Hej med jer,
Sagen er den, at jeg er helt i vildrede. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg føler og hvad jeg ikke føler. Jeg har en søn fra et tidligere forhold, men har fået den dejligste, kærligste og mest oprigtige kæreste. Vi har været sammen i et års tid efterhånden. Han er flyttet til Sjælland i 6 mdr. for at færdiggøre sin uddannelse og der bor han så hos en veninde... og jeg kan bare mærke, at det æder mig op indvendigt. Det er en aftale de lavede allerede inden han mødte mig. Han kommer hjem i weekenderne og han forsøger virkelig, at berolige mig i, at jeg slet ikke synes det er fedt.
Jeg er ikke jaloux eller kontrollerende, og han må gerne have veninder! Men jeg synes det er så grænseoverskridende, at en anden kvinde skal bo så tæt med min kæreste. Vi har et rigtig godt forhold, vi stoler på hinanden, elsker hinanden meget højt, min søn ser ham som sin far og jeg er ikke i tvivl om, at han sætter stor pris på både mig og min søn. Vi snakker om hus og planlægger børn ud i fremtiden, så på den måde tvivler jeg ikke på ham. Men jeg kan mærke at det går over min grænse, at de bor sammen, står op sammen, spiser sammen, træner sammen, tager sammen hjem fra byen og bla bla bla.
Nogle øjeblikke tænker jeg virkelig, at jeg må tage mig sammen og husker på alle de grunde jeg har til ikke at bekymre mig, men hver gang jeg tænker på hvor meget de tilbringer tid sammen, så gør det virkelig ondt. Kan jeg tillade mig at have det sådan? Skal jeg tage mig sammen eller hvad skal jeg stille op? Han ved godt hvordan jeg har det, fordi vi har talt om det. Men jeg kan bare ikke slippe hvor intimiderende jeg synes det er, at en anden kvinde er så tæt på min kæreste i så mange måneder. Hvordan ville I have det?
