Her op til jul faldt det mig ind hvor fantastisk jeg lever. Jeg skulle skrive ønskesedler til nær og fjern, og jeg kunne INTET komme i tanke om.

Er det ikke en fantastisk ting, at man kan leve i et så civiliseret samfund og være så beriget, at man intet ønsker sig?

At man har alt hvad man skal bruge, at man er glad for sine ting, bruger dem og værdsætter dem.

Hvor skammer jeg mig over mig selv, når jeg brokker mig over et eller andet fuldstændigt latterligt.

Jeg burde virkelig værdsætte, at jeg har det så godt og kan gøre hvad jeg har lyst til, uden at noget på nogen måde spænder ben for mig, hvilket jeg også gør i meget stor grad.

Har I det også sådan, at man føler sig så beriget og fuld af overskud og hele verden bare kan komme an?