Om 5 år vil ÆRGE dig over at du IKKE tog den uddannelse du her er i gang med ???

Tænk over hvad du VILLE med den uddannelse og om du vil savne det du troede du skulle når du var færdig ??

at spørge...

Trist at du har det sådan Katrine, men kan godt følge dig, at det ikke altid er super sjovt, især ikke nu med eksamen og så to reeksamner oven i.

Synes du skal tænke dig om, og gøre det du synes er rigtigt. Vil dog savne dig på studiet, da du er en utrolig glad og sjov pige (et dejligt menneske ).

Jeg kender godt følelsen, for synes da også at jeg selv er studieegnet, men dette studie kan til tider være ret hårdt, så der skal knokles for det, og så kan det stadig være svært.

Håber du finder ud af, hvad du vil Du er ihvertfald en dejlig person, og det er en fornøjelse at have lært dig at kende Jeg håber selv, at du bliver ved ind til sommer, men du skal gøre det du synes er det RIGTIGE for dig!!!

Mvh

Line

tro mig lyt til dig selv og dit hjerte...!!!

jeg har stået i den næsten samme situation som dig og jeg valgte min uddannelse fra og det er det bedste jeg har gjort for mig selv...

Jeg var konstant ked af det og fik mavesår osv.

Følte efter inderst inde og fandt ud af med mig selv at det ikke var det jeg vile resten af mit liv.

og du skal ikke se på det som en fiasko, tværtimod er du stærk hvis du siger fra, når du kan mærke det ikke er det rigtige for dig...

Jeg har ikke fortrudt ihvertfald... Har aldrig været gladere..

det er bare op på hesten igen og igang med en ny uddannelse du brænder for efter sommerferien..

venlige knus og kram herfra

Tak Line, ja jeg synes også det har været rart at lære så mange dejlige mennesker at kende. Og det har været rart at have en som kunne forstå en, du har virkelig været uundværlig Det er bare svært når I er de eneste jeg har herovre...

Og når man så samtidig mister fokus på hvad man egentlig vil med uddannelsen, så er det svært at hænge på.

Jeg kender godt til det at fuldføre en uddannelse man egentlig ikke gider og det er hårdt!

Jeg er ved at komme igennem det sidste inden jeg så kan kalde mig markedsføringsøkonom.

Jeg var rigtig meget med i starten, i toppen i klassen, målbevidst og gjorde virkelig en indsats.

Som tiden gik faldt jeg dog fra i det daglige, jeg fandt uddannelsen useriøs og manglede at lærerne i det mindste lod som om de gad at undervise.

Til evalueringssamtalerne blev der bekymret spurgt til hvor jeg var blevet af i det her, men jeg har mistet gejsen for længst.

Jeg har dog valgt at gennemføre, da jeg ikke kan komme på andet jeg vil læse i stedet og ville ikke droppe ud uden en plan.

Ville gerne være beslagssmed, men kan ikke få en læreplads, og andet kan jeg ikke komme i tanke om.

Det er hårdt psykisk at fortsætte på en uddannelse man ikke gider, men jeg følte jeg var så langt at jeg alligevel nok ville fortryde hvis jeg droppede ud og havde spildt tiden.

Jeg synets det Illum skriver er noget du skal tænke over, det er en god måde at se det på.

Jeg må bare håbe på at der er noget til mig jeg vil/kan lave når jeg er færdig...

IKKE en fiasko du er bare ung og har flyttet hjemmefra for første gang!!! Min datter flyttede i sommer og startede på RUC det har også haft sine problemer. Du skal snakke med dine forældre og venner og forklare hvordan du har det, men det er dig selv der skal tage beslutningen. Det du beslutter er rigtig, at fortryde kan du ikke bruge til noget som helst.

Du er ung og har livet for dig, du skal ikke gå rundt og ha det dårlig. En kram fra mig!!

Jeg læser biologi på 3.år på SDU, og studiet er meget svært det første år (pga. science året med matematik, biokemi, kemi, fysik mm.) Jeg dumpede rigtig mange fag i første forsøg og var også begyndt at overveje om jeg overhovedet var dygtig nok til studiet på trods af et over middel snit fra gym.

Mit råd er: Hold ud! Det bliver bedre, jeg har først rigtig "lært" at læse ordentlig op til eksamen i løbet af 2.år og blive en god studerende. Jeg har haft mange re-eksaminer, og jeg føler jeg er blevet en bedre studerende af det. Du vil sikkert finde 2. og 3.år meget mere interessante, når du får botanik, zoologi, zoofysiologi og mange andre (svære ja!) men skide spændende fag.

Jeg bliver bachelor til sommer, men søger så ind på dyrlægestudiet, så jeg har fået mod på endnu flere møgsvære, men spændende fag, på trods af et meget svært og deprimerende 1.år på SDU

at kunne gennemføre en uddannelse på universitets-niveau ved bare at læse pensum i samme tempo det gennemgåes, det kan forhåbentlig stadig ikke lade sig gøre (selv om BH og hans normeringer har ødelagt meget). I det omfang stoffet er blevet så enkelt eller kortfattet, har det fejlet på et af de væsentligeste områder: Nemlig at gøre individet i stand til at prioritere, og sætte sig effektivt ind i de væsentlige områder -- og så evt. lynhurtigt forstå resten en anden gang (f.eks. samme sekund man bliver spurgt til eksamen, eller mod forventning får brug for det 10 år senere).

Så altså: Du SKAL være bagud, og du skal kunne bære det. At tro andet er helt hen i skoven, pointen er at du aktivt skal vælge hvilke områder du vil være bagud med og i hvor stort omfang. Som jeg ser det er det den ene halvdel af dit problem. Den anden halvdel er det sociale, og det kommer aldrig til at hænge sammen med at bruge 120% af din tid på studiet. Så måske er det indirekte også den anden halvdel af dit problem? (hey, og det lykkedes mig at skrive det uden at komme ind på alle de "pige-ting" med at tro man skulle kunne det hele og være perfekt på alle områder ).

Uha - jeg efterhånden skiftet en del gange, da jeg slet ikke vidste hvad jeg ville...

Jeg startede ud med Teknisk Tegner/Designer - fik topkaraktere hele vejen, men elevpladser var der ingen af, og det var et krav for at bestå uddannelsen. Der ud over var der en meget høj arbejdsløshed at komme ud til... Droppede ud efter grunduddannelsen med et snit på 11.

Dernæst læste jeg markedsføringsøkonom, men da uddannelsen lige var blevet oprettet, var der ingen job bagefter - og så fandt jeg lærene utrolig inkompetente, og skolen havde ikke styr på særlig meget... Langsomt mistede jeg lysten eftersom lærene var ligeglade med os elever.

Så prøvede jeg kræfter med landskabsarkitekt - og jeg klarede mig rigtig godt, men det var bare ikke uddannelsen for mig. Jeg kunne ikke se mig arbejde som f.eks. byplanlægger eller arkitekt, og jeg ville ikke ligge og pendle. Jeg ville blive boende i KBH, og der er det meget svært at få job.

Mens jeg gik på den sidste uddannelse, tog min mand og jeg 4 uger til Indonesien, hvor jeg brugte meget af tiden på at tænke over min fremtid, mine drømme og ønsker - og lytte til mit hjerte.

Da jeg kom hjem droppede jeg ud af den 3. uddannelse, og startede på HGS. Jeg fik en elevplads i en it-virksomhed, som viste sig at være verdens bedste arbejdsplads. Jeg er nu uddannet kontorassistent med speciale i administration med karakteren 12 for fagprøven, og skal starte på nyt job i morgen - måske mit drømmejob. Det var det bedste valg jeg træf dengang for 3½ år siden...

Mit råd - lyt til dit hjerte og følg dine drømme... Hvad andre siger er komplet lige meget. Det er kun dig der er herre over dit liv.

Du skal lytte til dig selv, og ingen andre...

Ingen kan mærke, hvordan du har det, hvordan det du laver føles i maven... mange kan have nok så mange ideer, gode råd og alt muligt andet, men det er kun dig som kan mærke hvad som er bedst for dig...

Jeg tror du godt er klar over, hvad der skal til, for at du har det godt... jeg tror bare, at du er bange for at træffe valget, for mange vil sikkert sige til dig, at det er tåbeligt o.l.

Vores knægt smuttede ud af gym ½ færdig, hans klassekammerater, som her til den kommende sommer bliver studenter, invitere ham stadig med til fester, hvilket han er glad for. Men han er i dag super lykkelig for, at han stoppede, han var/er helt klar over, at det ville koste ham alt alt for meget at blive, for han hadede det så enormt meget....

Han har haft et super godt job, og skal er 1/2 ind til milli og har skrevet konstabel kontrakt, han stråler som en sol, er blevet utrolig voksen, glæden i livet er absolut tilbage i top mål - jeg har dyb respekt for, at man tør tage et valg, i stedet for at løbe med strømmen og mistrives....

Jeg krydser fingere for at du vælger det som for dig er rigtigt... jeg har et godt bud på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var dig, men jeg tør knapt skrive det, for valget skal jo være dit, det din mave ønsker for dig....

Lyt til dit hjerte, ALTID!!!!

Jeg fik helt tårer i øjnene da jeg læste det du havde skrevet, ensomhed, og påvej til et sort hul.. Har haft det sådan, så slemt! Også pga. uddannelse, ny klasse jamen alt.

Det hele fungere slet ikke - uddannelsen var ikke noget for mig, slet ikke det jeg vil, så jeg droppede ud, som jeg faktisk gør imorgen d.5/1

Det er det bedste jeg har gjort, har ikke mistet noget ved det, men har lært at at træffe bedre valg..

Trist at høre at du er trist!

Har selv læst biologi. Synes faktisk det var vildt spændende (og vildt hårdt!) Bestod mere end jeg dumpede.

Jeg mistede bare motivationen midt i det hele. Kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at få læst. Og der blev bare ved med at komme eksaminer og bunker af materiale der skulle læses igennem.......

Lyder som om du også er under den nye studiestruktur hvor man ikke laver andet end at rende til eksamen

Jeg valgte at tage en pause og se hvad der skete. Resultatet er at jeg nu snart er færdig som dyrepasser og har et job jeg er glad for! Det kan godt være jeg en dag vender tilbage og læser noget mere biologi(er stadig indskrevet), men indtil videre er jeg glad og tilfreds.

Så mit råd er at Bli' Glad og gøre hvad du føler for!

Under alle omstændigheder er det dig og ikke dine omgivelser der skal bestemme! Det er dit liv og din uddannelse!

og hvis lysten ikke er der bliver resultatet som regel derefter...

Har dog et enkelt forslag:

Jeg læste i KBH måske det var en mulighed for dig, så er du tættere på alle dem du savner, hvis du vil fortsætte med uddannelsen?

fiasko - er det i forhold til egne eller andres forventninger ?

hvis man gennemføre en uddannelse fordi andre håber/forventer at man gør det, men at man ikke selv har interesse deri - så er man vel et eller andet sted en fiasko - eller om ikke andet umoden og ikke særlig selvstændig.

hvis man derimod gennemføre en uddannelse som man selv inderligt ønsker sig, på trods af at man halter efter grundet egne kompetancer / udefra kommende hindringer, så er man en stædig selvstændig individ der udviser handlekraft.

hvis man ikke gennemføre en igangværende uddannelse som man inderligt ønsker sig, som man hele vejen igennem har haltet efter grundet manglende kompetancer/ udefra kommende hindringer så er man ikke voksen nok til at gennemskue personlige begrænsninger

der hvor jeg vil hen med det her er - ikke at man kan skematisere alt som forsøgt på ovenfor - men at man skal tage afsæt i EGNE ønsker, gøre det bedste man kan for at indfri dem, men ikke være bleg for at indrømme hvis drømmene er skudt over egne kompetancer

dine forældre/omgivelser ville sikkert hellere have en glad datter/venninde som måske ikke blev lige hvad man havde ønsket sig - end en datter/venninde der går psykisk ned på grund af noget uopnåeligt

og skipper du den nuværende uddannelse - så kan det jo være at du har personlige kompetancer der kan bringe dig vidt i en anden professionsretning

Som det nævnes, skal man vende sig til, at man altid vil være bagud, altid gå rundt med dårlig samvittighed, altid tænke, at man burde have læst noget mere osv. osv.

Det ER hårdt at tage en universitetsuddannelse og man skal lære at priotere sin tid og leve med den evige dårlige samvittighed over ikke at nå alt det man vil.

I stedet for at ville bestå alle fag med bravour i første omgang, så sats på de fag du er bedst til og vælg bevist den/dem fra du finder mindst overskueligt og tag den til reeksamen - det giver det lidt ekstr tid til at læse op til den i og du står ikke med alle eksamenerne på en gang.

Pøj pøj med det og husk det første år er som regel altid det sværeste, da det er her alle de "uinteressante" hjælpefag plejer at ligge - med tiden kommer de sjove fag

du vil.

Jeg læser på uni på 4.år nu - mangler 1½ år før jeg er uddannet cand.mag. På Aalborg Universitet har vi ikke kvartalsbaseret undervisning, men til gengæld har vi altoverskyggende semesterprojekter som kræver ALT af en i henholdsvis december/januar og maj/juni måned hvert år. Og jeg mener ALT. Jeg har altid taget det hele med oprejst pande - kæmpet for det, aldrig dumpet en eksamen og altid fået karakterer over middel. Men i år har jeg så haft nogle personlige ting der påvirkede mig så alt mit overskud og de sidste energi-reserver jeg plejer at køre på pludseligt er væk. Så jeg forstår dig om nogen. Sikke et slag det er at få i ansigtet, når man plejer at kunne klare sin hverdag uden de store problemer. Studiet betyder jo bare så meget for en.

Og selvom jeg allerede har en uddannelse (bachelor) så ved jeg at jeg skal hænge i for det har altid været planen og drømmen, at jeg skulle have den kandidat også. Kan slet ikke se mit liv for mig, hvis jeg skulle ud at søge job udelukkende på baggrund af min BA lige nu.

Samtidig mener jeg ikke, at et studie skal have lov til at knække folk psykisk. Permanent stress og depressive symptomer er ikke til at spøge med. Jeg ser det i min omgangskreds og det skræmmer mig rigtigt meget. Du er ikke nået så langt i dit studie endnu, så det er NU du skal føle efter om det er det hele værd. Eller om du studiemæssigt ville være lige så glad for en læreruddannelse og samtidig kunne øge din livskvalitet ved at være tæt på familie, venner, dyr og kæreste. Det er et voldsomt dilemma (jeg flyttede også langt væk fra min familie for at studere, men det var den helt rigtige løsning for mig), men der er kun een der kan give svaret på hvad der er den rigtige løsning Og det er dig.

Jeg kan udmærket følge dig i det, du skriver. Jeg er selv lige begyndt på statskundskab i Århus - det har været min drøm de sidste otte år. Det er stadig min drømmeuddannelse, håber jeg, men det er efterhånden svært at få øje på de positive ting, jeg havde håbet der ville være.

Jeg pendler frem og tilbage hver dag - fire timers transport i alt. Dette betyder, at jeg ikke rigtig er socialt integreret i min klasse; lige som det er en ulempe ikke at kunne tåle alkohol, når alt samvær uden for undervisning drejer sig om at blive så fuld som muligt.

Som andre skriver skal du ikke tage dig af, at du er bagud. Jeg bruger ca. 70 timer om ugen på studiet (og arbejder i snit 12 timer ved siden af for at kunne få det til at hænge sammen), og det er mildest talt pissehårdt, når 85% af pensum er engelsk faglitteratur primært skrevet til erfarne forskere. Jeg gik ud af HF med et snit på 10,5, hvilket faktisk var lavere, end nogen havde forventet; men jeg har måttet sande, at man ikke kan bruge studentereksamens-karakterer til en skid indenfor universitetets mure.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at tanken ikke havde strejfet mig at finde på noget andet. Jeg ved bare ikke, hvad det skulle være. Så indtil videre bliver jeg hængende. Desuden håber jeg stadig, at det bliver lidt sjovere om et par semestre, når vi rent faktisk kommer til at beskæftige os med politik.

Det jeg vil med dette indlæg er vel egentlig at fortælle dig, at du ikke er alene med de tanker og den enorme stressbyrde på dine skuldre. Jeg ved, hvor hårdt det er, og hvor dårligt du har det med det. Den eneste grund til, at jeg ikke er bukket under endnu er, at jeg simpelthen ikke har tid til det.

Hvis du har lyst til at læsse af, må du meget gerne skrive en pb. Jeg troede ellers, jeg var den eneste, der var en smule menneskelig - alle andre lader til at have styr på det hele og alt for meget overskud.

Caroline

Du har fået rigtig rigtig mange gode svar i denne tråd. Mit bud kører i samme gænge.

1. Gør IKKE det, du er bedst til, men det, du synes BEDST om.

2. Overvej, om du ikke skal tilbge til sjælland. Det er bare SÅ vigtigt at have et godt socialt netværk omkring dig, mens du læser. Kan du ikek evt. skifte til biologi på Kbh. Uni?

3. Vi er rigtig, rigtig, rigtig mange mennesker, der er startede på uddannelser, som ikke var noget alligevel. Det har INTET at gøre med at være en fiasko, men alt at gøre med det at blive voksen, lære sig selv og sine 'lyster' bedre at kender.

Som alle os andre, finder også DU en vej du bliver glad for

I en alder af 30 har jeg selv prøvet at springe fra 3 forskellige uddannelser. Efter gymnasiet havde jeg egentlig kun lyst til at prøve drømmejobbet med heste i udlandet, men jeg manglede den sidste rest mod der skulle til, for at få det til at ske. Jeg var 25 år, da jeg endelig tog springet, og flyttede til England.

Jeg vil ikke påstå at var let, at stå over for familiens skuffelse - de støttede mig i mine beslutninger, men var alligevel skuffede, når jeg igen sprang fra. Men hvis det ikke er det rigtige for én selv, så duer det bare ikke at forsætte.

Det virker også som om, at savnet af familie og venner er stort, og dette kan også påvirke din interesse for studiet samt gøre, at du finder det mere hårdt. Undersøg evt. mulighederne for at blive overflyttet til et uddannelsessted tættere på dit netværk.

Måske har du brug for en dag eller to væk fra studiemiljøet, for at få klarhed over hvad du dybest nede føler for studiet.

Uanset hvad du beslutter, så gør hvad der er rigtigt for dig - ikke hvad der er rigtigt for familie og venner.

For det lyder som om, du læser enormt meget, men muligvis ikke effektivt. Notat- og studieteknik kan læres (fx Eksamensbogen af Bo Jarl- en ældre sag- men guld!).

Det er klart, du ikke har netværk- når du ikke bor på kollegie, men er der ikke læsegrupper/studiegrupper, du kan være med i? Ikke alle kollegier går op i fest og farver.

Dårlige eksamener: Man kan jo gå op igen!

Hold fokus- vil du nu bygge rede med kæresten, eller vil du den uddannelse? Vil du sidde på dit lækre værelse med god udsigt- eller vil du være med, hvor det sker? Hvad sker der, hvis du starter forfra?

Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg ikke fik læst biologi- men er glad amatør/halvstuderet røver, for som fag interesseret det mig stadig enormt meget, men jeg mangler disciplin. Jeg ville egentlig beskæftige mig med palæontologi, men så opdagede jeg etologien. Og dyrs adfærd tænder mig, jeg ser på kattene og deres indbyrdes sprog og rangorden (jo de ikke-så-sociale-katte har faktisk éen!), jeg kan også kommunikere med dem- en hård stirren når jeg er utilfreds- en blødere når jeg kæler.

Til gengæld fattede jeg aldrig og et suk af biokemi- selvom kemi også er interessant. Jeg er noget talblind, og det vidste jeg ikke, det var en sen erkendelse. Men jeg er stædig! Så fra 5-6 på gym til 9 på HF- og jeg forstår omsider trigonometri. Da voksede jeg lige to tommer! Men lange formler- har jeg svært ved at "se".

>>>

Det jeg vil med dette indlæg er vel egentlig at fortælle dig, at du ikke er alene med de tanker og den enorme stressbyrde på dine skuldre. Jeg ved, hvor hårdt det er, og hvor dårligt du har det med det. Den eneste grund til, at jeg ikke er bukket under endnu er, at jeg simpelthen ikke har tid til det.

Hvis du har lyst til at læsse af, må du meget gerne skrive en pb. Jeg troede ellers, jeg var den eneste, der var en smule menneskelig - alle andre lader til at have styr på det hele og alt for meget overskud.

<<<

Det var skræmmende læsning - det kunne være skrevet af mig selv, dog bortset fra jeg ved jeg læser mit drømmestudie (men jeg har så også ramt mindst én forkert hylde).

Trådstarter: du har fået så mange gode svar i denne tråd at jeg faktisk ikke synes jeg har noget mere at byde på. jeg håber du finder en løsning på det hele, og som Mokke skriver er du ikke alene.

Du må også gerne skrive til mig via PB/msn hvis du har brug for at tale med andre studerende der kender til hvordan du har det.

De varmeste tanker herfra.

Tak for de mange gode svar

Jeres erfaringer og gode råd har givet mig noget at tænke over og har fået det hele til at se lidt mere overskueligt ud!

Jeg har flere overvejelser i gang:

1. At fortsætte herovre, prøve at integrere mig i det sociale (måske genoptage fritidsinteresser som jeg ellers opgav fordi det var for svært at finde nye steder herovre), arbejder ihærdigt på at finde en læsegruppe (hvilket jeg synes er ekstremt svært at finde) og så ellers prøve at droppe min selvmedlidenhed og se om det går. Jeg bor på et lille kollegie, men alle har egen indgang, så jeg har ikke rigtigt lært nogle at kende.

2. At starte forfra på Københavns Universitet på biologi til sommer, finde en bolig lidt fra København (evt. med kæreste), virkelig gøre en indsats for at blive integreret på studiet, men samtidig vil jeg vide at jeg har et netværk i KBH og familie rundt omkring på Sjælland som jeg vil kunne nå.

3. At starte på læreruddannelsen et eller andet sted på Sjælland, flytte sammen med min kæreste og have mere tid til fritidsinteresser.

Jeg har gennem hele min barndom/ungdom haft både spejder (fra jeg var 7 år til jeg flyttede til odense), en hest (fra jeg var 12 år til midten af 3.g.) og min hund (som jeg har trænet intensivt fra problemhund til velfungerende de sidste 2 år), og et arbejde, så jeg har altid haft travlt og været meget aktiv. Desuden er jeg den mindste af 5 børn, mine søskende er voksne og har egen familie, så det er hårdt at gå fra at være mange (selvom de er flyttet hjemmefra er der altid dem eller deres børn hjemme hos mine forældre) til kun at være mig selv.

Det er altså kombinationen af et studie der sænker mig selvværd og savnet af min hund, mine venner og min familie som knækker mig. Jeg har prøvet at have Toffi med herover, for det ville hjælpe på min ensomhed (jeg HADER at bo alene), men hun trives ikke herovre, så hun må blive hos mine forældre.

Grunden til at jeg flyttede til Fyn var at det her er nemt at finde boliger hvor man må have hund. Desuden synes jeg KBH er for stor, så det er måske også lige værd at overveje en gang før jeg beslutter om jeg smutter hjem til Sjælland

Jeg tror jeg vil finde studiet både lettere og mere spændende når alle hjælpefagene (kemi, matematik og biokemi) er overstået samt at jeg vil finde det mere overskueligt hvis jeg fik det bedre psykisk, hvis jeg trivedes i miljøet.

Men endnu engang tak for de mange gode råd

Hvad laver din kæreste egentlig, siden han ikke er flyttet over til dig?

Jeg bor heldigvis med min, og han er guld værd i hverdagen, så jeg ikke skal tænke på madlavning, indkøb, rengøring, opvask og des lige. Det eneste jeg skal passe er min skole, siger han. Og så vasketøjet - det får han aldrig lov at røre igen!

Man burde egentlig lave en hjemmeside for ensomme studerende, der godt kunne bruge en læsegruppe, madklub eller andet - bare en gang om ugen eller sådan noget.

Mht. læsegrupper på dit studium: Var det ikke noget, der blev "sørget for"? Vi fik oprettet obligatoriske læsegrupper allerede den første dag, og så kunne vi vælge efter en måneds tid, om vi ville fortsætte i grupper eller alene. Så oprettede de otte tutorer, der er tilknyttet vores klasse læsegrupper for hele klassen ud fra vores ønskesedler. Til næste semester kan vi så evaluere situationen, og hvorvidt vi ønsker at fortsætte i vores faste grupper.

Uden at have nogen som helst anelse om det tror jeg nu ikke selve studiet vil blive lettere af, at du flytter til Københavns Universitet. Mere som en lille reminder, at du ikke nødvendigvis får mere tid til venner og familie af den grund. Min mor bor kun 1,6 km fra mig; og hende ser jeg faktisk kun, når hun inviterer på aftensmad for at se mig. Desværre.

Lige meget hvad du beslutter dig for, så ønsker jeg dig al mulig held og lykke. Og husk: det er ikke en fiasko at ombestemme sig! Det kræver satme nosser at tage sådan et stort skridt (undskyld sproget). Et klap på skulderen herfra.

Caroline

Min kæreste læser finansøkonomi i Næstved, men er lige blevet fastansat for 3 år i Danske Bank i Køge. Han sagde fra starten at han ikke ville tage til Odense før han var færdig med uddannelsen, så jeg vidste godt hvad vilkårene var da jeg valgte at studere herovre. Dog regnede jeg med at han ville kunne flytte herover når uddannelsen er færdig til sommer, men han valgte så sin fastansættelse (og sin familie og venner)

Vi blev sat i læsegrupper med 4 i hver, men 2 meldte ud fra start at de ikke ville læse sammen med os og vi to der var tilbage læser ikke godt sammen. De andre læsegrupper fungerer upåklageligt, så vi står ret alene vi to

Vores tutorer hjælper ikke rigtigt, det mener vi selv bør klare det, men det er ret svært når de andre grupper fungerer. Desuden er vi jo kun ét hold af 27 mennesker på studiet som førsteårsstuderende...

Men ja, en hjemmeside for ensomme studerende kunne være en idé, for jeg har da i denne tråd fået indtrykket af at jeg ikke er den eneste der har det sådan her...

Det er bare det sureste i verden, når kærestens og ens eget studie/job ikke kan foregå det samme sted Been there, done that.

Jeg synes da godt, at I to der mangler læsegruppe kan gå hen at prikke en af de andre grupper på skulderen og spørge om de ikke har plads til en ekstra person. Det er vel ikke lukket land

"Dog regnede jeg med at han ville kunne flytte herover når uddannelsen er færdig til sommer, men han valgte så sin fastansættelse (og sin familie og venner) "

Jeg kan godt forstå, at du er sur og skuffet, men prøv også at se det lidt fra hans side (jeg ved godt, det er det sidste, man gider spilde sin tid på i sådan en situation ). Hvis du fik muligheden for fastansættelse som helt nyuddannet, ville du så ikke udnytte den? Jeg ved, jeg ville - uden at blinke. Det kunne jo være en once in a lifetime-chance. Og i disse tider...

Godt nok bruger jeg meget tid på transport nu, fordi jeg helst vil bo sammen med min kæreste. Men han ved også godt, at hvis det bliver for hårdt for mig med al den transporttid, så flytter jeg til Århus. Det har han hele tiden vidst. Han fik også at vide som noget af det første, da vi begyndte at komme sammen, at hvis han kom i vejen for min uddannelse, så røg han. Intet skal komme i vejen for, at jeg når mit mål - og da slet ikke en mand.

Hvis I er to tilbage, som er overladt til jer selv, hvorfor kan I så ikke "bare" blive sat på en af de andre læsegrupper? Det er efter min mening også de øvrige medstuderendes ansvar, at alle har det godt - eller i det mindste tåleligt - under de hårde forhold I alle er under. Og alt andet lige er det meget nemmere at overkomme, når man har nogle at læne sig op ad.

Hvis en fra min klasse pludselig stod helt alene, og jeg vidste, at jeg ikke ville dø af at arbejde sammen med vedkommende, ville jeg omgående snakke med resten af min læsegruppe om at indlemme personen i vores gruppe. Vi burde for pokker da efterhånden opføre os som voksne mennesker.

I sommer, mens jeg ventede på at få svar på min ansøgning, så jeg i nyhederne, at statskundskab på AU var det studium, hvor de studerende brugte mindst tid på studierne med knap 30 timer om ugen - siden har jeg så fundet ud af, at det er mig, der trækker snittet op.

Caroline

Da jeg for et år siden flyttede tilbage til Danmark, var min sociale situation lidt det samme som din - 4 år i udlandet viser dig virkelig, hvem dine rigtige venner er, og jeg havde to tilbage, hvoraf den ene var i forhold med nyt hus og baby på vej.

På www.mineveninder.dk kom jeg i kontakt med en masse søde piger, og der kan man deltage i forskellige events. Det var måske en idé for dig, at oprette en profil derinde, og søge veninder i nærheden af dig selv.

De bliver måske ikke din nye bedste-veninde, men du kan nok finde nogen, der er med på shoppeture, caféture, hyggeaftener og meget mere.

Velkommen i klubben. Jeg fik så bare aldrig en uddannelse, "kunstner kan man jo ikke leve af"- og jeg mangler klart rundsavene på albuerne. Eller som min søster (maskiningenør) siger- egodrivet.