Hej allesammen.

Jeg fik lige lyst til at fortælle min og Baloo's historie. Den er lidt speciel, og det har været utroligt svært at komme dertil hvor vi er nu.

Baloo er et godt eksempel på, hvordan en hest kan forandre sig, når man flytter den, og hvordan en hest kan været en HELT anden, når man ikke sidder i sadlen..

Baloo kom til Vejle Fjord rideskole i starten af 2009.

Baloo da han ankom til rideskolen. Grim pels, vommet og i det hele taget ret sølle at se på.

Dengang var jeg stadig nybegynder, og turde absolut ikke ride denne nye, store, sorte hest. Jeg red blot på de små velopdragne ponyer, og det passede mig fint. I oktober 2009 fik jeg dog alligevel mod på at prøve ham. Jeg kan huske tydeligt hvor nervøs jeg var. Han var en del større end dem jeg plejede at ride. Jeg trak ham ud på staldgangen og gik igang med at strigle ham. Han havde ørene tilbage, og skrabede konstant med forbenet. Nærmede jeg mig hans forpart eller hoved, bed han ud efter mig. Jeg kunne ikke rense han forhove, fordi han bed mig i numsen, når jeg bukkede mig ned. Han bed ud efter mig, da jeg lagde sadlen på, og da jeg spændte gjorden. Han var ikke noget særligt at ride, han var doven. Han var schenkeldøv og utroligt hård i munden. Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, men det var umuligt for mig at få ham i galop. Jeg red ham 5 fredage i træk, og så fik jeg altså nok! Jeg gav op, jeg gad ikke at spilde min tid på den møgkrikke! Jeg gjorde det også helt klart for min ridelærer, at hvis hun nogensinde satte mig op på den hest igen, så var jeg færdig på det her ridehold!

Og hun lyttede til mig, og i resten af 2009, og det meste af 2010 red jeg ham slet ikke. I Januar 2010 fik jeg part et andet sted, og jeg skænkede ikke Baloo en tanke.

I Efteråret 2010 begyndte mine forældre og jeg, så småt at snakke om at jeg skulle have min egen hest, til min konfirmation i Maj 2011. Jeg glædede mig allerede meget, selvom der var 7 måneder til. I November 2010 fortalte jeg min ridelærer at jeg langt om længe havde fået overtalt forældrene, men jeg altså ikke ANEDE hvilken slags jeg ville have. "Hvad med Baloo?" spurgte hun. "Hun må da have fået noget galt i halsen" tænkte jeg, men jeg sagde alligevel ja, til at prøve at ride ham igen. Egentlig havde han faktisk ikke ændret sig, han bed stadig, og var stadigvæk umulig at ride. Men af en eller anden grund kastede jeg min kærlighed på ham. Den 17. december - sidste ridetime inden juleferien - kom min ridelærer hen. "Vil du købe Baloo?". Jeg blev ellevild, og løb direkte hjem til mine forældre. Mine forældre tvivlede stærkt, og aftalen var jo at jeg først skulle have hest til Maj. De næste par dage havde vi en del sms-samtaler frem og tilbage med min ridelærer. Vi diskuterede bl.a. pris, og jeg var ude og prøve at springe en lille cavaletti på ham.

Den 6. januar kom dyrlægen og tjekkede Baloo. Han gik rent igennem handelsundersøgelsen, og vi kørte ham 10 km. væk til Hornstrup Ridecenter hvor han skulle opstaldes.

Han vrinskede en enkelt gang, men ellers stod han helt roligt i sin nye boks. Dagen efter kom han på fold, og han var ellevild. Da han havde stået i sin nye boks i 4 timer, ville jeg trække ham over i ridehuset, og lade ham kigge lidt på det hele. Jeg gav ham hovedtøj på gik over til ridehuset. Da vi skulle igennem indgangen, gik han pludselig amok. Han bakkede og stejlede og forsøgte at stikke af. Jeg blev selvfølgelig forskrækket, hvorfor opførte den rolige, dovne rideskolehest sig lige pludselig sådan? "Han skal nok bare lige falde til" tænkte jeg, og gik igennem den store port, som normalt kun er til traktoren..

Udover det med porten, så var der ikke nogle problemer. Han var lidt vild på folden, men han var også kun vant til at løbe 20 min. i en ridehal.

Det gik - for at sige det lige ud - RØVdårligt med ridningen! Jeg havde redet ham et par gange, men jeg kunne slet ikke styre ham, og hans galop var meget voldsom, og uden balance.

Men skæbnen ville åbenbart ikke det bedste for os. Det var en søndag morgen, jeg havde haft ham i 10 dage. Klokken var 11 om morgnen, og jeg gik ud på folden for at hente ham ind. Han var meget mudret på benene, og imens jeg trækker ham ind, kommer mikn veninde hen. "Han bløder fra det ene bagben" siger hun. Vi gik ind i vandspiltovet for at skylle det, men Baloo gik amok over vandslangen, så vi hentede en svamp i stedet. Det lignede bare en lille skramme, men alligevel tog vi ham over i ridehuset, for at tjekke om han var halt. Og det var han! Han kunne slet ikke trave, fordi han havde så ondt. Til trods for de enorme smerter han havde, forsøgte han at stikke af fra mig i longen. Vi trak ham over i stalden, og vaskede såret i sæbespåner. De voksne rådede mig til at ringe efter en dyrlæge. Og det gjorde vi. Dyrlægen så alvorlig ud, da han kiggede på såret. "Ledvæsken flyder ud..." sagde han. Baloo blev syet og fik en stor bandage om benet. "Hvis der går betændelse i det her sår, så er det ikke sikkert at Baloo bliver ridehest" sagde dyrlægen. Så galt gik det heldigvis ikke, Baloo har meget stærke ben, og da dyrlægen efter halvanden måneds tid skulle se ham trave, blev han positivt overrasket. Det tog os 2,5 måned, før Baloo var helt genoptrænet...

Samtidig med genoptræningen, blev Baloo vildere og vildere. Vi var seks mennesker om at lukke ham på fold, han sparkede mig, og bare jeg satte et longetov i hans grime, gik han helt amok. Når jeg skulle trække ham, foregik det med bid, hingstekæde igennem munden og andre hårde metoder. En dag stak han af fra mig, og jeg fik hudafskrabninger på hele mine håndflader, fordi han rev træktovet ud af mine hænder... Han spænede rundt på springbanen, og jeg brugte 15 min. om at fange ham igen. Jeg græd bagefter, jeg forstod ikke hvor han opførte sig sådan? Jeg tilkaldte hjælp udefra, Camilla Stormont kom og trænede os i natural horsemanship, og det hjalp. Jeg begyndte at kunne trække med ham, uden at han gik helt amok.

Baloo er en dygtig springer, og springer med lethed 130 cm. Det udnyttede jeg, men i maj fik jeg nok. Et fald og et styrt gjorde at jeg mistede lysten til springningen... Jeg valgte at dressur-ridningen var dne vej vi ville gå i stedet.

Normalt bliver de lukket ind fra fold klokken 4-5, og så kom jeg bare og red ham når de var lukket ind. I maj kom de på døgnfold, og så skulle jeg ud på den store fold og hente ham. Allerede første dag på døgnfolden, stak han af fra mig, da jeg trak ham ind. De andre mente at det var fordi han var glad for at være på døgnfold, han ville slet ikke ind igen. Men det blev ved. Jeg kunne sagtens fange ham, men så snart vi kom lidt væk fra flokken, vendte han røven til mig, og løb! Jeg begyndte at bruge hingstekæden igen. Det hjalp heller ikke. Baloo knækkede den midt over! Jeg kom grædende ned til mine veninder med en halv hingstekæde i hånden. Hvad skulle jeg dog stille op? En 13-årig pige, mod en stærk oldenborg på 600 kg?

Samtidig med det, blev Baloo halt pga. hovbyld, og han kunne ikke rides i 14 dage. I stedet lavede vi en masse jordtræning, og hyggelige øvelser. Pludselig fik jeg en hest, der kom mig i møde og prustede blidt når jeg kom. Tænk alle de problemer, og så kunne 14 dages jordtræning rette op på det hele? TROEDE JEG...

Ridningen og undervisningen startede igen, og så gik det ned af bakke. Baloo var døv i højre side, og låste sig fast på biddet - underviseren mente at jeg bare skulle hive i højre side, hvilket jeg gjorde. Jeg troede jo det var rigtigt - heldigvis blev jeg klogere. Jeg meldte mig fra undervisningen i Juli måned, for jeg var begyndt at tvivle på, om det var den rigtige slags dressur vi blev undervist i. I løbet af sommeren blev Baloo halt, yderlige 2 gange... Begge gange af ukendte årsager. Jeg rider nu ved en ny underviser, og det fungerer utroligt godt.

I September startede vi et lille hyggestævne i dressur, hvor vi vandt en 2. plads. Nøj hvor var jeg stolt - ikke af ridningen, men af os. I løbet af de snart 9 måneder jeg har haft ham, er det gået op for mig, at ligemeget hvor dygtig rytteren er, så kan man altså ikke ride Baloo, uden at have vundet hans tillid først. Jeg har ikke selv vundet hans tillid endnu, men jeg er godt på vej.

Efter halvanden måneds ventetid, er min sidpeull endelig kommet, og den bliver brugt flittigt! Til både skvoture og dressur. Jeg har også fået kontakt til Baloos tidligere ejere, og ved nu at han har været ved over 10 forskellige hestehandlere og to rideskoler, hvilket forklarer hvorfor Baloo er som han er.

I sommerferien gik Baloo på fold med min venindes pony. De er ikke særligt gode venner de to, men jeg gik ud til dem klokken 9 om morgnen, og min venindes pony lå og sov. Normalt sover heste ALDRIG samtidig, for så er der jo ingen til at passe på flokken. Jeg gik over til Baloo, der passede på min venindes pony imens den sov. Jeg nussede ham, kælede med ham, og masserede ham. Pludselig lagde han sig ned. Jeg var ved at tude! Baloo - den vilde hest, der engang sparkede mig, og bed mig - lagde sig ned lige foran mig! Jeg satte mig på ham, og der lå vi så og hyggede os i 20 minutter, før han rejste sig op igen.

Efter faldet og styrtet var jeg blevet bange for at springe. Bare nogle nævnet ordet "spring", så blev jeg nervøs.. Det arbejder vi på, og det går meget positivt fremad.

- Mit råd til alle er: Kæmp for det! Og hver ikke bange for at søge hjælp, for i sidste ende, vil det komme dig til gode.

Til slut vil jeg lige vise nogle billeder fra vores tid sammen.