stærkt at du sætter ord på

hvis du kan, så kæmp for at ride igen - find den mest bombesikre part du overhovedet kan, måske en coach/ e.l. med speciale i det her (der har været et par artikler jeg har læst engang, Heidi Møller tror jeg hun hedder), eller måske har andre bud på hvad der skal til.

Kognitiv terapi eller noget der smager af, er også utroligt effektivt for mange med fx. angst

For det værste er jo lige netop, at ønske hestene så meget, men at blive bange for at ride, så går det ikke at give op, det vil aldrig gøre en godt!

Jeg havde et meget voldsomt styrt (ren rodeohest ) i 2004, og derefter havde en kugle af angst i maven, hver gang jeg sad på andre heste, bare den rystede på hovedet, blev jeg til en adrenelin - og det påvirker de fleste sensitive heste.

Ens vejrtrækning, holdning, de senser alt de kære dyr.

men heldigvis kunne jeg nemt ride min egen hoppe, hvor alt fortsat var som en ren symbiose, for så havde det måske været let at give op.

Men jeg fik redet en del meget fredelige heste i årene der gik, der ikke tog sig af, hvis jeg indimellem sad med angsten, på ryggen af dem -

også passede jeg alligevel godt på mig selv, ved at undgå situationer der kunne udvkle sig kritisk - og det gør jeg stadig, men jeg er bare bevidst om det og udfordrer tit mig selv når jeg vil.

Jeg vil jo helst ride heste med drive, energi - men med en fornuft der gør at de ikke springer i luften, og det har taget år at komme dertil, men det kan lykkes - der skal bare kæmpes lidt, og måske med nogle på sidelinien der forstår.

Jeg har selv været der hvor du er nu. Hvor jeg dog ved lige præcis hvordan du har det lige nu. Det er drøn ubehageligt og rigtigt svært at skulle acceptere. Endnvidere nævner du selv, det med at det efterhånden er Tabu. Men ved du hvad? Du er en utrolig stærk pige, når du står frem med det.

Jeg brækkede i '04 ryggen 3 steder pga en rideulykke og jeg kan love dig for, at det var svært at komme igang igen. Så længe man har troen er det dog stadig en mulighed.

Hvor bor du henne i landet? Hvis du bor på sjælland er jeg helt sikker på at jeg kan hjælpe dig..

tænker lidt om du ikke kunne starte op i det helt små igen, bare skridte lidt på en stille og rolig hest?

Tror ikke folk på rideskolen tænker grimme tanker om dig, det er helt normalt at man kan blive hulens bange for at ride.

Synes det er flot du søger hjælp, håber for dig at du kommer igang igen og overvinder din angst.

Har du en god veninde med hesteinteresse som evt kunne hjælpe dig igang?

Held og lykke

Mvh Naja

ps-hvis du bor i sønderjylland vil jeg gerne tage dig med på min rideskole og give dig en trækketur på en sød pony:-)

Problemet er jo, at jeg nødig vil give op. Men ærligt tror jeg ikke rideskolen bliver løsningen for mig, i hvertfald ikke lige nu.

Ikke fordi der ikke er søde mennesker derude og altid parat til at hjælpe, men det er ikke der jeg føler for jeg er, og kommer til hvis jeg skal frem igen.

At finde en part er praktisk taget umuligt i området jeg bor i.

Og at få en låne hest hjem, har jeg heller ikke råd til med de faste udgifter, i hvert fald ikke som tiderne er lige nu.

Måske kunne jeg lige få klemt en hest ind i stalden hos svigerfamilien, da de har pladsen. Men det koster jo stadig i foder og det. Og for 500 kr, kan man altså ikke holde lånehest for som er bombesikker. Når der også skal foder og div. til.
For 750 kr. kan jeg få undervisning 2 gange ugen pr. måned. Og det så næsten det og de fleste parter tager jo 500 kr og så skal man yderligere betale undervisning.

Jeg har før faldet af, slet ikke det, men det her fald satte altså noget gang i mig. Om det fordi jeg er blevet ældre må jeg være svar skyldig. Jeg har haft små værre fald en dette, så det gør da lidt ondt indvendigt at det satte den stopper inde i mig at jeg nu ikke tør.

Men det er så træls og kan da blive sur på mig selv også, et eller andet sted, at jeg sidder fast i "saksen" på et sted, andre måske kan grine af og sige "så er det da heller ikke værre, bare i gang igen" Og ja det jo rigtigt nok, men for pokker da det er irriterende.

Men en ting ved jeg dog. Jeg bliver aldrig store heste rytter.
Må nok lade mig slå på målstregen og indrømme jeg nok ikke kommer op i den højde på 159 i stg mere. Om det er det som parthesten havde af stg. mål og det også er der angsten ligger fordi der er længere at falde, aner jeg ikke.

Jeg er normalt vant til 1` ponyere og små heste på små 154 i stg. Så 159 er jo ingen ting, men det er det så åbenbart blevet her

Desværre bor jeg i Jylland, i en bitte lille by. Men ellers tak for tilbudet om trækketure

men gik efter 15 års pause i gang med westernridningen på en pony på 144 cm, og fik derved en masse redskaber, som jeg kunne bruge. Jeg kan se, at du også har været western rytter. Det hjalp mig over den hurdle, så jeg turde ride igen. Jeg kommer aldrig op på de store skrumler igen, og det er jeg faktisk ligeglad med. Jeg har det fint med at ride pony/juniorhest, og er nu nået så langt, at jeg selv har tilredet min unghest, og er gået i gang med hans lillesøster.

Jeg tror at du skal i gang stille og roligt, så du får nogle redskaber at arbejde med, det giver i sig selv tryghed, at du ved hvad du skal gøre hvis.....der sker noget. Det er muligt at du skal skridte i laaaang tid, og hvad så? Det kan også være at du skal trave i meget lang tid, og hvad så? Du skal føle dig så tryg ved hver eneste lille ting, at du ikke når op i det røde felt, for det påvirker helt sikkert hesten. Det kan også være at du skal lave en masse jordarbejde med hesten inden at du overhovedet skal om bord på den. Det giver også tryghed.

Hvis du har lyst til at prøve en westernhest, som er "konesikker" og i øvrigt lidt mageligt anlagt så skriv. Jeg bor i Skive.

Husk at det er ikke en skam at erkende at man er bange for noget. Det er det første skridt til at at kunne tackle det. Der går så mange folk rundt og er bange for deres heste, og det spænder jo ben for at kunne nyde turen og komme videre.

Held og lykke til dig.

Nu skriver du ikke hvor i jylland du bor - men jeg har også haft rideangst på et tidspunkt og jeg har en bombesikker sød western hest, som helt sikkert gerne vil lægge ryg til, hvis du altså er tæt nok på ?

greatpineimage - Ja har redet western før dog på hyggebasis, men du har ret i det kan give en meget at starte et sikkert sted om end det er i western eller dressur, eller hvad man lige vælger.

Jeg tror det måske er der jeg skal hen for at blive sikker igen.
For som du også skriver, så er det sikkert jeg nok i det næste lange stykke tid skal skridte eller trave. Og det lige meget hvor længe jeg skal være der, hvis bare det gør mig sikker igen.

Min mor har også hest, endda hele 3 stk, bor desværre på Fyn.
Hun tilbød endda, at jeg måtte ride på hendes den roligeste, men det er lidt langt at tage over bare for en ridetur og tilbage igen.
Men mor ved hvor jeg er stærk når det gælder jordarbejde.
Og sandt at sige er det nok der jeg måske skal starte igen for at få tilliden igen, og mærke mig selv et sted hvor jeg ved 100 procent jeg kan finde roen og ved hvad jeg kan lige der.
Men det er bare ikke let at finde en parthest i det område jeg bor i og starte uden om rideskolen, på en parthest man bare må hygge om med lidt jordarbejde, tillid og sammen med kun et andet menneske kan få troen på det hele igen, inden jeg kaster mig ud i rideskole igen og flere mennesker der ser på en.

Og desværre er jeg afhængig af at blive kørt, da jeg desværre ikke har kørekort og udsigterne til et er lidt ude i fremtiden, da det jo heller ikke er helt billigt.

Det er bare så alt for tidligt at opgive når jeg som 28 årige, har redet halvdelen af mit liv, og praktisk talt blev født næsten til hest. Så de her snart 10 år er den længeste pause jeg har haft.
Så det vil være så møg synd og skam at jeg opgav, for jeg har så meget glæde i omgangen med heste, ellers gør man det jo heller ikke. At jeg ikke kan tænke det til ende hvis jeg må opgive drømmen om at få en hest engang når det byder sig igen.

Så hvorfor pokker er det lige man kan blive så bange når man falder af. For det er dælme ikke sjovt med den angst.

Vi bor godt nok lidt langt fra alting - men ikke så langt at du ikke evt kunne blive hentet ved toget )

Hvor er du dog sød Gitte.
Nu ved jeg ikke lige hvor langt op der er, til hvor du bor.

Men synes godt nok det måske er for langt, hvis det er et par gange om ugen man skal afsted.

Jeg forstår vist ikke helt dit svar - du skriver både der er for langt og at du ikke ved hvor langt der er ?

Det kunne måske "bare" være en måde at komme igang på og få modet tilbage ? - altså komme de gange der lige skal til.

Fik skrevet forkert, kan jeg godt se Tog den på krak efterfølgende, og i bil er der godt 2 timer op til dig Gitte.
Jeg er ikke just stedskendt, derfor jeg fik skrevet lidt forkert. Sorry for that.

Men ja du har ret, det kan give lidt også få gange.

Måske jeg skulle hive fat i dem, du har billeder fra ved vesterhavet dem har jeg nemlig arbejdet for, og kunne være fint med en lille ferie hos folk der ved hvor meget og hvor lidt de skal presse en for at man får modet igen.

Men tak for tilbudet

Det du beskriver kender jeg SÅ godt, kæmper selv med det og gør det stadig..

Det som du beskriver med at man har teknikken, men kroppen ikke vil kender jeg ALT for godt, man føler sig virkelig som en flodhest deroppe og man vil helst ikke have nogen skal kigge på en, for man ved jo godt hvordan det skal se ud og hvordan det skal gøres, kroppen vil bare IKKE!! Angsten for at falde af er jo så endnu større når man især ikke føler balancen overhovedet er i orden..

Jeg har selv haft en pause på omkring ti år og så startet op igen..

Noget der har hjulpet/hjælper mig er bogen: Den kompetente rytter af Heidi Møller, den giver gode psykiske redskaber til at afhjælpe noget af ens angst..

Og så er det og få undervisning i centreret ridning.. Centreret ridning handler om at komme i balance med sin egen krop og kunne føle begge sider af sin krop lige meget (for lets face it, hvis man er f.eks. er højrehåndet, vil ens højre hånd altid være stærkere end den venstre osv.).. Desuden foregår det i longe, så der er en anden der passer hesten med tempo osv og i starten foregår alting i skridt.. Samtidig får man råd og vejledning i hvordan man får slappet af de rigtige steder deroppe og kommer mere i kontakt med hesten og sig selv.. Langsomt vil selvtilliden og balancen bygge sig op og man tør meget mere..

Prøv og undersøg på nettet om der ikke er nogen i nærheden af dig der underviser i det, der er ihvertfald ingen der vil grine af dig der...

Hvor bor du henne? Kender en som underviser i centreret ridning og også har god erfaring med at afhjælpe angst- har stået/står stadig i samme situation som dig- jeg er bare utryg fra jorden, men helt cool på ryggen af hesten. Men kan SAGTENS følge dig, for det æder virkelig en op, og det er en kæmpe kamp at kæmpe og det kræver noget støtte og opbakning for at kunne holde troen på at man kan. Sig endelig til, hvis jeg evt. selv kan hjælpe dig, eller henvise dig til min absolutte kompetente underviser, som har hjulpet mig et laaaaaangt stykke allerede:)

Mvh. Mette

Hej igen - nej, det er alt for langt nærmest en heldagsrejse

Lene og Rene kan sikkert hjælpe dig, de er så søde, så jeg kan kun anbefale dig at kontakte dem og få en snak om dit problem

Du skal endelig ikke opgive.

Nu ved jeg ikke hvor i jylland du bor, men du skal da også være velkommen hos os. Måske du netop skulle starte med jordarbejdet og så arbejde dig opefter ???? Udnyt alle dine stærke sider og byg selvtilliden op derfra ??? Men velkommen hos os er du

Ja Gitte, det er en lang hel dags rejse. Men tak for dit tilbud alligevel. Det var rigtig sødt af dig.

Ja, de er nogle søde mennesker der oppe ved Vesterhavet. Har skrevet lidt sammen med Lene i går, om at komme op på et tidspunkt.

De er nemlig gode og så ved de nogenlunde hvordan jeg hænger sammen i det jeg kan og ikke kan. Og så er Rene rigtig god til at undervise og ikke presse en ud over de evner man har medmindre han ved man er parat. For som sagt så tror jeg at jeg har lettere ved at komme videre hvis jeg starter et neutralt sted, end på en rideskole, og det kan jeg få oppe ved dem.

Bare synd min svigerfamilies heste ikke kan rides, men kan være jeg måske skal spørger dem alligevel om jeg så bare må nusse lidt om dem. For det er trods alt dejlige heste de travheste

Håber bare jeg kommer tilbage igen, for den angst den er altså alt ædende.

at tage op til Lene og Rene. Tror helt sikkert at du vil finde den forståelse og hjælp du har brug for, for at komme videre.

Nu læste jeg lige dit oprindelige indlæg igen. Ens krop forandrer sig også med alderen, jeg ved godt at du ikke er nær så gammel som jeg er, men det er en anden krop at man skal til at arbejde med, når man skal til at ride igen efter mange år. Du kunne også (hvis ikke du allerede gør det) arbejde med noget gymnastik, for at forbedre din smidighed og balance. Det vil også kunne hjælpe dig til at føle dig mere tryg.

Min krop var som et bræt, da jeg startede op som 40 årig, og jeg præsterede at falde ned på den anden side af hesten , da jeg skulle stige op, for den flyttede sig et par skridt. Bang, og så lå jeg der og fik luften slået ud af lungerne. Så pinligt, men heldigvis var der ingen som så det . Sådan en elendig krop havde jeg altså ikke redet med som ung. Jeg satte mig op på alt hvad der havde 4 ben, et hoved og en hale, og så gik det derud af. Det måtte jeg indse, at det var ikke min virkelighed nu. Mine benmuskler var også så slatne, at jeg knap kunne stige om bord på ponyen på 144 cm. Også ret pinligt. Det var heldigvis en sød pony, som aldrig gjorde alt det den havde mulighed for, hvis den ville have mig af.

Men prøv at gå igang med nogle af de muligheder, som du har fået af flere her i tråden. Evt. bare besøg de der travheste, arbejd lidt fra jorden, strigl og nus dem, så du ikke kommer for langt væk fra hestene, for det giver også utryghed.

Håber at det lykkes for dig.

TS - respekt for at du fortæller åbent om din angst for at falde af.

Jeg tænker lidt hvordan du ville tackle det hvis det var en hest? Altså, hvis jeg skrev at jeg har en hest der er bange for sadel, bange for striglen, bange for ..... alt. Så ville rådene nok være, gå tilbage indtil du 'rammer' noget hesten er tryg ved.

Så prøv, som andre også skriver, at gå tilbage til det hestearbejde du har det rart med - klappe og nusse og strigle. Næste skridt er måske en lille bitte træktur. Alt sammen med en fredelig og rolig hest eller pony. Øv dig i at lægge sadel på og tag den af ned det samme.

På den måde kan du 'nøjes' med at gøre det du føler dig tryg ved. Hvis du bliver usikker, jamen så tager du et skridt tilbage.

Mht. Om 'man' vil snakke om dig på rideskolen, nej det tror jeg ikke. Jeg tror de fleste har stor respekt for at man arbejder med sin angst. De fleste har nok oplevet at blive bange og at skulle håndtere det.

Så held og lykke med det, og tag al den tid det er nødvendigt.

Jeg er også en rigtig bangebuks, når jeg skal i sadlen

Men jeg VIL ride...

Jeg købte, i sommers, denne skønne ældre hoppe, som bare skulle være bombesikker.

Og hold da op, vi gjorde hurtoige fremskridt.

Jeg har kun redet en smule, som barn - når jeg kunne nasse mig til en tur Og først sent i mit liv, fik jeg muligheden for, at opfylde min barnedrøm om, at lære at ride.

Så jeg har ikke engang "gammel erfaring" at trække på.

Denne dejlige hoppe og jeg, endte på de dejligste skovture. Og netop den dag, hvor jeg slet ikke var nervøs overhovedet, stak hun af med mig!!!! 1 hel kilometer i indianer galop Og jeg havde aldrig prøvet, at galopere mere end en halv omgang 8med tabte bøjler til følge)

Heldigvis blev jeg på og der skete ikke noget.

Men nu er jeg tilbage ved Adam og Eva.

Jeg går med hende i næsten 30 minutter, inden jeg tør kravle op på hende. Rider så skridt i lige så lang tid. Tvinger mig selv til, at trave en volte, til begge sider. Og det er det.

Er der andre i ridehuset, end hende vi kører med og hendes hest, når jeg som regel aldrig op i sadlen. Kommerd er en hestetrailer til stedet, hopper jeg af med det samme.

Åh, hvor er jeg led og ked af det

Men jeg har valgt, at det må tage den tid det tager. Jeg har ikke mulighed for, at smide en masse timer og penge i "special-undervisning", som det er lige nu.

Så jeg må nøjes... Og det er dybt frustrende.

Hun er en rigtig sød hest - og kan godt se, i forhold til dig er jeg temmelig priviligeret, da jeg trods alt har materialet.

Men angsten for, at miste kontrollen og det hele "stikker" af - den er den samme.

Håber du finder en vej igennem - lad os endelig vide, hvordan det går fremover, med dit heste-liv.

Hej,

Jeg har også været derude, hvor jeg ikke var sikker på, om jeg nogensinde kom til at sidde på en hest uden angst igen, men jeg kæmpede mig tilbage og det er en stor sejr, den dag man mærker, at man sætter sig op uden knuden i maven!!!

Min vej var at ride på gamle elevheste/-ponier i en tid, dernæst lidt yngre modeller og til sidst at springe på disse. Men jeg kan af dine indlæg læse, at du er hårdere angrebet end jeg var dengang - måske fordi du har holdt en lang ridepause og først var ved at komme efter det igen, da uheldet skete.

Kunne det være en ide for dig at hyre en longør og en rolig hest en halv times tid et par gange om måneden, hvor du får en voltigeringsgjord med solide håndtag at holde i? Mange rideskoler har voltigeringshold med gamle, rolige heste. Så aftaler du med longøren, hvad du har mod på at være med til - skridt, efterhånden lidt trav og MÅSKE med tiden også galop... Så længe man har noget at holde fast i og man ved, at hesten er under kontrol, kan man bedre lære at slappe af uden at skulle tænke på at kontrollere hesten også.

MVH

Jette

I har alle givet gode råd, også pr. PB som jeg vil tage til mig.

Så tak for det piger.

I dag var jeg ude ved en, hun havde godt nok små ponyer helt ned i shetter str. Men hva, jeg må komme der. Trække ture, nusse og strigle.

Der er godt nok en hoppe i fin str. men hun er i fol og købt fri fra hestehandler, og hende fik jeg lov til at strigle lidt i dag.

Gik fint, trods jeg var meget ops på ALT.

Hun er desværre så ringe ridebar, at det skal øves og der skal en mere øvet rytter på hende, end hvor jeg er nu. Hun er 10 år.

Men det betyder intet.

Jeg har nu endelig fundet et lille privat sted hvor det okay tingene tager tid.

Og det rigtigt dejligt, og så ligger det ikke langt fra vores bopæl, så jeg kan gå derud.
Så må jeg se hvornår jeg bliver parat til rideskole hvis overhovedet. Så det er dejligt at have fundet et sted hvor der ingen er til at glo på en og angsten non stop, for at være genstand fra andres nysgerrighed når min angst er hvor den er, bryder jeg mig ganske enkelt ikke om.

Og så snakkede ejer om, at hun vil have en ridehest på et tidspunkt, så håber jeg når dertil hvor jeg en dag kan ride igen. Vil være så skønt, men nu starter jeg et sted og det er fra jorden.

Så ja det er en lettelse, at jeg tog angsten hånd i hånd og gik ud til en fremmede familie. Nu kan jeg kun håbe på det går frem stille og roligt, til jeg en dag sidder til hest igen

Hejsa

Dejligt at høre du igen har heste tæt på, den dag skal nok komme hvor du kommer til at ride igen, bare tag det i dit eget tempo.

Mit tilbud står stadig ved magt den dag du får lyst til at gøre brug af det.

Knus og pøj pøj

Naja

pyha, jeg kan sagtens sætte mig ind i det. jeg har selv lidt samme problem.

jeg røg af en hest for 10 mdr siden og brækkede ryggen, og ved heller ikke helt hvordan jeg skal komme igang igen.

jeg tænker også at stille og rolig trækken-rundt-på-hesteryg må være vejen frem.

vi har heste (uridelige foldbumser) hjemme,- og jeg er ikke det fjerneste utryg ved dem, så det er kun ridningen der er et problem.

jeg må prøve at finde noget bombesikkert at sidde på, og én der kan trække mig rundt, indtil jeg selv tør igen...

-og det har faktisk været et problem på de 2 rideskoler jeg har været i kontakt med...

måske man skulle prøve at søge lidt på google efter voltigering,- den havde jeg ikke lige selv overvejet.tak for tippet!

jeg har jo en lille drøm om igen at få en stor pony, i fjordhestestørrelse, da det er den størrelse jeg er tryggest ved...