i fælllesskab med dine vejledere kunne finde en måde hvorpå du kunne udnytte dette talent rent erhvervsmæssigt??

det er en grim situation du er i.
Jeg kan godt forstå du er nervøs for din kærestes reaktion, men det medvirker bare til at du får det endnu værre - desværre.
Det er svært for ham at forstå hvordan du har det, det er klart. Jeg forstod det heller ikke rigtigt da det var en af mine veninder der blev psykisk syg, men ikke så længe efter begyndte jeg selv at få anfald af panikangst (hvilket jeg til tider stadig slås med) og nu forstår jeg hvor hårdt og svært det er.
For det er skide svært at forklare folk at man måske ikke fejler noget fysisk, men at det hele er ideér inde i én som tapper én for al energi, handlekraft og livslyst. Folk reagerer ofte med at man "da bare kan tage sig sammen" - men det kan man ikke og jo større pres der hviler på en udefra (fra ens nærmeste) jo værre får man det for så får man også dårlig samvittighed over det.

Jeg håber for dig at du sammen med din ny sagbehandler finder ud af noget som er godt for dig. Noget du kan klare og få styrke af at kunne klare. Det værste ville være at du føler dig presset til at komme ud og lave noget pga krav fra din kæreste og påtager dig mere end du kan holde til lige nu.
Det er bedre at starte ud med for eks noget terapi og når det lysner lidt, så komme igang med lidt mere hen af vejen så det hele foregår i dit tempo.
Du må glæde dig over de små sejre - som for eks at du idag tager det første skridt tilbage - frem for at fokusere på at du ikke kan klare ligesåmeget som din kæreste. Folk er forskellige og det må han også kunne forstå. Kan han ikke det, er han så det værd at gå og bekymre sig om? Ved det er svært, specielt fordi du er i den situation, men måske bremser han mere end han fremmer din helbredelse?
Starter du i terapi, så prøv evt at få ham med en gang imellem. Så kan det være han får større indsigt i hvordan du har det og måske kan han få råd til hvordan han bedre hjælper dig...

Held og lykke herfra.

nej jeg har spurgt ham rent ud om han tror jeg går rundt og krydrer mås..og han sagde nej...men når han så samtidig siger jeg lader stå til og burde igang med noget arbejde /aktivering eller bliver sur over jeg ikke har fået taget den opvask ja så tvivler jeg på ham...
Og han ved alt om alt.

Og joh min kæreste har faktisk levet op til nogle af mine værste paranoide tanker ...(men ellers har du ret)

Jeg ser et meget velskrevet og velformuleret indlæg fra en pige der virker til at have et stort indblik i hende selv og hendes sygdom.
Du har efter min mening godt tjek på hvor meget du kan og i særdeleshed hvor meget du ej kan.
Det er ellers et biproduk af at have din dianose, nemlig at have et urealistisk forhold til egen formåen.
Så her står du stærk og hold endelig fast i det.
At komme dertil hvor du er, har været et uopnåligt mål for mange i din situation. Nemlig at du er i stand til at erkende at der er sq noget der skal arbejdes med og du gerne vil have støtte til det. Erkendelsen er den halve helbredelse.
Et udtryk der oftes bruges om din dianose er at det klinger af når man kommer over de 30 år. Så hvis folk overlever så længe, vender det og det er fortrøstning om et liv der er til stor glæde for dig selv.
Kæreste eller ej kæreste, måske er han lidt slidt og det er forståligt nok.
Nogle plejer at smide gamle bukser ud når de er slidte og nogle lapper dem sammen gang på gang inden de til sidst må bruge dem til lapper.
Følelsen af at have dem på er dejlig velkendt.
En tanke fra mig til dig er : Kan det være at du har det på samme måde med din kæreste ?
Ka du ha en hygsom da og husk at det er VIGTIGT at du tager hensyn til dig selv før andre, du er i et svært forløb og har lov til det.
Venligst Dorthe Sus

har ret Dorthe glæder jeg mig til jeg bliver 30 !!!


Jeg skal afsted om en time og aner ikke hvad jeg skal gøre. Skal jeg prøve igen nu...eller vente eller ansøge om pension eller. Måske vejlederen gennem forhåbentlig erfaring med andre har en ide om hvad mine chancer og muligheder er så det rigtige valg kan blive lavet. I hvert fald det rigtige valg lige nu. Ting ændrer sig jo efterhånden.

Dorthe-jeg har tillært mig at være fornuftig-i hvert fald så meget jeg kan og sige og gøre som folk ønsker (som det jeg kalder alm. mennesker ville mene) og det har hjulpet mig gevaldigt i min omgang med andre mennesker. At tanker og følelser så ikke følges ad er en anden sag. Men at skulle gå imod så stærke impulser som jeg har i kraft af min sygdom kræver ufattelige mængder energi-og når jeg ikke har meget energi får jeg fx meget nemt ved at få angstanfald og overkomme simple ting som fx at vaske op, gå i bad, besøge nogen osv. Og måske også een af grundene til jeg har problemer med kæresten...det er meget sandsynligt egentlig (det slog mig lige jøsses....åh manner).

Jeg har fået at vide flere steder fra (teraputer osv) at jeg er enormt intelligent og jeg burde udnytte det-men hvad nytter det? (altså også lidt svært at få sat sådan en etiket på)Mit hoved virker jo ikke som det skal alligevel. Så er jeg lige nøjagtig kvik nok til at kunne opfatte hvor øv ting er? Juhuuuu:/

Nåh sidespor-beklager.
Ok ...hvordan tackler jeg så kæresten HVIS jeg ikke umiddelbart skal igang med andet end terapi igen? Hvordan tackler man ambitioner fra ens nære som man ikke kan opfylde og den skuffelse der følger med?

"Hvordan tackler man ambitioner fra ens nære som man ikke kan opfylde og den skuffelse der følger med?"

Hvis det kan være nogen trøst, så er det MODSATTE ikke spor nemmere.

(altså at tackle partnerens indædte MODSTAND med deraf følgende ubehageligheder imod ens egne stakkels ambitioner )

Man kan vel sætte hårdt imod hårdt og spørge om det han han vil have er en SELV, som man ER - eller om han egentlig hellere vil have en kone uden en selvstændig tanke i knolden, og som derfor gør nøjagtig hvad HAN vil??

han mener det jo godt, det tror jeg i hvert fald. Han mener jeg har bedre af at komme igang-end at lade stå til som han siger. Jeg har også ambitioner og følger dem som jeg nu kan. De er bare anderledes end...ja...der var den...anderledes end dem han vil have jeg bør.
Han mener jeg bør satse alt for at arbejde. Mens mine ambitioner går mod at bruge min energi på at få ro i mit liv-måske endda overskud! Etablere nogle gode og sunde venindeforhold og forældreforhold. Lave nogle søde marsvin. Passe mine dyr godt. Kunne sige "imorgen" laver jeg det og det. Og så faktisk vide at jeg imorgen har energien og overskuddet til det. De ting er vigtige for mig.

Hvad nytter det jeg har et arbejde/aktivering...hvis jeg ikke har været i bad i to uger, dyrene vansmægter, veninderne og familien fravalgt osv.
Så er der da ikke meget glæde tilbage. Eller ser jeg helt forkert på mine proriteter?

Gid jeg kunne begge del. Gid jeg kunne have job, veninder osv som andre mennesker...suk

inden jeg tager afsted til mødet om lidt...

Spørgsmålet er jo nu om det er MINE selvstændige tanker....eller min sygdom...

Jeg er ofte meget i tvivl om hvad der er mig og hvad der er min sygdom. Og det slog mig i denne tråd at måske min kæreste ikke er åndsvag (som jeg indimellem syntes) men mig der har kuk???

Det er sguda heller ikke til at finde ud af noget :/

... allerede hvad jeg mener du skal gøre med den kæreste fra dit tidligere indlæg. Så det kommer jeg ikke ind på nu

Men et vil jeg dog sige: Lad være med at bruge så meget tid på at opfylde de krav du tror andre stiller til dig. Det er dit liv og dig der lever det.
Som jeg ser det, bruger du enormt megen energi på at tilfredsstille det billede, du vil at andre skal have af dig. Glem nu det billede lidt. Her er Isa. Hun når ikke altid sin opvask So what?

Du har sikkert nået noget andet i stedet... og hvis ikke, så går verden altså ikke under pgr. opvasken...

Held og lykke ved kommunen

..kan tilsyneladende blive enige om en ting:

"Men et vil jeg dog sige: Lad være med at bruge så meget tid på at opfylde de krav du tror andre stiller til dig. Det er dit liv og dig der lever det.
Som jeg ser det, bruger du enormt megen energi på at tilfredsstille det billede, du vil at andre skal have af dig. Glem nu det billede lidt. Her er Isa. Hun når ikke altid sin opvask So what?"


med venlig hilsen
atengstedt, som heller ikke når SIN opvask hver dag....eller at lægge sit rene vasketøj pænt sammen.

I stedet for at tænke på hvad du bør - og især hvad andre synes du bør, så tænk på:

- at du hver dag i dit liv tager dig meget mere sammen og skal slås for alt hvad du gør - om det så bare er at børste tænder om morgenen - meget mere end alle andre!

Jo, hver dag tager vi, der ikke er helt normale oven i hovedet, og som af omverdenen ofte betragtes som nogle dovne, ugidelige sata...er, os sammen i en grad, som andre "normale" overhovedet ikke kan forestille sig.

Den mindste lille dagligdags forteelse kan kræve timers forarbejde inden den udføres - nogle dage kan det dreje sig om noget så elementært som at blive ved med at trække vejret.

Så vær stolt over du er her, at du kan overskue kæledyr og hus, over at du har en kæreste (selvom han sku´ ta´ sig sammen til at blive lidt menneskelig) - og over at du har talent for tegning, som du har glæde af.

Lad være med at deprimere dig over at du er smart i bøtten - og ikke er atomfysiker endnu - det svarer jo til at en atlet, der har fået ødelagt knæet har dårlig samvittighed over ikke at kunne løbe 100 m på 9 sek.

Gør det du kan i stedet for det du vil - for viljen løber så ofte af med en...

.... på at høre nyt fra Isa, kan jeg heller ikke lade være med, at tænke tilbage på tidligere indlæg omhandlende kæresten.
Jeg undlod at svare for jeg følte mig hamrende gal over, at han tilsyneladende ikke forstår hvordan Isa har det.
Hvis han skal være til nogen støtte for Isa, synes jeg han ville have godt af, at komme i en eller anden "pårørende-gruppe", så han kan få en helt fundamental forståelse af sygdommen.
Til slut vil jeg også lige tilføje, at jeg har en lænestol, hvor der kan ligge meget ren vasketøj.
Opvasken venter også pænt på mig
Mvh. Lisbeth

"Opvasken venter også pænt på mig"

Jeps - der er godt nok langt imellem at man hører om nogen der har fået stjålet en opvask!

Det er altid svært når tingene ikke går som de skal - og når du så ovenikøbet tumler med en masse psykiske ting bliver tilværelsen jo ikke just lettere.

Jeg synes det er flot at du skriver om det herinde - men folk er her jo for at lytte, og nogle gange kan meninger fra udenforstående også være gode.

Med hensyn til din kæreste, så virker det ikke som om han har lidt svært ved at tackle din situation. Du skrev, at I kun har været sammen i et år, så han har jo ikke været der gennem hele forløbet. Tænk på, at du har haft det meste af livet til at vænne dig til din situation, mens han kun har haft en brøkdel af denne tid. Det kan jo godt være han har lidt svært ved at indse, at du rent faktisk er syg, når du ikke altid virker sådan. Sørg for, at han hele tiden ved, hvad det er du går og tumler med - det vil gøre det lettere for dig og forhåbentlig give ham en større forståelse for din situation.

Tænk også på, om du evt. har påtaget dig for meget. Måske er du bare ikke klar til kæreste, hus og kæledyr - men det ved du jo bedst selv. Er det netop disse ting som gør at du kan klare hverdagen, skal du jo selvfølgelig holde fast alt hvad du kan.

Men pas på du ikke tvinger dig selv ud i situationer hvor du ikke kan bunde. Virker et job for uoverskueligt så vent til du føler, at du er klar. Du skal ikke springe ud i noget fordi din kæreste mener det hjælper dig.

Håber dit møde gik godt og at du kommer hjem og er ved godt mod.

KnuZer
Anne-Marie

Hej Isa.

Jeg vil ikke give dig nogle råd men bare ønske dig held og lykke.

Har du overvejet at få en uddannelse på fjernstudie og hvor du selv kan bestemme farten?

Hilsen Britt

print hele indlæget ud, og hæng det lige midt på køleskabet... Kan være det kan åbne et par øjne...

Håber det går godt for dig på kommunen...

Det ville være rart at høre.
Det er svært for dig at finde ud af hvad der er Isa og hvad der er dianose. Jamen du er Isa med en dianose, du er IKKE din dianose. Altså dine impulser er din dianose, som du så rigtigt selv beskriver ganske flot. Der høre oxo andre ting med, som du bedst selv ved hvad er.
Alle mennesker har brug for struktur på et eller andet plan. Du har måske overmeget brug for det, indtil du er blevet bedre til at leve med dit "handicap" (hvad det er efter min dybeste mening, ulempen er bare at det ikke kan ses).
At du gerne vil have hjemmefronten til at virke før du kaster dig ud i evt. andet er en helt naturlig og sund indstilling at have.
Og ved at du øver dig i dette, som du igen meget smukt og godt beskriver :
.....Kunne sige "imorgen" laver jeg det og det. Og så faktisk vide at jeg imorgen har energien og overskuddet til det. De ting er vigtige for mig.

Vil du være i stand til at kunne overføre det på et evt. arbejdsforhold.
Så søde hold ud og forsæt du virker til at have fundet dit rette spor.

Din kæreste må selv klare sine egne følelser, det kan aldrig være dit ansvar, at han har fundet en pige der ej lever op til de forstillinger han måtte have på hendes vejene.
Jeg sætter det lidt væk fra dig ved at benævne dig som pige og hende. Da min erfaring siger at det på den måde er letter at få en forståelses ramme for det.
Det svare til at jeg køber en nordbakke/isbuk ( jeg syntes at begge racer er fortræffelige, hvis nu en eller anden skulle blive stødt)og forventer at starte OL i dressur.
Det er sq aldrig hesten skyld at vi aldrig kommer der til. Selvom den er nok så arbejdsvillig og gør sit yderste for mig.
Måske mener din kæreste at det er synd at dine evner går spildt forbi, dertil må du forklare, at før du kan bruge dem, er du nød til at lære at kunne leve med din dianose, på en måde der er til glæde for dig selv.
Om hvem ved måske en dag kan det være en gevinst for dig, at du har en ekstra dimision.
hygge her fra
Dorthe Sus

jeg helt til at sidde og tude af at læse jeres svar. Men jeg er undskyldt *snif og smil samtidig*- det har været en følelsesladet dag.


Tak-tusind tusind tak for jeres støtte. Jeg var ikke lige klar over hvor meget jeg egentlig mangler den i mit liv-og hvor meget det egentlig betyder at have den. Og vide at jeg altså ikke bare er total kuk i låget hele tiden.
Det er jo nok ikke meningen at HN skal bruges som min støttepædagog, men jeg har brug for input fra andre da menneskene i mit liv ikke er...hvad kan man kalde det..."brugbare" lige med dette. Mine forældre er kommet ret meget væk fra mig især min mor som jeg ellers før har haft talt meget med.Min far taler jeg ofte med i tlf, men han er langturschauffør og ...jah...en mand. Det der med de dybe ting kan han simpelthen ikke capere. Men han er god som dagen er lang.
Min kæreste er der når han er hjemme og jeg føler nærhed nok til at føle jeg kan snakke med ham om disse ting. Men det er ikke så tit det kan lade sig gøre. Mine veninder ER mine veninder og har svært ved at være upartiske. Og jeg har ikke altid brug for at få ret (selvom det jo altid er rart *g*). Nogen gange kan et svar ikke altid passe mig, men jeg tænker da over det alligevel. Som de fleste vel egentlig gør.

Og dette er en af grundene til jeg er så forvirret. For hvad skal jeg arbejde med og hvad skal kæresten? For er de ting jeg syntes han skal arbejde med (og måske omvendt) egentlig ting han skal arbejde med eller i virkeligheden mig der skal?

Puha sikke en tænksom dag.

Men mødet gik rigtig godt. Mine nye sagsbehandler var meget meget sød og vil meget gerne hjælpe mig. I første omgang skal vi arbejde på at få mig igang med behandling igen. Og det har 1 prioritet. Og når jeg så på et tidspunkt når til at jeg har styr på det herhjemme og kan få det til at fungere og har overskud så tager vi den derfra.

Om jeg har taget munden for fuld. Ja det tror jeg på sin viis. Ved at have en kæreste og bo sammen med vedkommende. Det var nok-igen- ikke det kvikkeste træk fra min side af. Især med tanke på min forrige terapeut frarådede mig det. Men min kæreste har lagt ud at flytter vi fra hinanden kan vi ikke være et par. Det er jeg jo ked af for det kunne være en løsning på mange ting lige nu, men jeg må respektere at sådan føler han.

Min kærestes ambitioner på mine vegne er af det gode selvom det kommer ud på en måde jeg har svært ved at tackle. Min kæreste mener jeg er så hamrende dygtig både med min tegning og jeg har så meget "hjerne" potentiale. Og det er nok, som een vist nævnte, fordi han ser en masse ting og gerne ville have dem brugt. Men jeg skal jo lige kunne først.
Dette er tankespind. Jeg har faktisk ikke spurgt ham om dette er tilfældet. Det skulle jeg måske gøre. På den anden side har han ytret at jeg analyserer ting for meget og snakker tingene ihjel.

NB-jeg snakker ikke nær så meget som jeg skriver

Da jeg kender tegneverdenen, måske bedre end ikke-tegnere, nærer jeg dog ingen illusioner om min "grandure" og vil aldrig kunne lave mig en levevej af det. Dertil er konkurrencen alt for hård.

Jeg har dog andre drømme som måske, måske ikke, kan gå i opfyldelse. Det må tiden vise.

Min kæreste er på ugestur med dykning og kommer hjem lørdag nat. Så har jeg til da at finde ud af hvad jeg skal svare når han spørger hvad jeg skal-og hvordan jeg skal tackle det. Men det bliver ikke sjovt. Han vidste jeg havde aftale allerede i mandags men måtte udsætte (til idag) pga. dyrlægebesøg. Og det skulle lige have en grynt med på vejen. Så at jeg ikke lige fluks skal igang med arbejde/aktivering vil nok ikke passe ham synderligt.

En sidste ting:
Jeg er vant til hjemmefra at skulle være obs på min mor osv osv. "traumatisk barndom, omsorgssvigt, psykisk ustabil mor osv osv"-taget lige fra bogen. Så det er ikke lige til at lægge den "kåbe" fra sig at gøre, mene og handle som andre vil have det. Og jeg har enormt svært ved at finde ud af hvad der er MIN mening/lyst og hvad der er påvirkning fra andre. I min barndom og ungdom var det min mor og nu har jeg den der med "hvad er mig" og hvad er sygdom (og måske stadig min mor).

Så hvem er jeg egentlig? et universielt spørgsmål tror jeg-gak eller ej.

Ok nu må jeg hellere stoppe-jeg håber jeg fik svaret på det meste i tråden.

Jeg håber jeg kan fortælle til min kæreste hvad mine vejleder og jeg har snakket om. Og så kunne ignorere hans evt. sure mine med oprejst pande. Lige nu føler jeg mig vældig modig men lad os nu se *g*.


Hilsen Isa som ikke lige ved om hun skal være bekymret eller overstadig

.... dejligt at høre mødet forløb godt
Kunne du evt. skrive hele tråden ud og lade kæresten læse det i fred og ro?
Jeg synes han er hård og kompromisløs hvad jeres forhold angår, det vil jeg ikke lægge skjul på.
Hvis han elsker dig så højt, hvorfor så ikke lade dig få tid og ro til at "vokse" lidt alene?
Han har jo sine interesser, som gør han er meget hjemmefra. Så jeg synes han er urimelig.
Hvis ikke jeg skriver det, er der sikkert andre der gør, men han synes vel det er bekvemt, at du tager dig af husholdningen?
Håber du får styr på det hele
Mvh. Lisbeth

synes jeg og du er utrolig klar over dinefølelser, den der med at have mor med, kender jeg også. mine forældre og især min mor har altid gået meget op i mine venindeforhold og min måde at være ung på, som i hendes øjne er forkert. fordi hun selv har været typisk ung med sprut og fester. derfor har hun lidt svært ved at forstå, at jeg hader diskoteker, kun har være fuld engang og fortrækker at være hjemme og lave god mad.
det er hårdt, når folk så tæt på, ikke forstår en, samt har meget markante holdninger til, "hvordan man skal være".

jeg blev så imponeret over din måde at skrive på. når du er kommet i terapi og har fået din hverdag til at gå igen. så synes jeg, at du skulle sætte dig ned og skrive en bog om din lidelse.
folk mangler indsigt og med din intelligens (staves?) og evne til at skrive, kunne du hjælpe os udenforstående til at forstå.

blot en tanke og ide herfra. alt mulig held og lykke.

kærlig hilsen Lene

Lisbeth. I får jo kun fra min side af og kun det der er øv.

Så skal i altså have een af de gode som også fortæller meget om ham.

Han har været på tur i jylland. Misser færgen hjem ved grenå og må køre hele vejen nedenom (bor i nordsjælland).
Imens har hans tossede kæreste overset at det er helligdage-og ikke har mere antigak medicin (kalder jeg mine antidepressiver). Og har ikke fået medicin i 5 dage og har meget slemme abstinenser. men jeg finder så ud af at der er noget der hedder et døgnapotek hvor jeg kan hente medicinen. Men jeg er så ødelagt af abstinenser at jeg hverken kan sanse eller samle eller bevæge mig ordenligt. Og efter en laaang køretur efter en hård omgang dyk kommer han hjem kl. 21 om aftenen og hiver mig med i bilen og afsted til døgnapoteket i en hulens fart der ligger en halv times kørsel herfra. Og jeg får min medicin og får det bedre efter nogle timer.
Og ikke så meget som en sur mine eller noget som helst.
Det er jo OGSÅ min kæreste.

Bliver man gak af at have en mor der vil leve ens liv for én

Bliver man gak når kæresten/manden reagerer stik modsat af hvad man forventer/håber/tror

Bliver man gak af at gå hjemme med sine egne tanker og - ikke mindst - tanke spind - dag ud og dag ind

Svaret er : JA!!

Jeg syntes det lyder som om du har en ret god ide om din egne styrker, Isa

og en smule frygt for de svage sider (men omvendt hvem har ikke det )

Man kan "terapi´e" så meget at man næsten glemmer sig selv og glemmer alt det gode man ved kæresten og forholdet rummer

Men giv tid giv tid

For mange år siden stod jeg i en kæmpe psykisk krise som endte med at jeg smed alt og alle ud af mit liv, begyndte at meditere og endte op med at finde mig selv og bygge mit liv op igen...nærmest som byggeklodser

Jeg har ikke siden været så langt ude men har fået et mere nuanceret, og distanceret forhold til både familie og venner..

Jeg tror du skal prøve at finde dit "rolige punkt" og prøve at komme til at hvile mere i dig selv, det vil osse aflaste dig for dårlig samvittighed over opvask og diverse

Jo mere ro man finder jo mere vokser man indvendigt indtil man en dag er revnende ligeglad med hvad naboen tænker om ens nye hår eller andre fuldstændigt hverdagsagtige ting som jeg ved at man i din situation kan gå helt op i sømmene over

Og som en dominoeffekt jo mere man vokser indvendigt jo bedre får man det med sig selv

Hovedet op og næsen i sky og pøj pøj med fremtiden

Jeg har selv haft en lang periode af mit liv hvor jeg havde det meget svært psykisk, reagerede over en masse grimme ting fra min fortid. Fik bla en psykose.Og har været indlagt grundet selvmords forsøg.

Jeg fik terapi og har arbejdet og arbejder hårdt på at få det bedre igen. Jeg er nået langt men kender besemt til at skulle kæmpe HVER dag, det er hårdt og meget svært at forklare andre mennesker der ikke har det eller har haft det sådan, hvordan det er.

Jeg får ikke medicin mere, men harv stadig perioder hvor jeg har det skidt. Ved godt nu at det er de ting der er sket med/og for mig der spøger og altid vil gøre det.
Men synes alligevel jeg har et rigtig godt liv nu

Jeg har det som du: har evnerne men ikke muligheden for at bruge dem, det ER svært at acceptere og at tænke i nye baner ang ens fremtid, og jeg står som du på kontant hjæp, måske pension? eller flex job? ved det ikke endnu.

Jeg kender jo ikke dig eller din kæreste, men ved fra min kæreste og tideligere forhold at det kræver benarbejde at være i et forhold, og at som pårørende er det bare utroligt svært ind imellem. Måske din kærestes ord lydere "hårdere" end de menes? fordi det er svært for ham at relatere sig til din sygdom?

Hvis du har lyst er du velkommen til at skrive til mig over besked centeret

Og iøvrigt godt du fik kommunen til at støtte dig, jeg har selv min kommune til at støtte og har været glad for at de tog mig seriøst.

Knus

jeg er glad at du tørt skriv med os om noget så personligt og vigtigt. jeg ved godt det er svært.

jeg tror at når du kommer i behandling skal du se om din terapeut kan hjælpe med at forklare kæresten hvordan du har det og hvordan du reagere på ting. det er det rigtige for dig at komme i behandling igen. det kan ikke hjælpe noget at du kommer ud i arbejde og det hele går så galt at du er slået en lang tid tilbage i processen. det er bedre at du kommer i behandling, også så at din behandler kan støtte dig igennem aktiverings, hvis det er det du kommer til.

det er vigtigt at han lære lidt mere om hvad slags kommunikation virker med dig så at han kan snak med dig og støtte dig. og husker når han er hjem igen at bekymre dig om at være dig og om at blive den dig du ønsker dig at være... ikke det han vil. kan han ikke acceptere det, er han ikke manden til dig.

men det er rigtig dejligt at høre den historie om medicin. jeg håber at han tit støtter på denne måde og det ikke er en "en gangs" fortælling!

Hej Isa og alle i andre, som har skrevet i denne tråd.

Jeg er bare SÅ imponeret over dit(isa's) mod. Det er så modigt og flot, at du skriver, alt det som du gør.

Jeg er også meget imponeret over alle de rigtig gode svar som i alle giver, jeg vil slet ikke selv begynde at prøve at hjælpe, for min hjælp, kan slet ikke leve op til alle i andres...

Det eneste råd jeg vil give, er: Isa, DU har talent for at skrive, jeg mener så absolut, du skal prøve at skrive noget ned om dit sygdomsforløb. Ja allerede her, er jeg jo gal på den, fordi, du ved jo du har talenter, men har svært ved at fører dem ud i livet, MEN det gode ved at skrive er jo netop, at man kan gøre det i det tempo der passer en, præcis som når du tegner dine fantastiske tegninger.

Hilsen en ydmyg Marianne

syntes nu ikke det er noget specielt eller modigt. For det første er jeg jo vant til at tale om ting ( via terapi )og for det andet er der jo en kæmpe fordel for mig i at få "fremmede" til at læse lidt af min historie fordi jeg derved lettere får et objektivt syn på sagen. Fordi jeg netop ikke har selvtillid i mine egne tanker og vurderinger så jeg føler behov for at høre andre menneskers syn på sagen, for at reelt kunne danne mig en billede af hvad jeg bør gøre. Ja der var den igen. Men alle mennesker gak eller ej har brug for at snakke med andre.

Og ja jeg har altid skrevet meget i perioder lige så som jeg tegner. Men det bærer i høj grad præg af om jeg har overskud til det.

Jeg tror dog aldrig jeg vil kunne skrive en bog om mit liv og min sygdom. Da det vil involvere mine forældre og min bror (han er nemlig også syg desværre) og det ønsker jeg ikke at udsætte dem for.
Jeg har store indre konflikter omkring min mor (også en klassiker fra psykologi-bøgerne hihi)og arbejder med både at tilgive og acceptere nogle ting. Men skulle jeg skrive om det ville det for en udenforstående nok se meget grimt ud og det ønsker jeg ikke for min familie. Et barns kærlighed og forståelse til sine forældre kan ikke særlig godt beskrives (jeg tror ikke jeg kan i hvert fald)og jeg er bange for hvordan min familie vil fremstå. Og det er fordi jeg stadig er i konflikt indeni mellem at være vred og ked af det - og samtidig min kærlighed til dem og en forståelse for min barndom som jeg kun har fået som voksen. Men barnets følelser er stadig indeni mig.

Jeg ved nogle mennesker har skrevet bøger blot for at opdage det var god terapi for dem. Jeg er selv igang med et langtidsprojekt at skrive om mit liv og min sygdom ( i små bidder når der er krudt til det). Noget af det er jo endda her på HN Men det vil aldrig blive tilgængeligt for min familie bevidst, så derfor er det på nettet og ikke på biblioteket


June-jeg er allerede igang med at "sortere" i mit liv. Jeg er meget kræsen med den nye venindekreds jeg er ved at opbygge. Jeg har også fravalgt nær kontakt med en del familiemedlemmer som ikke var godt for mig-i hvert fald på nuværende tidspunkt. Heri bl.a. min mor som jeg har et ret kompliceret og oftest modsatrettet følelsesliv til. Da hun har haft betydet alt for mig ( længere psykologisk udredning ) har det været meget hårdt at skulle løsrive mig fra et forhold der ikke var sundt. Det har dog været nemt på een måde da hun ikke udviser en særlig interesse for mig mere - så er det lettere at gøre "snoren" tyndere.
På den anden side er vi nu så langt fra hinanden kontaktmæssigt at jeg både savner hende og er vred på hende fordi hun ikke gider mig. I den tid jeg har boet her (halvanden times kørsel fra mine forældre) har min mor selv ringet 2-3 gange og været her 1 gang tror jeg. Og jeg har ikke selv ringet i tide og utide netop som en del af løsrivelsen (jeg har et par gange haft ringet to gange på een dag fordi jeg havde glemt noget og når man så hører gnavent i baggrunden "hvad vil hun nu??-holder man op med at ringe så meget"). Min tlf regning er på 250 om mdr. inkl. abonnement så det er ikke fordi jeg kimer folk ned i tide og utide.

Jeg har så selv besøgt dem med en i snit måneds mellemrum både fordi jeg savnede hundene og min far i særdeleshed. Og ofte laver rendez vouz med mine bedsteforældre som jeg elsker højt (de kan ikke besøge mig fordi vi har trapper og min farfar er blevet fysisk inhabil pga hjerneblødning).

Så dem tænker jeg jo også på, mine forældre.

Nåh det var da et sidespor af rang.

Ja der er en masse ting jeg vil og nogle ting jeg er dygtig til. Og jeg tror ikke nogen ønsker mere det engang kan gå i opfyldelse som jeg.

Jeg er både rørt og forbavset over hvor godt du beskriver din sygdom, dine tanker og følelser - og samtidig føler jeg, at du i nogen grad fortæller detaljer fra mit liv, som jeg aldrig selv er kommet til bunds i. Hatten af for din evne til beskrivelse af et emne, der netop bedre kan føles end beskrives - og dermed er så svært at forstå for folk, der ikke selv har prøvet det på egen krop.

Især dit forhold til din kæreste nikker jeg genkendende til. Min eks-kærestes reaktioner på mine - dengang uerkendte depressioner - var MEGET lig dem, du beskriver hos din kæreste.

Det slog mig lige, at den beskrivelse du giver af din kæreste som den altopofrende helt, der - trætheden til trods - farer ud og henter medicin til dig, kun bekræfter det andet billede. Billedet af en mand, der ikke kan forstå det, han ikke kan se - men som her straks ser en mulighed for at gøre sig nyttig i forhold til det, han kan forholde sig til: nemlig de fysiske symptomer - dine abstinenser.

Det forbandede ved psykisk sygdom - at den ikke kan ses - gør det ret umuligt at forvente, at "folk" kan forstå, HVOR meget det kræver af en. Min tidligere chef var også utrolig forstående over for mig, da jeg fik en depression - indtil han ikke kunne få øje på fysiske symptomer mere - så skulle jeg også bare tage mig sammen. Han blev lidt paf, da jeg fortalte ham, at det var nøjagtig hvad jeg gjorde, hver eneste gang jeg stod ud af min seng og kom på arbejde!!

Jeg ved ikke om du kender den med, at vore omgivelser har det med at gøre sig til ofre - på den måde at de får OS til at føle at det er vores skyld, at DE ikke kan forstå os? Og på den måde bare gnider salt i såret og giver vores selvtillid et spark i den forkerte retning... Det lyder lidt sådan.

(Måske skal du springe det næste afsnit over).

Hvis din kæreste nogensinde skal kunne forstå (og det kom min eks-kæreste aldrig til), kræver det at hans forståelsesramme bliver kraftigt udvidet. Og det er måske at forlange mere af ham, end han evner? Jeg måtte sige farvel til min eks - til trods for at jeg elskede ham højt. Jeg prioriterede alligevel mig selv højere. Det er nok det sværeste jeg nogensinde har gjort - men jeg kom trods alt styrket ud på den anden side - fordi jeg fandt ud af, at jeg havde andre støtter.

Støtter, som jeg bl.a. har fundet her på HN, og som efterfølgende er blevet mine gode venner.

Du er i hvert fald godt på vej. Evnen til at kunne finde sit selv er sjældent et medfødt talent, og undervejs må man ofte "træde ud af sig selv" for at kunne se og forstå.

Jeg er også en af dem, der gerne vil hjælpe dig - mine ringe formuleringsevner til trods.

GOd vind.

Hej Isa.

Måske kender jeg faktisk en, der kan hjælpe dig - hun bor i Humlebæk ...

Hun er enormt dygtig og har hjulpet min svigerinde!

Hun er NLP terapeut og ikke dyr - selvom hun er ret efterspurgt.

Jeg kender hende fra nogle kurser, jeg har taget hos hende (6 stk) - og jeg er bare SÅ imponeret af hendes menneskelige indføling .... Ikke bare ang NLP - men også en utrolig kærlig og støttende reaktion på folk "i nød".

Hvis du er interesseret - så send mig en mail, så får du navn og tlf. på hende.

Venlig hilsen
Nina

Jeg kan se jeg da slet ikke behøver terapi-jeg har jo HN *g*. Nej spøg til side . Jeg kan nogengange godt virke lidt "fjollet" og useriøs omkring dette for hvis jeg altid tog min sygdom gravalvorligt så...ja ville jeg nok ende på en lukket afdeling eller ville blive uudholdelig for mine omgivelser. Selvom jeg faktisk sjældent taler om det udenfor her.
Dette er også een af grundene til jeg indimellem skriver på HN for jeg vil ikke plage mine omgivelser med det hele tiden. Herinde kan I da selv vælge om I gider læse og kommentere det.

Når både min bror og jeg er i det humør fjoller vi med om vi ikke skal bytte piller bare for at se hvad der sker. Underforstået at det gør vi selvfølgelig ikke, men så kan vi da grine lidt af det. Selvironi og humor kan gøre mange gode ting også

Og så vil jeg gerne skrive en ting. Altså..I skal ikke være så beskedne I jeres måde at formulere jer på. Jøsses da det ender med jeg får storhedsvanvid oveni I formulere jer ganske klart og forståligt så ro på ikke *s*.


Jeg har tænkt lidt over at der bliver nævnt i tråden at min kæreste måske slet ikke endnu er med på hvad, hvordan, hvorfor.

Det kan der jo være noget om. Jeg har fortalt alt og forsøgt at forklare. Men han skal jo nok også have tid. Jeg er ret sikker på han ikke forstår. Men det kan jeg heller ikke kræve af nogen. Men så acceptere. Men jeg kan ikke rigtig snakke med ham om de ting som går mig på. Han mener jeg er lidt af et rivejern overfor andre mennesker. Og står jeg og er vred eller ked af det over et eller andet så er det måske ikke lige dét tidspunkt han skal sige han syns jeg er streng eller "det går nok". Senere måske men ikke i momentet. Men det er måske at kræve for meget fra min side af det kan jeg ikke rigtig afgøre.

Og jeg skal også tænke på at det er svært for os begge-både han og jeg. Fortid er fortid og ja det har han da ret i. Og jeg ville da ved gud ønske jeg kunne slippe det. Men det kan jeg ikke bare. Det er så måske min fejl. Men min mor har sagt fra for jeg snakker med hende om problemer og tanker og min far er sød men kan ikke rigtig finde ud af sådan noget. De få gange jeg har forsøgt han han svaret at sådan har alle mennesker det jo engang imellem. Og min bror som selv er syg vil jeg slet ikke involvere og han kan slet ikke capere det forståligt nok.

Mine veninder vil jeg heller ikke plage da det hele kræver en længere udredning og det vil jeg simpelthen ikke kræve af dem-og slet ikke nu vores forhold er så nye.

Måske er der det går galt at min kæreste og jeg ikke rigtig kan tale sammen. Jeg føler ikke ro og tillid nok til at snakke med ham. Jeg opfatter det, når jeg har haft forsøgt, at han ikke er interesseret og begynder at "svæve" og så lukker jeg hurtigt i igen. Mit "gen" for at være til besvær slår til lige med det samme. Måske jeg skulle spørge ham om han egentlig vil snakke med mig om alle disse ting. Men jeg indrømmer gerne jeg selv føler det svært at åbne mig og snakke om de her ting med ham når vi har de problemer vi nu har.

Der er i hvert fald to andre i min familie som jeg har haft talt med om disse ting. Min moster og min mormor. Men de høvler bare mine forældre ned og det er heller ikke lige det bedste! Jeg kom i dyb konflikt ved de samtaler og kunne slet ikke håndtere der blev snakket så grimt om dem. Dertil er jeg slet ikke kommet langt nok selv. De gør det jo ikke for at være onde, men de tror nok de støtter mig ved at sige det. Men det gør de ikke. De fleste børn vil nok gå i forsvar når andre angriber deres forældre-og ligeså omvendt. Jeg gør i hvert fald og jeg ved mine forældre også gør når andre i familien øffer til dem om min bror og jeg.

Så derfor skriver jeg her. Jeg har aldrig oplevet at blive kanøflet på HN for min sygdom og mine indlæg herom heldigvis. Og det giver tryghed. Der er meget sandsynligt nogen derude der tænker åh hende igen. Men de har da indtil videre ikke skrevet.

Men....jeg kan jo altså ikke blive ved at bruge HN som hverken veninde, kæreste, psykolog eller familie substitut.

Er der nogen der har et godt råd?

i hvertfal til en hvis udstrækning, at løsrive sig fra familie i særdeleshed ens forældre er en lang og smertefuld proces og i den periode er det godt at bruge alternativer.

Hn som du gør, og ligeledes er det mit indtryk at du er ved at bygge en god venindekreds op omkring dig, de kan også bruges.

Det er fint at bruge terapi, det er mit indtryk at du tumler med præcis de samme ting som vi andre, der af din fars udtagelse, blot i større målestok, og det er det der gør det så svært i forhold til omgivelserne.

Mht til snakken med din kæreste, så prøv at forklare at du og din nye vejleder på kommunen arbejder på at få dig stablet på benene. At du gerne vil arbejde/uddande dig og det er målet, MEN det kan godt være der går 10 år før du er klar.

Har du mulighed for at låne noget let fordøjelig lekture om din sygdom der kan gøre tingene mere forståeligt for ham ???

Han virker egentlig som om han gerne vil forstå dig i den udstrækning mænd nu er i stand til, forstået på den måde , der er forskel på mænd og kvinder, og kvinder taler mere end mænd og er ikke stand til at lægge en del af hjernen i en skuffe og beskæftige sig med med noget andet. Vores tanker og følelser følger os hele tiden. Jeg tror faktisk at din kæreste har mange positive følelser for dig, ellers tror jeg han var gået.

Ok jeg er træt har lidt mistet den gyldne tråd der, skulle være og har glemt hvad min poiente var , tænk på den som en smiley som gaber.

Isa du skal nok komme ud på den anden side, (kom i tanke om min poiente) (den kommer nu mens jeg husker den) Det er svært at være et intelligent menneske, på nogle punkter er det meget nemmere at være lidt små dum, for der er en masse af livets perspektiver som ikke går op for en. At være intelligent giver stor selvransagelse og et stor behov for at forstå sig selv og får at få tingene sat i de rigtige kasser inde i en selv, jeg er så heldig at jeg kan sige been there done that. Og det var en lang sej grim tur og jeg er glad for at være på den anden side. Jeg vil på ingen måde påstå at jeg ved hvordan du har det, men en lille ide har jeg.

Og jow du kommer igennem, og det er "desværre" er det nok rigtig at man skal forbi de 30, men glæd dig det er hele turen værd trods alt.

Stil lidt mindre krav til dig selv mht din pligtopfyldelse over for andre, og gør som du skriver i et af de første indlæg, hvor du har defineret DINE ønsker om hvordan din hverdag skal se ud, nemlig med de ting der glæder dig.

Jeg håber at høre fra dig, og vil gerne være behjælpelig med noget transport, det kan knibe med impulsivitetten , men hvis du er i humør til en fast aftale hvor du har den klausul at du kan aflyse hvis du ikke har overskud aligevel, så ring...

kærligst

Lisbeth

Hej Isa!

Fortid/barndom vil aldrig "bare" være fortid, det er der du har lært de mest grundlæggende ting i dit liv, og det KAN bare ikke glemmes, uanset hvad man gør, men det kan bearbejdes, så man få en lille forståelse, af hvad der er foregået, og hvordan det har påvirket ens live, ofte er det jo også et spørgsmål om at tilgive, som du også selv har skrevet.

Jeg har selv en kæreste, som har haft MEGET svært ved at håndtere mine føelser, hver gang, der var noget jeg var ked af mht. ham, blev han indelukket og jeg følte at han fjernede sig fra mig, og det giver jo et meget naturlig angst for at han ikke er glad for en og man kan meget nemt blive bange for at han sidder og tænker på at forlade een. Det er ikke nemt at have en kæreste der ikke er vant til at snakke om sine føelser. Ofte er de ikke gode til at snakke om føelser, fordi de ikke har snakket om føelser i deres egen familie, og jeg tror, at de bliver overrumplet og bare ikke ved hvad de skal svare, tænk på at eftersom der måske ikke er opvokset med det(at snakke), har de jo heller aldrig selv, fået response på deres egne føelser. Det lyder lidt forvirrende, men jeg håber du forstår min pointe.

Min egen kæreste er først nu(efter4 år) blevet bedre til at håndtere hvis jeg er ked af det, før sad han helt stille og sagde ikke en lyd, nu går han hen til mig giver mig et knus og siger, "men jeg elsker dig jo"

Jeg har som såden ikke noget råd, ville blot fortælle, at nogen mennesker har bare svært ved at forstå, at nogle mennesker har det svært, og de ved ikke hvordan de skal håndtere dette, fordi de netop selv, i deres egen barndom, ikke har oplevet noget tilsvarende.

Barndommen er ikke at kimse af, og det gælder alle mennesker, det er jo der vi lære det mest gundlæggende.

Hilsen Marianne

er jo der vi lærer det mest grundlæggende ...

Som Marianne skriver så smukt

Jamen det er da meget muligt men hvis nu man har haft en ikke-så-tryg barndom

Hvis nu at ens egen psykiske formåen (eller mangler) er er et videre forløb på forældrenes manglende psykiske overskud

For nu at bruge mig selv som eksempel jeg er vokset op som enebarn... min fader var ikke så god for min mor så hun flygtede 100 km sydpå, skiftede navn og lukkede af for al kontakt..

Hun var over 30 da hun fik mig og er det klassiske eksempel på en manisk alenemor med rengøringsvanvid og ingen forståelse for de bløde værdier ...

Da jeg var 6 blev hun gift igen, med verdens mest bløde mand og han blev en god far for mig - i lidt over et år!

Så kom min lillebror til verden og jeg blev udstødt!

Årene gik og som 10 års flyttede jeg delvist op til min mormor...

Som 12 års valgte jeg at forlade hjemmet og havde så ingen kontakt med min familie i 2 år.

Det ER hårdt at kappe navlestrengen på den måde, men for mit vedkommende har det været en nødvendig proces igennem årene har jeg flere gange "cuttet" forbindelsen til min mor - og hendes skiftende ægtemænd - og for hver gang er jeg kommet stærkere ud på den anden side..

Jeg har det lidt som dig Isa, jeg er sur på mine forældre over den måde de har valgt at leve livet på- også MIT liv.. men efterhånden som jeg selv har fået mand og børn og ikke mindst en svigerfamilie der elsker betingelsesløst så er det gået op for mig HVAD det er JEG skal gøre anderledes

For hver gang du vinder over dig selv, hvad enten det er psykisk eller fysisk formåen, så kommer du stærkere ud på den anden side

Da jeg var yngre plejede jeg at sige: DET DET IKKE DRÆBER MIG GØR MIG STÆRKERE ..

og det har faktisk vist sig at det giver vindersituationerne oftere og oftere fordi man TØR kaste sig ud på dybt vand

Idag arbejder jeg som sælger og hvis nogen havde sagt til den indadvendte, generte og totalt ustabile teenager "mig" at jeg fik så udadvendt et job - så ville jeg da ha troet at de var sindssyge

Men distancen til andre mennesker vil, med enkelte undtagelser, altid være der

Har du prøvet at spørge din kæreste hvordan han har det med at skulle tale følelser ??

Nogle gange skal "bløde" ting serveres lidt mere omstændigt for en mand fordi de ikke er så verbalt stærke og med samme overblik og mundtlige gennemslagskraft som vi kvinder er og farer man for hurtigt frem og lukker op for alle sluser på én gang så ryger de af i svinget

Så små bidder og hele tiden sikre sig at de sidder der endnu - næsten som når man lærer at køre på cykel "G" eller ride for den sags skyld...

...med om du kan skaffe noget læsestof til kæresten. Det jeg selv har været inde på tidligere i tråden, var om der findes en slags støtte-eller pårørendegruppe.
Han er nødt til at sætte sig ind i, hvad denne diagnose gør ved dig Isa, så han kan støtte dig på den rigtige måde.
Det svære trin for ham at tage, bliver sikkert også over for sin omgangskreds at være åben om din sygdom.
Hvis nu du gik rundt med begge arme i gips, så var det så åbenlyst, at du syntes det var svært at have overnattende gæster, ikke?
Så det er vigtigt han forstår, det ikke bare handler om, at nu skal Isa bare lige tage sig sammen.
Som du selv har været inde på flere gange, så er det jo blevet en del af dit liv og jeg synes det er godt du bruger HN til at "snakke" med andre om det.
Mvh. Lisbeth

Hej igen Isa!

Ja som jeg skrev tideligere så kræver alle forhold benarbejde og jeg tror endnu mere hvis man er i et forhold til sådan nogle "damer" som os

Jeg har været smmen med min kæreste i snart 5 år, og han har da stadig svært ved at kapere når jeg har en nedtur. Men han prøver og forsøger at støtte, på hans måde.

Synes June har ret det der med at "servere" følelser for mænd ( ikke for at generalisere...undskyld mænd Og June: flot du har udviklet dig så meget

Men man skal ikke buse for meget frem. Jeg kender godt til det du skriver med at man ikke har lyst til at belemre sine venner med hvordan man går og har det, men jeg tror ikke, du vil miste noget, tværdigmod, så vil dine venner bedre kunne forstå og støtte dig, når du har brug for at læsse lidt af, eller bare snakke.

Det er meget svært med ting der har været hårde i ens barndom at fatte tillid og tro på andre mennesker, kender det alt for godt, men som en klog engang sagde: Hvor intet vover intet vinder

Og selv om man ikke får snakket om det hele med det samme eller man går skævt af hinanden, så tror jeg at for hver gang man får fortalt lidt om hvd der sker inde i en til kæresten jo lettere bliver det ved næste samtale.

Men at bygge et forhold op, og et forhold hvor det til tider kan være svært at være kæresten tager lang tid, og man vil have dage hvor man føler man slet ikke kan nå hinanden. Sådan har min kæreste og jeg det også.

Jeg har den sammenligning at det er som at køre i en mega vild rutchebane: Man kan IKKE komme af, og når man stritter imod turen er det en styg oplevelse, men når man efterhånden lære at følge med i svingene og turen ned ad, så er det med tiden lidt lettere at køre i rutchebanen, og efterhånden kender man svingene

Hvis du forstår hvor jeg vil hen?

Tænker også at når du føler i har et tidspunkt hvor i taler godt sammen så fortæl ham hvor svært det kan være for dig at tale om hvordan du har det. Og fortæl ham evt hvad der kan hjælpe dig når det er værst. Feks hvad han besemt IKKE skal sige og hvad der vil gøre det bedre for dig feks.

Hmmm han skulle næsten tale med min Lars kunne være de kunne udveksle lidt erfaring. Og din kæreste måske også ser at der er andre end ham der står som pårørende.

Knus

Her sidder jeg på jobbet med en ordentlig stak opgaver foran mig og har ikke engang fået kikket i dem, siden jeg fandt tråden lige efter frokost.

Sikke en oplevelse at læse Isa's beretning. Jeg får meget lyst til at printe tråden ud og kaste mig grædende i armene på min søde mand og sige "læs- det er lige sådan jeg har det, at det er en overvindelse at vågne og gå på arbejde HVER dag.

Det er så dejlig at høre at det ikke kun er mig, der lever under et forstørrelses glas. Jeg mener, jeg ser alting forstørret og blider mig selv ind at andre mennesker også studerer mig med lup.

Jeg har bare ikke modet til at fortælle hverken min arbejdsplads, eller min mand hvor skidt jeg i virkeligheden har det (angst for at miste og for at blive dømt syg ,eller dum, eller for at der tages hensyn)

Begge ved godt at jeg ikke har det godt og går til psykolog, men ingen ved hvor skidt jeg har det og hvor tit, det tør jeg ikke fortælle. Jeg tør ikke engang møde regelmæssigt til psykologen, fordi jeg er bange for at bryde helt og aldeles sammen....

Så Isa, jeg syntes at du er fantastisk modig og jeg er meget glad for at have læst denne enorme tråd - den vil jeg tænke meget på i den kommende weekend.

Tak for en god oplevelse, måske har du hjulpet mig videre

Conni

Hej June!

Jeg kan ikke helt genneskue, om du er enig med mig, eller om du mener jeg er langt ude, men...

Der er jo lige præcis det jeg mener, at hvis man har haft en svær barndom, så kan man aldrig bare glemme det, det vil følge dig resten af livet, men det er det man kan/skal arbejde med, og som er så pokkers svært.

Hilsen Marianne



Hilsen Marianne

.. bla. NLP tager sig af!

"Hvad man i ungdommen nemmer - man ej i alderdommen glemmer".....

Jeg blev NOGET overrasket, da jeg lærte, at man faktisk stopper "udviklingen" af éns "følecenter" og normalbegreber i en ganske ung alder ....

Men ved nærmere eftertanke ...
Hvor mange har så ikke mødt tidligere skole/klassekammerater 10-20 år efter - og opdaget - at de ikke har forandet sig en skid???

De ser ældre ud - men "invortes" er de nøjagtigt de samme .... "UNDERLIGT"!!!

Men dét har NLP-teorien givet mig en forklaring og en bekræftelse på ......

Så NU tager jeg det faktisk helt alvorligt, når nogen siger:

"Det må være noget i barndommen" - for det passer jo!?!?!

Venlig hilsen
Nina

I skrevet meget *s*. Im out written hihi.

Først-det der med litteratur til at få ens nærmeste til at forstå har jeg prøvet og har ikke haft gode erfaringer med. Ingen af mine tidligere kærester har ville læse de ting jeg kom med. Een fandt jeg endda en god hjemmeside og printede det ud til ham, men det blev ignoreret. Nogle veninder har jeg linket til fx denne tråd, men den er ej blevet læst. Men skal så sige jeg ikke søger veninder til at snakke med mit hoved om, men til alle de andre ting.
Min mor har har været med til en samtale med mine to gamle terapeuter (hun tog dog med) og blev rådet til også at få terapi hvilket hun afslog blankt. I samme samtale var det hun sagde fra så derfor snakker jeg ikke med hende mere om de ting.
Den eneste der har forsøgt at gøre noget reelt, mener jeg, er min far som gik på biblioteket og lånte en masse bøger dengang det kom ud at jeg var syg. Og så har jeg to veninder som gør en indsats men som ikke har så meget overskud selv. Men som er mine stærkeste støtter lige nu-og så Jer herinde som er så søde at blive ved
Når folk har haft afvist litteraturen på den måde har jeg også følt de afviste mig. For jeg finder jo ikke store tunge bøger eller 200 internetsider, men noget der kort og præcist beskriver de problemer jeg har og som er letfordøjeligt. Så jeg ved ikke om jeg tør med min nuværende kæreste. Frygt for afvisning, det ved jeg.

Når jeg er rigtig ked af det kan jeg ikke skjule det. Og så holder min kæreste om mig. Men man kan også se han er lettet og fortsætter sine gøremål når jeg har fået hold på mig selv. Hvilket også stikker lidt til mig.
Jeg tolker mange ting som en afvisning af min person. Også ting som ikke er en afvisning-og det er ikke let for mine omgivelser det ved jeg. Men grundet manglende opmærksomhed fra min mor-både i barndommen og nu som voksen har jeg svært ved at se forbi det.
I disse dage tænker jeg meget "fåk min mor". Og hver gang jeg tænker det får jeg dårlig samvittighed. For hun er jo min mor og jeg elsker hende og hun har gjort hvad hun kunne under omstændighederne. Men det er svært at tilgive barndommen når det nu fortsætter igen som voksen.
Min far har hele mit liv været langturschauffør. Dvs han altid kun har været hjemme 2 dage om ugen i weekenden. Så jeg har ikke kunne få den omsorg og opmærksomhed fra min far jeg savnede fra min mor.
Jeg undgår at tale om min mor med min far. For det vil simpelthen sætte ham i en for stor pine rent følelsesmæssigt. Men min far er også den der faktisk er der. Selvom han er guderne ved hvorhenne i tyskland ringer han altid hvis han har fornemmet jeg har det skidt eller han ved der har været en vigtig dag for mig. Min far har nu præsteret at finde lige nøjagtig den balance der gør at jeg stadig får lidt "forældreopmærksomhed" uden at få mig til at føle som et lille barn. For han elsker at være sammen med mig og spørger om vi skal det og det osv-og igen den fine balance med ikke for tit og ikke for sjældent. Vi kører på mc sammen, ser film (vi er begge to filmnørder) og sån de små ting i livet. Ja jeg er glad for min far. Han er nok det eneste i mit liv jeg føler er normalt. Det er så rart at høre ham sige...ih jeg savner dig skal vi ikke hygge.

Min pligtopfyldelse overfor andre virker måske for dominerende på jer derude der læser mine tråde. Men der er et men. Det er der næsten altid
Grundet min sygdom/tilstand whatever er jeg ufatteligt ustabil. Jeg kan det ene øjeblik lave et halv ton aftaler uden at blinke og det næste gå helt i panik over det og aflyse eller udsætte. Og så kommer samvittigheden jo.
Så egentlig er det at jeg gerne VILLE være pligtopfyldende og een man kan stole på. Men jeg er det desværre ikke.

Jeg plejer at beskrive det sådan her:
Hver morgen jeg vågner kan jeg meget nøjagtigt mærke hvor meget energi jeg har til dagen. Det er min energipakke. Nogle dage er pakken så lille at jeg ved at dagen bare vil blive...en dag som jeg bare skal iugennem bedst muligt. Andre dage har jeg en stoooor pakke og så er det med at udnytte den mens jeg har den og få lavet en masse ting-de ting jeg ikke får lavet på en lavenergipakke dag. Men nogle dage sker der ting som gør min store pakke akut lille igen. Og der sker da også der er nogle ting der kan gøre pakken lidt større.
Det der er med min diagnose-borderline personlighedsforstyrrelse er, at de ting der er med mig er egentlig ting som alle mennesker har. Men for folk med personlighedsforstyrrelser er det bare i så udpræget grad at det laver kuk i ens liv. Også derfor min far ofte siger "jamen sådan har vi det da allesammen engang imellem". Så på en måde har han ganske ret-på den anden side kan jeg blive ganske stødt af den udtalelse for hvis alle har det sådan hvorfor har de så et liv?

Der blev skrevet om jeg ikke skulle printe denne tråd ud og vise min kæreste.
Uha nej. Han vil ikke kunne se forbi at jeg har skrevet om ham og os på et offentlig forum på internettet, det tror jeg ikke-og jeg tør ikke tage chancen. Og det er jo ikke særlig rare ting jeg har skrevet heller. Så jeg går på en måde bag hans ryg. Men jeg har taget risikoen for min egen skyld og velvidende at sandsynligheden for han finder dette indlæg på et hesteforum er...meget lille . Der er een bruger jeg fandt ud af ved et tilfælde vidste hvem min kæreste var, men denne har lovet ikke at sige noget. Tak


Een af de største problemstillinger ved mig er sort/hvid. Jeg ser og opfatter ting som enten/eller. Ikke noget med gråzoner eller de finere nuancer. Hvilket er yderst problematisk. Og som jeg tydeligt kan se på de ting jeg skriver. Nu er han dum. Nu er han sød. Ping pong. Ikke noget med han/hun har de og de fejl men de er så gode sån og sån. Den eneste person jeg endnu har formået at kunne se "rigtig" er min far. Men måske er det fordi de "fejl" han har er noget der ikke påvirker mig eller relaterer til mig. Så er det jo ret nemt ikke.

Og det kan ses på mit liv meget tydeligt. Jeg har været blændende forelsket i mien kærester og flyttet alt for hurtigt sammen med dem. Og så biiiing...slut prut ud afsted væk. Hvilket ikke er særlig smart når man pga sin psyke har brug for stabilitet i sit liv. Og det samme har gjort med veninder.
Og derfor jeg kæmper så indædt nu. Og jeg ikke ved hvad, hvordan og hvorledes. Er jeg stadig sammen med min kæreste fordi jeg elsker ham-eller fordi jeg er stædig?

Jeg sidder tit og tænker:hmmm hvordan kan jeg så nøje fortælle og beskrive og så ikke kunne ændre det? Jeg spugrte engang min terapeut og det er også en psykisk ting men jeg kan ikke huske det korrekte ord. Men hun beskrev det sådan at hende og jeg kunne tage isa som en ting-lægge den på bordet og så kunnne jeg dissekere og fortælle meget nøjagtigt hvordan og hvorledes.
Bare så I nu ved hvordan jeg kan skrive så meget om min sygdom-og så stadig have problemer omkring det.

I forbindelse med det famøse ord ovenfor jeg ikke kan huske og heller ikke lige kan finde fik jeg læst forskellige sider om borderline. Og det var godt nok..uhyggeligt.
Jeg sidder jo her og tænker-jamen det er mig? Men hvorfor hulen kan de så ikke "fikse" det så? Når de så nøjagtig ved hvad årsagerne er og symptomerne på det?

Conni-få det ud få det sagt. Du kan risikere at ende i en kiste og der er det altså svært at ride. Jeg har været ved at ende i en kiste men måtte istedet være 4 dage på hjertafdelingen hvor jeg følte det som om jeg var blevet gennembanket med en kæp.
Så afsted nu!

hele lørdagen...bare så I ved hvorfor jeg ikke skriver idag...

:)

"Er jeg stadig sammen med min kæreste fordi jeg elsker ham-eller fordi jeg er stædig?"

Selvom man elsker hinanden er det ikke nødvendigvis ligetil at være sammen - man er NØDT til også at være stædig!


(ISÆR de dage, hvor man vitterlig ikke VED hvad der er op eller ned - så må man holde sig fast med stædigheden, indtil lyset skinner igen.. )

NinaL:
Men ved nærmere eftertanke ...
Hvor mange har så ikke mødt tidligere skole/klassekammerater 10-20 år efter - og opdaget - at de ikke har forandet sig en skid???

Heh...
Ja, Mikkel havde den oplevelse for nogen tid siden - 10-års-jubilæumsting med gymnasieklassen.
Man skulle tro, 10 år, børn og familie og uddannelse ville gøre noget ved folk?

Isa: Jeg holder med "læse-gruppen".
Din kæreste er nødt til at FORSTÅ hvad der sker med dig, når du tilsyneladende uden grund ikke kan overskue at vaske tre tallerkener op.
Han er også nødt til at lære, hvad han SÅ skal gøre... Så en pårørende-mænd-gruppe er nok en meget god ide...

Jamen jeg er skam enig med dig

Men jeg er jo nok selv det bedste bevis på at selv den dårligste barndom og de værste forældre kan man godt kæmpe sig ud af, når bare man kender sit "jeg"

Isa, du er allerede nået langt hold fast i det og om føje år vil du befinde dig på vej til bjergets top

Hej igen.

Ja ... Jeg var til 15-års-komsammen med min tidligere klasse i folkeskolen for snart - øh - temmelig! længe siden )

Og jeg havde en sidekammerat/veninde, der var dybt religiøs .... Hmmm NU er det religiøse ikke liiige mig - og det har HELLER ikke forandret sig siden skoletiden ...

Men altså - efter 15 år - begyndte vi "gudhjælpemig" at diskutere det samme - som vi gjorde dengang. *LOL*


Tilbage til det seriøse - altså adfærd ...

Jeg har dén teori, at vi fødes med et temperament, som følger os resten af livet.

Der findes 4 "grundtyper" - og du kender dem sikkert i forvejen - men det "nye" i det - ER at vi altså FØDES med dem.

Dertil lægger man så NLP-teorien - om at man via indlæring og påvirkning i de ganske unge år "bygges" til at være de mennesker vi er. *s*

Igen iflg. NLP-teorien er alle "byggestenene" muret til i en alder af ca. 14 år.

Derefter skal der nærmest naturkatastrofer eller mega traumatiske/personlige hændelser til - hvis vi skal ændre adfærd ...

Det er fandme uhyggeligt - du!

Venlig hilsen
Nina

PS.... Undskyld mit overfladisk lydende indlæg ... det ER skam ikke så overfladisk endda.

Tak for alle jeres input, tanker, rare pb´s og ja. Alting!
Jeg har oplevet de sidste dage på trods af alle de tanker der har huseret i mit hoved har det været en kæmpe hjælp at læse og snakke med jer i denne tråd.
Og at min kæreste kom hjem fra sin ellers dårlige dykkertur og var, ja......dejlig. Måske jeg også selv har været rolig da han kom hjem fordi jeg netop har fået snakket med nogen og dermed fået sat en masse tanker igang.


Jeg har selv svært ved at forstå at den jeg er, er jeg pga ting der skete for mange år siden. Det er lidt en klump at sluge at vide man ikke kan ændre det (fortiden). Jeg er normalt logikker (om ikke andet på min egen måde). Ok jeg har et problem. Hvordan får jeg det til at gå væk? De fleste ting har som regel en meget simpel løsning. Men nu er jeg jo røget ind i noget jeg simpelthen ikke kan forstå. Psykologien. Det er simpelthen ikke logisk at jeg kan have problemer fordi min mor da jeg var lille baby gav mig en sutteflaske hvor jeg måske bare ville holdes om.

Atengstedt-du har ganske ret i det du skriver. Men også her skal jeg kæmpe mod min sygdom. Fordi jeg ser alting sort/hvidt. Enten eller.

Nina-jeg ved faktisk ikke hvad de 4 grundtyper er-vil du fortælle?

Jeg giver ikke op. Der er for mange ting jeg gerne vil. Men indimellem bliver kampen for hård, men så er det godt nok rart der er nogle gode mennesker her på HN der vil lytte og snakke med mig og give mig et boost.

Min kæreste har endnu ikke spurgt hvordan det gik til mødet *g*.

Hej Isa.

Forst og fremmest vil jeg gerne lige svare på noget, du skriv i sidste indlæg.

Du skrev:
>>Jeg har selv svært ved at forstå at den jeg er, er jeg pga ting der skete for mange år siden. Det er lidt en klump at sluge at vide man ikke kan ændre det (fortiden). <<

Du har ret i, at man ikke kan ændre på fortiden - men man kan ændre måden, man tænker tilbage på den.

Det glæder mig forøvrigt meget, at du fik så fin en aften, da din kæreste kom hjem.

Med hensyn til de 4 grundtyper, jeg skrev om længere oppe ...

Det ER jo meget "skematisk" - og verden er ikke sort eller hvid - men jeg fandt lige før en side, som faktisk netop omhandler grundtyperne og angst.

Jeg kender ikke siden i forvejen - fandt den som sagt lige før, da jeg ledte efter et skema over grundtyperne, så jeg har ikke nået at læse så meget ... Men nu kan du jo se, om du evt. kan få glæde af siden.

"Personlighedsstruktur"

Venlig hilsen
Nina

POKKERS - jeg troede lige, jeg stadig havde en chance for at blive et godt menneske...

Det er en lille øvelse, der gør, at man kan trække på sine ressourcer, når man har brug for dem.

Lad os sige at jeg skal til jobsamtale. Så vil jeg gerne have to ting, der er på toppen hos mig selv- lad os sige, at jeg gerne vil have

Selvtillid
Indre ro

Så jeg sætter mig ned i ro og mag og tænker på en situation, hvor jeg var fuld af selvillid, jeg mærker, hvordan jeg havde det- og lige før følelsen topper, så rører jeg mit håndled. Derefter gør jeg det samme med en situation, hvor jeg havde indre ro.

Når jeg så har brug for at have selvtillid og inndre ro, så rører jeg ved mit håndled. På den måde kan jeg kalde mine ressourcer frem.
(Man kan også knytte næven eller nulre øreflippen, det skal bare være en bevægelse, man ikke gør uvilkårligt)

Borderline er desværre en alvorlig sygdom, men jeg ved ikke så meget om det. Jeg har læst en bog om det for længe siden.

Jeg har også dage med meget begrænset energi, hvor jeg bliver totalt udmattet af at købe ind. Eller ihvertfald ikke får vasket op- og det der er værre. Det er som regel, når jeg er deprimeret, hvor det er hårdt nok bare at komme ud af sengen og i tøjet.

Jeg bruger meget NLP-teknikker, jeg har erfaring for, at det virker rigtig godt for mig.

Nå, jeg er desværre helt bombet oven på mit kursus, så jeg kan ikke lige ryste en længere udredning ud af tastaturet...

Trænger du til et godt grin, så læs lige denne tråd om utugtige dyr- jeg lavede skandale på mit kursus ved at sidder grine meget højt, da jeg læste den:
Anja's kanin og pindsvinet

I henhold til denne og denne : tråd

tråd kan jeg nu fortælle at jeg fra i eftermiddags af er single og skal flytte.
Min kæreste ville hverken flytte eller så være kærester selvom vi ikke bor sammen. Så alt i alt var det nok den rigtige beslutning selvom...ja tårene har trillet og maven gør ondt.

Så det var det.

tak for alting.

Det er ski** svært det du har gjort, og den situation du har stået i. Jeg ved det, for jeg har selv været i noget lignende for år tilbage.

Derfor har jeg sagt nogle ting meget direkte. Af egen sur erfaring ved jeg, at det er det der bliver sagt direkte og uden indpakning, der siver ind.

Nu kommer der en tid, hvor du er parat til at gå tilbage til ham, så snart han lover den mindste smule, at han laver om på sig selv. Lad være. Det er tomme løfter. Det er endnu et trick til at få dig tilbage til hans fold.

Det er ingen skam at lære af andres erfaring, for så snart man ikke længere er barn, er der ikke tid til altid at gøre sig sine egne erfaringer

Jeg er ikke i tvivl om, at du nok skal komme igennem det. Du har en sej, indre styrke, du henter frem når der virkelig er brug for det. En styrke, du ikke altid selv er klar over, at du har.

En ven sagde engang disse ord til mig: Du er ikke stærk, når du er smmmen med en, der holder dig nede.

Flot, at du fandt modet til at bryde med ham. Du har vidst længe, hvor det bar hen. Der skulle bare lige det lille sidste skub til.

*stort knus*

Tina
/og nus fra alle dyrene

... at du har taget den rigtige beslutning.

Men vil du ikke være sød at fortælle hvad der skete (du skal selvfølgelig ikke, hvis du ikke har lyst).

Jeg er sikker på at alle her fra HN vil være der til at hjælpe og støtte. Nu når du skal ud på "egne ben"

trøstekram

...får du og de bedste ønsker for DIN fremtid og DIT liv Isa.
Sender dig mange kærlige hilsner og opmuntrende tanker.
Lisbeth

lige nu var jeg faktisk gået i seng, men han ville snakke og jeg sidder her i vrede. Ingen tvivl længere at det var det rigtige at gøre.
Han er vred og yderst modbydelig lige nu. Han er vred over han satsede og tabte. Vred over han nu ikke kan blive i lejligheden. Tror ikke på jeg får det bedre af at flytte. Hvilket han var så elskværdig at fortælle op til flere gange. At jeg selv burde komme ud istedet for at sidde foran computeren. Kan jo bare tage toget. Men jeg HAR jo veninder og jeg HAR familie. Det tager bare to timer hver vej at besøge dem.
Vred over jeg siger det nu hvor han står og skal skifte arbejde. Vil ikke flytte længere sydpå fordi vi ikke kunne få antal kmv. her som dernede til samme penge (skal så siges detter hans første rigtige hjem hvor man reelt kan vende sig uden at gå på væggen). Og hans nye job ville han ikke køre så langt for.

Han forstår dette som at jeg, jeg alene har ødelagt vores forhold fordi jeg ikke kan holde til psykisk at rejse for langt. Jeg foreslog vi kunne bo sammen stadig men så flytte lidt længere ned. Som kompromis. Men det turde han ikke. Fair nok-jeg er jo ikke verdens mest stabile menneske. Vi havde det godt her med masser af kvm. og han prøvede virkelig og...ja så er det åbenbart ligemeget at jeg ikke trives her.

Så lige nu er jeg fnysende arrig. Så ja jeg gik ind i stuen og sidder nu her. Jeg vil ikke stå model til et 3 grads forhør der består i at mine argumenter ikke holder og jeg alligevel ikek får det bedre og vi jo har det godt her.

Farvel-ex-kæreste!

hilsen en meget vred Isa

morgen...og det er blevet rigtig grimt. Han er meget vred og baldrede rundt i køkkenet (definitivt slut med hensyn:/ -men jeg fik da angsten under kontrol)og snakker ikke til mig og ser på mig med øjne der...ja hvis øjne kunne dræbe.

Jeg vil vææææk!!!!

På længere sigt får du det godt med at flytte. Ingen tvivl om det

Lige nu prøver han alle de klassiske metoder til at få dig til at ændre din beslutning: Give dig dårlig samvittighed, true dig til at blive, tigge, bede, osv.

Utroligt, at mænd endnu ikke har gennemskuet, at sådan en opførsel ikke just er det der skal til, for at ens beslutning måske kunne laves om.

Flot, at du fik angsten under kontrol

Det er under ingen omstændigheder dit ansvar, at han ikke kan blive boende. Og hvad der skal ske med ham.

Hans "sande jeg" er virkelig kommet op til overfladen nu...

Efter hans eget udsagn "prøvede han virkelig..." Han har ikke prøvet en skid! Han har ikke prøvet at sætte sig bare en lille smule ind i din sygdom, han har ikke prøvet at få dig til at trives i lejligheden, han har ikke gået på kompromi med andet end en smule af dyrene, han lytter ikke til dig, osv.

HAN har haft det godt - ja, for han har levet i SIN drømmebolig i SIN drømmetilværelse, med en villig "slave" ved sin side.

Havde det ikke været et "dårligt tidspunkt" nu hvor han står og skal begynde på nyt job, så havde det været en anden undskyldnig for at det ikke lige skulle være på det tidspunkt. Undskyldninger er der nok af, og det er altid til at finde en undskyldning der giver "modparten" dårlig samvittighed.

Du har ikke noget at have dårlig samvittighed over. Uanset hvad han end siger og gør!

Du skal ikke tro på hans feje ord om, at du ikke får det bedre af at flytte. Det gør du. Måske ikke lige NU, men pludselig finder du ud af, at du ikke skal bede om lov til selv at være i dit eget hjem, hvor det end bliver. Vær stærk!

Jeg kan læse mellem linierne, at du allerede nu er glad for at have truffet beslutningen, og er lettet over, at du turde sige det til ham. Og tage skridtet fuldt ud. Det er et STORT skridt på vejen til at få det bedre.

Du er god til at passe på dig selv

Tina

kom ud på en måde eller en anden? kan en af din familie eller venner hjælpe dig i nogle dag imens du finder ny bolig? eller måske din sagsbehandler på kommmunen kan hjælpe lidt. det er ikke godt for dit psyke at du bliver der. men jeg mener stærk at du har gjort det rigtige. der er behov for plads nok til din interesser.

fra livet: Tillykke med dit nye liv!

Jeg har ikke så meget at tilføje, for alle andre har været rigtig gode til at komme med gode råd, opbakning osv.

Du har klaret , og klarer, det rigtig flot!
Lige så snart du finder et andet sted at bo og du sidder alene, vil du jo nok føle dig lidt ked. -Men der synes jeg at du skal forkæle dig selv med en lille gave og hvad ville være bedre, end at købe et af de avls-dyr du har kig på?

Giv dig selv noget der gør dig glad og som bekræfter dig i, at det var den rigtige beslutning.

Held og lykke. Vi, eller i hvertfald jeg, glæder os til at høre meget mere fra dig!

Kh Jean

Din kærestes reaktion beviser det mange andre har skrevet. Han er ikke ulykkelig over at miste sin elskede, han er ulykkelig over at miste sit "perfekte" liv.
Der går nok et par dage, så begynder han at spille ulykkelig over at have mistet sin store kærlighed. Når det kommer, så husk på hans første reaktion - det var ikke dig han var ked af at miste, men facaden.

Hvordan kommer du videre herfra? Kan du flytte hjem i en periode, eller er du nødsaget til at blive boende til du finder noget andet?

Jeg har i tavshed fulgt denne tråd..indtil nu

Jeg vil blot sige, som mange af de andre, at du ikke har brug for din kæreste (nu eks) i dit liv. For det er DIT liv - ikke hans! Jeg synes at han har udvist en ikke særlig moden adfærd ved at opføre sig som han har gjort i jeres forhold - det er vel meningen at man skal støtte hinanden og være forstående..?

Hans reaktion på det hele virker på mig meget egoistisk, og bekræfter kun at det var rigtigt at afslutte forholdet.

Jeg er helt sikker på at du er bedre tjent uden ham - du har nok at tænke på i forvejen, og at gå på listefødder for at stille ham tilfreds er du på ingen måde tjent med.
Du virker som en pige med ben i næsen, så bare på med vanten og byd dit nye liv velkommen!

De bedste tanker herfra!

I giver mig simpelthen så meget mod og selvtillid. Tænk at faktisk komplet fremmede kan virke så stærkt på en. Lidt chokerende faktisk


Jeg er ved mine forældre. Jeg ville helst "understrege" min selvstændighed og været hos en veninde, men de bor tilfældigvis meget småt og få installeret 1 menneske og 6 dyr og 3 store bure-hehe. Så mor og far måtte lige redde mig. Det har de dog taget med sindsro-og det har dyrene heldigvis også-UG til dem.

En meget nær og kær veninde kan nok skaffe mig et ok sted at bo i hendes område. Der er roligt og dejligt og med tilladelse til dyrehold, en bitte have og ja...veninden tæt på! Selve lejligheden er ikke så stor men jeg er ikke så krævende på det punkt. Det vigtige for mig er at det er en selvstændig lejlighed med eget køkken og bad. Jeg kan klare det økonomisk og mig og mine dyr må og kan være der. Og min veninde bor i området og der er bedre muligheder for at besøge mine andre veninder og familien. Se det er dælme livskvalitet! Ydermere skulle der i selvsamme kvater være en rigtig dygtig psykolog.

Min veninde flytter så. Hun venter på visa til usa (men der kan gå fra 2 mdr til år-dette er uvist). Dette har jeg vidst hele tiden, men ved at hun er der kommer jeg ikke til st skulle starte på bar bund og selv skulle tage hele belastningen ved at skulle lære et nyt sted at kende på egen hånd.

Jeg er meget afklaret med det hele (eller også er chokket ikke kommet endnu heh)og jeg glæder mig til at være mig. Jeg fik en mail fra min kæreste som han sagde var skrevet i den bedste mening. Hvilket den sikkert også er. Men denne mail bekræftede mig kun i at min beslutning er rigtig. Han mener stadig dette er mit sædvanlige mønster med flugt (ja jeg flygter det indrømmer jeg gerne) men for ham opfatter han det som flugt for det medansvar der er i et parforhold. Fordi jeg har haft kærester som heller ikke gik. At jeg droppede en pga narko (når der til en fest i vores daværende fælles hjem går et spejl rundt med stoffer på er det på tide at smutte!), en anden stoppede forholdet pga. min sygdom, en 3 måtte jeg droppe for han var meget psykisk syg osv. Så jojo jeg flygter bare for medansvaret i et parforhold det kan vi da godt sige hvis det gør ham gladere.
Nej undskyld det var lidt groft sagt men jeg er ret krigerisk lige i øjeblikket
Han så også en lille pige...bla bla... bla bla bla...

Ja, i bund og grund -ingen tvivl-og det giver mod og styrke sammen med al den opbakning jeg får og har fået både her og privat.

altid huske at det man giver ud med gode tanker kommer tifold igen

Jeg syntes det er SÅ flot at du har taget den hårde konsekvens og er kommet væk!

Og selvom det er hårdt at blive single så er det bare en overgangsperiode... men tænk så bare på alt det gode der følger med - du har kun ansvar for dig, dit rod og dine handlinger

Måske kunne det være en ide at deltage i næste Hn møde og få et større socialt netværk ad denne vej (nej lad være med at føle dig presset over det allerede )

Men faktisk er de Hn´ere jeg har mødt været lige så søde og hjælpsomme og talende IRL som de er skrivende herinde

- og på en meget afslappet og hyggelig måde

God vind med dit nye liv!

som om du har en god plan for de næste par måneder og god støtte til at komme igennem det. din beslutninger lyder rigtig godt gennemtænkt og som lige det du har brug for. husk bare at tage tid til at finde ud af hvem du er før du laver plads i livet til en nye kæreste. du har brug for at finde ro om digselv og tillid i at du kan klare digselv.

husk lige at kæresten var ikke helt sort. det er det vi med borderline har stor tendens til... at skille alt ud i god og ond og ikke se de mellemniveau. bare noget til tænkerne. han var ikke den rigtige for dig, men han havde nogle god sider som du elskede i den tid du var med ham.

...der ikke har taget ansvar i dit nu afsluttede parforhold, så er det dæleme ikke dig Isa. Mens du hele tiden har tænkt OS, har han kun tænkt MIG, MIG og atter MIG.
Godt at høre du har fundet et sted at bo og ser lyst på fremtiden.
Mvh. Lisbeth

-At du har støtte og opbakning fra venner og familie. Det skal nok blive rigtigt godt alt sammen.

følger de tossede

Jeg har fået en lejlighed hvor jeg gerne ville allerede d. 15 september!!! Så jeg er jublende glad.

Det er gået helt krakkemut nu med kæresten og jeg så det er nok til det bedste.

Og det går under omstændighederne fint med at være ved mine forældre selvom det selvfølgelig kan mærkes jeg er her-og omvendt. Vi har aftalt at vi spytter rent ud af posen hvis der er noget istedet for at gnidre og det funker rigtig godt. Så det er bare dejligt. Nu håber jeg kæresten og jeg kan brydes uden flere "skrammer" end der allerede er.

.... det var da godt at høre
Mvh. Lisbeth

for dig- ja, og også for os andre, der følger din skæbne her fra sidelinien.

Selvfølgelig er det trist, at det ikke gik med din x, men jeg tror, du har godt af, at få gjort op med dig selv, hvad dine værdier er. Det ser ud til, at det er meget vigtigt for dig at kunne holde dyr, så går det ikke i det lange løb at bo sammen med éen, der ikke deler din glæde ved dyrehold.

Jeg vil ikkekunne trives med en *pæn* stue- hvis resten af huset (og især toilettet, som folk da netop ser!) ikke fulgte trop. Mit hjem er det sted, hvor JEG bor, og der skal jeg da føle mig tryg og godt tilpas. Så vil jeg faktisk blæse på, om "man" har sofagrupper og spisestue fordi, det har "man".

Vi har ikke noget spisebord, vi har tilgengæld min computerarbejdsplads, -og ellers så *var* spisebordet alligevel altid fyldt med computere. Så vi valgte at gøre det anderledes, og som det passer OS.

Nå, men det her skulle bare være et lille til lykke ed din nye lejlighed- ikke en fristil om boligindretning og værdier.

Du ønskes rigtig meget held & lykke med dit "nye" liv!