Tid, sorgen.

Og man mindes alle de skønne timer, dag og år man havde samme.

Man husker oplevelser, man græder og man taler om ham, meget.

Han fik jo et langt liv, han var syg og nu er det forbi.

Forbi med smerte for din kære morfar.

Stakkels dig

Min morfar døde også af en blodprop, og han havde ligesom din morfar også været syg. Min morfars (Valdemar) største frygt var at han skulle ende på et plejehjem, fordi han de sidste maaaange år var røget ind og ud af hospitalerne. Men heldigvis gik det ikke sådan. En morgen 2. juledag vågnede han bare ikke igen.

Hele familien var også i chok, men det hjalp at tænke på at han fik det som han ville have det. Så må vi andre bare lide lidt mere.

Jeg er som dig meget knyttet til min morfar, og selvom det lyder underligt kan jeg stadig fornemme ham, specielt til store begivenheder, som da jeg blev student. Jeg håber du finder fred ved, at han altid vil være der, også når din søster skal konfirmeres og når du bliver student.

Men kan godt forstå at du er i chok nu og jeg vil tænke på dig...

Mange knus Nadia

altid hårdt at miste - og især når det er en person, som virkelig står en nær.

Der er ingen tvivl om, at du/I går en hård tid i møde den kommende periode, når I har så mange begivenheder, som jeres morfar skulle være en stor del af. Det vigtige er at bruge tiden på at mindes, ganske som Illum skriver - grin over ham, græd over ham, snak om alle de gode stunder og sjove episoder I har haft med ham.

Husk på, at 85 år er trods alt en rimelig høj alder og han har haft et godt langt liv, og nok mest af alt - han led ikke, da han skulle herfra...

bearbejder man sorg?

Jeg vil også sige tid. Og selvfølgelig give dig plads til også at være ked af det! Snak også gerne med nogen om det, det kan hjælpe.

Sidste år døde min venindes mor ca. 3 måneder før hun blev student. Hun havde ikke fejlet noget, men det var nok en blodprop i hjertet eller hjernen (kan ikke lige huske det). Hun havde ikke mærket noget da det skete midt om natten.

Og på det tidspunkt havde de planlagt langt det meste, og at de skulle ud og købe jurabøger sammen, lægge hue på og jeg ved ikke hvad...

Hvordan hun kom igennem? Hun fik masser af støtte fra sine venner, alle jeg kender tilbød deres hjælp. Selv dem, som hun tidligere ikke havde kunnet udholde.

Hele hendes klasse + nogen af os andre som ikke gik i klassen mødte op til hendes mor begravelse (min veninde ønskede det naturligvis selv)

Lærerene var også yderst behjælpelige, og under eksamerne var de også søde, så vidt jeg ved.

Men hvis det er et problem når du skal ind til eksamerne, så kan du lige advare dine lærere om, hvad der er sket. Ikke at det skal være en undskyldning for at klare sig dårligere, men hvis det er ved at blive overophedet inde i lokalet, så skal der lige være plads til at man kan trække vejret dybt, og så komme videre. (ved overhophedet tænker jeg hvis det hele bliver presset, og du pludselig fx får et spørgsmål du ikke lige hurtigt kan svare på, og tårerne er ved at presse sig på fordi det hele pludselig føles uoverkommeligt).

Og ellers må du have rigtig meget held og lykke med dine eksamer

Hej Kia,

Sorg bearbejdes (som andre også siger) bedst ved at give sig tid til at sørge, samt at tale uendeligt om sine følelser og tanker.

At dø er meget trist for de efterladte, men det har givet din morfar fred og selvom han ikke lige er tilstede og kan give dig huen på, så skal du ikke et sekund tvivle på, at han var pavestolt af dig lige til det sidste

Gå til eksamen med ham i dine tanker, gør dit bedste i situationen og vær glad og positiv (også selvom smerten bider på).

Man kan ikke forcere sådan en oplevelse og der findes ingen regler for, hvor lang tid der går før man kommer over det. De fleste får lettere ved at leve med tabet efter selve begravelsen.

På søndag skal din søster nok få en dejlig konfirmation - man får uendelig styrke når det kræves af en, men skulle der blive fældet en tårer for morfar, så er det vel også okay

Held og lykke med det hele - håber din søster får en dejlig søndag og at du får nogle gode eksamer trods tabet.

;o) Lillian