Hej fra en sygeplejerske!
1. Alle svar er jo afhængige af hvor du arbejder henne. Der vil være jobs, der slider mere på det fysiske og jobs, der slider mere på det psykiske.
Personligt har jeg arbejdet mest med ældre - både i eget hjem og på ældremedicinsk afdeling. Der er der stadig mange situationer, hvor man ender i belastende arbejdsstillinger, der slider på kroppen. Det kan samtidig være belastende psykisk af mange årsager; det er hårdt i sig selv at være nærværende i patientens krise, der kan være pårørende i krise, desperate patienter/pårørende siger/gør desperate ting. Det hårdeste er dog (igen personlig mening) at det arbejdspres der desværre ses mange steder i sundhedsvæsenet efterhånden gør, at man som sygeplejerske ikke føler man har tid til at gøre sit arbejde ordentligt. Man går simpelthen hjem fra arbejde med dårlig samvittighed overfor sine patienter, fordi man synes man kunne have gjort det bedre.
2. Der er SU under hele uddannelsen. Kan se der er kommenteret længere oppe, at man får elevløn. Det er skisme mange år siden man gjorde det. 
Nu til dags får man 'kun' SU. Til gengæld indgår man ikke i dagsnormeringen, når man er ude i praktik - det vægtes at man er der for at lære og ikke for at lette arbejdet på afdelingen.
3. Ja, i dén grad. Det påvirker én meget som person, fordi man jo får det privilegie at komme helt tæt på andre mennesker, selvom de ofte er i en svær situation. Jeg synes man vokser helt ekstremt af at have de her uplanlagte samtaler med patienterne om hvordan de oplever deres liv og situation. Det kan være smukt og rørende - og igen hårdt og uretfærdigt. Men det hele er menneskeligt og gør én klogere på livet.
Det påvirker selvfølgelig også familielivet på mange måder. Som der også er nævnt før, kan sygeplejersker arbejde på skæve tidspunkter af døgnet. Helt personligt kan jeg mærke: at jeg har et mere naturligt forhold til alderdom og død - også i forhold til fx mine bedsteforældre. At jeg somme tider ikke orker at snakke mere om sygdom og svære ting, når jeg komme hjem fra arbejde. Og at jeg generelt er træt, når jeg har fri, fordi jeg bruger så meget energi på mit arbejde.
4. Arbejdsmiljøet afhænger meget af ledelsen. Sundhedsvæsenet er ret presset, men som medarbejder kan man klare meget, hvis bare man føler man har opbakning fra sin ledelse. Der har for nogle måneder tilbage kørt nyheder om sygeplejersker på Holbæk sygehus, der kunne underskrive en ansvarsfralæggelse, når de kunne se at de ikke kunne nå at yde et forsvarligt stykke arbejde pga. underbemanding. Det er grotesk at man skal så langt ud, men det gør at de sygeplejersker bedre kan tåle at stå i det, selvom de risikerer klagesager.
5. Jeg er ikke helt med på hvilket samarbejde du mener? Men umiddelbart at samarbejde med alle mine kolleger vigtigt - alt fra serviceassistenterne på sygehuset til vaskeridamerne på plejehjemmet, til lægerne og fys-ergoterapeuter, de andre sygeplejersker og SOSU'erne osv.
6. Alt i alt elsker jeg at være sygeplejerske. Men nogle gange fortryder jeg lidt. Jeg synes det er et fantastisk fag, men jeg er ofte ramt af dårlig samvittighed, fordi jeg føler jeg burde have hjulpet mine patienter mere/bedre/hurtigere - men jeg kun har to hænder til at vælge mellem at hjælpe med: at give medicin til tiden, at hjælpe en gammel dame på toilettet, at trøste en der græder, at informere bekymrede pårørende, at give mad og drikke osv. Ofte glemmer jeg selv at holde pause, og kan således godt gå 8 timer uden hverken vand, mad eller toiletbesøg.
7. Jeg arbejder fuld tid - 37 timer ugentligt.
8. Jeg ville rigtig gerne arbejde med mennesker, og det er åbentlyst meningsfuldt at hjælpe andre mennesker med at få det godt. I gymnasietiden var mine yndlingsfag biologi, psykologi og sprog/kommunikationsfag. Så jeg følte at sygeplejen kunne tilfredsstille de samme interesser.
9. Jeg synes ikke selve uddannelsen var slem. Den ér selvfølgelig krævende. Det skal den være - du skal ud og arbejde med menneskeliv. Men jeg tror ikke den er hårdere end så mange andre uddannelser. Den veksler jo mellem praktik og teori, så man får også lov at komme ud i virkeligheden og se nogle af de ting man læser om undervejs.
10. Jeg har det rimeligt okay med at fortælle dårlige nyheder. Man husker jo at tænke over hvordan man selv ville reagere ved at modtage sådan en nyhed, men så ligger kunsten i at hjælpe sin patient til at være i det. Det handler ikke altid om at blive rask, men om at det liv der er tilbage skal være værd at leve.
11. (Udover at redde liv og gøre en forskel)
Det bedste jeg ved er samtalerne med mine patienter. Og med det mener jeg både de rigtige dybe samtaler om liv og død, men også kommunikationen med dem, der ikke længere kan tale for sig. Jeg abejder jo meget med demente. Der finder jeg en evig motivation hos dem, der ikke længere ved hvem de er, hvor de er, hvem jeg er eller noget andet - men hvor der lykkes at få et smil eller et grin frem.
Det værste jeg ved er når mine arbejdsvilkår gør at jeg er nødt til at nedprioritere vigtige ting. Når jeg fx er nødt til at sætte mig ind på kontoret og dokumentere i journaler, selvom der bliver ved med at være opgaver hos patienterne jeg kunne løse. Men det er bare vigtigere at min næste kollega kan se hvad jeg faktisk har gjort og hvad jeg er nået til.
Håber du kan bruge svarene!
