Det er med blandede følelser jeg sidder og skriver her.

D. 16/12-2009 fødte vores tæve et kuld hvalpe. Det var et ups-kuld, men vi var mega glade for dem. Heldigvis gik både min kæreste og jeg hjemme og vi kunne hver dag bruge en masse tid på vores små "guldklumper". 5 hvalpe fik vi, 2 drenge og 3 piger.

Som hundeadfærdsspecialist var det jo helt fantastisk at se hele forløbet fra fødsel til de skulle rejse hjemmefra. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at de blev præget og socialiseret rigtigt. Vi tog dem rundt forskellige steder, til købmand, og til anden købmand, hvor folk kunne hilse på dem og de kunne blive præget på lyde og biler osv. Vi kørte dem til sjælland til hundekiropraktor da de var 3 uger og da de var 8 uger.

Vi ville bare give dem den bedste start på livet. De blev vaccineret og chippet og alt det der.

Vi fandt hurtigt den første familie, en dejlig jysk familie til lille Balto. Lucky blev også hurtigt afsat til et dejligt ungt par og lille Karla beholdt vi selv, fordi hun var født med "løse hofter" og vi ville ikke sende hende ud til en familie, da vi ikke ville tage nogen chancer. Vi stod så tilbage med "Trunte og Milla". Inden hvalpene skulle ud i deres nye familier, tog vi dem endnu engang til kiropraktor på sjælland. Der var en dame (for ikke at nævne navne kalder jeg hende "V") der ringede for at høre på en hvalp. Da vi alligevel skulle til sjælland, for at få tjekket hvalpene hos kiroparktoren, aftalte jeg med hende at hun kunne tage til mine svigerforældre for at se hende. Det endte dog med at vi tog ind til hende, da hendes veninde havde "brændt" hende af, og hun ikke kunne nå derind før vi skulle videre.

Hun boede i et rækkehus i Ballerup, med en lille have. Hun havde haft Australien Shepherd før, og det var netop hyrdehunde blandinger vi havde. Hun havde fortalt at hun havde en sygdom der gjorde at hun omdannede alt hvad hun spiste til sukker og derfor var meget overvægtig, men at hun så gik 3 timer dagligt for at holde vægten nede. "V" havde en selskabs hund i forvejen, men den kunne ikke gå så langt sagde hun, derfor ville hun godt have en mere energisk hund. Og en af vores hvalpe kunne jo sagtens trænes op til det når de var 1 1/2 til 2 år.

"V" havde arbejdet som frivillig hos Animal Police flere steder i USA. Alt lød bare godt. Hun viste, hvor der var hundetræning, kunne fortælle indgåede om det og der var bare ingen alarmklokker der ringede. Ja, hun var overvægtig osv. men det kunne hun jo ikke gøre for vel?

Da jeg ikke bare vil aflevere en hvalp med det samme (jeg synes man lige skal sove på det) aftalte vi at jeg skulle levere hende 3 dage senere, hvis hun og vi var sikker i vores sag dagen efter. Jeg snakkede med hende igen og hun var helt sikker og ville gerne have Milla. Det mente vi også var det bedste valg.

Min søster og lille Niece på 10 år kom på besøg i weekenden og de synes Milla var helt fantastisk. De legede og hyggede og alt var i den skønneste orden. Det var dejligt, for så var der en positiv oplevelse med børn også. Jeg pakkede Milla og hun lå hen over min niece hele vejen til sjælland.

Den første alarmklokke ringede da jeg 10 min. før vi havde aftalt at jeg skulle aflevere Milla, blev ringet op af "V" og blev spurgt om vi ikke kunne mødes på en anden adresse. Jeg ringede straks til min kæreste og spurgt hvad hun synes. Vi blev enige om at "V"´s forklaring om at flyttemændene var forsinket "holdt vand". Resultatet blev at jeg afleverede vores lille guldklump på 7 sal i et lejlighedskompleks, med en masse uro, fordi der var en veninde og en kat osv. "V" lovede dog højt og helligt at de var på ved "hjem". Jeg kørte derfra helt vildt uroligt og jeg ved godt nu, at jeg ikke skulle have afleveret hende!!! Men det gjorde jeg.

Hele aftenen tænkte jeg og tænkte, på søde lille Milla. Til sidst ringede jeg "V" op og hun kom med gode forklaringer og jeg blev lettet. Dagen efter fik vi en sms om at det hele var godt og Milla var den sødeste lille hvalp i verden. Vi blev meget glade, men desværre varede glæden kun til næste morgen hvor "V" skrev at "Milla" var den mest aggressive hvalp hun nogensinde havde mødt. Hun havde bidmarkeret efter børn og knurret af hunde osv. Jeg snakkede efterfølgende med hende og hun var meget skeptisk.

Vi tilbød hende en adfærdsspecialist, en tur til kiropraktor igen og efterfølgende en dyrlæge (selvfølgelig på vores regning). Dagen efter igen fik jeg afvide at "V" mente at Milla var døv. og så begyndte cirkuset.

Vi mente jo at vi havde afleveret en sund og rask hvalp, men hun mente at den var døv, syg og aggressiv. Min veninde der også er adfærdsspecialist blev sat på sagen og prøvede flere gange at lave aftaler med "V" for at hjælpe hende, men hver gang aflyste hun. Vi ville først have en adfærdsspecialist, så en kiropraktor på for tilsidst at få lavet en stor undersøgelse hos dyrlægen, for at hjælpe hende, da vi jo ikke mente at "lille Milla" var syg og vi jo skulle afholde udgifterne. Vi gav hende også muligheden for at vælge mellem flere adfærdsspecialister, men hun nægtede.

Min kæreste skulle til sjælland på et tidspunkt og prøvede at opsøge "V" på den adresse hun havde oplyst og hvor vi havde været første gang. (Det skal lige siges at vi flere gange havde tilbudt at tage hvalpen tilbage og give hende alle pengene tilbage, men det ville hun ikke). Så Tine tog ind på adressen og bankede på. Da "V" havde aflyst en aftale med en adfærdsspecialist samme dag, fordi hun var syg, regnede vi med at hun måske ville være hjemme. Til vores store overraskelse lukkede hendes mor op og sagde at "V" da ikke boede der, og i øvrigt var i biografen. Vi prøvede efterfølgende at kontakte "V" over telefonen, men det lykkes ikke. Til sidst afskrev vi lille "Milla", men det var med blødende hjerte og der gik ikke en dag uden at vi tænkte på hende.

Så en dag fik vi en mail om at hun ikke kunne beholde Milla mere og ville bede om tilladelse til at omplacere hende. Det kunne hun ikke ifølge kontrakten - der stod at hun skulle aflevere hende til os vederlagsfrit, hvis vi ikke godkendte at hun måtte omplacere hende. Det holdt vi os til pga. hele forløbet. "V" begyndte så at snakke om advokater osv. så derfor valgte vi efter flere mails, hvor hun begyndte at snakke om penge at tilbyde hende 4000,- for at få hvalpen tilbage selvom at hun kun reelt havde betalt 2500,- for hende. Vi gav hende kun 48 timer til at beslutte sig og sagde at Milla ville blive afhentet indenfor 24 timer. Hendes mor ringede så og sagde at "V" gik ind for tilbudet. Jeg fik så en veninde til at hente hende, fik en anden veninde til at passe hende og hentede så Milla 1 1/2 døgn efter.

"Heldigvis" så var Milla "kun" voldsomt underernæret og havde øjenbetændelse. Min veninde der passede hende har 2 drenge på 7 og 9 år der lå i ske med Milla om aftenen og der har ikke været nogen tegn på aggressiv adfærd eller andet. Det eneste man kan mærke er at Milla overhovedet ikke har grænser, at hun ikke forsat er blevet præget og socialiseret, men heldivis har hun en god "base" i det arbejde vi har lagt i hvalpene fra start.

Balto, Lucky, og Truntes ejere har været super søde i denne tid og har bakket os helt vildt op, vi har været helt rørt pga. de har sagt at de ville gå med os i retten for at vi kunne få Milla tilbage. Så det dejlige er at vi har fået en sød hvalp hjem, der ellers skulle være ekstremt aggressiv og døv, men som er fundet ind i vores flok, med far, mor og søster. Nu håber vi bare at den nye rigtige familie snart dukker op, for det fortjener lille Milla i hvertfald, nogen der har tid til at nusse og pusse om hende, og som har tid til at arbejde med hende, for det trænger hun gevaldigt til.