Lørdag d. 2/10-2010

Var i stalden, og havde aftalt med mor, at hun skulle komme ud og hygge med min pony og jeg. Vi striglede, sadlede op, gik i ridehuset. Mor befandt sig på "tilskuerpladserne"

Der gik ikke mere end et kvarter, før jeg pludselig høre fra den anden ende af ridehuset, min mor skrige.

Jeg hører et eller andet med "død" og sætter ponyen i fuld galop. Hun græder, og skriger, og pludselig hører jeg de ord, jeg aldrig har forberedt mig på "mormor er død"

Og så stod alt stille. Min mor knækker sammen, jeg slipper ponyen, jeg knækker sammen. Vi græder - I choktilstand får jeg trukket ponyen ind i stalden, og så sker alt det uvirkelige. Mine tre søskende skal have det at vide - Og mens min mor prøver at bevare fatningen under opkaldende, kan jeg høre og mærke mine søskendes reaktioner igennem telefonen.

Jeg forstår ikke, hvordan jeg får sadlet af, og jeg ved bare at jeg får knækket 1 kg gulerødder i min ponys krybbe.

Min mormor er død. 72 år gammel, frisk, sund og rask. Af en blodprop i hjertet.

Men hun kan ikke være død. Mormor var udødelig. Hvordan skulle hun så kunne forlade os?

Vi kører mod københavn. Grædende, men jeg forsøger hele turen derind, at holde fast i de utallige minder. Vi griner lidt, min mor og jeg. Men tårerne vejer tungest.

På fredag får hun endelig sin gravplads. Stenen er færdig, og vi skal sige farvel. Men hvordan får man sagt farvel, når man stadig ikke forstår hun er borte? Hvordan skal jeg forstå, at jeg aldrig skal se hende igen?

Hendes lejlighed. Vi har været der et par gange siden da. Bare sidde der i stuen, føle hendes nærvær, dufte til alt. Bare følelsen af hende - Bare en lille smule. Allerværst, er det at skulle tage alle trappetrinene, velvidende om, at hun ikke står i døren på fjerde sal og smiler til os.

Åh, min mormor - Et fantastisk menneske. Livsglad, elskede hvert sekund af livet. Jeg husker at jeg fortalte at jeg hader hvordan kirkeklokkerne bimler om morgenen, aften og dagen - Men hun nød det, og siden da, hvergang klokkerne bimler, mindes jeg hende.

På vej i skole kigger jeg mod himlen, og tænker på hende. Jeg har hendes fine tørklæde, der dufter af hende. Og når jeg bære det, føler jeg, at hun er en smule tættere på mig.

Folk siger, at det bliver bedre hver dag. Men der er gået en måned nu, og smerten bliver ikke mindre. Savnet større, smerten større.

At se mine søskende og min mor i sorg, er intet mindre end ubærligt. Jeg snakkede godt nok ikke med mormor hver dag, som min søster og mor. Og vi oftest meget uenige, og skændtes fordi vi så verden på to vidt forskellige måder.

Weekenden før hun tog afsted til himlen, var hun hos min mor. Hun var glad, frisk. Var ude og gå tur med hundene med mor, støvsugede og vaskede bil med mig, ville slå græs og jeg ved ikke hvad. Vi skændtes slet ikke, vi snakkede, hyggede og grinede. Især grinede, fordi mormor ikke kunne forstå, hvorfor hendes mobil ringede op til alle mulige - Hun skulle jo bare bruge "konvulutten"(sms ikonet)

Jeg har aldrig oplevet en smerte som denne. Hvordan kan hele verden gå videre, hvordan kan min omgangskreds fortælle MIG, at smerten fortager sig? Hvordan kan DE leve videre.. Jeg har mistet min mormor.

Min mormor, som jeg aldrig har fået fortalt nok, hvor meget jeg elsker/elskede hende, og værdsatte hende.

Hun har lært mig så meget. Og jeg mangler at kunne fortælle hende, hvor meget jeg elsker hende. Hvor meget jeg savner hende.

Jeg ville give alt - ALT - for én halv time med hende. Bare et kram, bare se hende smile, høre hende grine.

For dem af jer der fik læst dette - Tak. Jeg måtte bare ud med det. Måtte bare få skrevet lidt, om mormor. Min mormor, som ikke er blandt os mere. Men gemt i mit hjerte, til evig tid.