Uanset hvad min datter havde rodet sig ind i ville jeg støtte og råde og vejlede.

Aldrig om jeg kunne drømme om at smide hende ud fordi hun var gravid. Det er da nu at hun ville have allermest brug for mig!

Jeg har jo stået som ung mor. Ok ikke så ung som dem i udseendelsen, men jeg ved hvilken usikkerhed de står i. Den usikkerhed skal min datter ikke have...

men er det ikke en ærlig sag hvis forældrene mener at de ikke magter børneræsset igen - hvis man er stor nok til at tage valget at man vil beholde barnet - er man vel også stor nok til at flytte hjemmefra. jeg har ikke selv børn - så kan snilt spille kong gulerod - men kunne da forestille mig at jeg ikke ville være helt tilfreds med at vi var tre generationer der skulle dele hus.

det lyder fuldstændigt hjerteløs, der er vist en der er fejlet lidt som mor. Eftre min mening. Men skal da se programmerne, da jeg ikke har set dem før.

Bjarne : Hver sin mening, jeg slår ikke

Fint med din mening omend jeg slet slet ikke forstår dig.

Når man vælger at sætte børn i verden så må man, efter min mening, tage både glæder og sorger med i købet.

Jeg synes det er fuldstændig ansvarsløst at smide sin 17 årige datter på gaden fordi hun er blevet gravid.

-Ja det er en ikke heldig situation, men hvis man som barn ikke kan gå til sine forældre når man er kommet i "ulykke" hvor pokker skal man så gå hen??

Ja men hvorfor er det moren til den 17 årige der skal tage ansvar for et barn den 17 årige selv vælger at få?

Hvis den 17 årige er voksen nok til at få et barn så er hun da osse voksen nok til Selv at tage de glæder og sorger der følger med. Det er da ikke morens ansvar!

Hvis man ikke selv kan tage vare på et barn med alt hvad der følger så er man da overhovede ikke voksen nok.

/Camille

ville sørme være ked af hvis jeg ikke til enhver tid kunne komme hjem til moar og få støtte og vejledning

Jeg ville sørme også være ked af hvis min mor ikke gad sine børnebørn!

Og blot fordi man bor hjemme betyder det da forhåbentlig ikke at man ikke er i stand til at tage vare på sig selv?!

er da ingen der siger, at moderen skal tage ansvaret for det barn som den 17 årige vælger at få.

Men det mindste man kan gøre, er sgu da at give pigen tag over hovedet og støtte hende når hun nu er i en situation hvor hun har brug for det. Ydermere er hun stadig forældrenes ansvar idet hun er mindreårig.

fik lige trykket på godkend for tidligt.

Det jeg manglede at skrive er, at jeg elsker sørme også mine børn for højt til at jeg ville smide dem ud hjemmefra, fordi en af dem evt var kommet i unåde og var blevet gravid eller havde gjort en pige gravid.

Og selvom jeg bestemt ikke er intereseret i at få flere små skrigende børn med lugtende bleer, så ville jeg da knuselske et selvt uønsket barnebarn og hjælpe alt hvad jeg overhovedet kunne for at mit barn og barnebarn skulle få den bedst mulige tilværelse.

Men sådan er jeg bare...

... som I allerede kender situationen set både fra datterens og moderens side!?!

Det eneste jeg hørte var en ganske kort trailer om at der kom en ny pige med i de næste afsnit og at hun var smidt ud hjemmefra med de ovennævnte ord. Men ingen udtalelse fra moderens side om hvad hun reelt har sagt, eller hvilken situation der er gået forud.

Ofte bliver tingene jo blæst lidt op - og 17 årige KAN til tider have en ret selektiv hørelse.

Så vent med dommen over moderen til I har hørt HENDES side af sagen.

En ting jeg har bemærket ved udsendelserne, er de unges evne til at de det ene øjeblik er voksne og kan og vil selv - og det næste øjeblik skal de have deres "Moar" med til at holde i hånden. Og det ER jo en del af at være teenager at man "har lov" at skifte side mellem barn og voksen indimellem - men vælger man at blive mor, så vælger man altså også at påtage sig et voksent ansvar og voksne opgaver.

Der er ingen der siger de ved hvad der er foregået forud for pigen bliver smidt ud hjemmefra.

Hvis du læste mit indlæg , ville du også kunne se, at jeg stiller generelle spørgsmål om at være forældre til en teenager der bliver gravid, på baggrund af den trailer der blev vist i tv.

Men dertil vil jeg da også lige igen understrege, at uanset hvad min datter havde sagt eller gjort, ville jeg aldrig vende hende ryggen når hun havde mest brug for mig.

Og jeg kan da heldigvis se, at andre har den samme mening, for ellers så ville jeg da godt nok sige, at det så skidt ud for mange teenagere...

Og så lige en ting til for du skriver: men vælger man at blive mor, så vælger man altså også at påtage sig et voksent ansvar og voksne opgaver

Ja det gør man selvfølgelig, men det ændrer jo ikke på det facts, at man stadig er et barn inden i og dermed har et barns tankegang.

nu har jeg selv fået min ældste datter ret tidligt, jeg var 19. Hun er i dag 15 år, og er så småt ved at finde sin sexualitet, imellem alle hormonforstyrelserne.

Vi har haft mange snakke om netop det at få børn tidligt, og jeg har IKKE anbefalet det, Tværtimod, så har hun fået besked om, at jeg meget gerne vil vide det, hvis hun så meget som begynder at overveje at blive seksuel aktiv, så hun kan blive udstyret med P-Piller og kondomer.

Jeg har også fortalt hende at jeg på ingen måde, har fortrudt at jeg har fået hende, men ønskede at jeg havde ventet nogle år.

Jeg har fremlagt, for hende, hvor vigtigt det er at have fået styr på sit liv før man får børn. Uddannelse, godt job, god bolig, sund økonomi og ikke mindst, den rigtige mand.

Kommer hun hjem og fortæller hun er gravid, nu eller om 2 -3 år kan jeg kun anbefale én ting: ABORT!!! For det er ingen dans på roser at få børn som teenager, og jeg ønsker ikke at se hende lave, de samme fejl som jeg har lavet (hun er ikke en fejl) ej heller at hun træffer de forkerte beslutninger. Vælger hun at beholde barnet, ja så er det hendes valg, hendes ansvar, hendes koncekvens, og den kommer hun til at tage alene.

Jeg skal nok hjælpe hende, det bedste jeg kan, men det vil i bund og grund være hendes "problem". Råd og vejledning skulle hun nok få, og hjælp. Men ansvaret er hendes og hendes alene.

PUHA godt hun ikke er i (U)lykkelige omstændigheder.

Der må være en grund til at moderen smidder datteren ud, for man vil ellers ikke kunne smide sit kød og blod ud, mon ikke hun bare er chokket??

Jeg blev også selv mor som 19 årig og fik nr 2 som 21 årig, og nej det var bestemt ikke en dans på roser og absolut ikke noget jeg vil anbefale nogen som helst.

Jeg har også fortalt mine børn om de erfaringer jeg gjorde mig i forbindelse med at være ung forældre og har forhåbentlig fået dem til at ville vente til de er meget ældre.

Men skulle de komme i "ulykkelige" omstændigheder og vælge at beholde barnet, så ville jeg da hjælpe dem så godt jeg kunne.

Jeg ville da gøre det klart for dem, at det var deres beslutning og deres ansvar, men selvølgelig ville jeg da hjælpe. Jeg mener nemlig ikke at man bare kan vende ryggen til og sige, "Næh mit barn.. du ligger som du har redt, så det må du selv klare..."

Som TinaU skriver og andre også, at hvis man ikke kan komme til sine forældre, hvor pokker skal man så gå hen??

Netop i den situation vil de fleste normaltfungerende familier træde ind og støtte "barnet" på hver sin måde.

Men vi kan ikke se hvilken situation som har gjort at "barnet" er blevet smidt på gaden, nogle teen-agere er SÅ kloge og kan selv, har en eminent evne til at være provokerende ud over alle grænser, måske det er DET, som har gjort at hun er blevet smidt, eller måske selv har valgt at klare sig selv. WE DONT KNOW.

Der kan være så mange ting der spiller ind og måske pigen ikke kommer fra et støttende hjem... Det ved vi heller ikke, men uheldigt, meget endda for både pige og barn at stå på den måde uden opbakning hjemmefra.

Heldigvis har min egen datter hørt lidt efter og er nu 20 i gang med uddannelse og er flyttet hjemmefra, hun venter til hun er færdig med uddannelse osv, jeg ville blive ked af det hvis hun kom og sagde at hun var gravid, men herregud - jeg ville da også være der for hende 100% - og sikkert glæde mig i mit stille sind til at få en lille ny... Selvom det måske ikke lige var efter planen

Så jo, delte meninger alt efter de forudsætninger som ligger forud for sådan en historie.

støtte og hjælpe mit barn, lade hende eller ham blive boende her, evt. med faren til barnet, jeg ville aldrig aldrig smide mit barn ud fordi hun kom og sagde at hun var gravid.

det er faktisk noget vi taler om indimellem her med vores børn, hvad vi ville gøre.. de skal aldrig være bange for at komme hjem og fortælle hvis de var blevet gravid..

Hos os er vi forældre, og det indebærer at vi er der for vores børn uanset hvad.

Nu er jeg heller ikke baby forskrækket, og jeg fik barn i en tidlig alder, og har aldrig syntes at det ødelagde mit ungdomsliv.. så jeg ville som sagt helt klart støtte og hjælpe alt det jeg kunne.

Mette

er det lige der kommer de unge mødre igen?