Jeg er godt nok hverken mor eller i alderen til det. Men jeg havde lukket af for længst.

Hun har prøvet at være mor, så det er vel på sin plads at give stafetten videre.

Jeg er nok så hård og kynisk at jeg havde sagt mig eller svigermor og så måtte kæresten få styr på sit monster hvis ikke andet hjalp.

Hej TS

Jeg ville angribe hende på hendes egen måde

Vær sød og imødekommende, inviter hende over på formiddagskaffe en dag og fortæl hende hvor glad du er for deres omsorg og interesse i deres barnebarn MEN ..

Og så fortæller du at I har behov for at få en hverdag med ham uden andres indblanding

At I sætter reglerne for hvordan børneopdragelsen skal foregå .. det er jeres barn og hun har haft chancen og derfor har du sådan en vidunderlig mand idag

Gør det kærligt, men ærligt!!

Giver du dig til at slå igen så avler det jo bare mere kamp og ja så er risikoen der for at familien splittes.

Hun prøver at vise interessse. Måske har hun ikke selv haft bedsteforældre til sine egen børn da de var små ?? og derfor vil hun så gerne hjælpe .. at hjælpen så bliver opfattet som kritik og bliver et problem .. det har hun med garanti slet ikke set komme.

Giv det en chance.. måske er I så heldige så I om noget tid har fantastiske barnepiger som gerne vil tage over når I vil i byen og være på kærestedage igen. Det får man behov for når nyhedens interesse over barnet er faldet lidt til ro.

Og forstår hun den ikke, ja så må du tage stærkere metoder i brug. Men så ved du da at du har prøvet på den gode måde først.

Det lyder hårdt.

Jeg kender en med en lignende historie bag sig, hun havde også (eller har) en meget grænseoverskridende svigermor.

Det hun gjorde, var at tage til psykolog. Det lyder måske lidt underligt, men på den måde kunne hun komme af med sine spændinger (aggressioner om man vil) og samtidig få viden om hvad der sker i hovedet på svigermor og få nogle redskaber til hvordan man siger fra overfor den slags mennesker.

Det har fungeret rigtig godt for hende.

Din mand kunne måske også få glæde af det, så han også får læt at sige fra på en ordentlig måde.

Puha, det lyder godt nok som en besværlig svigerfamilie at have, uden indsigt i jeres holdninger og ønsker.

Dog vil jeg sige for at i virker som sådan nogle gode forældre og ikke "sende barnet på runde".. Har den største respekt for folk der på den måde sætter barnets trivles foran andres lyst til at holde et spædbarn

Min svigermor var præcis som du beskriver. Hun var endda fræk nok til at sige til mig, at det jo ikke var MIT barn, men HENDES barnebarn!!

Det endte med at vi stillede nogle ganske enkle regler op, gennemgik dem med hende og forklarede at det var sådan det skulle være, og hvis hun ikke kunne acceptere det, måtte hun helt undvære både sit barnebarn og os. Det skal lige siges at det gik ud på at hun skulle ringe først, respektere når vores datter sov og ikke bare tage hende op, at hun skulle lade mig amme i fred osv.

Det endte med at vi ikke havde kontakt i 10 år og at hun gik glip af begge børnebørns opvækst. Det gjorde ondt på os alle, især da jeg ikke har mine forældre længere, men det var nødvendigt.

Hun var så fornærmet at hun ikke kontaktede os en eneste gang, og at vi i dag har et godt forhold, skyldes kun at jeg for nogle år siden ringede hende op og foreslog at vi mødtes .....

Jeg ved ikke hvad der sker for nogle kvinder når de bliver bedstemødre, men du og din kæreste skal holde på jeres ret. Det er jeres barn og hverken jeres forhold eller jeres forældreskab skal lide under svigermonsteret ....

Held og lykke med det hele

TS må jeg lige spørge dig om din svigermor har nogle døtre? Eller om hun kun har din mand + hans bror?

Glæd dig over at din svigermor gerne vil engagere sig i barnebarnet. Glæd dig over at hun vil hjælpe - omend på sin helt egen måde.

Glæd dig over at hun gider passe det syge barn når I skal arbejde.

Glæd dig over at hun gerne vil være en del af barnets netværk.

Hun har fået den næst-fineste titel af dem alle: farmor! (Mor og far er uden tvivl de fineste titler). Og lad hende da leve op til det! Hun vil så mægtig gerne....

Jeg synes at I skal lukke op og lade hende komme til. Lad hende engagere sig og få et godt forhold til barnet. Lad dem knytte et bånd nu, og I har en uvurderlig hjælp i hende når det brænder på.

Hvis I ikke ønsker det, så vil jeg gerne bytte med en svigermor, som ikke gider sine børnebørn.

Mvh Poppelhuset.

Eftersom svigerinden har været gennem det samme, må der jo være en søster

uh hvor jeg dog kender det, min svigermor er også ganske forfærdelig i øjeblikket, jeg er så 7 måneder henne nu og hendes mening er bare klap kaje og nyd det, og se så og komme i gang med nummer 2 jo jo den første er ikke en gang kommet til verden endnu og hun er allerede på nummer 2, der til skal det så siges at vi vil ikke have flere børn, nej tak du,

den første mistede vi i 24 uge og nummer 2 har det så stadig fint der inde, men hun er simpelthen så fustrende, jeg gider hende virkelig ikke for tiden, heldigvis ser vi hende ikke så tit mere, da min mand arbejder rigtig meget, og ikke har tid til at kører forbi,

jeg må efter hendes mening ikke være fyldt op af læger graviditet osv, en mand der aldrig er hjemme, og når han så er hjemme er han så død træt, nej nej klap kaje og nyd det...

hmm

Jeg er ked af at fortælle dig det .. men din svigermor har ret!

Du skal nyde din graviditet, uanset hvor hårdt det er og hvor bange du er for at miste ..og ja, man SKAL tale om den den angst!

Men vend det til en positiv ting at du er gravid og kan mærke liv og ikke en negativ ting at du skal rende til læge osv hele tiden.

(og ja, jeg har mistet et barn, haft en graviditet der krævede indlæggelse i 7 nåneder og kæmpet mod voldsomme smerter som truede med at gøre mig invalid .. og havde en mand der aldrig var hjemme!)

Vær positiv, det når du meget længere med ..også overfor svigermor.

1000 tak fordi I har brugt tid på at læse min lange historie.

Jeg vil prøve at svare jer alle!

Min svigermor har selv gjort meget nytte af hendes mor da min kæreste var barn. Læs stort BH barn. Hun taler om hun vil have farmor dage hver uge- men hun glemmer at vores søn er 4½ mdr gammel og så glemmer hun en vigtig ting at hvis hun vil have farmor dag hver uge så har jeg en far der gerne vil have morfar dage og en mor der gerne vil have mormor dage- og det er ligesom ikke muligt og så længe han ikke er ældre har vi heller ikke interesse i at sådan en dag er aktuel.

Min kæreste har prøvet at tage en lang snak med hende om at vores søn er så lille og at vi ser forskelligt på tingene. Jeg mener ikke at der er grund til andre skal skifte min søn og give ham mad når jeg selv er tilstede. Dette kan der være delte meninger om, men dette er min holdning. Jeg har heller ikke behov for at han skal overnatte ude nu, og det har vores søn heller ikke hvis man ved lidt om børns psykiske udvikling.

Hun har set efter ham 1 ganng i 4 timer da min kæreste havde fødselsdag og vi skulle ud og spise, her var han kun 1½ mdr gammel og jeg havde det dårligt hele aftenen og alligevel er det som om at mere vil have mere!

Hun vil gerne bestemme over ham når vi er i selskab med hende og hun gør også ting på trods af jeg siger nej.

Fx. var vi i sommerhus- en enkelt overnatning og her sidder hun så med vores søn og så løfter hun ham fra liggende tilstand op i armene og helt op på benene, hvilket han overhoved ikke er stærk nok til. Her fortæller jeg hende pænt at han ikke er stæk nok til dette. Hun fortsætter og igen bruger jeg så sætningen "Sundhedsplejersken siger" han ikke må det der (Tip vi fik af vores sundhedsplejerske), men hun ignorerer med fuldkommen.

Anden lille episode er at hans sut ryger ned på græsset, så fare svigermor op og siger giv mig den nu skal jeg skylle den. Jeg siger så at det er ikke nødbvendigt det var bare græs. Så siger hun at han ikke skal stoppes med baktier. Jeg siger så at hun skal give mig sutten og at han ikke dør af der har været græs på. Hun fortsætter så igen, men så siger jeg højt nej og så stopper hun først.

Jeg har det bare så svært med hende, at jeg faktisk slet ikke har lyst til at se hende, da bare tanken om hende gær så jeg ulmer indeni. Det skaber så store diskusioner herhjemme mellem min kæreste og jeg da han er træt af at skulle irettesætte hans mor og om jeg ikke kan bære over med hende.

Men NEJ, det kan jeg ikke. Fordi giver man hende en lillefinger så tager hun hele armen. Fx da vi har spurgt om de vil passe ham på fredag fra 17-24, og at vi gerne vil have det er i fast rammer. Så siger hun så først det er ubelejligt for dem, men går så med til det. Men skriver så en sms til min kæreste om de gerne vil passe ham en overnatning hjemme hos dem

Hvad er det hun ikke forstår

Min far har jeg forklaret situationen og de er glade for de kan passe ham og så selvom det er hos os. Han & hans kone kan godt se hvorfor det er vigtigt vores søn er i trygge faste rammer.

Ih er så fortvivlet, fordi sådan som tingene hele tiden udvikler sig så ender det med min kæreste og jeg går fra hinanden. Jeg ved hun er glad for at være farmor og det skal hun også være- MEN hun skal huske på det er os der er blevet forældre ikke hende!

som jeg læser det - handler det nok mest om, at du ikke kan lide din svigermor og forsøger at retfærdigøre over for dig selv at det er svigermor som der er noget i vejen med....

husk der er lige vilkår for svigermøder og svigerdøtre

- man må elske den man får eller holde k...

står selv i suppedasen som svigermoren - hvor lige meget hvad jeg siger bliver det tolket, vendt og drejet - så intet kan genkendes

og hun kan kun se mig som den ondeste djævle - og hold k... hvor er jeg ked at det

..det der kalder man projicering. Ts skriver netop at forholdet til svigermor har været rigtig godt indtil barnet kom.

TS jeg ved ikke hvad du skal gøre. Kan kun sige at det du beskriver også ville overskride alle mine grænser.

vh Line

Jeg kan sagtens forstå dig!!!!

.... Hvordan du har det.

Men det er også mit indtryk at det er gået i hårdknude for dig. Din svigermor kan faktisk ikke gøre noget rigtigt.

I forhold til scenen med sutten, handler det ikke om sutten og græs eller ej, for det kan jo være ligegyldigt om sutten bliver skyllet. Din svigermor vil bare så gerne, at der også er behov for hende, -at hun også har en plads i det nye mønster, og så opfatter du hende som dominerende.

Jeg forstår ikke helt, at hun ikke må skifte bleen på barnet, når hun er der samtidigt med dig? Jeg ville elske at min mor gjorde det samme, og jeg så kunne få et break.

Igen, jeg kan godt forstå, at hun er svær at kapere, men noget tyder også på, at du slet slet ikke kan rumme svigermor P.t. Har du overvejet om du generelt er 'nede psykisk'? Sådan at du faktisk generelt ikke kan rumme ret meget og ikke har din sædvanlige styrke ? Hvis det er tilfældet vil det være godt at få sat ord på dette mellem dig og din kæreste.

Håber på det bedste for jer.

Men jeg tror vi har forstået at hendes adfærd ER grænseoverskridende, men at vade rundt i flere historier fører ingen steder hen.

Det er ikke kun svigermor der har et problem, problemet er blevet til hele familiens problem.

Jeg er kommet med et bud på hvad DU kan gøre for at løse eller lette problemet. Du behøver selvfølgelig ikke bruge min løsningsmodel men du bliver altså nødt til at handle istedet for at svælge i problemet, det fortsætter kun i samme negative spiral.

I bund og grund har du et ansvar for at løse konflikten ikke kun for din egen skyld men også for dit barn som med garanti vil elske at bruge tid sammen med sine bedsteforældre når han (hun) bliver større.

Stop med at fokusere på alt det der er sket og kom videre med at finde en løsning og få nogle redskaber til at håndtere situationen.

Jeg er sikker på at du gerne vil undgå at kappe kontakten helt så i ikke får set hinanden i et helt årti.

Det kan godt være at jeg også går under betegnelsen pylret, men da jeg fik mit første barn, ville jeg faktisk også gerne selv gøre alting - skifte ble osv. og det gjorde ondt når svigermor kom og nærmest flåede min datter ud af armene på mig og forlangte sin ret til at gøre det hele.

Jeg var et nervevrag når hun var i nærheden og havde mest lyst til at stikke af med min unge under armen. Det handlede i bund og grund om at jeg var bange for ikke at slå til, at det jeg gjorde ikke var godt nok.

Min datter kom til verden ved akut kejsersnit og svigermors kommentar var: Jeg VIDSTE at du ikke engang kunne føde mit barnebarn!
Amningen gik i spåner efter at jeg var ret syg med spinal hovedpine efter bedøvelsen og det mente svigermor var noget pjat, det var fordi jeg ikke kunne finde ud af det!

Og sådan fortsatte det i uendeligheder ....

Med nr. 2 barn var jeg meget mere afslappet omkring alting, alle måtte skifte hende hvis de ellers gad, og tingene kørte bare på en meget mere sikker måde.

Det er vildt at blive mor for første gang, og der er mange følelser i spil.
TS, du skal følge dit hjerte og din mavefornemmelse, men du skal også gøre noget. Lad dig ikke opsluge af vrede og afmagt som jeg gjorde, du skal tage tyren ved hornene og reagere.

Hvis du kan, så besøg hende alene og fortæl hvad det gør ved dig og hvad du ønsker for jeres forhold. Prøv at undlade at bebrejde, men fortæl hende om DINE følelser .... de kan nemlig ikke diskuteres

Læs gerne Golda Showers sidste indlæg et par gange. Sæt dig så ned og reflekter lidt over det....

Hvad vil du gøre for at komme videre?

Mvh Poppelhuset.

Du er blevet mor

Du har fået mange gode råd

Jeg har en kommentar og det er: Det er MEGET vigtigt at du ikke sviner din svigermor til overfor din kæreste! Vær konkret overfor din kæreste med hvad du vil have og ikke vil have at din svigermor gør. Få så afløb over din svigermor til en veninde, så dine frustrationer kommer ud.

Der er ikke noget værre end, at stå i midten af to kamphøns/haner, når man elsker begge personer!

Selfølgelig skal din kæreste bakke op om jeres fællesbeslutninger også overfor sin mor, men han skal ikke også efterfølgende lægge øre til at du skal af med dine frustrationer

Tillykke med den lille

Du har fået mange gode råd her i tråden, så jeg vil ikke skrive en roman - men tag en snak med din svigermor, kun Jer. Hold bolden på egen banehalvdel HELE TIDEN. Dvs. ingen bebrejdelser osv. Fortæl hende at det, at give så lille et barn fra sig fungerer ikke for DIG, men at du glæder dig over at hun allerede nu ikke kan vente på at passe den lille. Gør det klart at det er DINE behov der tæller og så slug et par kameler med de "uvigtige" ting - lad hende vaske sutten, hvis det er hendes behov

Håber tingene løser sig, for så kan du få verdens bedste hjælp

kh Helle

farmødre der gider deres svigerdøtre og børnebørn.

Du skriver selv at du ikke selv kommer fra en tæt familie men det skal vel ikke betyde at dine børn bliver afskåret fra det tætte familiebånd som du selv er gået glip af.

At du føler din svigermor er træls og overbeskyttende og blander sig i alt, kan du bare lukke af for. Det gjorde jeg selv. Men man skal osse ha lov til at sige fra. Men ikke overfor interessen hun viser i barnebarnet.

Ofte er det svært at være farmor vs mormor. Og det skal hun sikkert osse ha hjælp til at indse at hun ikke bliver kørt ud på et sidespor men at I sammen skal finde en balance.

Kære Alle sammen

1000 tak for alle jeres råd, vejledning og løsnings modeller.

Jeg vil starte med at sige jeg er ked af og forundret over at nogle mener jeg er psykisk i ubalance fordi jeg SELV vil drage den basale omsorg for min søn. Bleskift, mad osv,

Jeg mener det er vigtigst at vores søn har en tæt relation til sine forældre og jeg ser det bestemt ikke som en babys behov at skulle lade andre gøre dette. Hvis andre har en ustyrlig træng til dette, så skal de selv overveje at blive forældre!ELLER vente til barn og forældre er klar til at give plads!

Når det så er sagt så havde jeg før et godt forhold til min svigermor, og dette ønsker jeg stadig at have, jeg kan bare ikke lade hendes behov komme i første række her. Hun overskrider ofte mine grænser i forhold til min søn, og noget der jeg igennem fingre med andet vælger jeg at tage kampen op med. Bla at vores søn ikke er runde barn i større forsamlinger fordu hun skal vise hun er farmor.

Det at hun skal passe ham her på fredag er MEGET grænseoverskridende for mig, men jeg gør det fordi jeg ønsker de skal kende vores søn, men også for min kærestes skyld.

Min kæreste har taget en lang snak med hende, og sagt hvordan tingene er, og vi har aftalt at fremover siger jeg til med det samme hvis jeg føler hun overtræder nogle grænser så må hun blive fornærmet/ sur eller hvad hun vil.

Jeg vil ihvertfald tage det råd med mig at jeg ikke vil være efter min kæreste ang hans mor, fordi jeg kan godt se han bliver rigtig ked af det.

Det bliver en længere proces, men det bliver forhåbentligt godt i den anden ende!

Jeg mener ikke at du er i Psykisk ubalance, men at du er skrup hysterisk og meget usikker. Hvad skal der ske ved at hun skifter en ble? Bliver du mindre mor af det, tror det ikke. Du syntes det er grænse overskridende at de skal passe dit barn. Jeg syntes at det er grænseoverskridende at du forventer at de skal køre hjem om natten. Og hvorfor kan de ikke passe derhjemme? Runde barn. Mine børn har været runde børn, de er det ikke sket noget ved. Tværtimod. Havde jeg været din svigermor havde jeg syntes at det er dig der var svigermonsteret. Farmor dage der er folk der ville give sin højre arm for at have en svigermor som din. Hilsen en hvor børnene kalder deres farmor for hende der damen. Hun gad nemlig ikke.

Jeg er selv blevet mor for 2 mdr siden så ved hvordan det er..

Jeg syntes ærlig talt du skulle slappe lidt af og nyde at din svigermor gider jeres barn!

Børn tager ikke skade af at andre skifter dem, trøster dem eller dtager omsorg for dem. Faktisk mener jeg at det skaber nogen mere alsidige og tillidsfulde børn.

Der er ingen grund til at pylre. Jeg er 1. gangsmor og har på nuværende tidspunkt intet problem med at lade mine forældre og svigerforældre passe min søn. Jeg savner ham da når jeg er væk fra ham, men vi nyder også at have ov at være mand og kone uden barn. Bare en gang imellem. Så har jeg personligt meget mere overskud til mit barn!

Mit råd er: Giv dit ansvar lidt fra dig. Både for dit barns skyld men også for din egen..

Mvh. Julie

Not Cool!!

Du har ret til din mening om børneopdragelse- og håndtering men det har TS godt nok også - og det uden at hun skal finde sig i at blive kaldt skrup hysterisk og meget usikker.

Jeg venter pt mit første barn, og har netop tilbragt 6 måneder inden for psykiatrien som elev - og hold da kæft, hvor er det skræmmende at opleve på så tæt hold, hvad skade det kan gøre, hvis børn udsættes for utryghed i deres allerførste måneder - noget der klart har lagret sig i mine tanker med henblik på, hvordan mit eget barns første måneder skal være.

Ikke dermed sagt, at et barn tager psykisk skade af, at farmor/mormor skifter en ble, men i sidste ende er og bliver det barnets forældre der sætter dagsordenen og ikke bedsteforældrene - uanset om vi eller de så er enige med forældrene eller ej - og uden at det nødvendigvis gør dem hysteriske eller usikre.

Der er godt nok delte meninger...

Min mening, bliver jeg nok ikke populær af....

Da jeg fik min søn var min holdning:

JEG har brækket mig i flere mdr...

JEG har gået med bækkenløsning og ondt i ryggen...

JEG har haft hedeture,og vand i hele kroppen..

JEG har lagt og presset ham ud af mit underliv..

JEG ligger bryst til når ham er sulten..

DERFOR:

JEG bestemmer hvordan han skal opdrages,bades, pusles om han skal bruge syt eller ej, om han er stor nok til at sove hos andre, om han skal passes udenfor hjemmet, hvem der skal passe ham, om han skal kastet fra arm til arm osv...(selvfølgelig i samråd med faderen)

Ja undskyld men vil folk passe og opdrage børn, må de jo få sine egne, eller som minimum, følge og respektere barnest forældre og de regler og grænser der er...

Fordi man hedder farmor/mormor osv. giver ikke nogen rettigheder...Det er et privilegium,en titel og ikke en ret...

Jeg skulle nok selv bede om råd, hjælp og vejledning, når jeg havde brug for det, men dælme ikke om jeg ville påduttes svigemors, eller min egnen mor: Altså dengang du var lille, der gjorde man sådan og sådan og det har du jo ikke taget skade af...

Så TS... Mit råd er at tale med din mand og at i står fast ved dine/jeres følelser...

skallstorp »Sverige

Ja, du må meget undskylde men hvordan kan du tillade dig at kalde mig skrup hysterisk og usikker fordi jeg selv vil passe min søn? Det er noget af en udmelding, Jeg mener bestemt ikke at man er usikker fordi man har sine grænser.

Det er MIN holdning at MIN søn ikke skal være "rundebarn", at jeg SELV vil skifte ham og give ham mad. Dette kan du have din egen holdning til, men din løsning er nødvendigvis ikke den rette for andre!

Jeg synes selv jeg prøver at løsne op omkring min svigermor netop ved at lade hende passe ham, selvom jeg ikke inderst inde har lyst til det.

Mht "farmor" dage, så er det da trist for folk som ønsker det at deres farmor ikke vil, men vi har ikke lyst til farmor dage når vores søn er knap 5 mdr gammel. Det kan der blive tale om når han er nogle år ældre. Men nu er det altså sådan i min famile at min far også meget gerne vil have en morfar dag, og hvis alle skal være tilfredse så har vi ikke vores søn selv.

Forskellen er at min far kan jeg forklare tingene uden sure miner. Han kommer glædeligt og passer ham herhjemme, og han bor 35 km væk - min svigermor bor 1½ km væk.

Han ser det ikke som et problem at vores søn er I faste rammer og han tog det som en selvfølge så længe han er så lille!

Jeg holder fast i min holdning omkring jeg ikke skal have det dårligt fordi andre har et behov for at passe mit barn! Har man et så stort behov at man slet ikke kan respektere forældrens følelser så skal man selv få børn og ellers så må man bide det i sig og leve med det!

Jeg håber på at det med tiden bliver bedre, og jeg vil gøre mit til det.

Tak for alle jeres råd og synspunkter - det sætter jeg stor pris på!

Jeres barn, jeres regler - hvilket betyder andre, også sviger- og egne forældre, må respektere dem !

Deres tid skal nok komme når sønnen bliver lidt større !!!

Hold fast, og lad ikke jeres grænser blive overskredet.

Det er fint og sige fra, det skaber faktisk også respekt på sigt...

Pøj pøj og tillykke med sønnike !!

Hilsen Tina