Som flere herinde måske allerede ved, har min 15-årige vallak været igennem meget. Dog har alt ikke været skrevet om herinde.

Jeg har i alt været den lykkelige ejer i 6 år, og på de 6 år er der sket meget:

• På en tur blev han bange for en gøende hund som hoppede op ad en jernelåge, lavede en hurtig vending og strøg ud over en mark med mig på rykken. Det lignede ved første øjelast et brækket ben for både os og dyrlæge, da hesten stod på 3 ben. Det var heldigvis "kun" en fibersprængning i albuen, men det kostede 6 ugers stilstand, plus en meget lang genoptræning.

• En dag han kom ind fra fold, havde han fået en flænge på det ene bagbens balle og den kunne ikke syes, da ballen giver sig enormt meget når hesten tager et skridt. Det skulle forbindes, og lige som det var næsten vokset sammen, sprang det op igen. Det kostede en lille måneds boksro og endnu en lang genoptræning.

• Min underviser opdagede at min hest går uens på bagbenene - han træder ned i kortere tid på det ene end på det andet. Efter mange besøg af dyrlægen plus et hos Falk-Rønne, finder vi ud af at han er skæv i bækkenet. Falk-Rønne giver ham højst en chance som skovturshest, og mener at han skal stå i 4-6 måneder (ville gerne underskrive forsikringspapirerne, hvis det skulle være, men det skulle det ikke!). Vores egen dyrlæge at rettede Rabalder op kiropraktisk, dette var dog faldet tilbage igen ved næste besøg. Hesten får fri i fire måneder, hvorefter jeg, på dyrlægens anbefaling, begynder at skridte ham lidt. Efter ca. 2 ugers skridt skal vi prøve at trave, og kan umiddelbart ikke selv se nogen urenheder, heller ikke min underviser som opdagede det. Dyrlægen kommer ud og kan heller ikke se noget, hvorefter han giver mig et 2 måneder langt genoptræningsprogram. Da disse to måneder er gået, har Rabalder opbygget muskler han aldrig har haft før, faktisk så mange at han må have ny sadel. Dyrlægen erklærer ham så rask han kan blive (han er stadig skæv, men har nu opbygget muskler til at holde det uden at kompensere), og ser intet galt i hverken samling eller noget andet fysisk hårdt. Han er den dag i dag umærket af det.

• Han bliver sparket øverst på forbenet, og må syes. Underhuden vokser ud af overhuden (blomkåls-agtigt), og det må klippes af. Dette giver endnu en boksro og genoptræning.

• Sidste sommer opdager vores dyrlæge, ved et besøg i en anden anledning, at Rabalders slimhinder er gule, og tager blodprøver. Hans levertal er skyhøje, og tyder mest af alt på at han har spist en giftig plante på folden. Han tilbringer over en måned af sommeren i en boks, for han kan på grund af sin leversygdom hverken tåle sollys, eller at blive fysisk anstrengt på nogen måde. Ejeren af opstalningsstedet er heldigvis så flink at vi får lov at låne en stor foleboks med oplukkeligt vindue ud til en skyggeside af stalden. Derudover henter vi en masse specialfoder og medicin hos den ellers ferielukkede Brogården som åbnede kun for vores skyld - til dem! (dagen før Bush' besøg hos Anders Fogh, i øvrigt - næsten ikke særlig svært at bevæge sig rundt derinde). Levertallene stiger fortsat blodprøve efter blodprøve, indtil de endelig falder ned på et nogenlunde acceptabelt niveau, men det tager lang tid. Igen så Rabalders chancer virkelig dårlige ud, men han erklæres til sidst rask, og kan påbegynde endnu en lang genoptræning.

• I tiden efter leversygdommen og helt frem til april i år bliver Rabalder ramt af adskillige koliktilfælde. Han har imellem de andre sygdomsforløb haft kolik nogle gange mere end de fleste heste, men dyrlægen mente nu at han nok var lidt sart i maven, og han kom sig hurtigt over disse tilfælde. Dem der kom efter leversygdommen var dog værre end de andre tilfælde, og dyrlægen gav Rabalder ikke særlig gode udsigter, da der meget vel kunne være noget inde i ham som ikke fungerede som det skulle. Disse koliktilfælde munder ud i to virkelig slemme: et hvor Rabalders blodomløb stopper, han er ved at gå i chok. Denne dyrlæge (som i øvrigt var nyudklækket, på en af sine første aftenvagter og håndterede situationen superflot!) mente at han skulle indlægges. Han får tarmafslappende, og vi venter på at han skal falde lidt ned (vi var fire mennesker om at holde ham fra at styrte om på staldgangen). Pludselig bliver Rabalder helt rolig, pulsen vender tilbage til normal, og kredsløbet sætter i gang igen. Han er frisk igen næste dag. Næste tilfælde var værre. Rabalder fik igen kolik, og aldrig før er han så hurtig blevet dårligere og dårligere. Dyrlægen stikker en arm op for at mærke, og meddeler os, at milten et snoet hen over den ene tarm, og han bør indlægges hurtigst muligt. Vi vælger dette fra på grund af de dårlige udsigter, og dyrlægen giver ham en sidste chance ved at behandle ham normalt med olie, tarmafslappende og smertestillende, plus jævnlige gåture i løbet af aftenen/natten. Desuden punkterer han ham i siden. Han giver Rabalder 50% chance for at klare den som det så ud. Da det smertestillende, som jo også virker sløvende er klinget af efter ca. 4 timer, prøver jeg at slippe Rabalder i stedet for at trække med ham, og vi åndede lettede op: Han spurtede rundt i ridehuset som om ingenting var sket, og jeg ringer selvfølgelig til dyrlægen som siger at jeg har været ufattelig heldig, for det kunne ikke lyde meget bedre! Efter det får Rabalder endnu en gang kolik, og vi begynder for alvor at tage hans livop til overvejelse (det havde været før, men de tidligere kolikker var kommet i perioder, hvor de nu kom med meget kort mellemrum). Dyrlægen mente at den eneste mulighed der nu kunne være for Rabalder, var at tage ham "back to basics", som han sagde. Altså ingen halm, tørt hø i stedet for wrap og så hørfrø. Derudover skulle han tage på, da han aldrig var nået op på sin "kampvægt" efter sidste sommer. Dette får han majsflager, olie og salt for.

I dag, ca. 3 måneder efter, står jeg med en hest som end ikke tilnærmelsesvis har vrikket forkert med øret siden. Ingen kolik, ingen skader, og en enorm forandring i adfæren. Han har altid været lidt sur - især om vinteren, men nu er han glad, kælen og harmonisk. Han har taget meget på, og har fået genopbygget rigtig mange gode muskler. Han hviler simpelthen i sig selv, og virker som om han aldrig har haft det bedre!

Han står i dag på spåner, og det kan kun anbefales! Danmark er åbenbart et af de få lande som bruger halm til hestefoder, mens mage andre lande ikke gør, da det er nærmest umuligt at fordøje, og kan nemt lave for stoppelse hvis maven står stille. Han får tørt hø i stedet for wrap på grund af den forøgede risiko for gæring, og er stadig på hørfrø, olie, salt og majsflager.

Min mistanke falder dog på halmen, da de koliktilfældende accelerede nogenlunde samtidig med at der sidste sommer blev skiftet halmtype på stedet.

Tak til jer som er nået med så langt! Det blev lidt længere end først beregnet.

Synes jeg ville dele historien om min "udødelige" hest med jer. Om ikke andet, så for at vise at der også findes lykkelige slutninger!