Jeg har ikke et godt ord for, hvad man kan kalde dig - men jeg kan tage samme titel.

Jeg ved ikke, hvad hulen man skal gøre, men det er så hamrende frustrerende!

Udveksler gerne "omfg-hvorfor-kan-du-ikke-bare-selv- tage-noget-initiativ-vi-bor-her- begge-to-så-skal-jeg-virkelig-bede- dig-om-alting?!"-historier, men jeg skal spare jer for nu

Mænd kan opdrages til at forstå, men så skal man også ha haft dem fra små..

Jeg fatter ikke at man vil finde sig i at ens partner opføre sig på den måde, sig dog STOP..

Babysitter er et godt ord.

Typisk mandtype, forventer et medalje så snart de har smidt deres eget tøj til vask.

Men du er et sted, hvor du ska gøre op med dig selv, om du gider, for det ændrer sig nok ikke.

Eller forsøge dig med store bogstaver.

Men hvad bedriver han så tiden med?

Forresten, så er problemet faktisk ikke småting - jeg færdes lidt på reddit, hvor der cirkulerer to artikler (blogposts) om netop denne problemstilling: You Should've Asked og She Divorced Me Because I Left Dishes By the Sink - og du kan helt sikkert nikke genkendende til rigtig meget af det!

Jeg går stadig selv og overvejer at indføre en aftale ("regler" er sådan et træls ord) om, hvordan vi griber husholdningen an. Min kæreste har AD(H)D, som gør huslige pligter ekstra udfordrende, men det skal ikke være en undskyldning for ikke i det mindste at prøve. Problemet er, at der næppe vil være nogen egentlige konsekvenser ved ikke at gøre det... udover en knotten kæreste (mig).

Mange foreslår et skema, hvor man krydser af, når man har gjort en huspligt; fx. vaske op, vaske tøj, støvsuge, rydde op osv. Det fungerer for nogle, men jeg er ikke helt sikker på, det ville herhjemme...

Disse "frihjulstyper" bliver ofte ret defensive når deres manglende indsats bliver påpeget, og det er en rigtig træls måde at gribe sagen an på; man skal overvejet ret nøje hvornår og hvordan, man tilgår emnet, så de ikke føler sig angrebet (hvilket kan være enormt svært, fordi man unægteligt vil mærke irritationen bare ved at snakke om det).

Som Hængemulen siger, så gør op med dig selv, hvor længe du gider lege med - for få kan holde ud at leve sammen med en person, der ikke viser interesse i at vedligeholde jeres fælles hjem.

Et af de komiske effekter er at hans mor mener han er godt opdraget, og "kan ikke høre" når jeg ikke giver hende ret.

Det er så frustrerende for det meste af tiden har vi det godt sammen, på mange plan suplere vi hinanden rigtig godt...

De der dumme følelser der får fornuften til at tvivle, hvis en veninde kom med samme problemstilling er jeg ikke i tvivl om hvad jeg ville mene.

Hængemulen, tiden går med youtube, computerspil eller lave dimser på drejebænken i værkstedet.

Jeg er årsagen til at hans succesfirma ikke er igang. Jeg vil ikke ligge navn og økonomi til et firma jeg selv ikke tror på. Han har personlig gæld på over 100.000 (muligvis højere da han ikke orker at få overblik) selvfølgelig også i RKI. Mener at de vil stjæle hans penge hvis han for job for så er han tvunget til afbetaling. (jeg mener jo det er 100% fair). -og det er mere rart at krydre r*v end at deltage i arbejdslivet. arbejde tager for meget af fritiden.

Bissen. Han har ADHD men når der er masser af energi til at lave dimser men ikke til at skylle sin tallerken af, så mener jeg det er frikort.

Hvis bare han virkede til at prøve, ville det være så meget bedre.

Har forsøgt med aftaler, skemaer osv. desværre for mig har han ordert i sin magt og det ender altid med at han har det sidste ord og jeg bliver endten voldsom usikker på om det jeg selv føler er okay, eller at jeg bliver enorm rasende og han glatter ud med at spille offer, undskylde og tigge om jeg ikke nok vil gifte mig med ham. I begge tilfælde er det ALDRIG hans skyld altid andres eller omstændighederne.

Har kommet til den konklution at skrive alt op der irritere mig er nok løsningen, ikke for at smide det på en gang i hovedet på ham men for at bakke mig selv og mine tanker op.

Bissen, de der reddit link har du da så helt ret i at jeg kan genkende... Og jeg er så glad for at begge mine børn (de bor på kolegie) kan klare sig selv med hensyn til huslige opgaver, deres mor bor så også i den anden ende af landet så hun/jeg kommer ikke og ryder op efter dem.

Mon ikke du skulle starte med at lave en aftale med dig selv?

Hvis du har prøvet at slibe de kanter du har stukket dig på, hvad får du så ud af at udhule dem i stedet for?

Hvis i vil hinanden så se det positive i hinanden. Det kan godt være svært, hvis man ikke er vant til det.

Der er en uskreven regel om at man får mere af det man fokusere på. Ser du det der pisser dig af, så får du da bare mere af det. Er det det du vil?

Det kræver en tilvænning, men prøv at se de ting ved din kæreste som gør dig glad og øv dig i at se mere og mere glæde ved at være sammen med ham.

Det lyder sørme som en god idé at holde sig fra giftemål for så får du også lige lov til at tage dig af hans gæld!

Måske det er så fastkørt at i skal bo hver for sig for at se tingene fra en ny vinkel? (Dit hjem dine regler. Hans hjem hans regler; Men vil du komme?)

Er du ked af at være alene om aftenen så kan du feks. få dig en hund eller en kat. Det vil bestemt give dig smil på læben og en masse gode oplevelser. Du kommer helt sikkert IKKE til at gå og skabe dårlig energi eller skulle finde dig i unødventige sure opstød fra et kæledyr.

Måske du har naboer i nærheden du kan lave noget socialt med eller meld dig ind i en klub af en art.

Du skal bare ikke gå og være sur og muggen! Vil det være fedt at tænke om 5 år så vil jeg være endnu mere sur og tvær?
Du må simpelthen skabe dig nogle mål i dit liv.

Det er måske nemt nok sagt for en der har været i samme forhold i over 30 år, men det tager altså bare lang tid at få en gammel ven.

Om man har en diagnose eller ej, ja så drejer det sig jo om at begge parter i et forhold, gør sit til at forholdet får den rette næring for at kunne bestå.

At du selv lader stå til igenenm år, finder dig i at sådan er det og gider opvarte ham på den måde, er jo din egen skyld. At hans mor mener han er godt opdraget, tjaa, det må han jo være siden du med din medvirken ikke har sagt fra for alvor.

Her var jeg for længst skredet eller havde smidt ham ud. Aldrig nogensinde havde jeg fundet mig i at være dørmåtte på den måde. Her er det godt nok også mig der laver det meste, men jeg går hjemme og han knokler på job, så skal han da ikke lave lige så meget husligt. Visse ting er hans eget problem: er vaketøjet smidt på gulvet og ikke i tønden, ja så bliver det der, til han selv samler det op - ellers skal jeg være dybt taknemlig for noget han har gjort for mig. Vil han have indmad til aften, laver han det selv og rydder op og lufter ud - jeg spiser ved en nabo . Ang din skræk for at være alene, så få en stor bidsk hund. Jeg lider selv af angst, men er heldigvis ikke bange for mit eget selskab. Forlang noget af ham eller få dig et bedre liv uden den narhat, han vil vel også både dig og jer.

Smid ham dog ud og køb dig en hund i stedet for. Den kan du tale med, gå tur med, komme i kontakt med andre sammen med. Det er jo faktisk mere end med "dovendyret" - Lad dog være at støtte ham i at nasse på dig og samfundet. Enten lærer du ham: "Den der går hjemme gør arbejdet hjemme" Det er den eneste arbejdsfordeling som dur. Vi har i vores hjem altid haft det sådan at den der havde mindst timer ude af hjemmet også var den som klarede flest huslige opgaver. Det har altid fungeret fint - også selv om det ofte er manden som har haft tidligere fri hver dag.

Nu har jeg ikke læst hele tråden, for der er efterhånden mange besvarelser! Jeg kan kun sige at jeg har været der før. Jeg gik og sagde til mig selv at han jo alligevel var sød, dejlig, for han prøvede jo. Han kommer direkte hjemme fra mor madgryder, tøjvasken og rengøring, så han havde aldrig før lavet noget selv... Direkte til at flytte sammen med mig, der er vant til at hjælpe til med alt i hjemmet, frivilligt, fordi jeg gerne ville.

To meget forskellige syn på tingene. To meget forskellige vaner..

Jeg havde arbejde i stald, travstald, fra7:30-16-17 stykker... og havde derud over min egen hest opstaldet ude. Han: skole 8-15+job to til tre dage om ugen fra 17-20... De dage han var tidligt hjemme lå han på sofaen og lavede ingenting. De dage han kom sent hjem til at aftensmaden var klar, og tøjet vasket, lavede han intet... Jeg husker at han tog tallerkner ud i vasken 2 gange... på 2 år. Vaskede dem ikke engang op..

Hvor vil jeg hen med det her? Min veninde blev træt af at høre på mig flere gange om ugen, og konstaterede at jeg aldrig havde noget godt at sige om mit forhold. Jeg sagde kort og kontant til min kæreste hvordan jeg havde det, og så tingene. Han blev pisse sur, og fornærmet. Han kørte en tur kl. @!#$ om aftenen. Jeg blev møg ked af det.... Jeg sagde at han fik en måned til at forbedre sig, for nu ville han gerne ændre på det. Der gik 2 mdr. og der skete lidt de tre første dage, og så var vi tilbage til det samme igen.

Jeg flyttede, og har været meget gladere siden! Du er ikke han mor! Du er hans kæreste!

Jeg sidder idag med verdens dejligste fyr! Han har godt nok ikke vænnet sig helt til vaskemaskinen endnu, men kan godt. Han vasker op, hjælper med madlavningen, og byder endda selv ind med madforeslag. Han har fast job som elektriker, og træner gerne et par gange til 5 om ugen. Jeg er blæst bagover altså! Der gik ikke længe fra vi lærte hinanden at kende til at han ville komme sammen, men ærligtalt så turde jeg ikke, fordi han virkede så perfekt, men boede stadig hjemme, og var ikke færdigtuddannet på det tidspunkt. Nu har vi kendt hinanden i 2 år, og kommet sammen i 5 måneder. Jeg er stadig lykkelig!

Den rigtige er derude et sted, ham der lige præcis er god for DIG! Stol på dig selv, og byd dig selv det bedste smukke kvinde! <3 Efter alt det du har gjort for ham, fortjener du en der med glæde laver mad med dig, selvom det ikke er hvad han synes er fedest. Eller bare selv smider tøjet til vask og gør klar til at vaske det også! Måske fanger han selv støvsugeren en dag, som min Find ham der blæser dig bagover! Ikke ham der går i byen, eller sidder foran computeren og er på bistandshjælp uden at søge jobs, eller have en oprigtig interesse i livet.

Undskyld den lange besekd! :s Mn forf***** kom videre! Elsk dig selv!

Kvinder/mødre og kommende mødre! Vi svigter vores sønner. De dovendyr, der skrives om her i tråden, er jo alle produkt af et mønster de har fået lov til at blive i. Det kan vi da være med til at gøre om.

Den anden dag, da jeg kom hjem fra arbejde kl. 17, havde min søn tømt opvasker og startet ny opvask, sat vasketøj over og hængt vådt op. Støvsuget stue og køkken og var ked af at han ikke havde nået at vaske køkengulvet inden jeg var hjemme.

Han er lige blevet 12 år.

Han elsker i øvrigt at gøre badeværelse rent, fordi det står så synligt blankt bagefter.

Han har "hjulpet" mange gange/gået i vejen, hvor det ville være nemmere at have klaret tingene selv. Men hvis man bevidst lader børnene/drengene komme til, anerkender og fortæller hvor glad deres arbejde gør én, så lønner det sig senere.

Der er sikkert sket noget med ligebehandlingen i børneopdragelsen i de 20 år jeg har været lærer, men jeg oplever stadig igen og igen at nogle af mine mellemtrinsdrenge vader rundt i en ansvarsløs tilstand af "at mor ordner alt". En tilstand man sjældent finder pigerne i.

Så kvinder! Mand jer op!

Latiffa: Jeg havde sendt ham der hjem til mor. Eller hvis han virkelig har nogle dejlige kvaliteter - foreslået at I bor hver for sig. Du kan evt også prøve at genopdrage ham med skema over opgaver til jer begge og en fordeling han er med til at aftale. Hvis du gider....

Min indre feminist får kvababbelser når jeg læser denne sætning! Det er lige så jeg får lyst til at sætte ild til BH er eller tage på Femølejr eller lignende tosserier...

Nå.... *dyb indånding*



Er det ikke op til BEGGE forældre at opdrage deres børn?

Det er da MINDST lige så meget op til fædrene at vise deres sønner (og døtre) at man som en familie/et par hjælpes ad med at få hjemmet til at fungere.
Børn lærer ikke mest af hvad man siger, men hvad man gør!

Så forældre - AF BEGGE KØN - mand jer op og del opgaverne i jeres hjem, og forvent deltagelse af jeres børn efterhånden som de er gamle nok til at deltage i de forskellige opgaver! Alt andet er et svigt, præcis som hvis man ikke lærer dem at kunne binde deres egne snørebånd, håndtere en boremaskine eller styre deres egen økonomi på en forsvarlig måde.

Og kvinder der er uheldige nok til at overtage en af de dovendyr der er svigtet af forældrene - giv ham 5 kolde tæer i måsen! Han skal bo for sig selv i minimum 4-5 år (langt nok fra forældrene til at de ikke kan komme og gøre rent og tage vasketøjet) og kunne præstere at holde sit hjem SELV, før han overhovedet skal inden for dørene til andet end midlertidig underholdning.

(samme gælder i øvrigt mænd der er uheldige nok til at overtage et kvindeligt dovendyr. Hun skal ud og bo alene i en periode! Der er ALT for mange kvinder der er fuldstændigt hjælpeløse og hverken kan håndtere at styre økonomi, skifte hjul på bilen eller hænge et billede op)

Rolig nu, Lisbeth.

Jeg tror godt vi kan finde et fælles ståsted.

Du lægger vist egne fortolkninger ned i det jeg IKKE skrev. Men sådan bærer vi jo alle rundt på vores egen personlige rygsæk af referencer.

Nu er min naturlige indgangsvinkel til det her mit arbejde, som lærer og tro mig.... mødre curler og klarer tingene i langt højere grad end fædrene. (der hvor jeg arbejder)

Og ærligt talt, kender du ikke de der kvinder, som VIL gøre tingene, fordi deres mænd ikke gør det godt nok? Det gør jeg. Først klager de over at de altid skal gøre tingene - så gør manden det - så er det ikke godt nok osv. jadajadajada.

... men det var lige en af de sætninger der fik min indre rødstrømpe op på barrikaderne

Og jo - den slags kvinder har jeg oplevet, jeg FATTER ikke at deres mænd bliver hos dem. Men de (mændene) må jo være valgt ud fra at det er en model der er nem at kastrere verbalt og dermed har man en nikkedukke der accepterer den behandling.

Husker stadig en jeg jævnligt kørte i tog med for adskillige år siden. Det var tydeligt, at godt nok var det far der afleverede barn i institution om morgenen - men uanset hvad barn var iført eller havde fået til morgenmad, var det forkert. Han brugte turen fra Køge til København på forklaringer og undskyldninger.

Jeg fatter ikke at nogen bliver i den slags forhold - der er INGEN respekt at spore!

Men det var jo egentlig ikke den situation trådstarter kommer med (så vidt jeg læser er der ikke børn indvolveret der) - her var der udelukkende tale om at han bare er et dovendyr der forventer opvartning

I dette tilfælde kan vi jo egentlig nok også forholde os til at det egentlig er irrelevant om det er hans mor, hans far eller begge der har svigtet deres ansvar for at opdrage ham.

Der er tale om en mand på 47 år!!!

Det er HANS ansvar at være en aktiv og deltagende partner i sit hjem!! Uanset hvad han har lært hjemme, kan det ikke blive ved med at være en undskyldning!

Hvis han har en diagnose, der gør, at han ikke kan fungere i normale sociale sammenhænge og få en normal hverdag, så kan han søge hjælp og støtte via lokal- eller socialpsykiatrien.

Det vil i det hele taget være en god ide, at han fik en hjælper- en mentor - stillet til rådighed fra jobcenteret. De vil så også kunne gøre ham job-parat osv.

Du burde forlade ham

Jeg kan virkelig ikke se det skal være en off opgave at få dovendyret til at oppe sig. Uanset ADHD diagnose (som jo efterhånden er hver mands eje) HVis jeg var dig ville jeg løbe som om djævelen var i hælene på mig -Det bliver ALDRIG anderledes - han trækker dig bare med ned. Tænk lidt længere frem - Hvem skal forsørge ham når I bliver pensionister og på grund af hans gæld som han ikke gider afdrage så kommer du ALDRIG på "den grønne gren" Økonomien OG arbejdet vil altid falde tilbage på dig.