Det er der desværre ingen fast tidshorizont på, sorg tager den tid sorg tager.

Nu ved jeg ikke hvad du præcist mener med sorg i dette tilfælde, at du har svært ved at se billeder af hende og ofte tænker på hende er ikke unormalt, MEN hvis du har svært ved at komme videre med dit liv og overhovedet ike kan relatere til andre heste på nuværende tidspunkt, skulle du måske overveje at tale med en proffessionel om tingene.

Det skulle jo nødigt blive en hemsko for din fremtid.

Husk at lige gyldigt hvor meget du tænker på fortiden, lever du i nutiden og skal opleve fremtiden

Jeg vil mene at jeg er kommet videre, men det har dælme været hårdt.

Problemet er nok mere at jeg stadig føler mit hjerte bliver revet ud og trampet på hver gang jeg tænker for meget på hende.

Hele den frustration jeg følte omkring hendes aflivning kommer bare væltende frem igen. Hjælpeløsheden omkring at jeg ikke bare kunne give hende et godt liv uden smerter.

Sorgen forsvinder aldrig... Du lærer bare at leve med den ..

Mvh Louise

En pige der har mistet sin far.

Kan du ikke lige definere hvad du mener med sorg?

Jeg vil da mene at sorgen gradvist forsvinder, men minderne om sorgen og om dyret/personen lever videre.

Sorg er ifgl. dansk etymologisk ordbog defineret som følgende:

En følelse af meget stærk nedtrykthed el. savn.

Jeg vil da mene at man arbejder sig ud af den tilstand, for gradvist at komme tilbage til en normaltilstand hvor du igen kan føle glæde og se verden som et rart sted igen.

Mistede min "barnehest" (fik hende, da jeg var 14 og mistede hende efter 14 år)i januar 2006, og jeg er stadig knust over det..

Har stadig min vallak, men har på ingen måde den samme glæde ved at være hesteejer, som da Katinka levede. For mit vedkommende er der ingen tvivl om, at hun har betydet så meget, fordi hun var min første hest, fordi jeg har vrælet alle mine ungdomssorger ud i manen på hende, fordi hun var klog og virkelig speciel.

Kan stadig ikke acceptere, at hun er væk og har en masse kærlighed, jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af..

Heldigvis har jeg mange personer i min omgangskreds, som var (næsten) lige så betagede af hende som jeg, så dem kan jeg læsse af hos, uden at føle mig dum og for meget..

-så jeg føler med dig og kender det desværre alt for godt!

Jeg tror aldrig at man kommer helt over et tab desværre.

Jeg fik min første hest da jeg var 13 og ku alt med ham, men han måtte aflives grundet gammel skade.. jeg er snart 19 og han blev aflivet inden jeg fyldte 15. jeg savner ham stadig

så føler med dig..

Nogle heste er man bare mere knyttet til !!!

Sys

Jeg kender godt det der, jeg har ikke redet siden hesten jeg passede blev aflivet i maj 2005. Sorgen gør SÅ ondt, har aldrig troet at man kunne tude SÅ meget over et dyr, men ak jo..

Tror desværre ikke sorgen stopper..

Jeg mistede min elskede hest den 7 okt. 2004 og jeg savner ham stadig ubeskriveligt... sorgen forsvinder aldrig men den bliver nemmere at leve med.

Jeg er nået til det punkt hvor jeg kan se billeder og videoer af ham og smile ved tanken om de mange gode minder... jeg overvældes stadig af tårer af og til men nu smiler og mindes jeg heldigvis ligeså meget...

hvor åndsvagt det end lyder snakker jeg stadig meget til ham, fortæller ham hvordan jeg har det og hvad jeg går og laver... det hjælper faktisk (ved det godt... jeg er lidt underlig)

Jeg har også selv ny hest idag som jeg er utroligt glad for... han får aldrig min gamle hests plads i mit hjerte og vil aldrig nogensinde tage hans plads, men man kan godt blive glad for en anden hest uden at det går ud over minderne med den gamle...

Men jeg forstår dig virkelig godt, jeg gik helt ned med flaget da min måtte aflives og det tog mig flere år at acceptere det og komme helt ovenpå igen... men det skal nok komme.

Nu er jeg så uheldig at min gamle pony jeg har haft siden jeg var 10 har fået konstanteret brok... så ifølge min dyrlæge lever hun nu på lånt tid... vi har været sammen i 15 år så det er virkelig svært at acceptere... det bliver den største sorg i mit liv

Men lige nu lever vi sammen i nuet og indprenter hvert eneste dyrebare sekund med hende... det bliver sat ind i en helt særlig del af mit hjerte...

De forlader os aldrig rigtigt... de vil altid bæres i vores hjerter.

Og vi ses jo igen på den anden side af regnbuebroen

Mange trøstende og forstående tanker fra Stine

sorg...

Sorg over at miste sin ven...skal det stoppe??

Sorg bliver til en kærlig tanke, og jeg håber da at folk jeg kender vil mindes mig med en god følelse - vi lever videre i andre...

aldrig, men den bliver mindre og lettere at leve med...

Glæd dig over minderne, det er med til at gøre sorgen lettere at leve med.

Jeg tror ikke sorgen nogensinde stopper, men vi lære at leve med den. Jeg mistede min elskede hest for 3 uger siden, og tuder stadig over det. Når jeg læser nogle indlæg om andre der har mistet sin hest kan jeg ikke holde tårerne tilbage, min oplevelse triller frem på "skærmen igen." Så jeg håber man lære at leve med sorgen, for ellers ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme igennem det her mareridt !

jeg fik min første hest aflivet i 1992. hun var alt for mig og i mine tanker daglig flere år frem. men jeg kan med rette sige at sorgen stopper. det er længe siden at jeg sidst tænkte sørgelige tanker om hende. rigtig længe siden. nu e der kun de rare minder om en god ven.