Jeg har ikke selv oplevet at være angst, men jeg har netop læst en bog af Heidi Møller, der hedder den kompetente rytter, og deri er et afsnit omkring angste ryttere og hvad man kan gøre ved det.

Jeg har ikke læst selve afsnittet, men der står måske noget som du kunne bruge.

Jeg har lånt bogen på biblioteket.

Men ellers vil jeg foreslå, at du allierer dig med en person, som du stoler 100% på og som kan hjælpe dig igang. Start med at blíve trukket en tur på hesten, og efterhånden som du bliver mere sikker kan I jo gå et skridt videre.

Selvfølgelig skal du det, men du skal tage et skridt af gangen.

Lidt lige som at tilride en hest, skal du tage hvert lille skridt for sig.

Dvs. du skal ikke starte med at stile efter at ride, men fx at sidde på hesten.

Når du kan sidde der og slappe af og føle dig tryg, kan du ride en volte i skridt på hver side, dette er alt hvad du gør indtil du føler dig tryg osv.

Bliv i trygge omgivelser og fokuser hele tiden at holde dig inden for dine grænser. Grænser må overskrides en lille smule hver gang indtil du føler dig tryg og afslappet på det punkt, før du gør videre til det næste. Pres ikke dig selv.

En voldsom rideulykke men mange tiners OP og lange stykker metal i arm, 12 skruer i hver skinne.

Men det var IKKE hestens skyld, det var min kunne såment bare have sluppet tøjlen da jeg blev slæbt hen ad jorden..

Så jeg har aldrig haft angst, bare op igen da jeg fik klart lys efter 6 mdr.

Jeg mener angst er irrationel og vil ikke lukke den ind...

Jamen det svar er da garanteret rigtig brugbart Illum, sikke en gang @!#$ at lukke ud.

Ja Susanne, du kan da bare lade være med at blive bange, og i stedet få dig et liv, ligesom Illum

Nej, gå stille i gang, sæt dig små delmål, og tag al den tid det skal tage f¢r du rider helt selv, uden angst.

Hvorfor finder du Illums svar så forkert????

Hun svarer jo:

Jeg mener angst er irrationel og vil ikke lukke den ind...

Du svarer selv trådstarter således:

Nej, gå stille i gang, sæt dig små delmål, og tag al den tid det skal tage f¢r du rider helt selv, uden angst.

Hvor er forskellen lige

Begge svar læser jeg som, overvind angsten!!

Har aldrig været ude for et uheld/ulykke til hest, men til gengæld har jeg en del gigt med dertil hørende skavanker, og skal helst ikke falde af.

Tanken om at nu må jeg endelig ikke falde af, den sad godt begravet længe hos mig, og gør det i ny og næ stadig.

Det vigtigste er næsten, at du finder en hest der er så tæt på "bombe" sikker som muligt.

Når du har fundet den, skal du bruge en hjælper der går ved hesten i starten, evt. gerne en anden hest med på tur.

Efterhånden så finder du selv rytmen igen.... forhåbentlig

Håber du kommer igang igen.

Mvh

Janni

Jeg har selv haft den angst i kroppen også efter en ulykke.

Og intet er irrationel...

Frygt er en naturlig reaktion og ikke kun en del af psyken, den er til for at beskytte dig, derfor kan det oftes være dumt at ignorere den. Men der skal også være plads til de gode tanker, især når man har bearbejdet den fysiske side af et ulykke.

Du har en dejlig pony der hjemme, som er rolig og du elsker den sikkert. Se om du kan finde en veninde der vil hjælpe dig og som du stoler på, lad hende hjælpe dig i gang, men sørg for at hun ikke forsøger at overtale dig til "lige lidt mere".

Det skal være en klar aftale mellem jer.

Ellers er det bare at gå i gang og tage et skridt af gangen.

Hvis du ønsker at snakke nærmere om frygten, er du mere end velkommen til at sende en PB.... tit hjælper forståelse fra en lidensfælle.....

*kram*

ER irrationel - men nogen gange bestemmer man ikke selv, om man vil "lukke den ind". Det kommer an på hvilken person man er og hvordan man psykisk er "sat sammen". Nogle mennesker vil møde den irrationelle angst, andre vil ikke.

M.h.t. dig - så forstår jeg til fulde, hvad der sker i dig. Har selv oplevet det samme. Meget grim ulykke for 2 år siden - med en ellers helt igennem reel og pålidelig hest, den fik "bare" tanteskamlen mellem bagbenene og panikkede. Jeg vidste GODT, det var et éngangsfænomen - rent logisk - men min krop gik i selvsving og ville "beskytte" mig for lignende fremover - og så kom angsten. Den sloges jeg med alene i næsten 1 år, hvor det var op- og nedture, kom op og fik redet, men med angsten i kroppen og efterhånden kom de "dårlige" undskyldninger, undvigeadfærden o.s.v.

Til sidst smed jeg håndklædet i ringen - enten fik jeg prof. hjælp eller jeg solgte hesten. Jeg var/er utrolig glad for min hest, der er en rolig og afbalanceret oldenborgvallak.

Læste bogen af Heidi Møller - og tog bagefter resolut kontakt til hende og spurgte, om hun ville coache mig tilbage til ridningen. Hun er uddannet psykolog og har stor erfaring med netop denne problematik. Hun sagde ja - vi startede i april og i dag rider jeg stort set uden angst overhovedet. Mangler lidt endnu på udendørsbanen, men har genvundet alle mine kompetencer som rytter og sidste delmål er skovtur i august eller september. Hun har været hos mig 2 gange af ca. 1-2 timer, ellers har det foregået over mail, hvor jeg skulle reflektere og realitetsteste min ridning. Hun har givet mig uvurderlige værktøjer.

Jeg var ALDRIG kommet i gang af mig selv igen, men ved hendes hjælp har jeg kunnet ændre mine katastrofetanker, automatiske negative tanker til realistiske tanker og fundet selvværdet og glæden ved ridningen og glæden og troen på mig selv igen.

Om det skal være hende - eller en psykolog, der arbejder kognitivt - er jo op til dig. Det koster heller ikke en bondegård. Jeg skal betale ca. 2500,- og det er penge, der er godt givet ud - og i mine øjne ikke dyrt - for det jeg har fået for dem!

Sys

Jeg har engang haft en ulykke med en hest hvor hvis den var landet lidt anderleder var jeg død.

Efterfølgende var jeg rigtig bange, og det endte med at jeg solgte den hest da jeg havde mistet tilliden til den. Jeg købte så efter lang tid en anden at ride på, så gik det lidt igen, det blev bedre og bedre med tiden. ( kunne ikke lade være med at ride )

Idag er jeg stadig engang imellem bange, da den hest jeg har nu ikke ligefrem kan kaldes rolig, og kræver en leder. Når jeg bliver bange for at ride siger jeg til mig selv at, det SKAL jeg. Det er min hest og hvis jeg ikke TØR at ride på den, ja så kan jeg ikke have den stående, den er MIT ansvar. JEG SKAL BARE sådan er det.

Stejlende heste holder jeg mig langt fra, efter ulykken, men det gør min heldigvis ikke.

Sig til dig selv at du SKAL op og sidde, og byg derefter merer og mere på.

Ingen siger at du skal starte stort ud.

Det er ærgeligt som EN hest kan ødelægge en masse, det sidder i mig endnu og jeg tror aldrig at det går helt væk.

Mange tak skal I alle have. Ja man kan jo sige til sig selv at det er bare noget pjat, at man er angst for at komme op på hesten, men det er bare ikke noget man selv kan gøre for. Jeg håber virkeligt at jeg en dag kommer igang igen, jeg vil jo så gerne............

så få noget hjælp, behøver ikke være en psykolog, som jeg brugte, men evt. en hjælper, der kan være ved din side og som forstår problematikken og har tålmodigheden til at være der for dig. Du er også velkommen til at sende mig en pb, så kan jeg fortæller lidt nærmere om, hvilke værktøjer jeg fik af Heidi Møller.

Det er IKKE noget pjat at være bange, men du kan vælge at gøre noget ved det, eller opgive ridningen.

Sys