Den der angst, stikker dybere end som så. Det har jeg på meget kort tid måtte indse. For I lige skal vide hvad jeg hentyder til er tråden her www.heste-nettet.dk/forum/1/2271258/ 2271233/.
Jeg faldt af slutningen sidste år, "små ting" i forhold til hvad jeg har været vant til, og her mener jeg ikke kun fald fra hest men hvad jeg ellers har oplevet med heste.
Jeg fandt mig selv en dag for ikke så forfærdeligt længe siden hvor jeg hyperventileret og gik i panik, rigtig angst panik over bare at tænke tanken om at komme ned lige og hilse på rideskolen hvor jeg faldt af. Panik over at skulle ud og hilse og se til de ponyer jeg kunne omgåes et andet sted.
Jeg hang simpelthen fast med begge ben i jorden og rystede indvendig. Så jeg måtte springe fra at komme videre ud til de ponyer og rideskolen har jeg ikke været ude ved siden jeg faldt af. Så slemt står det desværre til 
Mine svigerforældre har travheste og før faldet kunne jeg stå tæt på dem og røre dem. Men selv der tager jeg afstand nu, er hverken tryg og utrolig vagtsom over for den mindste bevægelse.
SELV mine mors heste (min mor bor på Fyn, og jeg bor i Jylland), hvor jeg med hendes hoppe som godt nok er lidt sær og meget hoppet, er jeg blevet på vagt over for og hende har jeg kendt rundt regnet 10 år nu. Hun er den eneste jeg sådan lige til nøds nu kan stå tættere på. Men nervøs og meget utryg er jeg stadigvæk.
Hestene kan jo mærke det, og derfor holder jeg mig væk, specielt fra de heste der er opmærksomme og livlige.
Jeg er med andre ord, uden jeg kan forklare det, låst fuldstændig fast i det her. Bare tanken om at jeg skal ud i en heste stald og nusse eller røre en hest, så springer angsten, koldsveden og panikken op. Og det gør mig så møg hammerende ked af det.
DETTE ligner mig jo ikke og det er det væreste af det hele.
Godt nok har jeg aldrig været den overmodige rytter der har kastet mig ud i høje spring, svære øvelser, ridning af livlige og de svært ridelige heste eller hingste. Jeg er bare den ganske almindelige gammeldags hyggerytter/skovtursrytter der havde grundøvelserne på plads med en hang til heste der var anderledes og som sagde mig noget personligt også selvom det var en fjordhest som nogle ikke synes om, eller de heste andre synes var kedelig og ikke kunne nok på en bane, var grimme at se på men havde så meget personlighed at man ikke andet kan elske dem.
DET savner jeg.
Men jeg er LÅST FAST i mig selv. Angsten, usikkerheden. Panikangsten der driver mig væk fra det jeg før har og stadig i mit hjerte elsker.
Jeg har bare den følelse nu efterhånden, at jeg er slået før, langt før målstregen er i sigte.
Jeg er faktisk der hende, at jeg pga. dette simpelthen føler mig så meget slået af det her, at jeg må opgive overhovedet at komme i mål.
Og DET gør ondt 
jeg har ligget søvnløs mange gange, grædt og været vred. Nogle vil nok sige, get over it..men det er lettere sagt end gjort.
) 1,5 år efter.