Hej.
I dagens anledning valgte jeg lige at gøre mig selv til lidt ala anonym, da det her er virkelig ekstremt svært for mig, både at skulle skrive om, men også fordi jeg har brug for at skrive ud om det. Mere så jeg ikke render galt med det.
Stædighed er et virkelig vidt begreb. Stædighed, kan både hjælpe en igemmen tingene man har sat sig for, at nu skal det gennemføres. At man viser andre at man kan også gøre det.
Men stædighed kan også være dræbende. Til noget man ikke vil erkende, og man holder stædigt fast i at sådan er det, fordi man ikke rigtig tør se visse ting i sine øjne, fordi man måske er bange for at falde dybere i et stort hul fordi man er bange for at enten blive mobbet igen eller på anden måde blive slået tilbage til et koldt trist sted i sit indre, man lige håbede på at kunne komme ud af, men hvor man bliver smidt tilbage fordi andre mener man ikke høre til. Der hvor det er godt at være, i lyset af glad stemme, glade øjne m.m Altså en positivt syn på livet/fremtiden.
Den sidste beskrivelse af stædighed, er der hvor denne anonyme forfatter = mig, høre hjemme.
Nu nævner jeg ingen navne eller noget kun x og y osv. Da jeg ikke har grund for at hænge andre ud på nettet.
I mange år allerede siden de unge dage da jeg var 6 klasse elev, lærte jeg hurtigt at man ikke blev mobbet hvis man ikke sagde noget forkert i timerne. Lige så snart jeg kom ud i frikvarter sammen med de andre, blev jeg mobbet men ikke for jeg ingenting havde sagt inde i klasselokalet til en eller anden time. Jeg blev som en skygge af mig selv, og gik kun på wc når timerne var begyndt, så vidste jeg at så var chancen større for ikke at rende ind i en eller anden der vil komme med en grov nedsættende sætning. Jeg turde ikke sige igen, for der viste jeg også gjorde jeg det, så kom der 5 - 10 efter mig i næste frikvatere, som denne person jeg havde sagt noget til, for at forsvare mig, havde samlet for at tryne mig. Så at sige igen og forsvare mig selv med ord eller at gå til en gårvagt (en af de voksne) og sige det, turde jeg ganske enkel ikke, for jeg viste slap det ud jeg havde tyet til en voksen så vil jeg blive mobbet også, og så vil dengse bare følge mig endnu mere. Eller en at de utallige andre øgenavne jeg havde.
Selv da jeg i 9 klasse sagde til y jeg blev mobbet, fik jeg da hjælp til at komme over på en ny skole, og der gik jeg 10 klasse med. Men også der var pigerne i klasse i et overlegen tal. Vi var 2 drenge i 10 klasse og 16 piger. Mange af pigerne gjorde alt for at det var dem der blev hørt, at det var deres "pibe" man skulle danse efter, ellers skulle jeg love for man fik med grove ord mere afvide når der ikke var nogen lærer til stede. Jeg var rundt regnet 10 klasse elev i ½ år sammenlagt. Jeg kunne ikke holde alle de grovheder, ydmydelser ud mere om at man ikke var god nok, at man var overvægtig m.m altid skulle man være tynd, perfekt, gå i det rigtige tøj, og ligne alle andre, gjorde man ikke det var man en misfostre /freak der bare skulle trynes.
Efterhånden fik jeg den der ydre skal, der gjorde jeg tit fik af vide jeg så sur ud, jeg ungik ALLE på min vej og var der en der sagde noget til mig, lagde jeg mit ydre i folder der sagde " du skal fandme ikke tro du er noget" Når folk stirrede på mig, så stirrede jeg igen mere ihærdigt, så de til sidst slog blikket ned. Når folk henvente sig til mig, havde jeg en kold og let afvisende holdning. Og interesseret folk mig ikke, så gik jeg og så kunne de stå og rådne op, jeg var fuldstændig kold på det område.
Jeg blev mere og mere den folk ungik at komme i kontakt med, og jeg blev emne for mobning fordi jeg ikke kunne lide andre, deres blikke, bemærkninger. Når folk hilste på mig på gaden, fik de et blik og et nik og det var det, og så gik jeg videre. Standsede jeg endelig, så gjorde jeg dem hurtigt klar med min holdning at jeg ikke have tid til at tale med dem, og var parat til at gå igen.
Selv da jeg i en periode havde det oki godt, og det meste af min lidt negative holdning gled lidt i baggrunden, hvor jeg smilede mere til mine omgivelser, oplevede jeg engang at en jeg engang have gået i klasse med, snobbet som vedkomnet var og er, forduftede over på den anden side af gaden. Jeg vinkede og smilede og sagde " er du for fin til at gå forbi mig" Lige der havde jeg mod til at sige noget, men tænkte så om det var forkert at sige sådan, men indså at eftersom det var en af mine mobbere der gik der, godt kunne tåle sådan en sætning. Og jeg have det godt over at jeg lige der kunne sige noget igen.
En anden gang kom jeg gående ned igennem gågaden og en anden af mine mobbere fra dengang sad med sin kæreste og lige som da jeg gik forbi hørte jeg " hende der der lige gik der, hun er sådan og sådan og sådan " det var ikke søde ord der kom om min person, og jeg synes ikke det er værd nok at bringe sådanne ord lige her. Men det endte i at jeg vente mig om gik tilbage og stod over for x der havde sagt det stirrede med kolde øjne. H*n blev lettere forskrækket, h*n havde nok ikke regnet med at jeg vente om, men jeg sagde med meget kold stemme at næste gang h*n fik lyst til at sige nedsættende ting til andre, så skulle h*n sige det ansigt til ansigt og sige tingene som de var, i steden for at være en omvandre sladder bip. Og næste gang h*n havde et problem med mig så enten holde sin dertil indrette mund lukket eller sige det face 2 face i steden for. Og så gik jeg. Siden den dag er h*n gået langt uden om mig og jeg har smilet lige hver gang det er sket imens jeg har haft øjenkontant i et splitsekund med h* .
Y som har været min base, troede jeg fulgt og fast på, hjalp mere c . Ligesom alle andre teenager havde jeg brug for en stærk beskyttende hånd omkring mig. En der kunne sige til mig, det var oki at være anderledes og også jeg fortjente en chance i livet. Men da jeg så hvordan C blev hjulpet mere og mere, og tiltrods for det blev mere og mere arogant og alt dominerende, trak jeg mig i baggrunden, for det måtte være en grund til at C blev hjulpet videre frem i livet, og ikke jeg. Derfor sank jeg hurtigt sammen til ingenting, og lod mig herske rundt med at andre, både når det kom til hverdags gøremål.
Fester var der ikke noget der hed før jeg blev 18 år, jeg turde ikke tage til en, fordi MIN plads var i sofaen, og ikke andre steder hvor andre kunne gøre grin med mig fordi jeg var som jeg var/ og nu engang er.
Heste blev mit eneste fristed, det var der hvor jeg kunne være mig selv og føle jeg udrettet noget. Men i dag har jeg mere og mere den holdning, at alt den omgang jeg havde med heste og alt det jeg har haft lært, kun var et rent tilfælde og jeg kunne "kun" disse ting når der var andre mere dygtige personer til stede. I dag får jeg stadig af vide at jeg stadig kan omgåes heste og stadig godt kan ride en tur i skoven eller lign. Jeg skal bare finde glæden frem igen. Jeg forsat mener at jeg ikke kan mere og har aldrig kunne. Men jeg drømmer stadig om egen hest igen, selv efter alle disse år. Men jeg tvivler stærkt på jeg nogensiden finder den hest, der skal sætte en brand igang i mit hjerte igen.
Alle de interesser/hobbyer jeg har haft, som skydning i bk1 klassen ( den bedste klasse) jeg skød rent ud plet næsten hver gang og jeg lå som en af de bedste, og jeg blev udtaget til hold næsten hver gang vi skulle ud til stævner, guldmedajle, pokaler og titler om fynsmester har jeg haft med mig hjem hele 2 gange.
Men med en bh str. på godt 95 E, gør det svært at ligge ned til sommerskydningen, det gjorde ondt og jeg følte lige hver gang at mit hjerte blev mast, så jeg stoppede til en hobby jeg i den grad var glad for og har savnet lige siden. At så med et gevær og sigte på en skive der er et par meter fra en, og så ligge der musse stille og langtsom tage sigte og så trykke og bagefter vide man ramte lige præcist der hvor man skulle, er en virkelig dejlig fornemmelse, og man er helt væk. Og at mærke rosen for sin skydehjælper (voksen) som kordigere end og kigger i kikkert for at se hvor man rammer, er en ros man føler som et varmt åndepust.
Men ikke mere. Jeg har ikke haft sådan en fornemmelse længe, i nogle år efterhånden, og guderne må vide jeg savner det. Guderne må vide jeg ikke også savner hestene, og det at have hest igen selv.
I dag er der en der forsøger at rette op på visse hente ting i fortiden, som jeg i perioder hænger fast i. Når jeg høre ting der i for sig passer, dukker min stædighed op. Visse ting vil jeg ikke erkende, selvom jeg godt dybt inde ved der er hold i dem. Jeg siger gang på gang det ikke passer, selvom det gør lidt. Når jeg høre ordene " du er altså elsket" siger jeg "jaja sikkert" eller hvis jeg får af vide jeg er god nok, er pæn som jeg er, får folk tit af vide at den skal de længere ud på landet med, for det passer alligevel ikke det de siger.
Jeg ved ved visse folk såre disse ord dem, for de ser jo mig som de ser mig, og ikke som jeg ser mig selv. Og i et splitsekund fortryder jeg de ord, men når det splitsekund er gået fortryder jeg slet ikke længere, og så måske alligevel lidt.
Jeg er i et "sort" hul, lige nu og her i min indædt stædighed, hvor jeg er allermest sårbar, ked af det, tankerne kværner i mit hoved, men jeg føler mig alligevel tryg i det sorte hul. For går jeg op af det hul, fjerne lidt af min negative stædighed, ser fremad, men uddannelse, finde venner, finde interessen til alt det jeg savner og som før har været i mit liv. Kunne jeg, ja få det bedre, blive mere smilende, glad både indvendigt og udvendigt og føle mig hel igen. Men at skulle tænke på om der lige om hjørnet vil være nolge der måske vil blive misundelig på alt min ny erhvervet lykke og begynde at tryne/hakke mig ned med ord, er jeg bange for jeg ender i et større hul end jeg nogen siden har været i. Og det VIL jeg ikke. Derfor har jeg i skrivende stund sat mig for at holde mig til mit lille "sorte" hul i skyggen af lyset og min indædte stædighed og lade ingen komme forbi og se den pige jeg er og som "A" og "m" har set så mange gange. Men som ligger skjult det meste af tiden.
Ja jeg er bange for fremtiden. Jeg er bange for lyset. Jeg er bange for ny mobning. Gid jeg her og nu kunne vende den indædte stædighed til noget positivt og sige, her er jeg, tag mig som jeg er. Gid jeg kunne sige i fremtiden " også jeg har ret til at være i lyset og ikke i et mørkt "sort" hul med tåre, håbløshed og følelsen intet at være værd.
Måske kan det godt lyde som om jeg har ondt af mig selv, men sådan forholder det sig ikke. I skal huske på det er ikke mig der har mobbet mig selv, og jeg har ikke selv bestemt at være i et sort hul, som andre så ihærdigt har forsøgt at putte mig hen, fordi de vil fremstå som de perfekte og ufejlbare personer, som de har givet udtryg for at være.
Jeg ønsker mere end noget andet at slippe væk for dette sorte hul, at ligge den indædte stædighed bag mig og vende den til det positive så den i steden for driver mig fremad og ind til noget der kan gøre mig glad, som kan være en hjælp til at klare en uddannelse, fordi man vil. Men jeg ønsker heller ikke være den der bliver omtalt som den selvsikker bit*h , der tror hun er ihh og åh, men som bare vil have en smule anerkendelse og ros fordi jeg prøver ihærdigt at blive mere selvsikker på min egen person, uden at støde andre.
Jeg ønsker at vise den kærlige, ærlig og tiltider veltalende fornuftige pige jeg VED jeg kan være. Jeg ønsker jeg mere frit kan sige min mening når andre støder mig på noget jeg ikke selv kender til, men som jeg bliver omtalt som, selvom jeg måske ikke er det. Jeg ønsker at sige hvis du respktere mig, respktere jeg dig. Jeg ønsker bare at være mig.
Jeg er hverken forkælet fra hjemmefronten af, og jeg ved at livet ikke er en dans på roser, langt fra. Jeg bagtaler ikke andre, da jeg på egen krop og sjæl ved hvor pi**e ondt det gør. Jeg har altid gået i det tøj jeg vil og ligner ikke alle andre poptøser med blond hår og dukkeansigter. Jeg har altid gået i det jeg finder behageligt og som sidder pænt på mig. Jeg er ikke ponker eller noget selvom jeg har piercinger. Jeg er bare mig, men jeg ved også at folk ikke altid kan acceptere mig hverken for hvordan jeg ser ud, selvom jeg kun vejer 20 kg for meget, så er det også det jeg bliver stemlpet på. Verden er ikke perfekt, hvorfor er der så nogle mennesker der forsøger. Vi kan jo ikke alle gå rundt og være snobber, stjæle for de fattige og gi til de rige.
Hvorfor kan folk ikke bare acceptere andre, hvorfor kan visse folk ikke bare acceptere en pige som mig, bare bare ønsker at være sig selv og få lidt mere selvtillid i steden for at blive rakket ned på, uden jeg har sagt noget.
Og hvorfor føler jeg skam over at være den pige jeg er inde bag den skal. Måske fordi jeg er bange for at vise den sande pige jeg nu engang er inde bag den hårde skal.
Jeg skriver dette indlæg bare for at komme ud med mine tanker. Og ikke for at få medlidenhed, for det er ikke den jeg er ude efter. Jeg er mere ude efter råd/egne erfaringer med livet. Og ikke mindst vide fra andre, at jeg ikke er unormal / værdiløs. Ved godt jeg ikke er værdiløs, men damn sådan føler jeg mig tit.
Tilsidst skal der siges jeg får hjælp, men det at få hjælp fra psykolog og andre personer, gør heller ikke at man kan skrive til andre ex. her på hestenettet, for at lukke op for følelser, som andre måske/måske ikke forstår. Så hjælper det alligevel at få lukket op til andre man ikke kender.
Tak fordi du/I gad læse så langt.
Hilsen pigen fra årgang `84
men jeg elskede hesten og den var den eneste i mit liv jeg følte mig glad og tryk ved. Men til sidst blev det for meget og jeg besluttede at forlade min elskede hest da han ikke var til salg (ikke til mig ihvertfald)
WOW jeg kan jo godt...
) der VAR mobning ikke noget man tog alvorligt 
