Bare jeg har første barn inden jeg er max 30!!!

Ellers syntes jeg næsten man begynder at blive halvgammel til førstefangsfødende!

Men jeg står selv i "dilemaet" for jeg føler slet ikke jeg er klar til børn endnu, elsker mine heste og nyder tiden der, og elekser mine nevøer, og elsker at bruge tid på dem Og alligevel er jeg!

Men jeg er 25, og folk prikker MEGET til mig, hvilket efterhånden er begyndt at gå mig på, for er jeg SÅ gammel??

Jeg ville da også gerne have haft barn nr 1 fra et par år siden, men sådan blev tingene ikke!

Men jeg syntes at når man er 40 så må man til at knibe ballerne meget sammen!

Jeg synes bestemt ikke man er for gamle til børn når man er først i 40´erne, men tror det kommer meget an på den enkelte. Jeg fik selv børn da jeg var i 20´erne og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg havde været sammen med mn kæreste i 6 år da vi fik den første og 3 år efter fik vi nr 2. Jeg har altid sagt at jeg ville have mit første barn inden jeg blev 25 og den sidste inden jeg blev 30 og det kom til at holde stik. Begge var planlagte og jeg er glad for at jeg fik dem mens jeg var "ung".

Min søster fik den første da hun var tæt på 40 og nr 2 et par år efter. Og det går skam fint For hende handlede det ikke så meget om om hun var klar til børn tidligere for det tror jeg bestemt hun var, men hun havde ikke fundet ham hu ville have dem med. Ham fandt hun så og var gravid ½ år efter. Jeg tror dog der har været en del kanter der skulle slibes af, for når man har levet alene og været sig selv nærmest i mange år inden man får børn, kræver det en del omstilling at blive forældre. Jeg og min kæreste flyttede sammen lige efter Handelsskolen og har været sammen siden og jeg synes ikke det var specielt besværligt at få børn.

Hvis jeg skal sige noget negativt om at sætte børn i verden i en "sen" alder, må det nok være at det er lidt synd for barnet med alt for gamle forældre. Mine forældre fik også os 3 piger i en ret tidlig alder og jeg ved fra mine veninder at de synes det er lidt svært at deres forældre er så gamle. Min veninde på 35 har endnu ikke fået børn og hendes far er fyldt 70 år. Min den ældste er snart 13 og hendes bedsteforældre på begge sider er omkring 65 år alle sammen.

Desuden tror jeg at man har en del mere overskud når man får børn i en tidlig alder. Vi valgte at priotere børn frem for min uddannelse - den tog jeg så senere, da børnene var blevet store.

Men mht aldergrænse vil jeg sige min etiske grænse nok går ved 46-47 åt.

Man er for gammel, når kroppen ikke vil skabe et barn længere = overgangsalder. Man er for gammel, når man ikke vil tage sig af et barn med alt, hvad det kræver.

Jeg synes, at det er kassetænkning, at man skal have børn inden en vis alder. Hvorfor skal andre bestemme det?!

Det er meget kulturbestemt herhjemme, at det skal være inden en vis alder. At tænke i kasser, fordi sådan gør "man."

Dybest set synes jeg en anden vinkel er meget mere vigtig, nemlig følgende:

Hvad kan jeg give mit barn?

En på 25 år, som er i den "rigtige alder" har måske ikke ret meget at kunne give sit barn.

For gammel til børn, det kommer an på hvad man kan give barnet.

Syntes egentlig ikke at det er så slemt når en voksen moden kvinde får et barn. Det er meget værere når teenage piger leger mødre.

Jeg har for nylig skiftet TV udbyder og han nu se et program som hedder "De unge mødre" Jøsses siger jeg bare.....

Min mor var 43 år da hun fik mig.

Jeg er nr. 2 og har en søster som er 15 måneder ældre.

Min opvækst har været god og kærlig.

mig heller ikke om "kasse" løsninger. Jeg kan ikke se, hvorfor man skal være mellem 20 og 30 år, når man skal have sit første barn. Det er alt for tænkt. Man skal have børn, når man synes, at nu er tiden inde. Jeg kan mærke, at tiden er ved at være inde for mig, men jeg stresser ikke over det - når det kommer, så kommer det (jeg er 27 år, 2. års studerende på universitetet i kemi - og arbejder dermed med meget giftige kemikalier, så skal også have det med i betragtning).

Min kæreste er 41 år - og så er løbet kørt? Nej, det synes jeg ikke. Han synes selv, at han er for gammel, men det er noget, at han har fået ind i hovedet af samfundet, for mere ungdommelig 41 årig skal man lede længe efter.

Jeg kan godt følge Esma i, at når man ikke længere naturligt kan få børn og ikke længere ønsker ansvaret for en lille ny, så er man for gammel.

Jeg er lidt ligeglad med, om jeg er 27 år, når jeg får mit første barn, eller om jeg når at blive 35 år. Det må tiden vise Jeg kan bare mærke, at jeg er så meget mere klar ren psykisk til at få barnet, end jeg var for 1 år siden. Hvis jeg venter et år mere, er jeg måske endnu mere normal og stærk, så frygter ikke tiden, som der selvfølgelig går. Jeg kan sagtens se problematikken med, at en ung krop bedre kan klare skærene - til gengæld har jeg en psyke der er 10^10 bedre end den var, da jeg var 20 år - samt fået så meget livserfaring, at man skulle tro, at jeg var 40. (Mangler dog erfaringen med eget barn).

Så nej, synes ikke det nævnte par er for gamle til at passe et lille barn. De har lysten og gejsten, og det er det vigtigste.

kravene for at få lov at modtage et plejebarn jo også anderledes end selv at få et barn... Det er sjældent man får lov at få børn i pleje, hvis ikke man har nået en vis alder og erfaring, samt har børn over en vis alder af hensyn til plejebarnet og de problemer barnet måske har med sig...

Alder og graviditet har jo en sammenhæng i forhold til medfødte handicaps m.v. og derfor kan der være en grad af fornuft i at få sine børn forholdsvist tidligt...

Altså jeg synes man skal tænke på barnet først og fremmest. Kender en hvis forældre var meget gamle og hun var altså rigtig ked af at de var så gamle. Da hun var omkring de 20 og skulle flytte hjemmfra var de for gamle til at hjælpe hende med at flytte. Jeg ville også være ked af at mine børn skulle snydes for bedsteforældre fordi de døde da ungerne var små.

Jeg mener ikke man psykisk kan være for gammel til børn det er vel om man føler at man kan, men fysisk skal man også tænke på om børnene mister deres forældre inden de er klar til helt at stå på egne ben. Ved godt at vi alle kan blive kørt over osv.

Da jeg fik vores den første var jeg 25 år og brugte min mor meget som sparring og som babysitter. Mine unger er ofte ved mine forældre og med dem på ferie osv. Det ville være et fattigere liv for mange børn uden bedsteforældre.

Det vil også være hårdt for børn at skulle klare sig selv eller besøge mor og far på plejehjem som nogen og 20 årige.

Lidt forvirrende skrevet, håber man kan gennemskue meningen.

Knus Heidi, 37 år mor til en på 13 og en på 9.

Jeg synes, at overgangsalderen er en rimelig god indikator for, hvornår man er blevet "for gammel". Skal der sættes et tal på, synes jeg personligt, at grænsen ca. går ved de 50 år.

Faktisk forstår jeg ikke, at der er mange, der anser en 40-årig for "gammel" - jeg synes da netop, at de ofte har en masse at byde et barn, f.eks. et godt, stabilt hjem, partner, arbejde/karriere osv.

Nu er jeg måske lidt mærkelig (har i hvert fald mødt mange, der ikke er enige med mig), men jeg synes også, at dem, der får børn når de er under 35 år er unge mødre - og er de under 25 år, er de meget unge mødre.

Ja, jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor mange kvinder har så travlt med at få børn. De har masser af tid til at nå det, så hvorfor klumpe det hele sammen med uddannelse o. lign., for ikke at tale om, at mange slet ikke er i et stabilt og længerevarende forhold så tidligt i livet.

Man jo tænke frem ad.

For det første så holder ens forpantnings evne jo op med at virke så godt jo ældre man bliver, gennemsnits alderen for at æggene er forældet er 37 år, derfor bliver alle også screnet for downs syndrom.

Så skal se på hvor gamle man har tendens til at blive i famillien og hvor åndfriske de så er, hvis du er 40 når du får et barn så er du 60 når barnet bliver 20 og måske 80 eller død inden man får børnebørn.

Tro man ikke på det jeg skriver så læs lidt her.

www.trianglen.dk/DK/barnloes/ kvindens_alder.htm

Åh Esma du skriver lige hvad jeg tænker

Hej

Jeg kommer lige med nogle lidt andre synspunkter - men skal indrømme at jeg ikke har nærlæst alle inlæg.

Jeg synes kvinder generelt er alt for gamle når de får børn i dagens Danmark. Jeg har flere begrundelser herfor...

Selvom kroppen normalt først går i overgangsalderen omkring de 50 - så er den menneskelige krop nu engang sådan indrettet at det er mere optimalt at få børn i tyverne. Man er født med et antal æg, som gradvist forringes i kvalitet - indtil de slipper op. Der er øget risiko for diverse defekter hos barnet - og risiko for graviditets-, fødselskomplikationer jo ældre mor er.

Min kusine har lige adopteret en skøn dreng - efter en lang kamp først gennem diverse undersøgelser - derefter behandlinger og til sidst en lang kamp gennem adoptionsprocessen. Hun har altid ønsket sig 4 børn - det får hun ikke nu - måske 2. Det viste sig at hun var gået overgangsalderen som 29 årig - og efter karrirere stoppede hun først med p-piller da hun blev 30 - men da var det for sent at få sine egne børn. Og beskeden hun fik fra lægen var at det er den risiko man løber når man vælger at få sit første barn så sent - for det bliver mere og mere almindelig at man går i tidligere overgangsalder (i takt med den tidligere pubertet).

For mandens vedkommende er det jo tilsvarende - godt nok producerer han sædceller hele livet - og kan principielt blive far hele livet - men med den påvirkning kemikalier har på mænds sædkvalitet - så er det også en risiko at vente, når man er mand - hvis man overhovedet kan lave børn.

Et andet aspekt er den alder man har efterhånden som barnet vokser op - når man bliver mor som 40 årig - så er man altså 55 ved konfirmationen - 80 når man kan forvente at blive bedstemor - jeg vil også nyde at være bedstemor - ligesom jeg ønsker at være der for min datter, når hun skal være mor første gang - som min mor har været der for mig - og jeg føler mig bestemt ikke sikker på, at jeg kan støtte min datter med at tage nattevagter med en baby, når jeg er 80 år gammel.

Et andet argument er moderens/forældrenes fysiske velvære - hvordan man er i stand til at tage nattevagten - jeg er blevet mor som 21 årig, 27 årig og 28 årig - og jeg kunne sagtens mærke forskel på min egen fysiske fomåen som 21 årig og som 28 årig - her tænker jeg på at være i stand til at følge babyens rytme - stå op om natten - være vågen hele natten med en lille med kolik. Kan slet ikke forestille mig hvordan det vil være som 40 årig.

Og jeg har flere; Der er også det at lære at tage hensyn til et andet menneske - når man har været karrierekvinde i mange år - måske været i forhold med en mand, som også har karriere - altså undskyld mig - er sig selv nærmest. Det er lidt grovt stillet op - for det er jo bestemt ikke alle mennesker der har problemer med at sætte et andet menneskes behov foran sine egne. Nu er vi på et hesteforum - og mennesker der kan tage ansvar for dyr, ved jo godt hvad det drejer sig om. Men jeg har set en del, som har haft svært ved at lave den omstilling i sit liv - de har været vant til kun at tage hensyn til sig selv - og pludselig er der det her lille menneske, hvor man er nødt til at sætte sine egne behov efter babys.

Forstå mig ret - jeg mener jo at det er enhver kvindes eget valgt at bestemme hvornår hun ønsker at få børn - men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor meget handler om kvindens ret til at bestemme hvornår hun vil have børn - fremfor kvindens ansvar overfor det barn/børn hun vil sætte i verden.

Mange af mine argumenter er meget generaliserende - men man kan ikke være blind overfor tendensen.

VH Nightfall

Fakta en på 36 har halveret chancen, for at blive gravid, iforhold til en i tyverne.

fra 36 til 39 halveres chancen yderligere, og hancen for et defekt barn, hvis man kan sige det sådan, er forstørret væsentligt.

Naturens måde at give svaret på, det optimale er at få børn i tyverne..

Min morbror fik sit første barn da han var omkring 40, og det synes jeg er alt for sent. Min mors fætter fit sit første som 45-årig - de er, af fremmede, fejlagtigt blevet antaget som værende bedsteforældre.

Første barn skal efter min mening, helst være før man rammer 30. Jeg er selv den yngste af 4 (+ en fejlbæring, så teknisk set 5), og mine forældre var hhv. 32 og 33 da de fik mig. Min ældste søster fik de som 25- og 26-årige, mener jeg, og det synes jeg er fint.

Det må være virkelig træls med gamle forældre - og jeg har også kun erfaring med, at børn af gamle forældre er dårligere opdraget. Bare en observation. Gælder begge mine fætre og to grandkusiner, som er hhv. 10 og 20 år yngre end jeg - men forældrene er på alder med mine.

Udemærket teori du stiller op og jeg kan godt se dine synspunkter.

Som skrevet tidligere i denne tråd er jeg selv datter af forældre som var midt i fyrrene da jeg blev født.

Og så må jeg altså beklage at ingen af dine teorier passer på mit liv med "gamle forældre"

se det er jo interessant..

For så er det jo alle andre end netop børnene der ser det som et problem?

Alle andre: så i mener man er for gammel hvis man f.eks er 36?

have sin første fødte efter at man er fyldt 35, så er man for gammel.... I min verden skal man helst være startet inden man fylder 30.

Som en anden er inde på, så er formidskes sandsynligheden for alm. graviditet/befrugtning og sandsynligheden for svangerskabskomplikationer og fejldannelser ved barnet øges når man er sent på den....

Så har du været utroligt heldig.

Min onkel og Tante som er 20 år ældre end mig.

Min onkel var 10 år ynger end min mor.

Nå men de var gift i 17 år, inden det lykkedes at få børn.

Så de har nu i en alder af 70 år en datter på 29 og en datter på 25.

De har ikke fået børnebørn endnu, og de to piger har ikke haft den nemmeste opvækst, fordi deres forældre jo havde nogle forældede værdier, de måtte dele et lille 12m2 værelse, måtte ikke gå til diverse ting som ridning og ligende for det kunne være farligt.

Den ældste er rimlig irriterende at være samen med, fordi hun ikke kunne gøre noget forkert, alt var bare yndigt ved hende og hun skulle vises frem hele tiden.

Den yngre er vokset op i skyggen af den ældre.

Det er faktisk lidt underligt, at have 2 kusiner som er på alder med en eget barn...

Af hensyn til børnene synes jeg grænsen er nået ved 43+ ... jeg gik selv i folkeskole med en dreng hvis forældre var omkring de 60 dengang og det var simpelthen synd for ham.. ved godt at man tit og ofte har langt mere styr på livet såsom job, hus og økonomi osv når man har rundet de 40, men synes man skal tage hensyn til ens fremtidige børn .. der er ingen der gider have "gamle" forældre. De får ikke den samme glæde af forældrene og omvendt!

Vil sige, at mellem 25-35 er en "god alder" (ikke noget dårligt sagt om folk ældre eller yngre overhovedet! Min mor var selv 21, da hun fik mig og 23 med min søster!) Men det er fordi jeg tænker på barnet i dette tilfælde - som andre kommer ind på vil en forælder med baby i 40erne være 70-80 når børnebørn kommer på banen. Men en på 40 kan jo sagtens være lige så god en mor eller far som en på 25 kan. Jeg vil ikke sige, der findes nogen rigtig alder, selvom der selvfølgelig er sine fordele ved de forskellige stadier i livet. Jeg tror simpelthen, det er op til de enkelte par at finde ud af, hvornår de er klar. Selvom et barn er ked af, dets forældre er "tussegamle", tror jeg ikke, det vil fortryde, det er blevet født. Og måske ville barnet have lidt et svigt, hvis forældrene havde valgt at få barnet i en tidligere alder, hvor de måske ikke var mentalt modne nok til at kunne stå med ansvaret.

Tror simpelthen ikke der findes et facit, for der er mange andre faktorer der spiller ind

Hjemme hos mig kan vi alt for tydeligt mærke forskellen imellem at have "unge" forældre og "gamle" forældre. Jeg selv er 24, kæresten er 27. Mine forældre fik mig da de var 26/30, min kærestes mor var 40 da hun fik ham. Jeg har alle 4 bedsteforældre samt begge forældre. Min kæreste har kun sin mor tilbage. Det er altså en forskel der er til at tage og føle på. Hans mor er kun 5 år yngre end min mormor, dvs. at mine bedsteforældre er alderssvarende med min svigermor. Det er altså lidt specielt... Mine bedsteforældre og forældre har fået børn i 20'erne, så det er ikke fordi de har været overdrevet tidligt ude.

Jeg selv vil gerne have børn inden jeg fylder 30, det har hele tiden været planen. Om det så går sådan, det må tiden vise

Jeg er vist tydeligvis ved at være for gammel til at få børn Jeg er 36 - men mangler stadig "ham dér far"...Jeg troede også engang, at jeg skulle have børn sidst i 20'erne eller først i 30'erne, men min grænse for, hvornår fabrikken lukker, har helt sikkert rykket sig med alderen...

Jeg plejer nu at sige, at jeg først lukker fabrikken, når jeg bliver 40 Herefter mener jeg, at man skal tænke sig meget grundigt om, om man er klar og har energien til et barn. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er mere afklaret og villig til at prioritere nu, end jeg var for 5-10 år siden.

For nogle måneder siden læste jeg en artikel om "gamle" mødre. Det er videnskabligt bevist, at kvinder, der bliver naturligt gravide sent (der var eks. i artiklen på 45 og 47 år), har nogle meget stærke gener - og at disse kvinder ofte vil blive meget gamle. Så på den måde regulerer naturen selv på, hvornår man er for gammel

for at tale ud fra egen erfaring - og det er jo et godt sted at starte, så er der mange faktorer for hvornår man er "for gammel"

1. den biologiske: overgangsalderen siger altså, at så er det slut, men hvornår man går i overgangsalder, det er jo individuelt.

Nogle mennesker er meget modne og hviler i sig selv som 20 årig, andregår i byen 4 gange i ugen og bor i kolonihave hele året som 37 årig, dette er også individuelt.

2. den sociale: man skal bruge noget sæd, og de fleste forstrækker at det kommer fra en mand man også har lyst til at være forældre sammen med. I mit tilfælde var der ingen "mister right" da jeg var 25, og så kan man jo ønske sig et barn nok så meget.

Mange vil også gerne bo nogenlunde og have økonomien i orden, og hvis du står nede på sunny beach i buffalo-sko og refleksbuks, og sover på en sovesofa fra BIVA hos din mor og far, så er det måske svært at få plads til et puslebord i budgettet.

Jeg fik selv mit første barn som studerende, hvilket kan anbefales, men igen, heaven for some, hell for others...

3. DIG SELV: man skal have lyst og overskud til et lille barn, og man ved bedst selv om det er til stede.

Selvfølgelig er det vanskeligere at blive gravid når man er 37, men det er altså også vanskeligt at være gravid som 21årig, hver alder har sine fordele og ulemper.

Jeg har selv to børn, min ældste fik jeg som 29årig, den yngste som 34 årig, og lige nu følger jeg mig for gammel til flere, men det er nok fordi den yngste først er begyndt at sove om natten i en alder af 1½.....Så kan det nok være, man føler sig gammel!

Der er mange der mener man er for gammel til at få børn (1. barn) hvis man er + 35.

Så er vi mange der ikke burde være forældre.

Jeg har selv en gammel far og lige bortset fra, at det nu piner mig lidt at han ikke kommer til at se sit barnebarn blive voksen, så har det ikke været en hæmsko på nogen måde.

Jeg har heller ikke dårlig samvittighed overfor mit barn over, at jeg tillod mig at fylde 36 før han blev født.

Jeg synes for kvinders vedkomne er grænsen ved de 40 år, mænd må godt være lidt ældre.

Jeg er selv 29 og har 3 børn.

2 på 5 år og 1 på 2 år.

Jeg dømmer ikke nogen bare fordi de er over 40 og får børn, det må de selv om.

Min grænse går bare ved de 40.

Min mor var ung da hun fik mig og min mormor var 18 da min mor kom til verden.

jeg er snart 41år og jeg har ikke opgivet tanken helt om at få et barn. jeg har bare ikke mødt ham endnu som skal være faderen og min mand.

skal ikke have et barn for enhver pris, men jeg tror lidt på skæbnen. hvis jeg pludselig møder ham og bliver gravid, ja så er det sådan det skal være.

Nu synes jeg ikke aldren kan og skal være den afgørende faktor. Jeg er selv 36 og har stadig mit første barn tilgode.

For at tage udgangspunkt i mig selv, som jo nok er det bedste, da det er her jeg kan udtale mig bedst. Jeg boede sammen med min eks i 7 år, mens jeg var i tyverne. Jeg var aldeles ikke klar, men havde den overbevisning, at jeg skulle have 2 børn. Så længe jeg ikke var 30 havde jeg ikke travlt, men de skulle være født inden jeg blev 35. Den filosofi blev der så sat så rigelig en stopper for.

Vi brød nemlig med hinanden kort før min 30 års fødselsdag. Dette betød, at jeg fyldte 30 år som single boende i en 1-værelses lejlighed.

Ergo, hvis jeg skulle have nået at få et barn, INDEN jeg blev 30, fordi børn efter man er fyldt 30 er no-go, ville det have betydet, at jeg skulle have fået et barn, som jeg i bund og grund ikke var klar til med en kæreste, jeg vidste ikke var den rette. At jeg i stedet fyldte 30 uden børn, kæreste og et ordentligt hjem var så bare ærgerligt for mig. Løbet er kørt søster, synd for dig. Bedre held i dit næste liv.

Nej sådan hænger verden jo ikke sammen vel.

Jeg synes, man er nødt til at se på det enkelte menneske og den situation, som man nu engang er i. Jeg tror grænsen for at få børn rykker sig med alderen, idet at man efterhånden opdager, at man altså ikke er en gammel olding blot fordi man har rundet de 35 eller for den sags skyld de 40. Og jeg er sikker på, at opfattelsen af, hvornår man er gammel fortsat vil rykke sig efterhånden som man bliver ældre.

Lige nu er min aldersgrænse for at få børn 40, men efterhånden som de 37 nærmer sig uden børn, så må jeg da erkende, at jeg måske endnu engang må rykke min grænse.

Man kan få børn på en naturlig måde, så er det vel op til folk selv.

Jeg er glad for jeg ikke har haft ældre forældre, de har kunne være der for mig og mit barn..

En anden ting er at min mor fik altheimers som 60 årig og jeg er glad for jeg ikke stod som 18/20 årig og skulle takle en meget syg mor,som langtsomt mistede sit sind.

Desuden har vi det rigtig tæt på i famillien, min far fik jo så en ny kæreste, som ikke selv kunne blive gravid, så hun adopterede en datter ,da hun var omkring de 40, datteren mistede så faren, da hun var 10, og min fars kæreste var så singel, til for omkring 9 år siden.

Hun er nu 75, min far er 79, kærestens datter fik så tvillinger for 8 år siden.

Begge er åndfriske far og så kæresten, men det tager da godt nok hårdt på dem, at have tvillingerne.

Datteren kan simpelhen ikke forstå at de er for gamle til at være barnepiger i både tide og utide, og Kæresten er jo også ked af at sige nej, for ikke at fornærme datteren, som inden for de seneste år også har skulle fnde sine rødder og har fundet sin biologiske familie.

Desuden er datterens mands far, blevet indlagt på hospis med 4 tumore i hjernen, så de tvillinger kan se frem til en konfirmation uden famillie medlemmer ..

Jeg synes man skylder sine børn, også at tænke frem i tiden, at stå tilbage som 20 årig og skulle prøve sig frem i livet uden en famillie i ryggen, er da ikke noget man ligefrem skal stræbe efter at give sine børn.

Det kan da godt være man som 40+ kan tilbyde et spædbarn mere og have mere overskud og erfaring.

Men det er bestemt ikke alt, det er trods alt rart at have en masse barndoms minder fra ferier hos mormor og farmor, sammen med fætter og kusiner. Som stor teenager at kunnne søge trøst og forståelse ved mormor, når mor og far var dumme, har både mig og mine brødre haft glæde af.

det er et sporgsmal man aldrig rigtig kan give svar pa..

f.eks var jeg 19 da jeg fik mit forste barn, og min yngste fik jeg da jeg var knap 41, og synes faktisk ikke der er den store forskel..

jeg har faet born da jeg var i 20 erne, i 30 erne og den sidste her som knap 41 arig. og jeg synes bestemt ikke jeg er for gammel, ligesom jeg ikek synes jeg var for ung som 19 arig..

jeg mener det er op til det enkelte par at bedomme oom de er for gamle eller ej.. hvis man bare bruger sin forstand.

tank pa at maske dem der far born sent, maske havde svart ved at fa born, eller der kan vare mange andre grunde. som vi medmennesker ikek skal blade os i, eller forarges over..

mette

Der er jo stor forskel på, hvor ung man er af sind, hvor meget man selv vælger at holde sig frisk, sund og i form.

Mine forældre fik min lillebror da min mor var 40. De havde besluttet, at lykkeds det ikke at blive gravid inden hun rundede de 40 år, så var det for sent. Men min lillebror, som nu er 19 år, har absolut aldrig manglet noget, og selvom vores forældre nu er hhv. 60 og 62 år, så er de da langt fra gamle!

Min mor træner eks. 3-5 gange om ugen i FitnessWorld, ofte to holdtimer i træk - jeg får selv helt sved på panden bare ved tanken! De har desuden begge stået en del på ski, rulleskøjter og har cyklet lange ture. Dette på trods af at de begge, pga. en voldsom bilulykke som unge, har en ret markant méngrad.

De rejser 3 gange om året, de to af ferierne er storbyferier. De har begge gang i karrieren, tjener flere penge end nogensinde, og ingen af dem agter at gå på pension i nærmeste fremtid. Min far er aktiv træner i en sejlklub, sejler selv og tager altid med mig til ridestævner. De tager til koncerter, på café og til diverse sociale arrangementer.

Faktisk vil jeg sige, at de er mere aktive nu end nogensinde. Så jeg tror, at man i høj grad selv bestemmer, hvornår man bliver "gammel".

Jeg fylder selv 30 år til april. Jeg har stadig ikke mødt "Mr. Right", manden i mit liv, og selvom jeg da er optimistisk, så er jeg også realistisk og ved, at der er en risiko for, at det aldrig sker. Men jeg elsker børn og vil helt sikkert have mindst et par stykker, dog ikke med en mand, som jeg ikke ønsker at leve sammen med resten af mit liv.

Jeg har besluttet, at er jeg ikke som 35-årig i et seriøst forhold med en mand, som jeg kan se mig selv blive gammel med, så vil jeg tage sagen i egen hånd og få et barn som alene-mor.

Jeg synes generelt det er en meget individuel sag, hvornår man føler sig gammel. Klart skal man også tænke på fremtiden, om man kan være der for sit barn også når det bliver ældre, og jeg tror man skal gøre sig klart, at vælger man at få børn relativt sent, så har man også forpligtet sig til, at forsøge at holde sig så sund, frisk og ung som muligt.

jeg tror nu ikke man kan generalisere som du gor.. jeg har da ogsa kusiner som er javnaldrende med min aldste son.. fordi min moster fik born sent..

min mors bror er 9 ar aldre end mig kun.. ham legede jeg med som lille.. der er da ikke den store forskel pa om min mor og mormor nasten fik born samtidig, eller om jeg og min moster gjorde...

sa lange man kan vare tage et barns interesser og ikke er overdrevent gammel, sa kan jeg ikke se det store problem i at vente med at fa born. ligesom jeg heller ikek kan se det store problem i at fa born tidligt, med mindre man selvf. selv endnu er et barn..

mette

Jeg har en meget ung mor, jeg ville ønske hun lige havde ventet 10 års tid med at få mig, det havde været bedre for hende selv

Jeg er gammel og enlig mor, jeg har aldrig haft problemer med energiniveauet.

Haha.. nu har jeg læst en del af indlæggene, og jeg kan se at mine forældre og familie går helt uden for jeres kategorier...

Min mor fik sit første barn sidst i 20'erne, eller i starten af 30'erne. Et par år efter fik hun sit nummer to - blev skilt, flyttede sammen med min far, og de fik så mig. Der var min mor vel sådan en 35 år ca. og min far omkring de 50 år.

Min mor ligger under den såkaldte "normal" alder kan jeg se, men min far ryger nok uden for jeres kategorier...

Jo... da jeg gik i de små klasser spurgte de andre i min klasse ind til hvor gammel min far var, og jeg BLEV da irriteret, men jeg lærte at acceptere det, og det er ikke et problem for mig. Det jeg nogle gange bliver sur over, det er når folk kommer direkte og siger til mig, at man da ikke kan have børn i den alder! Kigger skævt til mig, og bebrejder mig noget....

Nu har jeg så en lillebror på 3 år, som så mange af jer nok ville synes var "MEGET" forkert at mine forældre fik...

Min far er sund og rask og er der for mig!

Min mor er yngst af de to, men det er min far jeg snakker mest med, og det er ham der er mest hjemme.

Jeg synes folk skal have lov til at vælge selv, og jeg synes også at andre folk skal respekterer deres valg!

Jeg er blev spurgt indtil min far uttalige gange, og mit svar lyder det samme hver gang, "Hvorfor spørger du?" for jeg er simpelthen enormt træt af, at folk hele tiden skal være så nysgerrige.

Har altid ønsket mig børn tidligt... meget gerne 2 inden jeg var 25.

Det skulle det så ikke være, det gik galt med eksen som smed mig ud da jeg var 21. og den nye kæreste skulle jo så også lige blive klar til de der børn.. Så det har jeg ventet tålmodigt på 2 års tid.

Nu er jeg så 25 (han 31) og vi er igang, men har ingen børn endnu da de ikke vil blive siddende og jeg bliver ved med at tabe dem. Dybt frustrerende..

Jeg syntes som sådan ikke man kan blive for gammel til at få børn, man er med garanti langt bedre stillet og mentalt og modenheds mæssigt end hvis man får børnene tidligt.. Jeg syntes så der er andre ulemper ved at få dem sent. Her tænker jeg mest i forhold til når man så skal have børnebørn, Hvis ens egne børn så også får børn sent så kan man nemt risikerer at ens børnebørn ingen bedsteforældre får... Og det syntes jeg da er en kæmpe skam...

Jeg har virkelig elsket mine bedsteforældre og har haft kæmpe glæde af dem... Det er mit mest modtaler imod børn sent argument..

Mærke i denne bemærkning.

at vælger man at få børn relativt sent, så har man også forpligtet sig til, at forsøge at holde sig så sund, frisk og ung som muligt.

En sådan ting er man jo ikke selv herre over, kender flere som har levet sundt og dyrket motion og holdt sig sund, men som allige vel er faldet om med blodpropper i hjernen, død af galloperende kræft.

Jeg er ikke disideret imod, man får børn sent, så længe man kan få dem på en naturlig måde. Altså ikke skulle have hjælp.

At manden er ældre,er lidt mere naturlig, synes jeg.

Jeg fik mit sidste barn for 2½ år siden - og fylder 40 til sommer.

Da jeg blev gravid, var der mange tanker omkring alder, men det var lige så meget min egen alder, som det var barnets alder, jeg bekymrede mig om.

Jeg har en datter, som bliver 13 til marts - og en søn, som bliver 8 her i januar.

I teorien kan min ældste datter sagtens nå, at stifte sin egen familie og berige mig med børnebørn, inden min sidstfødte, er flyttet hjemmefra!!!

Jeg har nu haft "små børn" i 13 år - og når ikke en "pause" inden jeg skal til, at hjælpe med børnebørn - og de kan så blive ved, at komme i en lind strøm, til jeg dør af alderdom

Men nu skal livet jo ikke være forudsigelig - og vi har alle vores lod - og det er så mit og mine børns.

Den sidste var "ikke meningen", men skulle vi have valgt hende fra, fordi vi ville være rundet de 60, når hun engang skulle have børn? Sådan kan man jo ikke sætte livet op! Eller planlægge sig frem.

Hvis man ikke har en mage, eller får en "upser" eller hvad der nu end ligger til grund for, at få sine børn "udenfor" den perfekte alder, er det jo sådan det er. Og så må man tage den udfordring med.

Lidt forkælet i mine øjne, at argumentere med hvorvidt man har barnepige i sine forældre, til sit eget afkom

Min mor og far var sidst i 30'erne og der har ingen problemer været. Det har bestemt ikke været synd for mig og min bror - tværdigmod, dem det virkelig er synd for, er de mange mange skilsmisser, hvor børnene har været tabere. Mine forældre er stadig sammen og jeg har haft en barndom som kun få kunne drømme om - det har ikke været synd for mig som alle ellers går rundt og "tror".

Jeg er 20 år og flyttede hjemmefra for nogle måneder siden og har fået masser af hjælp både i forbindelse med at samle ikea møbler, men også økonomisk. Jeg har ikke mistet noget, min far (på snart 60) tilbringer jeg meget tid sammen med - går på museumer, tager til foredrag og vi skal snart begynde til svømning sammen og fjeldvandring!

alt er jo relativt, men man er vel for gammel til at få børn når man ikke kan få børn naturligt.

jeg er selv både ung og gammel mor, jeg har børn fra 28 til 9 år, 5 stk i alt, jeg er farmor til 2 børn på 7 år og 14 dage.

jeg fødte den sidste da jeg var 38 og kunne og kan bestemt godt mærke at jeg ikke er helt ung mere, men til gengæld har jeg et større overskud rent mentalte til mit yngste barn i forhold til da jeg fik den ældste.

mht. plejebørn tror jeg det vigtigeste er overskud til netop dette barns behov - så er alder nok ligegyldigt.

jeg har selv overvejet at søge, måske et aflastningsbarn, men det skal ikke være helt så børn, det synes jeg selv jeg er for gammel til, men det handler nok mere om hvad jeg selv synes jeg har lyst til og jeg er nok færdig med bleer og sutteflasker -

jette