Hingst - vasektomi - Hyggesnak

Hyggesnak

Hingst - vasektomi

Forfatter:	Valentin (Frieser)
Dato:	29-07-2007 12:24

Jeg har igennem mange år troet på at hingste ofte kun blev gjort til vallakker af den simple grund at, "Jamen, det gør man jo." I disse mange år drømte jeg om at finde en anden måde end den almindeligt accepterede at holde hingste (sammen med hopper) på, hvor en kastration ikke var nødvendig. Denne drøm er baggrunden for denne artikel.

At finde frem til hvordan man kunne holde en hingst uden at sætte ham i isolation størstedelen af hans liv var ikke nemt. Når jeg ikke løb panden mod Fordommenes Mur og fik at vide, at hingste var farlige, at hingste var @!#$-fikserede, at hingste var ustyrlige, og at hingste virkelig burde fødes for-kastrerede, fik jeg for det meste kun at vide, at hingste ikke kunne gå sammen med andre heste, at hingste kun tænkte på at slås, og at hingste rent ud sagt burde forbydes. Men jeg nægtede at tro på alle disse fordomme. Der var en lille stemme dybt inde i mit baghoved som blev ved med at sige at det ikke passede. At det ikke /behøvede/ at passe.

I mellemtiden udviklede drømmen sig. Jeg tabte mit hjerte til frieserens majestætiske ydre og blide sind, og i drømmen vidste jeg bare at en 'rigtig' flok heste bestod af denne stolte frieserhingst og hans hopper. Problemet var bare at som vi alle jo ved, resulterer en flok med både hopper og hingst som regel i en mængde føl efter et lille års tid, og heri var mit største problem - jeg er simpelthen for sentimental. Jeg ville aldrig være i stand til at sælge disse føl fra, hvilket jeg fik bevis for da jeg købte en ifolet traverhoppe, Diana. Hendes datter, Linda, har jeg såmænd stadig gående på folden, selvom hun for længst har passeret den alder hvor hun burde være blevet solgt. Hun er lige fyldt tre år.

I starten af det nye årtusind - jo, vi er skam så langt tilbage - hørte jeg om nogen i Australien, som til en vis grad havde opnået det, jeg drømte om. Det viste sig dog at hans hingst gik sammen med en naturligt steril hoppe, og den slags er jo desværre ikke så nemme at opdrive. Men det gav mig alligevel blod på tanden til at fortsætte, og jeg begyndte at se nærmere på diverse p-sprøjter til hopper. Desværre var det en blindgyde, på det tidspunkt var det bedste medikament kun omkring 65% sikkert, og når de konsekvent skulle gå sammen, ville de resterende 35% hurtigt slå igennem. Så den idé blev skrottet igen, og jeg gik tilbage til tegnebrættet.

Så var der nogen som foreslog det, der på engelsk kaldes et 'proud cut', hvor vallakken beholder en vis del af testosteron-produktionen, bevarer hingstehalsen og musklerne osv. - og også beholder en vis interesse for hopperne. Jeg havde mine tvivl om denne løsning, og efter lidt research fandt jeg ud af hvor tvivlen kom fra. Det viste sig at han ville have problemer med at opnå udløsning, og uden den ... ja, så ville hopperne ikke få et øjebliks fred fordi han ville blive ved og ved med at prøve. I sidste ende lød det næsten som dyremishandling i mine ører.

Jeg var på daværende tidspunkt tæt ved at tro, at min drøm ville forblive en drøm - at det simpelthen ikke kunne lade sig gøre at holde hingst på anden måde end ved isolation fra andre heste, og at kastration - for at undgå isolation - derfor var den eneste løsning.

Så i starten af 2006 kom det store gennembrud, løsningen hvor jeg ikke kunne finde en alvorligt negativ bagside. Under en samtale med en ven fra Holland drejede samtalen sig hurtigt ind på friesere - de kommer jo trods alt fra Holland. Jeg tror nok at jeg i spøg spurgte ham, om han ikke kunne skaffe mig en billig naturligt steril frieserhingst, og hans svar var at det ikke var helt umuligt. Han kendte til en ponyhingst, som frit fik lov til at gå sammen med sine hopper, og som bedækkede et par gange om dagen når de gik i brunst, hvilket var godt og vel hver tredje uge da han ikke kunne gøre dem drægtige.

Denne heldige ponyhingst havde gennemgået en vasektomi, dvs. et relativt simpelt operativt indgreb hvor sædlederne bliver kappet, men testiklerne får lov til at blive hvor de er. Med denne løsning tror hingsten at han er hingst, hopperne tror at han er hingst, og det eneste tegn på, at han ikke er, er manglen på føl. En generelt god løsning for alle parter. Denne idé blev diskuteret i adskillige måneder, med hestefolk i mange forskellige lande, heriblandt mindst en ekspert i hestes reproduktion - en meget sympatisk amerikaner. Resultatet var en overvældende tilskyndelse til at forsøge.

I al denne tid havde jeg ikke gjort spor for at føre drømmen om at eje en frieserhingst ud i livet, men med de oplysninger jeg nu havde begyndte jeg seriøst at læse salgsannoncer. Midt på sommeren 2006 fandt jeg endelig lige det jeg ledte efter; en hingsteplag til salg i Tyskland. Han var flot, han var charmerende, og prisen var til at have med at gøre, så før jeg vidste af det var flokkens størrelse pludselig fordoblet fra to til fire, da den nødvendige tolk havde en hoppeplag ved navn Thira af Asgård til salg. Også en frieser, og ganske bedårende. Så lørdag den 14. oktober, 2006 stod jeg lige pludselig og var hingste-ejer - omend 'hingsten' på daværende tidspunkt var meget, meget ung, kun seks måneder gammel, og opførte sig som alt andet end en hingst.

Denne nyankomne hingsteplag valgte jeg at omdøbe fra hans stambogsnavn 'Mel Cou' til det noget mere velklingende og lettere at udtale 'Valentin'. Jeg stræbte efter et nogenlunde maskulint navn som ikke var for macho eller råt, i et forsøg på at undgå en selvopfyldende profeti som Rambo, Killer, Diablo osv. Navnet Valentin, som de fleste nok ved fra Valentins Dag, er et kærlighedens navn, og passede (og passer stadig) godt til ham, både i udseende og sind.

Til alles store overraskelse viste det sig hurtigt efter ankomsten at flokkens nye problembarn såmænd ikke var Valentin, men derimod Thira, som nægtede at bøje sig for den gamle hoppe Dianas enevældige lederskab. Valentin, derimod, fulgte pænt ordrer hver gang Diana kommanderede rundt med ham, og efter et par uger greb jeg ham i at stå og die hos hende - hun havde ikke haft mælk i yveret de sidste to år. Hun lod ikke til at have noget imod det, og jeg har ikke set det ske siden. Sandsynligvis havde han blot brug for lidt ekstra tryghed, for han var meget forsagt og lidt nervøst anlagt. I de første måneder udgjorde dette AL Valentins interesse for det modsatte køn.

Efteråret kom og ... tja, det var 2006, så efteråret blev vinteren over. Thira faldt lige så stille til ro, selvom familien mange gange blev enige om, at havde Valentin været begavet med Thiras sind, ville en kastration måske nok have været at foretrække. Imens blomstrede Valentin op. Han blev lidt modigere og eventyrlysten, selvom han konsekvent fulgte i hælene på Thira. Efterhånden som 'ikke-vinteren' gik på hæld begyndte tiden dog at nærme sig for den famøse operation, og i midten af februar blev Valentin med Thira som støttepædagog sendt til Ansager Dyrehospital for at få sin vasektomi. Prisen for dette var så absolut til at overkomme, kun tre gange hvad en kastration ville have kostet, og en uge senere kom de små så hjem igen.

Jeg har i forbindelse med denne artikel forsøgt at tage kontakt til Ansager Dyrehospital igen med henblik på at få deres beskrivelse af, hvordan operationen forløb, men de har endnu ikke svaret tilbage på min henvendelse.

Det var to meget trykkede føl, der kom hjem fra hospitalet. Deres ophold i en fremmed boks, blandt fremmede mennesker, og transporten frem og tilbage var lidt mere end de havde kunne magte. Valentin holdt praktisk talt op med at spise den første uges tid efter hjemkomsten, og Thira nøjedes med at nippe til sin mad. Det var ikke usædvanligt at komme ud og finde madspandene næsten urørte. Hø gled lidt lettere ned, men de nåede begge at tabe nogle kilo, inden humøret og appetitten vendte tilbage igen. I midten af marts var de igen et par spilopmagere og godt i gang med at tage på.

Valentin blev af dyrlægen beordret boksro, hvilket betød at han ville komme til at stå helt alene og forladt i ti dage, idet Dianas koder hæver hvis hun står stille for længe. Og da Diana er flokkens leder, ville de andre være fulgt efter hende ud. Til sidst blev løsdriftsstalden lukket af med alle fire indenfor, så de i det mindste kunne gå lidt rundt, og da der herskede totalt fred og ro i flokken, var jeg ikke bange for at nogen skulle begynde at sparke hinanden. Ti dage senere blev dørene lukket op igen, og der var stor gensynsglæde med den mudderpøl, vi kaldte en fold. Som sagt, vinteren 2006/2007, hvor alle folde i Sønderjylland stod under vand.

Endelig blev det forår, med længere nætter, varmere dage, tørt vejr og spirende græs. Hestene fik lige så stille lov til at blive ude længere og længere. I denne tid begyndte rollerne at blive byttet rundt Thira og Valentin imellem. Hvor Thira hidtil havde været den dominerende af de to, altid havde sat tempoet, altid havde bestemt hvornår der skulle leges og ikke, begyndte det nu at være Valentin, som førte an, og desværre steg den magt ham lidt til hovedet. Til at starte med nappede han bare lidt ud efter hende i tide og utide, men det gik over i at han decideret jog hende rundt på folden. Sjovt nok nåede jeg aldrig ud for at stoppe dem - hver gang jeg begyndte at tage sko på, kom Diana ud af det blå og skilte dem ad, Thira ind i løsdriften og Valentin ud på folden. Så kunne de ellers stå der og køle af, mens hun blokerede indgangen til løsdriften. Dette gentog sig to eller tre gange, og er ikke observeret siden.

I starten af april besluttede Diana, som stadig er flokkens ubestridte leder, at nu ville hun godt nok ikke ind om natten længere. Dette kom pludseligt efter der var blevet åbnet igen til den store af foldene, som havde stået ubenyttet mens græsset fik lov til at komme frem. April bød på pragtfuldt vejr, varmt og tørt, og som måneden skred frem begyndte Valentin at udvise interesse for pigerne, omend ikke særligt meget. Lidt flehmen her og der, men det var også det hele. Den 18. fejrede Thira sin første fødselsdag, og kun et par dage senere gik det med et op for Valentin /hvorfor/ hopperne pludselig virkede så interessante. Nu fik den pludselig hele armen med stor interesse for haler og hvad der lå gemt bag dem, flehmen hele tiden, og tre dage senere, den 23. april, mistede han sent om aftenen sin uskyld til Diana.

Og hele familien var lykkelige for, at operationen var blevet udført /inden/ han begyndte at vise interesse for pigerne. Lykken varede dog kort for Valentin, for allerede næste morgen gjorde Diana ham klart hvordan hopper siger nej; en skæbne han bare måtte affinde sig med. Måske troede hun at nu var den del af det overstået, og hun behøvede ikke have mere med ham at gøre før næste år. Til gengæld rettede han sin kærlighed mod Thira, som nu var ved at gå i brunst, og den følgende dag røg så også hendes uskyld.

I disse dage, mens Valentin for alvor opdagede sit køn, holdt alle godt øje med hans adfærd. Blev han mere voldsom? Blev han aggressiv? Blev han helt fikseret på at bedække? Blev han umulig at have med at gøre? Holdt han mon op med at spise? Nej, tværtimod:

Han var stadig lige blid; en nat, jeg gik ud for at se til hestene, endte han med at ligge og sove med hovedet i mit skød i tre kvarter - og selv efter så lang tid måtte jeg tvinge ham til at flytte sig, fordi klokken var mange. Mens jeg sad med ham i skødet begyndte han i øvrigt at drømme, og det viste sig at han snakkede i søvne, så at sige. I hvert fald afslørede den brummende, lavmælte vrinsken, som normalt bruges til at overtale en hoppe til at løfte halen, hvad han drømte om.

Der var ingen aggressivitet at spore i ham. Det nærmeste måtte være, når han jog hundene ud af folden, men det var en leg de havde haft i flere måneder på det tidspunkt, så det tog jeg ingen notits af: Han jager hundene ud af folden, sekundet efter jager de ham tilbage ind mod midten, og sådan kan de løbe frem og tilbage flere gange. De gør aldrig hinanden noget.

Bedæknings-fikseret, da? Talrige gange, den første dag Thira var i brunst, stillede hun sig parat til ham med halen løftet, og næsten lige så mange gange gik han lige forbi hende. Det var ikke ham, der havde fået det på hjernen, men hende, hvilket igen kom som lidt af en overraskelse. Enhver bekymring om at han skulle være så voldsom under bedækningen at hopperne kom til skade blev også gjort til skamme, da han viste sig at være både blid og forsigtig.

Hvad så med uregerlig? EN af fordommene måtte da holde stik! Men nej, for første gang nogensinde kom han med ud at gå en lille tur i træktov uden for folden, og han opførte sig ganske eksemplarisk, faktisk bedre end Linda havde gjort dagen i forvejen. Hopperne blev på skift taget ud at gå for at lære ham, at de godt måtte tages ud af folden uden han havde noget at skulle have sagt, men for at han ikke skulle føle sig udenfor, kom han altså også ud at gå.

Men maden? Hingste glemmer jo alt om at spise når der er hopper i nærheden, ikke? Faktisk ikke. I virkeligheden gjorde det mig yderst upopulær hos Thira, da jeg stjal hans opmærksomhed ved at spørge, om der ikke var nogen der skulle have morgenmad. Straks glemte Valentin alt om hende og satte i trav ind til sin madspand.

Så som tingene står nu, er drømmen virkelig gået i opfyldelse. Hvis hans sind ikke for alvor ændrer sig når han bliver ældre, hvilket jeg har en god fornemmelse for at det ikke gør, så har Valentin, Diana, Linda og Thira nu alle fået et liv langt tættere på, hvordan det ville se ud i fri natur. De har en flok, som den ville se ud i ødemarken, og de virker alle gladere for det.

Med tiden vil flokkens liv muligvis adskille sig fra livet i de mere traditionelle tamflokke, som kun består af hopper eller vallakker som intet har med hinanden at gøre, eller i stadigt sjældnere grad tilfælde af hopper og vallakker i samme flok. Valentins liv vil højst sandsynligt blive meget anderledes, end hvad de fleste hingste er vant til. Jeg kan love uden skyggen af tvivl at jeg holder øje med disse forandringer, at jeg skriver dem ned, og at jeg lader jer alle se, at drømme kan blive til virkelighed - og at kastration ikke længere er den eneste løsning.

Hvis der er bestemte spørgsmål, problemstillinger eller generel nysgerrighed, I gerne vil have svar på, er I mere end velkomne til at sende mig en mail - så skal de nok blive besvaret i den næste artikel.

Rider du i din lokale skov?
Log ind for at deltage i afstemningen