Skifte og skifte? Jeg fik interesse for at få ridehest igen efter en pause på næsten tyve år hvor de sidste ti op til nu dog er gået med avl, kørsel og andre ikke ride relaterede hesterier.
Nå men jeg fik så mulighed for at købe en quarter forrige år og efter en lidt træls start på det hele begyndte jeg at ride på ham sidste sommer og har fået undervisning hver uge.
De to største udfordringer for mig har helt sikkert været at finde ordentligt udstyr som der er meget langt imellem i Danmark og så at gen-lære at ride i det hele taget.
Fordi der gik så lang tid fra jeg fik hesten til jeg kunne begynde at ride, han stod syg næsten et halvt år, så havde jeg god tid til at købe en masse skrammel-udstyr. Bare fordi der står "western" på det betyder det ikke at det er noget som helst værd! Efterhånden er jeg sluppet af med det meste igen og har solgt det for ca. det som det reelt var værd, dvs. ikke så meget. Og så har jeg fået noget ordentligt grej istedet.
Navnlig venner i USA der rider har været en kæmpe hjælp til at finde ud af det.
Næste udfordring har været ridningen. Jeg kommer klart fra en "dressurfamilie" og det meste af hvad jeg har lært er gennem forældre og deres venner som har hjulpet og undervist en smule... altså har jeg aldrig "gået til ridning" eller deltaget til stævner. Det blev jeg så rigeligt afskrækket fra via mine forældre, som dyrkede den del af dressursporten ad nauseum!
Min lange ridepause kombineret med en mellemliggende trafikulykke er ikke noget der har hjulpet mig til at ride bedre! Sådan noget som balance har været et kæmpe problem. Specielt fordi at det er så stor en del af at ride western.
Det har været rigtigt dejligt med god undervisning og det er med til at få en i sadelen, også på de sure dage hvor vejret ikke er så godt.
Grunden til at jeg valgte at starte op med western / skifte til, kan formuleres i to ord: "Andreas Helgstrand"!
Jeg begyndte godt nok at ride western længe inden skandalen rullede, men det er den hesteverden jeg husker fra min ungdom. Dengang var der bare ikke noget der hed Epona.tv og der var ingen der kunne finde på at "stikke" en fra klubben eller en nabo der var et svin med sine dyr - det var ikke noget man gjorde.
Nu er jeg ved at være en affældig støder på snart 44 år og det er måske for en stor del sentimentalitet der fik mig til at vælge western. Da jeg var helt lille og begyndte at ride på min Connemara pony var det i en "westernsadel". Ganske vist ikke noget man ville råbe hurra for i dag, men det smagte da af fisk og jeg var altså verdens sejeste cowboy da jeg var en lille purk!
Nu hvor western er så nemt tilgængeligt og en helt legitim form for ridning er jeg så blevet utroligt fascineret af hele filosofien omkring træningen, historien og det fantastiske samarbejde man kan få med sin hest. Man kan bruge helt utroligt lang tid på navlepilleri omkring sin ridning og alt hvad der har med western at gøre, hvilket tiltaler mig meget.