Hej kloge H ænder.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre. Jeg er lige flyttet og i min opgang bor der en pige, vel på min egen alder (25 år), som er udviklingshæmmet. Jeg har hilst på hende i opgangen, hun bød velkommen og var rigtig sød.
Igår mødte jeg hende ved busstoppestedet, hvor hun startede med at spørge hvad klokken var. Jeg svarede venligt og derefter forklarede hun mig en lang historie om, at hun ikke kunne læse, at hendes mor ikke kunne magte hende fordi hun selv er syg, osv. osv. I bussen satte hun sig hos mig, hvilket var okay og her fortalte hun videre om, at hun var udviklingshæmmet, følte sig ensom, havde svært ved at få venner osv. Jeg talte selvfølgelig pænt med hende og prøvede at forstå hende og svare så godt jeg nu kunne.
Hun skulle ind til byen og høre noget musik. Jeg skulle ind og handle og mødes med min mor...men på en eller anden måde fik hun opfattet det sådan, at jeg ville møde hende derinde til det der musik. Jeg fik så forklaret, at det kunne jeg ikke nå. Hun sagde iøvrigt at jeg altid var velkommen oppe hos hende, hvortil jeg blot takkede.
Idag kom hun og bankede på min dør for at høre om ikke jeg kom op og hørte noget musik sammen med hende. Jeg havde virkelig ikke tid, for jeg skulle ud at handle og skal til min fars fødselsdag osv., så jeg forklarede hende pænt, at jeg ikke havde tid.
Mit problem er, at jeg synes hun er sød og hun kan jo ikke gøre for, at hun er udviklingshæmmet. Jeg er bestemt ikke den type de rikke vil snakke med en i bussen der er handicappet osv. og derfor vil jeg selvfølgelig også godt sludre med hende på opgangen, ved bussen osv.
Men jeg kan ikke overskue at hun kommer til at tro, at vi er veninder. For det første føler jeg ikke, at jeg har tid og energi til nye bekendtskaber, da jeg har problemer nok med at nå at se mine venner og familie i forvejen. Desuden har jeg bare en eller anden fobi over uanmeldte besøg osv. Når jeg er hjemme er jeg i min egen lille osteklokke. Og der er helst ikke nogen der skal trænge sig på... selvfølgelig med undtagelse af venner, familie og hvem jeg ellers selv inviterer. Jeg har bare enormt meget brug for mit private rum. Og som regel er jeg optaget af mit studie når jeg endelig er hjemme.
Jeg kan bare ikke afvise hende. Vil simpelthen føle mig så led. Og det er jo ikke fordi jeg ikke vil snakke med hende...har bare ikke personligt overskud til at besøge hende, samt invitere hende indenfor. Men det er altså bare svært at fortælle...både fordi jeg er ringe til at afvise folk og fordi hun i forvejen har sagt hun føler sig ensom... og så fordi hun er udviklingshæmmet. Der er jo bare ikke helt den samme situationsfornemmelse som ellers.
Hvad synes i jeg skal gøre? Er virkelig i et dilemma...!
