Puha, det var da en træls situation, du er havnet i. Ud fra det du skriver, hælder du vist mest til at give forholdet en chance mere, og det må være udgangspunktet i første omgang. Du bliver nødt til at få forklaret ham, hvordan du ser på jeres liv sammen og få ham til at forstå, hvor ked af det du er, og hvor alene du føler dig med alle pligterne. Jeg bider mærke i den måde du omtaler jeres datter på, at han skal hjælpe med hende om morgenen... Hvem er det lige, der skal hjælpe hvem? I skal da hjælpe hinanden, som jeg ser det.

Altså, få talt med ham og får ham til at forstå at jeres liv sammen er et fælles projekt. Ham må også indrette sig efter dig og jeres datter og hvis det betyder, at han må indrette og prioritere sit arbejde anderledes, så må det være sådan.

Jeg synes også, du skal lave en aftale med dig selv om, at der skal ske nogle kraftige forbedringer nu. Du skal ikke gå rundt og være ked af det og træt af tilværelsen, for det er den altså for kort til. Jeg forstod ikke lige den der med, at du næsten ikke orkede at kæmpe for din datter - håber ikke du mente det på den måde, som jeg læser det.

Held og lykke med dat hele. Håber din mand forstår at lytte og rette op på jeres forhold.

Okay....jeg læser det så helt anderledes...

Ud fra min opfattelse, så trænger du til at komme væk og starte op på et "nyt" liv sammen med din datter.

Det lyder som om dit overskud ligger på et meget lille sted og derfor kan du ikke på nuværende tidspunkt overskue konsekvenserne af, at flytte og heller ikke, at skulle kæmpe for, at få datteren med.

Men det overskud SKAL du bare grave frem - om det så skal være i et raserianfald.

Du kan godt klare dig som alenemor og ja selvfølgelig skal og vil du kæmpe for dit barn....også selvom du ikke føler sådan lige nu.

Du ved vidst godt selv hvad du bør gøre.... Så hank op i dig selv og kom igang!

Pøj pøj med det. I skal nok klare dig og dit overskud vil komme i takt med, at du kommer videre...

Du må ikke gå og bide det hele i dig - du brænder bare sammen indvendig, og det er ikke sundt.

Ja, du skal have en ordentlig snak med din mand - og han er åbenbart også utilfreds med en masse ting - den eneste måde i kan løse det på er ved at få talt (ikke skændes) om det og i forvejen være parat til at LYTTE til hinanden og ikke bare sidde og tænke på, hvad man selv nu vil sige, inden den anden har talt færdig.

Tag en bold, en sten - whatever - og lav en aftale om, at den der har genstanden i hånden har taleretten - den anden lytter o.s.v.

Du skal forberede din mand på, at der er noget, du gerne vil have snakket igennem - og i skal vælge at gøre det under omstændigheder, hvor i har fred og ro - og der ikke er dårlige vibrationer i forvejen.

Det er svært at være hestepige og så samtidig være del af en ung familie med lille barn og mange gøremål - måske du skal af med nogen af dine heste, så længe det kører så stramt - måske skal han prioritere sin tid anderledes o.s.v, o.s.v. Det handler meget om at være forstående overfor hinandens behov og være klar til at file lidt på egne ting.

Det kan være jeg misforstår, men har i gården sammen med hans forældre?? Hvis i gør - hvor er de så henne i billedet, til lidt aflastning og hjælp.

Selvfølgelig vil du kæmpe for din lille pige, det er jo det dyrebareste i dit liv!!!!!!! Og forhåbentlig kommer du og din mand til at kæmpe sammen - for jeres lille familie.

Pøj-pøj med det - og lad være med at tage en for hurtig beslutning - men du kommer ikke udenom at få taget hul på bylden sammen med din mand.

Sys

Jeg vil så gerne at vi kan snakke om vores problemer. Men men men, han er af meget gammeldags type, der hader at snakke om følelser og problemer og går hellere ud og abejder ind at få det løst.

Han er i I/S med hans forældre og jeg føler det som en byrde når de skal passe vores dattet. OG HVORFOR DET? jo fordi jeg arbejder hver tredje weekend og i de weekender er hans mor forpligtet til at passe vores datter da min kæreste selv arbejder og ikk vil have hende med i stalden.

Ja jeg skal hanke op i mig selv og genvinde "tilliden" men når man snakker til en dør eller føler man skaber flere problemer ved at ville tale om dem, er det efterhånden nemmere ikk at sige noget. Det gør jo så at jeg kan skrive et frustrerende indlæg på HN.

Den leg med stenen ville efter min mening være rigtig godt at prøve, men kender hans svar på forhånd: Jeg skal sku ikk lege en dum leg.

Jeg er indstillet på at skulle af med nogle af hestene, men ved på forhånd at han ikke på nogle punkter vil give sig med hensyn til hans arbejdstid.

Jeg tænker, at var jeg dig, ville jeg arrangere ferieophold for mine heste et eller andet sted. Mon ikke, der står en HN'er på spring og vil give dig et par måneders sommergræs for få penge.

Dernæst, så ville jeg, hvis jeg var dig, smutte sammen med datteren i en periode. Bruge tiden på at finde ud af, om det du skriver er rigtigt, altså set med objektive briller, eller det er fordi du er totalt kørt ned.

Hvis du finder ud af, at det vitterlig er sandt, objektivt set, så ville jeg flytte for alvor.

Det vil tvinge din mand til at være far, hvis han altså gider. For vil han være sammen med sit barn, bliver han nød til at holde fri.

Du vil som person overleve, du vil kunne være mor for dit barn. Du vil vise dit barn i handling, at det lille skind ikke skal leve sit liv i utilfredshed, surhed, negativ stemning, arbejde-arbejde-arbejde, men i en helt anden ånd.

Du vil sikkert sige nu, at det har du ikke økonomi til. Men er du den støbning, som vælger økonomien før livet, livsglæden, lykken og det gode liv, ja så bliv og lad som om du elsker livet på landet...

Jeg læser dig til at være kørt SÅ langt ned, at det er nu eller aldrig. Det gør jeg i din sætning, at du skriver: Vil jo gerne have hende med, men orker snart ikk at kæmpe for hende.

Det siger mig, at det er nu eller aldrig...

Pas godt på jer....

.. at det lyder som om du allerede har besluttet dig til at det ikke fungerer.

Og umiddelbart mener jeg heller ikke at det lyder som en hverdag jeg ville affinde mig med.

Det du må finde endelig ud af er om du vil leve det liv du gør, eller ændre det. Og hvis du vil ændre det, hvordan skal det gøres.

I dit tilfælde er der et lille barn at tage hensyn til - og hensynet til hende må komme før hensynet til manden, hestene og dine egne følelser.

Skal problemerne løses med at du bliver med manden, kræver det bedre kommunikation - kan I ikke få det - så er der ikke noget at redde. Og det skal være noget I kan få med hans aktive og positive deltagelse - ikke under tvang.

Ellers er du - og jeres datter - bedre stillet med at I skilles, før I mister den sidste smule gensidig respekt. Og den SKAL i bevare for barnets skyld!

Jamen - så må du sg'u stille ham stolen for døren !!! Har han nogensinde tænkt tanken, at du kunne forlade ham?

Og så er jeg da lidt rystet over at læse, at hans mor er "forpligtet" til at passe sit barnebarn - jeg er selv mormor - og nyder ethvert samvær med mine børnebørn.

Jeg synes nu, du skal give det en chance - du kender ham bedst - hvordan du skal nærme dig ham, men du bør skinne igennem, at du mener det alvorligt - det kan mange gange ryste de her "træmænd". Jeg har selv en svigersøn af samme slags og de gange min datter har stillet ham stolen for døren, så har han rykket, men hun har gjort det på en god måde - ved at forberede sig og have argumenterne i orden på forhånd.

Sys

Jeg kan godt følge dig i at du har det hårdt. Det er et problem med landbruget, at man skal arbejde så meget. Måske er det grunden til din mand opføre sig som han gør, simpelhen af stress. Kan du ikke prøve at forslå ham at I kan få en medhjælper så I kan få mere tid sammen og til familien. Du kunne evt. prøve at tage med ud i stalden så I kunne være sammen der???

Jeg tænker også at det er nu der skal ske noget!!

Din lille pige bliver jo hurtigt mærket af den dårlige stemning, selvom hun er lille, kan de sagtens fornemme det.

Hvor længe er det siden din kæreste har haft ferie? Hvis i nu havde mulighed for bare st tage på weekend sammen... det er somme tider nemmere at få ordentligt talt ud om tingene når der ikke er ting man skal ordne.

Men du skal altså bestemt ikke bare affinde dig med situationen eller holde det inde i dig selv - jo længere tid du går med det, jo sværere bliver det bare at finde sig selv, glæde og selvtillid igen.

Du siger han ikke vil snakke om følelser, hvad så med at skrive "et brev" og fortælle ham hvor forfærdeligt du har det og hvor ked af det du er over at det er blevet som det er.

Tag evt. væk det meste af en dag og læg brevet til ham, så har han fred og ro til at tænke over det og måske indse at det er kørt helt af sporet...

Men det kun hvis du virkelig ønsker at give jeres forhold en sidste chance. Som en anden skrev, du kender ham - og dig selv bedst.

Jeg sender dig en masse held og lykke, og håber du vil finde styrke til at tage den beslutning der er rigtig for jer...

Varme tanker, Bente

Jeg tror,det er klogt at sælge ud af hesteholdet.Hvis han skal have respekt for din hobbyavl,må du vise,at det er rentabelt og at du er seriøs med dit hesteavl.5 heste er mere end en interesse.

Avlshopperne vil du ikke af med,men datteren orker du næsten ikke at kæmpe for??.Det virker underligt i mine ører.

gange svær at leve sammen med og specielt hvis der skal snakkes føelser og dybere "down under" end den almindelige hverdagssnak.

Tro mig, jeg bor selv sammen med en af slagsen, dog godt nok kun en fritidslandmand .

Om så du tager en vognstang eller en spade - bare hvad som og slår dem oven i hovedet - så fatter de ingenting og de kan slet ikke se hvad du forventer eller føler.

Det er vigtigt, at du for fortalt hvad du mener og forventer og ikke bare afventer svar eller handling fra din mands side, for så skal du nok vente længe .

Du har 2 valgmuligheder.

Du kan rejse fra hele lortet eller du kan kæmpe for din tilværelse. Den beslutning kan kun du selv afgøre, men du skal ikke finde dig i hans opførsel og dumme bemærkninger om dine heste.

Mon ikke det er på tide at sige fra og give din selvtillid en gang mørtel. Op på hesten igen, min ven. Giv dig selv tid til at være ærlig over for dig selv og hvor gør du bedst det, sikkert blandt dine heste og i naturen. Pas på dig selv og din lille pige.

Tænker nøjagtig det samme som du skriver..

Du bliver nødttil at træde i kararter, og næste gang han siger at det jo bare er dumme krikker og at de ikke behøver mad eller at komme på fold, så må du altså stille dig på bagben og fortælle ham meget kontant at de altså har samme behov som hans køer, var det min mand der havde sagt sådan så skal jeg love dig for at han ville få en forklaring han kunne forstå i løbet af to split sekunder..

Tror som sys siger at du er nødttil at tage hul på bylden og få snakket de her ting igennem, for de der dumme kommentarer kommer i ingen vegne med, du er nødttil at tage ham en aften i er jer selv og jeres datter er lagt også spørg ham om han virkelig mener at dine heste ikke behøver mad, måske ligger problemet et helt andet sted nemlig at han føler at de "stjæler" tid fra ham eller jeres barn, så dialog er meget vigtigt og en svær ting, men du kommer nok ikke udenom det

mvh

Katja

... ting som jeg for alvor bider mærke i. Og som gør at jeg får kuldegysninger.

Citat:

Hva med vores barn. Vil jo gerne have hende med, men orker snart ikk at kæmpe for hende.

Hvis du er nået derud, hvor du sågar ikke engang kan overskue at kæmpe for det vigtigste i dit liv, så er der for mig set, kun EN VEJ TILBAGE!

FLYT!!! Og det hurtigst muligt. Det kan godt være at dine venner og familie bor langt væk (syntes ikke at 50 km er overdrevent langt), men jeg vil garanterer at der er plads på en sofa ved en eller flere. Og ang. hestene... så plejer der altid at være en eller flere HN'er der er villig til at træde til, og tilbyde, om ikke andet, så græsfolde til hestene.

Du er så nedkørt og nedbrudt, og ved godt at din kæreste ikke ændre sig. Folk er nu engang som de er. Det kan man sjældent gøre om på. Men man behøver ikke blive ved med kun at komme på til overfladen og snappe efter vejret.

Lån en sofa eller et gæsteværelse et sted. Tag dit og datteren tøj, samt nget legetøj, og kør hen, hvor der er plads til dig, og hvor der bliver passet på jer. Det skylder du din datter. Hun fortjener ikke at se dig bliver mere og mere nedbrudt.

Hvad angår forældremyndigheden, så tror jeg at du står stærkest. Du skriver selv at din kæreste arbejder hele tiden, og at det aldrig vil ændre sig. Så er der nok ikke de største chancer, for at det er ham der for tilkendt forældremyndigheden.

Held og lykke. Men tænk på din datter og dig selv, før du tænker på alt det andet. For det er ikke vigtigt, hvis du selv brænder sammen, og går ned med flaget.

Du kan jo spørge ham, om I skal snakke sammen og få afklaret det hele, eller om I bare skal gå fra hinanden med det samme!!!

Og når han kommer med en åndssvag kommentar, så spørg ham hvorfor han siger sådan noget ondt om dig. Det kan man sgu da ikke byde andre.

Han må da ikke være til at holde ud, hvis han konstant går og er sur og tvær.

Og som durchweg siger, så tror jeg også, at uanset hvad der sker, så må du nok hellere få solgt nogle af dine heste.

Men det kan jo være, at han brokker sig alligevel

Kære Fosse,

Jeg har nu læst hele tråden, og jeg kan ligesom mange andre godt fornemme at du er løbet sur i hverdagen.

Men....................... Jeg syntes at der er en ting som alle andre også du selv glemmer, nemlig.............Når du lukker øjnene mærker efter helt ned i maven, hvad så elsker du ham??? ham kvajet?

Ja vi har alle prøvet at være der hvor du er, men det vigtigste er at du mærker om du elsker ham, og om du har lyst til at leve uden ham.

Hvis du når du mærker efter elsker ham, så kæmp for jeres familie, for kærligheden er det som kitter jer alle sammen.

Hvis du bestemmer dig for at kæmpe, så brug svigermor, tal med hende, hun ved garanteret hvordan han er, og ikke mindst vil hun med sikkerhed kaste alt ind for at sikre at hendes søn og hans familie klarer skærene.

Hvis du tilgengæld ikke elsker ham, og måske aldrig har elsket ham - så skal du voksent se at få afsluttet dit ægteskab, og sammen med ham finde en løsning så jeres fælles datter får den bedst mulige kontakt til jer begge to, og til farmor der jo passer hende tit.

Kærlige tanker i en svær tid fra en af de "gamle"

Spørgsmålet et vel lige så meget, om han overhovedet elsker hende. Hun kan jo ikke kæmpe for forholdet alene, og det ser ud til, at det er det hun gør og kommer til.

Som jeg læser det, har hun allerede gjort en masse, men han er jo ligeglad. Han gør jo ikke en skid udover at være sur og brokke sig. Så uanset hvor meget hun kæmper, kommer de jo ikke videre.

Men det er bare hvordan jeg ser det ud fra denne tråd. Jeg kender dem jo ikke.

Hvem der gør hvad, kan jo altid diskuteres, og til tider virker alting meget håbløst hvis begge parter er kørt hårdt i længere tid.

Men det er jo tit sådan at mænd, særligt "gammeldags knudemænd" viser deres kærlighed ved at knokle sig selv mere eller mindre ihjel for at give deres elskede familie det bedste der købes for penge - at det så ikke altid er det familien ønsker - er så en anden snak.

Men summa summarum så skal Fosse mærke dybt nede i maven hvad hun gerne vil med sit liv (herunder om hun elsker knudemanden) og så skal hun handle på det.

Det er jo usigeligt let for os at andre der sidder trygt bag skærmen til at råde hende til at rejse sin vej, og vende alting ryggen - fordi vi ud fra nogle enkle linier mener at knudfyren ikke er sød nok ved hende.

Så derfor er mit råd til Fosse, føl efter hvad du føler, og hvad og hvor DU vil hen med dit liv.

Hvis DU elsker knudemanden (og han elsker dig) så skal du kæmpe for det, ellers ikke.

Men husk at mænd ikke altid er super gode til det der med at vise at de elsker deres kvinde, så hvis knudemanden er en af dem der viser det på den forkerte måde så fortæl ham det.

Held og lykke med dit liv fremadrettet, jeg håber at det hele former sig så DU bliver lykkelig - når du (og barnets far) er lykkelige er sansynligheden for at dit barn bliver lykkelig rigtig stor. Om i så skal være lykkelige sammen eller hver for sig - det er kun tiden og jeres følelser og arbejdsindsats der kan fortælle.

Stadig en masse virituelle knus herfra en af de "gamle"

Jeg har skrevet en PB til dig.

Mvh. Anne Mette

Som ved hvor svært det kan være at, få kærlighed og moderne landbrug til at fungere sammen.

Hej alle

Der er så mange der har skrevet og det er dejlig at høre hva andre folk mener.

Der er mange der har bidt mærke i at jeg skrev i mit første indlæg at jeg ikke orker at kæmpe for min datter.

Ved dette mener jeg, at når man har hørt tilstrækkelig mange gange, uden grund at han vil kæmpe for sin datter og der ikk er nogen der skal tage hende fra ham, så kan jeg kun gisne om hva der skulle være i vente med advokater kommune osv. (det gør mig så bange)

Jeg ved og tror selv på at jeg står stærkest, hvis det kommer dertil, nemlig som en anden skrev pga hans arbejde.

Ang mine heste så er der sat et føl tilsalg og har den ene hoppe i tankerne til evt salg også. Det gør jeg både for at jeg håber det kan lette lidt på hans holdning og at det trods alt ville være nemmere at flytte 2hopper +1 føl frem for 5 heste.

Føler lidt jeg går i min egen osteklokke, sådan med et lille hus en lille fold hvor hestene hygger og ingen til at udsende negativ energi.

Må vist hellere komme ud og slå græs mens vejret er til det.

Mulighederne er der, heroppe er der et lækker landsted til leje, der er plads til heste, så der er muligheder for at komme videre i livet.....

Et spørgsmål: Er han overhovedet værd at kæmpe for længere??

Jeg mener, som andre siger har du to muligheder- flyt el bliv.

Jeg tænker lidt han gider og vil ikk snakke om det, han gør som det passer ham, han vil ha alt som HAN vil ha det, du skal makkeret osv osv osv.

Hva med dig? Skal du forsømmes, køres i bund, passe det hele selv, droppe dine interesser, smile og være glad selvom du er ked osv osv bare for at HAN kan glædes over det hele ser perfekt ud og virker sådan for ham??

Hvad vil du med dit liv, dit barns liv??

Hvad gør dig glad, dit barn??

Hvem skal du tag mest hensyn til i din tilværelse??

Ja jeg ved hvordan landmænd er- min mand passede svinefarn og kørte maskinstation indtil nov 07.

forældremyndighed, så bliver den i dag som udgangspunkt fælles, med mindre at den ene part vil udsætte barnet for fare af den ene eller den anden årsag.

Fosse det lydre ikke som om det er rart for dig, men andre har skrevet du virkelig skal mærke efter hvad du vil

Heidi