Det er altså helt normalt. Når en kær dør (hest såvel som venner og familiemedlemmer) tager det jo mere end et par måneder at komme sig over tabet. En lignende hændelse kan dermed godt rippe op i din sorg, fordi du langt fra er ovre din egen sorg OG fordi du er et empatisk menneske der kan sætte dig ind i hvordan din veninde har det, og det minder dig om dig selv.

Det er ikke bare almindeligt og menneskeligt, det er også sympatisk.

Hvad med at I to sætter jer sammen og græder lidt snot og mindes jeres kære heste. Det er bedst at få det ud.

Det gør mig ondt med begge jeres heste, men husk at hestene har det upåklageligt hvad enten der sker på den anden side. Det er kun jeres egen lidelse der I behøver spekulere på

Ja, jeg vil bare erklære mig enig, sorg kommer i bølger, og det er helt normalt!

O igen enig, græd snot sammen og bevæg jer gennem sorgen, det er nemlig den eneste vej. Tillad dine føleleser at være dem de er.

Stort trøstekram

Som Trille skriver er det helt normalt, at ens sorg bliver aktiveret af andre dødsfald.

Når vores heste dør, tror jeg, vi ofte stopper med at tale om det, før vi er klar til at stoppe, fordi rigtig mange mennesker ikke forstår vores sorg over tabet af en hest.

Nogen kan man slet ikke fortælle at ens hest er død, fordi de kommer med vittigheder om hestebøffer eller fordi de ikke forstår, at man kan have følelser for en hest - måske forstår de ikke engang, at man kan have et forhold til en hund, fordi de intet kender til at være følelsesmæssigt knyttet til dyr i al almindelighed.

Vi ved jo fra hverdagen, at det ikke er alle vi kan dele vores hesteoplevelser med og når hesten så dør, passer vi på os selv og begrænser hvem vi fortæller det til.

Så sorgen over tab, som vi ikke kan dele med alle i vennekredsen og familien, bliver der lagt låg på, så den aktiveres hurtigere og voldsommere, når andre skaber et rum hvor samme sorg er.

Stort knus til dig og din veninde.

Tusinde tak for alle svarene, det er rart at vide at det er normalt at man bliver så påvirket af andres tab.

Jeg vil gøre som i opfordre mig til og græde snot med min veninde!

& tak for omtanken, - det varmer!

- Stine

Savner min himmelprins

Jeg mistede min far i 1996, så det er ved at være rigtig mange år siden efterhånden. Det er mange år siden, det holdt op med at gøre ondt, men der er da episoder, som kan rippe op i det hele ind imellem. Jeg arbejder til daglig som folkeskolelærer, og jeg har nogle gange oplevet, at nogle af mine elever har mistet en forældre. Og det påvirker mig helt vildt, når de er kede af det og græder. Selvfølgelig er jeg professionel og prøver at overføre det til noget positivt. Jeg har nemlig en idé om, at jeg langt bedre kan forstå, hvordan de har det, når jeg selv har prøvet det samme.

Det gør mig rigtig ondt for jer begge to. Men tro mig - med tiden bliver det lettere.

Trøstekram

Karina