Så forbarmede vi os alligevel over de tre små shetter-børger.
De går ellers i løsdrift i et fint læskur med vægge på 3½ sider, men jeg syntes der blev for hurtigt vådt derude, trods rigelige mængder af rent halm. (De æder ALT rub og stub, de grådige asener!)
Så nu redte vi op med lækker halm i boksen i stalden, og fyldte høhækken med wrap.
Sikke glade de blev, de små porcelænsponyer. 
Egentlig er det jo slet ikke koldt nok til at de skal ind for natten, men nu er det alligevel snart Nytårsaften, og så har jeg det bedst med, at de kan "rende i sikkerhed". De to "gamle" er ligeglade, men baby-hingsten fik vi først i sommers, og han er en værre tøs hvad alt andet angår, så jeg er lidt usikker på, hvordan han reagerer på fyrværkeri.
Så skidt være med det - nu er der lukket op til luksusen. Døren står åben, så det stadig fungerer som løsdrift.
Det er jo trods alt kun jul én gang om året. 