Jeg elsker at skrive, og drømmer om at udgive en bog. Men skal lige bruge lidt hjælp fra jer hestekloge mennesker derude.

Der er rimelig meget, men håber nu i vil alligevel

 

Kapitel 1

 

Jeg husker da jeg red rundt mellem træerne og plukkede de modne æbler. Husker hvordan Loke hver sensommer og efterår havde taget nogle kilo på. (Jeg kunne ikke lade være, når han så så sød ud når han tiggede efter æbler.) Hvordan hans plettede pels voksede sig stor og ulden om vinteren, og hvordan staldgangen flød med hår og pelstotter når foråret kaldte.

Hvordan vi totalt klokkede i det til vores første og sidste stævne. Det var bare ikke Loke. Huskede hans ene permanent lukkede øje, som havde taget skade da han var føl. Ole Lukøje, men det var kærligt ment.

 

Nu er min lille drømmeverden slut. Loke er for knap et døgn siden blevet fortid. Lige fyldt 18 år, men han fortjente sin pension her. Her hos mig i Æblelunden. I stedet valgte hans krop at rejse op til det ukendte.

Loke, Loke, Loke, Loke…

 

***

 

(1 uge senere:)

 

"Emilia! Du kan ikke blive siddende deroppe for evigt", kalder mor med en trøstende stemme.

"Nej det kan jeg ikke, for vi lever jo ikke evigt, som du nok kan se", siger jeg grådkvalt. Jeg maser mig ind mod væggen for at forsvinde, men det virker ikke.

Hvis bare jeg kunne presse så meget, så væggen pludselig gav efter. Jeg forestiller mig hvordan en grædende pige falder ud gennem hullet og rammer jorden med et smæld. Går bort med tanken om Loke der venter på hende i det ukendte.

Men… Sådan fungerer det ikke. I stedet lægger jeg mig ned i sengen. Jeg føler stor trang til at græde højlydt, men jeg kan ikke. Jeg er tømt for saltvand.

"Søde". Mor er kommet ind eller rettere op. "Jeg har taget noget morgenmad med op". Jeg stirrer bare på de to toasts. "Din far og jeg ville blive så glade, hvis du ville spise frokost med os".

"Måske".

Mor stiller maden på natbordet og sætter sig på sengen. Jeg flytter mine ben lidt, så hun kan være der.

"Jeg er også trist, Emilia. Loke var en skøn hest, og han vil blive savnet frygteligt. Kan du huske da du fik ham? Far og jeg var meget skeptiske?"

Jeg nikker.

"Jeg var ti og han var lige blevet tretten".

"Ja, men jeg er nu glad for at vi sagde ja. Det har været fem skønne år", siger mor og stryger min kind.

"Perfekte".

Mor kigger på mig med sørgmodige øjne, men samtidig smiler hun lidt.

"Emilia, kan du ikke spise lidt morgenmad, så er du sød?"

"Hmm, okay". Jeg sætter mig op, og tager tallerkenen med toasts. "Men mor, jeg har stadig ikke nogen appetit".

"Tror du ik' der noget dit hoved bilder dig selv lidt ind? Prøv at spise lidt".

Mor går ned igen, og lukker lemmen efter sig.

Jeg tager en bid af toasten, men det føles kvalmt. Som om min mave bogstavelig talt er fyldt op. Jeg forestiller mig, hvordan man kan se igennem hud og skelet, og kan se al den sammentyggede mad ligge helt op til ganen.

Jeg tvinger mig selv til at synke den lille bid. Jeg kigge på de to brankede gespenster hvor deres indvolde er flydt ud, imens det smeltede på panden. Uden at tænke over det, rækker jeg tunge af dem og kigger fornærmet væk.
"Du er godt nok barnlig, Emilia", siger jeg hånligt.

"Hvad? Nej, jeg er ej".

"Okay, men hvem er det så lige der ikke har været i skole i en uge, rækker tunge ad sin morgenmad, er oppe på sit værelse fireogtyve/syv undtaget når hun skal på toilettet?"

"Mig", sukker jeg opgivende.

"Godt så! I morgen er det mandag, så tager du i skole!"

"Ja..."

"Ja, hvad?"

"I morgen skal jeg nok prøve at komme i skole..."

"Niks. I morgen skal du i skole".

"Siger hvem?" Snerrer jeg.

"Siger du".

 

Jeg kom ikke ned til frokost, som far og mor håbede, men jeg kommer ned til aftensmad.

"Hej skat! Det er godt at se dig oppe!" Siger mor og far næsten i kor, og far kommer hen og giver mig et knus.

Da jeg har sat mig ned, spørger mor:

"Har du det bedre?"

"Hmmm, jeg har måske mere taget mig sammen", svarer jeg, og puster til min minestrone.

"Skal du i skole i morgen?" Spørger far.

Jeg skal lige til at svare, at jeg ikke føler mig klar, men… Jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre det.

"Det tænker jeg".

"Super, Emilia!" Mor smiler så stort, at hendes smilehuller går i et med hendes øre, hvis det var i en tegneserie.

Efter maden pakker jeg min lysegrå Fjällräven-rygsæk. Jeg skal have matematik, biologi og dansk.

Det er stadig lyst udenfor, som det jo er her om sommeren.

"Må jeg… cykle op til Æblelunden?" Spørger jeg mine forældre, som sidder og drikker aftenkaffe til The Crown-serien.

"Selvfølgelig må du det", svarer far. "Det er dejligt at se dig oppe igen".

Jeg smiler, og går ud i entreen. Jeg tager min sommerjakke og kondisko på, råber farvel, og går. Det er en smule køligt, men ikke koldt. Jeg lukker min cykelhjelm, stiger op på min lyseblå damecykel, og så er jeg på vej ud af mit sorte hul.

Æblelunden ligger for enden af vejen overfor min vej.

Efter et kort stykke tid kan jeg se de hvidkalkede bygninger.

Gården består at et hovedhus og ved siden af ligger den store stald. De fleste af hestene går i løsdrift, men hingste, skadede heste og drægtige hopper står i boks. Nogle af dem som har deres hest opstaldet her, kan dog vælge enten at have deres hest i boks eller i løsdrift.

Jeg cykler ind på gårdspladsen, stiller min cykel foran traileren, og går over mod stalden.

Vallakken Pascal gnubber sin mule op ad bokslågen til løsdriften.

"Hej Pascal", hilser jeg og stryger hans brune næseryg. En rød hest kommer hen til os: "Også hej til dig Saga". Automatisk spejder jeg efter en prikket knabstrupper pony, men… han er her jo ikke mere. Pludselig har det sorte hul fået ny kraft, og før jeg ved af det er jeg på skrænten af det. Jeg stivner.

En hånd på min skulder, og jeg bliver revet tilbage til virkeligheden.

"Hej Emilia. Det er godt at se dig". Jeg vender mig forskrækket rundt.

"Hej Susan". Jeg smiler.

"Det er godt at du er tilbage, for jeg har virkelig manglet en ekstra hånd. Agnete har sagt op, så det var kun mig og Sissel, men hun kan jo kun arbejde her tre dage om ugen".

"Åh, øhm, hvorfor Agnete sagt op?"

"Hun er flyttet til København for at studere". Pause. "Men har du lyst til at hjælpe mig med at hente bøllerne ind?" Jeg nikker.

De to unghingste Rambo og Nazgûl går stille og græsser.

"Der kommer en hoppeejer for at kigge på Rambo og Nazgûl i morgen. Hun vil se hvilken én af dem, der skal være far til hendes kommende føl", fortæller Susan.

"Fedt. Hvordan er hoppen?" Spørger jeg.

"Tjo, hun er ikke en hest-hest, men et æsel". Susan smiler, og jeg gør det samme.

Jeg åbner ledet til hingstefolden, og de to hingste sætter i trav hen imod os. Jeg sætter træktovet fast i Rambos grime. Rambo er en svedfuks, og Nazgûl er mørkebrun. Susan og Nazgûl går forrest. Nazgûl har altid været den mest dominerende af de to, men Rambo er heller ikke særlig dame-interesseret.

"Jeg håber, at vi får lov til at se mulæslet vokse op", siger Susan.

"Mulæsel?"

"Når faren er en hest. og moren er et æsel".

"Nåh. Ja, det bliver sikkert vildt nuttet".

Jeg stiller Rambo ind i boksen, hvor han nærmest kaster sig over sin mad.

Susan fortæller, at de skulle have været taget ind for lang tid siden, men at hende æsel-ejeren blev ved med at snakke om sin Bella, som æslet hedder.

"Vil du komme og hjælpe mig med at smukkesere bejlerne? Hvis du kan nå det efter skole selvfølgelig", spørger Susan inde fra Nazgûls boks.

"Ja, det vil jeg godt. Hvornår kommer ejeren?"

"Klokken fire. Og 'ejeren' hedder Edna Andersson". Jeg nikker.

Da jeg går ud af Rambos boks, og kigger tilfældigt over på Daylight, kan jeg se, at hun ikke har fluepandebånd på, som hun ellers plejer.

"Susan?"

"Ja".

"Plejer Daylight ik' at have fluepandebånd på?" Spørger jeg, og Susan kommer over til Daylights boks.

"Jo, hun må have tabt den på folden. Hun kan låne en af mine ekstra, og så finder vi hendes i morgen". Susan går ind i sadelrummet, og kommer ud med et grønt fluepandebånd. "Gider du sætte det på? Jeg skriver til hendes ejer lige om lidt".

Efter at have givet Daylight fluepandebåndet på, siger jeg farvel til Susan, og cykler hjem.

Faktisk var det ret rart at omgås med hestene igen, det må jeg indrømme.

 

Da jeg kommer hjem, er jeg så træt, at jeg går direkte i seng.

Åh nej! Jeg skal i skole i morgen… Hvordan kommer dét til at gå?!

 

Kapitel 2

 

Jeg vågner ved lyden af mit møgirriterende vækkeur. Men jeg får tvunget mig selv ud af sengen og over til mit skab. Hvad skal jeg dog tage på?

Shorts og sort-hvid stribet t-shirt? Shorts og pink tanktop? Cowboybukser og sort-hvid t-shirt? Nederdel?! Det her virker vildt åndsvagt, men jeg gider altså ikke ligne @!#$ på min første dag i skole efter så lang tid.

"Emilia, skulle du i skole i dag?" Spørger mor, og åbner lemmen.

"Øhm, altså, jeg, jeg ved ikke hvad jeg skal tage på", svarer jeg og piller lidt ved kanten af min firkløver-prikkede nattrøje.

"Emilia-skat". Mor kommer hen til mig. "Luk øjnene, ræk hånden frem og tag noget tøj. Sådan kommer jeg igennem tøjkriser om morgenen".

"Okay", siger jeg og lukker øjnene, rækker min hånd frem og tager et noget tøj, og det blev nogle shorts og en hvid t-shirt.

"Se selv, det var ikke så svært. Men tag nu tøj på, og kom så ned og spis morgenmad. Klokken er snart tyve over syv". Mor går nedenunder. Jeg hopper i tøjet, trækker hurtigt børsten gennem mit hår og går nedenunder.

"Godmorgen Emilia", siger far og kigger over kanten af avisen. "Frisk som en havørn?"

Jeg sætter mig ved bordet, tager en varm bolle og svarer:

"En havørn som har fløjet i flere dage uden hvile". Far smiler og tager en slurk af sin kaffe. Pludselig kommer mor stormende ud fra badeværelset.

"Ih, jeg kommer for sent til mødet med den nye chef!" Hun tripper på stedet, da hun forsøger at sætte sit meget mørkebrune hår op i en knold.

"Jamen Tine, er mødet ikke først klokken halv ti?!" Spørger far.

"Jo! Men så fik jeg en sms om at det er blevet rykket!"

Mor ender med at have en løs knold i nakken, og ikke med en hår-donut som hun plejer.

"Hav en god dag Skat". Mor giver mig og far et hurtigt kys på kinden og der går knap to sekunder før hoveddøren lukker bag hende.

Jeg spiser min bolle færdig, og går ud i køkkenet og stiller min tallerken ned i vasken.

"Jeg går op nu", siger jeg og kigger på uret. Halv otte. Det er fint.

Jeg børster tænder og går op på mit værelse for at hente min taske. Jeg tager min computer ud af opladeren og presser den ned mellem min bøger. Da jeg går nedenunder igen, er min far ved at sætte tallerken og bestik i opvaskeren. Jeg tager sko og jakke på.

"Jeg går nu far".

"Ja, pas på dig selv og hav det sjovt".

Jeg vinker og går ud og lukker døren efter mig.

 

Solen er varm og bagende. Jeg stopper op, for at tage min jakke af.

Gad vide hvordan det bliver? Er jeg fuldstændig glemt? Er de ligeglade? Er jeg måske savnet? Næppe det sidste. Eller måske. Nej, så skulle det være Marie, men hun har siden jul prøvet at mase sig ind blandt 'de seje'.

 

Jeg presser hjulet ind i cykelholderen. Jeg tager min taske og jakke op af cykelkurven, og bevæger mig mod hoveddøren.

"Emilia?!"

Jeg vender mig rundt. Marie løber mig imøde.

"Så er du hjemme igen. Var det en fed tur?" Spørger hun ivrigt. Kigger bare tavst på hende. HVAD?!

Hun tager fat i min arm, og hiver mig indenfor, hvor elever lige fra børnehaveklassen til niende myldrer rundt om hinanden.

"Emilia, du undrer dig nok over, at jeg spørger så meget og så ivrigt. Men jeg har indset at jeg har været en rigtig lorteveninde, og det er jeg ked af. Men jeg vil faktisk gerne høre hvordan dit ophold i Lalandia har været..?"

Jeg mærker hvordan skuffelsen ophober sig inden i mig og kigger forbi vreden og tristheden.

"Jeg har sgu ikke været i Lalandia?!"

Marie kigger først forvirret på mig, men siger så: "Nå nej! Det var jo Elisabeth der var i Lalandia. Sorry. Men hvorfor var du så væk? Var du syg? Nej, da ikke her om sommeren? Altså du -".

"Du ved det godt! Men streaks og rabat på dyre mærker var åbenbart vigtigere for dig!"

Jeg river mig fri af hendes hånd, der stadig holder fast i min arm.

Hvad sker der her?!

Jeg småløber hen til mit klasselokale. Der lugter af parfume og neglelak. Ikke mærkeligt, Stella sidder sammen med sine 'tilhængere' i sofaen bagerst i lokalet og griner hysterisk imens de ligger neglelak på deres perfekte negle.

"Puha, neglelak lugter ikke for godt, ik' også piger?" Siger Stella og vifter med hånden.

"Jo virkelig", siger Mia og Emma næsten i kor.

"Men vi må lide for skønheden, har jeg ret?"

"Ja, virkelig", gentager Mia og Emma.

Så forgifter de alle tre lokalet med deres hæslige parfumer. Jeg sætter mig ned på min plads og tager mine matematikbøger op. Jeg kan lugte parfumestanken komme tættere og tættere på, og Stella sætter sig på mit bord.
"Øh hallo?! Det der er ligesom min plads!" Stella kigger ondt på mig og blinker med hendes overmalede øjne.

"Undskyld, hvad? Hvad mener du?" Jeg trækker min bøger til mig, så de ikke stinker af parfume bagefter.

"Det kommer ikke dig ved, søde skat. Du sidder nede i hjørnet, der!" Stella peger med sine nymalede negle. Jeg bliver siddende. Hun skal ikke kommandere med mig på den måde.

Stella sukker, og i samme sekund kommer Marie ind i klassen.

"Emilia, ved ikke hvad der går af dig, men-". Hun kigger på Stella, som stadig har sin mås på mit bord. Stella vender ansigtet væk fra mig, men jeg ved at hun sender Marie et eller andet form for blik.

"Emilia, det er Stellas plads nu. Hun rykkede mens du var væk", siger Marie så.

"Nå?" Jeg samler min ting sammen og går ned mod bordet nede i bagerste hjørne af klassen.

Hvorfor er alle så lede?

To minutter før klokken ringer dumper resten af klassen ind. Sasha sætter sig ved siden af mig.

"Åh, hej Emilia. Hvor har du været henne? Er du ked af at Marie smed dig væk?" Spørger hun. Hendes blonde pagehår til kæben er farvet med lyserøde striber. Hun har en neon lyserød kjole på og en sort cardigan. Sasha er ligesom den... seje outsider. Hun på en måde udstødt, men samtidig ikke.
Jeg skal lige til at svare hende, da Anja kommer ind og beder os om at være stille.

"Jeg fortæller det i pausen", når jeg at hviske, og Sasha nikker.

Anja fortæller, at vi skal arbejde med blandede tal og uægte brøker i dag. Hun skriver nogle regnestykker op på tavlen, som vi skal regne, men det giver bare ikke mening i mit hoved. Jeg tror simpelthen mit hoved er for proppet med så mange andre tanker. Godt jeg sidder nede i hjørnet, så kan de være Anja overser mig lidt.

Jeg skriver de uægte brøkerne ned i mit hæfte og prøver at lave dem om til blandet tal. Det går ikke.

Timen snegler sig afsted, men det lykkes mig at forblive overset af Anja. Klokken ringer til pause, og alle er i gang med alt andet end matematik i løbet af ingen tid.

"Nå?", siger Sasha. "Hvorfor var du væk? Jeg ved godt at vi normalt ikke taler så meget sammen, men jeg hader når Stella overtager andres veninder". De to sidste ord udtalte hun lavt og lidt såret.

"Min pony, Loke, han… han gik bort for… for en uge siden, og det… tog ret hårdt på mig…"

"Åh, er du okay nu?"

"Nej. Det kan jeg lige så godt erkende, at det er jeg ikke, men jeg prøver".

Jeg tænker på det to sidste ord; 'andres veninder'.

"Du sagde, 'andres veninder' i et andet toneleje før. Hvorfor?" Spørger jeg.

"Det er ligemeget, Emilia", svarer Sasha lettere sammenbidt.

Vi siger ikke noget i et par sekunder.

Marie kommer hen til os.

"Jeg skal altså tale med dig! Nu..!"

"Under seks øjne? Eller hvad?" Spørger jeg koldt.

"Ja, selvfølgelig. Stella skal også være med".

Jeg kigger Marie direkte i øjnene. "Under otte! Jeg vil have Sasha med".

"Men… du ved ikke engang hvad det er vi skal tale om!"

"Doesn't matter!" Jeg rejser mig og går.

 

Flot! Første dag i skole, og dramaqueen har allerede sluppet sin onde magi løs.

 

***

 

Jeg fletter en hingstefletning i Rambos man og et net i Nazgûls. De to stolte hingste ved ikke at de er bejlere til et æsel. De er nok ligeglade. Er hun i brunst, er hun bare lækker-smækker

i hingstes øjne.
"Hvor er de bare smukke!" Udbryder Susan og klapper Rambo og Nazgûl.

De står ved siden af hinanden bundet til en af de to lange striglebomme, som står på hver sin side af døren til stalden.

"Skal jeg rykke Nazgûl over til den anden striglebom, så de ikke massakrere hinanden?" Spørger jeg.

"Ja, gør det", svarer Susan.

Jeg binder træktovet løs og trækker Nazgûl over til den anden bom. Jeg hører lyden af en bil med trailer ude fra gårdspladsen.

"Jeg tager imod Edna".

Jeg nikker.

Kort efter kommer en rødhåret dame trækkende med et æsel.

"Jeg har gjort klar i en af boksene", siger Susan og viser Edna ind i stalden. Jeg går væk fra Nazgûl. Rambo er blevet opdraget til ikke at være for hoppe-hidsig, men Nazgûl er helt syg, når han ikke er sammen med mennesker. Det skal han have lov til. De vrinsker og stamper i jorden, da Edna og æslet går forbi.

"Emilia, vil du tage Nazgûl over i rotunden?"

"Ja, selvfølgelig". Det er svært at lægge hovedtøj på ham, når han lige har været så ophidset. Jeg sætter longelinen fast og trækker ham over til rotunden. Den er bygget op af et simpelt trådhegn som de fleste af de andre folde, men der er bare ikke strøm i.

Jeg viser Nazgûls gangarter på begge volter i forskelligt tempo og gør det samme med Rambo. Susan fortæller Edna om afstamning, afkom, talent og sådan noget.

Jeg tager deres fletninger ud og strigler dem, imens Edna og Susan taler sammen. Rambo gumler tilfreds på sit hø, og Nazgûl er i færd med at rulle sig.

Skønne heste.

Alt det i skolen og arbejdet her, har fået mig til at lægge min sorg over Loke bag mig, men det føles ubehageligt, når jeg så tænker på ham og det føles som om jeg glemmer ham nogle gange.
"Emilia?"

Det går op for mig, at jeg står med en bunke manelastikker i hånden og bare stirrer på dem.

"Ja?"

"Det er Nazgûl der skal være far til det kommende mulæslet".

"Fedt!"

Det er fedt. Det er altid spændende når der skal sættes et nyt liv verden.

Kapitel 3

 

Endelig er det blevet fredag. Efter en lang og anstrengende uge med dramaqueens forbandelse mellem Marie og jeg. Hun er virkelig blevet en… ja… @!#$. Men det virker som om Sasha og jeg er ved at blive rigtige venner. Det er fint. Hun er sej og siger sin mening.

 

***

 

Stella og Marie skal fremlægge om Etiopiens klimatype og plantetyper i plantebæltet. Vores irriterende geografi-lærer Michael klager over at slideshowet er fyldt med små diamant dekorationer.

"Klimaet i Etiopien er overvejende varmt og tørt med ørkendannelse i den østlige del af landet, men i løbet af året er der dog også to regnperioder", begynder Stella.

"Etiopien ligger i den tropiske klimazone", forklarer Marie.

De fortæller om det ene og det andet og det tredje, men jeg kan ikke fokusere på emnet. Eller faget for den sags skyld. Mit hjerte er stadig i stykker og min hjerne ligeså.
"Keeedeligt", hvisker Sasha. "Etiopien er ellers et spændende land, men de der piger kan få alt til at blive kedeligt".

"Sasha, ti stille", siger Michael.

"Michael kan få alt til at blive kedeligt", hvisker Sasha igen.

"Ti stille!"

Jeg kan næsten ikke lad være med at grine. Næsten. Et lille fnis undslipper.

 

Klokken ringer til frikvarter.

"Gad vide hvad dagens ret er i dag?" Siger Sasha.

"Sikkert splatghetti med splatsovs. Igen", siger jeg, og smiler skævt. Hele sidste uge har de været spaghetti med tomatsovs. Men det er vist og noget med at kantinen har fået ny kantinedame.

 

"Hvor skal Stella og Marie hen?" Hvisker jeg til Sasha, da jeg ser Stella og Marie gå ud af hoveddøren.

"Kabanah", svarer Sasha.

"Hvordan ved du det?"

"Det har de gjort hele den uge du var væk".

"Men de har ikke været det hele den her uge".

"Marie ville sikkert ikke før hun havde gjort det helt klart, at i ikke kunne blive venner igen".

Vi stiller os op i køen til maden.

"Marie?"

"Ja. Hun har virkelig været en @!#$, siden hun begyndte at være sammen med Stella. Det skulle ikke undre mig hvis hun tænker sådan".