Hej med dig... Ved egentlig ikke hvad jeg vil sige. Bare at dit indlæg berørte mig dybt.

Jeg kommer fra den modsatte grøft, har som 35 årig stadig forældre der elsker mig uden grænser, og gør det samme med deres børnebørn. Så derfor kan jeg slet ikke sætte mig ind i hvor svært du har det. Og dog - det gør ondt i mig at der er nogen der kan behandle deres børn sådan, og lade dem være alene om tingene i en alder af 15 år.

Du er i en svær tid lige nu - jeg håber du går mod lysere tider. Har du ikke en sagsbehandler som kan hjælpe dig ud i en god og kærlig plejefamilie?

De bedste ønsker for fremtiden, og et kæmpe knus fra mig.

Hvorfor er din frie og lette barn- og ungdom stoppet? lyder som noget der er sket ret pludseligt.

Jeg ved godt hvor hårdt det er jeg var bare kun 7 da jeg måtte lære at stå på egne ben. Men du er nødt til at opbygge dig en vennekreds. sammen med dine venner burde du så kunne finde den tryghed og føle at nogen holder af dig og elsker dig. Tage i byen med vennerne istedet for at være hjemme hos forældrene, tage en god veninde med på cafe og sidde og hygge og sludre. Hvad med at finde en lejlighed hvor man er to unge om at dele den.

Husk for alt i verden at det er ikke din skyld at din far siger sådan, det er ham der er forkert på den og ikke dig.

Jeg er sikker på du er en fantastisk sød pige der har fortjent meget bedre, så istedet for at se på de negative sider, find alle de lyse sider som du kan,, tænk på dem istedet og lev i nuet. At flytte hjemmefra er slet ikke så slemt, man kan gøre lige som man har lyst til, og det er da nu meget rart.

HVad for dig til at reagere sådan? Jeg er sikker på at dem der i din u´ngdom har elsket dig ubetinget, stadig gør det.

Jo ikke voksen, så langt fra.

Du er i udvikling og skal i mange år endnu lære alt det du skal bruge til at blive en stærk voksen.

Jeg kender ikke til dit liv, og ved ikke hvordan dine omgivelser er har været.

Men det lyder fortvivelene det du skriver, for du er jo stadig et barn. Og det har du altså lov til at være nogle år endnu.

KNUS

Søg evt. på mit navn og læs mine andre indlæg..

Stald Lauge: Åh, hvor ville jeg gerne have det sådan! Min sagdbehandler vil ikke hjælpe mig da han mener jeg godt kan bo ved begge mine forældre..

Tije1: Jeg har masser af venner som jeg ved elsker og holder af mig. Og min "plejemor" gør også.. Men der er stor forskel på det og så forældres kærlighed!

Sparky (-evita): Læs mine tidligere indlæg

Illum: Jeg ved udemærket jeg ikke er voksen endnu - men det varer ikke længe for jeg bliver nødt til at lade som om..!

Et eller andet sted tror jeg at du har en masse homoner på spil i dette.

Du kommer over det, du er langt fra voksen og det er nu du lære en helt masse af det du skal bruge i dit voksne selvstændige liv.

Du kan måske ikke se det nu, men det kommer heldigvis .

Du ved hvad kærlighed er og må derfor have været elsket og mon ikke også at du er klar over at dine forældre elsker dig? det tror jeg

Men første gang hjemmefra, på efterskole, er altid svært, dog en vigtig og lærerig del af dit liv

Dette er min tolkning ud fra det du har skrevet i dette indlæg.

Pernille N: Det er desværre forkert., Prøv at læse mine tidligere indlæg...

du er født i 1990, så er du ikke voksen, men teenager..

Jeg er lige blevet rigtig voksen, da jeg lige er fyldt 20, og derfor ikke er teenager mere..

Men må indrømme det ikke er let, man får ikke noget foræret, medmindre man har fødselsdag eller det er jul (Har lige fået en ny rotte i fødselsdags gave, som jeg har hentet idag, og har fået lovet en hund i fødselsdags/julegave af min veninde)..

Man skal selv betale alt (især hvis man bor selv, da der så ikek er nogle til at dele regninger, og andre udgifter med)..

Folk forventer mere af en..

Man skal gennerelt bare stå på egne ben uden mor og far kan/vil hjælpe en..

Ved godt jeg ikke er voksen, men jeg er begyndt at forstå hvor hårdt det er.. Jeg er nødt til at stå på egne ben NU!

Jeg er nu 48 år - og jeg er stadig barn ...

"Barn" er forstået på den måde, at jeg endnu har min mor - som betragter mig som sit barn - hvilket jeg jo også er.

Jeg ER stadig et "barn" - og også meget barnlig, når det kommer til stykket ...

Samtidig er jeg også en voksen, der har sit eget liv og styrer selv min hverdag.

Jeg er "voksen" i arbejdslivet - i økonomisk henseende - og har ansvar for andre ...

Men vi har alle "roller" i livet - uanset, hvilken alder vi har!

Nogle gange er vi "de store" - og andre gange "de små".

Det vil aldrig ændre sig.

Jeg tror, at det er helt OK!

Signen:

Du er midt i en periode, hvor det er svært at "vælge" - og GU' er det svært!

Inderst inde ved du godt, hvad du selv vil - og så må du finde det rigtige tidspunkt at gøre de ting, du føler for!

Om du er elsket?

Selvfølgelig er du det!!!

Du skal nok bare (og det er nemt for mig at sige: "bare") åbne dig lidt - for hvis du "giver" lidt - så får du så meget tilbage!!!

Knus fra

Nina

(Der slet ikke kender dig - men bare mener - at du bestemt er værd at holde af!)

Det er svært at forklare til en der ikke selv har prøvet det: Men jo, selv forældre kan holde op med at elske en.. Selvfølgelig gør de nok langt væk, men de viser det ikke og bryder sig ikke om mig..

Signe, så tror jeg faktisk at du vil have virkelig godt af at stå på egne ben At komme på efterskole er nok slet slet ikke så skidt for lige dig.

Du har ikke meget der holder på dig hjemme, så se du bare at blive din egen! Ingen er bedre for dig end dig selv, og du skal lære at nyde dig selv og dit selskab! Det var jeg også nødt til, og det er jeg den dag idag, rigtig glad for.

Jeg tror nu nok du skal klare den. Det er svært, men det ved du jo godt, og du er ikke noget naivt pigebarn så klø på! Jeg kender dig ikke engang men JEG tror på dig

Vis dig selv verden!

Jeg har stået mere eller mindre på mine egne ben siden påsken..

Jeg ved jeg klarer den, det er bare svært!

... ud fra det du skriver, hvorfor du ikke har et hjem, når du forlader efterskolen.

Hvis ingen af dine forældre ønsker at have dig boende, må de da sørge for, at du har et sted at bo og bliver forsørget.

En 16 årig skal da ikke bare overlades til sig selv.

Jeg husker tydeligt din tråd om hvor meget og hvordan andre forældre støtter deres børn med hest.

Det sætter det hele i et andet perspektiv, når du beskriver din situation her.

Hvad nytter det at få materielle ting, hvis det er kærlighed og tryghed, man savner.

Jeg er meget enig med Nina i det hun skriver, om alle de forskellige roller vi har.

Mvh. Lisbeth

Har læst dine indlæg og holder stadig fast ved mit svar.

Signen man kan sagtens leve uden sine forældres kærlighed. Min mor døde da jeg var 7 år gammel, og min far drak som en svamp. Ingen greb ind overhovedet. Jeg kunne gøre som jeg ville, ingen elskede mig ud over mine veninder, deres forældre, min kære gamle nabo osv.

Idag har jeg et fantastisk liv, med heste, mand og børn så man kan sagtens få en lykkelig slutning

Er det dine forældre der siger du ikke længere må bo hjemme, eller er det dig selv der ikke længere vil bo hos dem?

Ud fra hvad din sagsbehandler siger, så har du stadig et hjem hos dine forældre.

Hvis det virkelig står så galt til, at de under ingen omstændigheder vil have dig boende, så skal de begge kontakte din sagsbehandler og fortælle denne, hvordan tingenes tilstand er.

I øvrigt, så er det de færreste tenagere der tror på, at deres forældre elsker dem, fordi de ikke længere bliver behandlet som da de var småbørn. Jeg tror, dine forældre stadig elsker dig, men at de har en klodset måde at give udtryk for det på.

Hvad er det sket, siden du tror og føler, at de ikke længere elsker dig?

Tina

Fandt din tidligere tråd, og link til den er her: www.heste-nettet.dk/fo...8/1132048/

Hvis din far ikke elskede dig, havde han under ingen omstændigheder åbnet sit hjem for dig, da du var stukket af fra din mor.

Det, du kalder trusler, er ikke trusler men konsekvenser. Alt her i livet har konsekvenser, og det er din far ved at lære dig nu, for du har åbenbart ikke lært det tidligere.

Du kan ikke lide efterskolen, du kan ikke lide din far, du kan ikke lide din mor, du kan ikke lide at de folk du har fået husly hos har stillet krav til dig, du kan ikke lide, at det har en konsekvens hvis du forlader efterskolen i utide, osv. osv.

Det er kærlighed at lære sine børn om konsekvenser.

Det er kærlighed at åbne sin dør for et teenagebarn man ikke har haft ret megen kontakt med i barnets liv.

Det er kærlighed at kræve af dig, at du deltager i fællesskabet, for det lærer dig, at man skal tage hensyn til dem man bor hos - selvom du ikke "har lyst".

Det er kærlighed at lære dig, at nogle ting her i livet skal du bare gøre, selvom du ikke kan lide det.

Kærlighed er mere end de værdier, du hidtil har tænkt på som kærlighed.

Tina

18 kan du komme i en plejefamilie, man må ikke bare overlade en på din alder til sig selv, da du ikke er myndig.. Gå ned til kommunen og klag..

... den tråd som Tina linker til, så er der netop ingen gyldig grund til, at Signe ikke kan bo hos enten sin mor eller far.

Der skal mere tungtvejende grunde til, at kommunen skal finde anbringelse uden for hjemmet, end at man "bare" er en sur teenager, der gør oprør mod regler og konsekvens.

Hold da op så var vi vist mange, der skulle have været anbragt uden for hjemmet i den periode af vores liv

Mvh. Lisbeth

Nu faldt jeg lige over indlægget igen og vil gerne sige et par ting til dig Lisbeth:

Der skal mere tungtvejende grunde til, at kommunen skal finde anbringelse uden for hjemmet, end at man "bare" er en sur teenager, der gør oprør mod regler og konsekvens.

Hold da op så var vi vist mange, der skulle have været anbragt uden for hjemmet i den periode af vores liv

JEG ved udemærket godt at jeg ikke kan blive anbragt, jeg har forhørt mig. MEN jeg er IKKE nogen sur teenager. Jeg er så heldig at have en mor, der har kørt mig helt ned. Helt ned. Hører det med til at være en sur teenager, at efter ikke have set sin mor i 4 mrd og så tilfældigt møder hende, at man så vender sig om løber væk, gemmer sig, med hamrende hjerte? Og derefter ikke kunne sove i mange nætter pga. angst. Det tror jeg ikke.

Er det normalt at en lærer der har kendt en i 14 dage, kan se på en at man har haft en dårlig weekend. Er det normalt, ikke at være sig selv i 4 dage efter man har været hjemme på weekend. Det håber jeg ikke. For så har langt de fleste teenagere vel et forfærdeligt liv, og alle mine venner må have et meget anderledes liv.

...selv om jeg ikke ved, om du kan bruge mit svar.

Det vil sikkert ikke hjælpe dig, at du lægger hele dit liv ud her på HN og får 117 forskellige anvisninger på, hvad du skal gøre.

Snak med dine lærere på efterskolen om hvad det helt nøjagtigt er, der gør dig så ked af det hele.

Spørg dem om de kan hjælpe dig videre.

Måske er dine problemer helt normale og hører med til at være på vej til at blive voksen, måske er der noget helt andet, som kræver, at du får hjælp til at komme videre.

Du skriver mange ting, som lægger skylden over på andre.

At være på vej til at blive voksen, handler bl.a. om at få bearbejdet dårlige oplevelser, selv tage ansvar for fremtiden og selv sætte sig mål.

Du kan ikke skrue tiden tilbage og få noget fra dine forældre, som de måske ikke har magtet at give dig.

Du skal nok til at kigge på dig selv og sige, hvad skal JEG gøre, for at få det liv, som JEG vil have ??

Mvh. Lisbeth

Vil bare lige sige én ting. mine problemer er ikke normale.

... det er også derfor, at jeg ikke tror en offentliggørelse her på HN er sagen for dig.

Du skriver, at lærerne på efterskolen kan se, der er noget galt.

Derfor mener jeg, at du må kunne fortælle dem om dine problemer.

Mvh. Lisbeth

En far som jeg ikke ser noget til mere.

Han lærte mig at ryge hash dengang jeg var 12, og siden da røg vi sammen.. I det hele taget det ENESTE vi havde sammen.. Nu, hvor jeg ikke ryger længere, har vi ingen kontakt mere.

Lærte ham først rigtig at kende som 8 årig.

Jeg solgte hash for ham, og kom ud i problemer med politiet, og han nægtede over for politiet at have noget med det at gøre...

Livet er ikke en dans på roser, nogle er mere uheldigt stillet end andre, men vi har oz selv.. Og sådan som jeg har det, er det nok...

Du bliver sørme nødt til at søge hjælp et sted... Start med en samtale hos en skolepsykolog...

Hvis du skal være voksen, så skal du også tage det ansvar det er, at tage hånd om sit eget liv, og sørge for at få "fejlene" rettet... Så sørg for at få kontakt til en lærer, skolepsykolog osv. så du om ikke andet er KLAR til at tage hånd om dig selv, når du forlader efterskolen!

Held og lykke

... www.bornsvilkar.dk/For...fonen.aspx

Mvh. Lisbeth