Logo used for printing

HN afstemning
Går du ind for lavt sukkerindhold/stivelse i din hests foder?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Hyggesnak

 Vold - skal jeg sige noget?
Forfatter: 
Dato:  26-10-2017 00:57

Hej derude!

Jeg står i et dilemma, som jeg har tænkt meget over de seneste uger, og jeg kunne virkelig godt bruge nogle input fra jer kloge kvinder (og mænd)!

Jeg har skrevet en mindre roman nedenfor, og vælger derfor at lave en kort version, til de som ikke kan overskue at læse det hele - den lange version giver et lidt mere dybdegående billede at situationen og dilemmaet :)

Den korte version:
Jeg fandt sammen med min ekskæreste (C) på et meget sårbart og kaotisk tilspunkt i mit liv, og vi var sammen i cirka 3 år. I starten var det fint, men efterhånden begyndte han at blive mere og mere ubehagelig, manipulerende og dominerende. Det lykkedes ham at knække mig psykisk - han "fangede" mig i forholdet og jeg blev bare en "slave" han kunne gøre med som han ville. Han knækkede min selvtillid, afskar mig socialt og udøvede psykisk terror på mig, udsatte mig for talløse seksuelle overgreb og så var han fysisk voldelig. Jeg gik fra ham (/flygtede) efter en episode, hvor han tæskede mig, låste mig inde på badeværelset, og derefter tvang mig med til et familiearrangement hos hans familie, med truslen om at han ville tage sit eget liv, hvis ikke jeg tog med og lod som ingenting. Samme aften var "vi" intime - uden mit samtykke.

C har nu fået en ny flamme, fra USA, og jeg er i tvivl om hvorvidt jeg skal sige noget til hende - advare hende, så hun ikke risikerer at blive fanget i det samme jeg blev, bare så meget længere fra alt og alle hun kender.
Jeg er ikke jaloux - jeg ønsker aldrig at være sammen med ham igen, og har selv en ny, dejlig kæreste.
Jeg er ikke ude på hævn - jeg er ikke bitter og vred (længere). Min indre stridsøkse er begravet for længst.
Jeg er ikke ude på at ødelægge det de har - jeg håber at han har ændret sig, og at hun aldrig kommer til at opleve den side af ham.
Jeg er blot interesseret i at give hende de redskaber (en heads up) jeg ikke selv havde, fra én kvinde til en anden, så hun som minimum kan reagere og "redde" sig selv længe før jeg gjorde, skulle historien gentage sig.
C er i øvrigt en del af min omgangskreds (ufrivilligt, fra min side), og jeg kommer derfor til at støde på ham i ny og næ, også efter en potentiel informationsudveksling til hans nye flamme. (Jeg er dog ikke bange for at han skal gøre mig noget hvis jeg "sladrer", sådan skal det ikke forstås)

Hvad mener I? Ville I sige noget til hende? Og ville I selv ønske at få det at vide, hvis det var jer?

Den lange version:
Sagen er dén, at jeg for cirka 4 år siden gik fra en kæreste (C) gennem omkring 3 år.

Da jeg mødte ham, var jeg nyligt gået fra (og flyttet fra) min barndomskæreste gennem 5 år, jeg boede på en sofa hos en veninde, og der var generelt ret meget kaos i mit liv, mine følelser og egentlig også lidt min identitet - jeg var forvirret, usikker på fremtiden og følte mig meget ensom, og pludselig stod C midt i mit liv, var sød, kærlig, gav mig masser af opmærksomhed og komplimenter og var MEGET interesseret i mig. Lige noget for en usikker og ensom teenagepige. For selvom han ikke lige var min type og vi ikke havde ret meget til fælles, så var han på daværende tidspunkt et ret godt plaster på såret. Men pga. min usikre situation (tror jeg), blev dét der nok blot skulle have været holdt til at være en "rebound" til et forhold på 3 år.
Vi flyttede ret hurtigt sammen, da min veninde pludselig måtte flytte, jeg stod uden tag over hovedet, og han tilbød at jeg kunne flytte ind hos ham.
I starten var det ret fint, men han begyndte ret hurtigt at udvise nogle ikke så rare tendenser som jeg dog nok underbevidst valgte at overse - han blev (gradvist) mere og mere dominerende, jaloux, besidderisk og kommanderende. Hvor han før nærmest tilbad mig og overøste mig med komplimenter, begyndte han nu at rakke ned på mig, tale grimt om/til mig og langsomt pille mig ned psykisk (medmindre det kunne komme ham til gode, han var yderst gavmild med komplimenterne, når han gerne have "fysisk kontakt"...)

Og det virkede - han fik pillet mig så langt ned og fra hinanden, at jeg begyndte at tro på hans udsagn om mig, og jeg endte med at gå ned med flaget i en kæmpe depression. Efter dét, blev det kun værre - når jeg kigger tilbage, kan jeg se at han udnyttede min svaghed til at få magten.
Han tog min selvtillid med sine ord. Han tog min selvstændighed og mit socialliv - han havde for længst "skaffet sig af" med mine venner og de fleste af mine veninder, men nu begyndte han for alvor at prøve at isolere mig socialt fra de sidste af mine veninder og min familie, ved at nægte at køre mig nogen steder hen (vi boede laaaangt ude på landet, jeg havde intet kørekort og busserne kørte af H til), jeg måtte aldrig få besøg (der var altid en undskyldning), han brugte min samvittighed mod mig, eller ligefrem "truede" med, at hvis jeg alligevel ikke gad at bruge tid med ham, så kunne jeg jo lige så godt finde et andet sted at bo - og i min sårbare tilstand, var jeg RÆDSELSSLAGEN for at skulle være alene, for ikke at have noget sted at bo, for at ingen andre nogensinde ville have mig... for det havde han med held fået mig til at føle.
Han tog min værdighed - han begyndte at tale højt og bredt om hvor flotte andre kvinder var, han påpegede alt det de havde, som jeg ikke havde, han begyndte sågar at kigge på andre kvinder på nettet (I ved hvad jeg mener), både fotos, videoer og live-cam-chats, totalt uanfægtet om jeg var til stede eller ej. Han retfærdiggjorde det med, at mit (ellers ret høje) "drive" var faldet efter at jeg var startet på anti-depressiv medicin, og at jeg ikke længere kunne tilfredsstille hans behov. Jeg følte mig SÅ degraderet, flov og ubrugelig. Jeg var dog ikke så ubrugelig, at jeg ikke blev brugt - ofte. Og når jeg ikke havde lyst, endte det ofte i overgreb.
Jeg følte mig til sidst så lidt værd, at jeg dårligt nok bed mærke i hvor forkert det var når det stod på, hvor forkert det var at han tog så hårdt fat i mig, hvor forkert det var når han holdt mig fast - også uden for soveværelset. Det faldt ham mere og mere naturligt at bruge vold og fysik tvang for at få sin vilje.

Det hele eskalerede en nytårsaften. Vi skulle holde nytår med hans familie, og mens jeg gjorde mig klar, fik jeg gjort ham vred - vidstnok fordi jeg brugte for lang tid. Jeg syntes at hans vrede var urimelig, og vi begyndte at skændes. Jeg prøvede at sætte foden i jorden, men det gjorde ham kun mere vred, og da jeg fortalte ham at jeg ikke ønskede at holde nytår med hans familie, hvis han behandlede mig sådan, knækkede filmen for ham - han tog hårdt fat i mig (så hårdt, at min overarm vitterligt var ét stort blåt mærke, og blev det nærmest omgående), decideret smed mig ned i flisegulvet, og råbte mig ned i ansigtet. Da jeg grædende prøvede at rejse mig, slog og sparkede han mig ned igen. Da jeg hulkende fortalte jeg nu på ingen måde ønskede at deltage i hans familie-nytår (efter at han havde kommanderet mig til at gøre mig klar til at tage afsted), slæbte han mig hen af gulvet hen til badeværelset, hev mig op, og skubbede mig hårdt ind i vasken, hvorefter han låste mig ude på badeværelset, og råbte til mig at jeg ikke blev lukket ud, før jeg ombestemte mig.

Jeg gik i panik og følte mig som et dyr trængt op i en krog, og begyndte at råbe om hjælp, hamre løs på døren, rive og flå i håndtaget, og prøvede at sparke døren op, og fik sparket så hårdt til døren at håndtaget bøjede og var ved at gå fra hinanden - først da, reagerede han - lejligheden var nemlig hans forældres, og mit gæt er, at jeg ikke måtte ødelægge yderligere, da han så ville få et forklaringsproblem overfor dem, og at han i øvrigt var bange for at nogle skulle høre mine råb om hjælp. Han åbnede døren, tog fat i mig, og fortalte mig, at hvis jeg ikke stoppede NU, gjorde mig færdig til at gå og tog med hjem til hans familie (uden at afsløre hvad der var sket, selvfølgelig), så ville han tage sit eget liv.

Han brugte min egen samvittighed imod mig, og med frygten for at der skulle ske noget forfærdeligt, og at det ville være min skyld, lagde jeg en ny makeup, satte mit hår på ny og tog en langærmet cardigan på ud over min nytårskjole, så man ikke kunne se mine forslåede arme.
Jeg tog med, og kæmpede mig igennem aftenen, prøvede at opføre mig eksemplarisk så ingen skulle opdage noget, smilede igennem tårerne, mens mine arme og resten af min forslåede krop brændte.
Jeg var i chok, ydmyget og fuldstændigt tom indeni, og da han om aftenen da vi kom hjem med et smil sagde sagde: "Se, det blev da rigtig hyggeligt!" og i sin fuldskab begyndte at lægge op til at vi skulle "hygge os", lod jeg det bare ske - jeg følte ingenting, jeg tænkte ingenting, jeg "deltog" ikke, jeg ventede bare på at det var overstået og at han ville lægge sig til at sove.
Selv sov jeg ikke ret meget den nat, men da han vågnede havde jeg pakket et taske og var væk.

Det var først den nat, jeg rigtigt så ham, at det gik op for mig hvem han virkelig var, og alt det jeg ikke havde set før, eller i hvert fald havde fortrængt, dæmrede først nu. Det var min øjenåbner - jeg vidste at det aldrig ville blive godt, at alt var bedre end det her, også at være hjemløs og alene, og at jeg fortjente meget bedre.
På underlig vis er der en side af mig der er glad for at det skete, og jeg fortryder ikke som sådan vores forhold - for det lærte mig SÅ meget om mig selv, om mine egne grænser, om hvad jeg er værd, om hvad jeg kan udrette på egen hånd, helt alene, og om andre mennesker, om forhold og om giftige relationer og personer.
Det har selvfølgelig også givet mig nogle problemer med tillid, fysisk og psykisk, jeg kan gå helt i panik hvis mine grænser bliver overtrådt det mindste, eller hvis nogen tager fat i mig eller holder mig fast. Jeg bliver bange når folk råber, og jeg er generelt en smule utryg ved især store mænd, og kan også til tider have problemer med intimitet - men jeg er godt på vej videre, jeg lærer lige så langsomt at stole på folk igen, jeg respekterer i dén grad mine egne grænser nu og ved hvad jeg vil og ikke vil finde mig i, og jeg kender mit eget værd. Jeg føler på mange punkter at jeg er blevet så enormt meget stærkere af det.

Mit store dilemme kommer så her:
C har fået en ny flamme, og jeg er i tvivl om hvorvidt jeg skal/bør/kan tillade mig at "advare" hende?
Ville I advare hende, hvis I stod i min situation? Og ville I ønske at blive advaret, hvis I stod i hendes situation?

Personligt er jeg ikke i tvivl om at jeg gerne ville have været advaret, dengang jeg mødte ham.
Jeg er i tvivl om hvorvidt jeg ville have troet på det og afbrudt forholdet eller have fortsat det, advarsel eller ej, (for han var jo ikke sådan til at starte med) men havde jeg fået fortalt at en anden person havde oplevet noget lignende med ham, er jeg uanset hvad ikke i tvivl om at mine advarselslamper havde blinket væsentligt tidligere i forholdet, og at jeg ville have reageret på dem betydeligt tidligere - for så ville det ikke bare være noget jeg følte at jeg bildte mig selv ind, og mig der var sart, så ville jeg havde kunne genkende nogle ubehagelige udsagt fra et andet menneske, jeg ville have troet på det dér, og jeg ville vide at det formentlig ikke var mig den var gal med.

Dilemmaet bliver yderligere forstærket af det faktum at C's nye flamme er fra USA. Personligt rykkede jeg teltpælene op og flyttede tværs over Sjælland, da jeg flyttede sammen med ham - jeg var meget langt fra min familie og mine venner, og tror også det var derfor han havde så meget held med at få mig isoleret fra alle, men da det gik galt (helt galt), var jeg dog trods alt ikke mere end nogle timer væk fra dem jeg elskede, og nogle der kunne hjælpe mig. Hvis hun potentielt skulle flytte til Danmark (for det bliver ikke ham der flytter, han hader alt andet end Danmark), så vil hun være så ufatteligt langt fra alt og alle - venner, familie, tryghed, flugtmuligheder osv. og han vil have så meget nemmere ved at "fange" hende.

Det skal lige nævnes, for god ordens skyld, at:
- Jeg er på ingen måde "hende den jaloux eks". Jeg ville aldrig igen røre ham med en ildtang, og har i øvrigt været sammen med den sødeste, varmeste, blideste og mest forstående mand i 2 år. Hans diamentrale modsætning på alle punkter, ikke kun ovenstående.
- Jeg er på ingen måde ude på at få hævn. Jeg er ikke bitter, og vil ikke straffe ham - jeg var bitter, bevares, men er det ikke længere. Sket er sket, og det kan aldrig gøres om, så jeg prøver kun at se fremad, ikke tilbage.
- Jeg er ikke ude på at ødelægge deres forhold. Jeg håber rent faktisk at han har ændret sig, og at han vil kunne få et godt forhold (nu eller på sigt), og jeg ved udemærket godt at der er en sandsynlighed for at jeg bare ikke var rigtig for ham, og at han aldrig vil behandle en kvinde sådan igen, hvis han finder den rette. Men der er bare også en sandsynlighed for at han ikke har ændret sig, og at hans næste kæreste vil blive endnu et offer, og det ønsker jeg ikke for nogen.
Jeg ved at en lille del af mig ville dø af sorg, hvis en anden kvinde blev udsat for det samme af ham, og jeg bare havde ladet stå til. Det er altså ikke noget jeg ville gøre hverken FOR ham eller IMOD ham, men noget jeg ville gøre FOR en anden kvinde jeg ikke kender, one woman helping another, ikke med håbet om at det ville ødelægge det de har, men med håbet om at hun som minimum ville være bedre forberedt end jeg var, advaret, og ville kunne handle på eventuelle faresignaler før det gik galt - og med visheden om at jeg havde gjort hvad jeg kunne/skulle/burde.

Et lille twist, som er værd at tage i ménte er, at C er min brors kærestes lillebror. Det vil sige at jeg formentlig (forhåbentlig, for min brors skyld) aldrig vil "slippe" for at se ham - hverken nu, eller efter jeg potientielt havde skrevet til hans flamme, måske fremtidige kæreste. (Jeg kunne godt slippe, jo, men har valgt at holde bruddet og alt derefter pænt og voksent for min bror og hans kærestes skyld, så de ikke skal have det ubehageligt og tage hensyn ved familiesammenkomster osv.) Jeg ser ham derfor jævnligt - jeg ønsker ikke at have nogen egentlig relation med ham, og decideret at tale med ham, men vi hilser høfligt, og KAN sagtens tale sammen om nødvendigt.
Dette er blot til info, en del af historien, men det er ikke fordi jeg er bange eller nervøs for at han ville gøre mig noget, hvis jeg kontaktede hans nye flamme og fortalte hende hvad der skete dengang - han ville nok ikke blive synderligt glad, og nok også blive vred på mig og sende mig nogle vrede sms'er, hvis han fandt ud af det, men han ville jo trods alt vide at det er sandheden, og at det er en del af hans fortid som han må tage med, og prøve at arbejde sig væk fra.


Det var den lange version. Hvad mener I? Ville I sige noget til hende? Og ville I selv ønske at vide det, hvis I var i hendes situation?

Jeg håber I vil tage jer tid til at komme med inputs, og at I kan hjælpe mig med at få vendt det hele, så jeg kan få taget stilling til mit dilemma.
- Mange eftertænksomme hilsner fra én med utroligt trætte tastatur-fingre

0
1
Svar på denne tråd
 
 voldelig x
Forfatter: 
Dato:  26-10-2017 14:42

Hej Rikke!

For det første - det gør mig virkelig ondt, alt hvad du har været igennem. Fedt at du dog er kommet ud på den anden side, med mere selvindsigt og selvværd!

 

Efter at have læst til indlæg, tænker jeg som det første: vil det sige, at du aldrig har anmeldt ham? For vold? For voldtægt? Tog du billeder af de blå mærker på dine arme?

Ved din bror, at du jævnligt skal se en mand i øjnene, som har misbrugt dig, for hans skyld, så han kan oprette det gode forhold til sin svigerfamilie?

 

Ift den nye flamme, synes jeg du skal følge din mavefornemmelse og stikke hende en advarsel! Men jeg synes det er langt mere presserende, at du skal finde dig i stadig at omgåes det monster af en x-kæreste efter alt hvad han har udsat dig for. Puha, jeg bliver helt rasende på dine vegne. Jeg synes han skal have nogle konsekvenser for alt det @!#$ han har lavet!


2
0
Svar på denne tråd
 
 Ja for pokker
Forfatter: 
Dato:  29-10-2017 08:44
Jeg ved ikke, om jeg forstår det korrekt, men har du aldrig sagt det højt før?
Ved dine søskende, forældre og nærmeste venner ikke noget??

..

Der er ikke noget galt med dig.
Ligesom der heller ikke er noget galt med dig, hvis du bliver bidt af en gal hund.
Det er den gale hund, der er gal.
- Men lige nu tror folk måske, at hunden er en almindelig hund og kan håndteres normalt, og de kan ikke se efter faretegn, hvis du dækker over hundens adfærd.

Var du min veninde, havde jeg opfordret til, at du lukkede sandheden ud, fortalte det til de nærmeste, fx dine søskende.
De ved med garanti, at noget er galt, de har jo kunnet se dit kropssprog. Men de ved måske ikke hvad, men de forstår sikkert sammenhængen når du åbner munden.
- Og så kommer der sikkert noget rabalder, når folk hører om hvad stodderen har gjort, men det rabalder ville jo aldrig være kommet hvis han havde opført sig normalt, så det rabalder er det ham, der har udløst selv.

Pas godt på dig selv.
11
1
Svar på denne tråd
 
 terapi
Forfatter: 
Dato:  19-12-2017 19:03

terapi, og ja det er altid godt at sige hvem menesker i virklighed er.

selvom man kommer til at ligne et "svin,arrogant,jaloux.
det er bedre at være ærligt, selvom andre mener det andet :D

håber det går bedre :D

0
0
Svar på denne tråd
 
 Hvis nye kæreste
Forfatter: 
Dato:  20-12-2017 21:37

Sidder i USA, så sidder hun der fint. Det ville jeg ikke blande mig i.

Men- jeg synes, du skylder din familie (og dig selv!) at fortælle. at du ikke har lyst til at møde din ex, til familiefester og sådan.

 

Hans nye kæreste bor i USA, og hvis han vil besøge hende er det dyrt, hvis hun vil til DK er det dyrt (og meget svært at blive i landet!), så det ville jeg ikke bekymre mig om, hvis jeg var dig!

 

(Tak til Inger Støjberg og DF mfl.. ;-))


Mvh

Tine

0
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider