Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Mønsters taktisk derbytriumf

Så lykkedes det endelig for Knud Mønster at vinde Dansk Trav Derby og det i
et opgør, der nær var druknet i et vanvittigt regnvejr over Charlottenlund
Travbane.

 

Et voldsomt regnskyl var ved at sætte en kæp i hjulet for afviklingen af
DFDS Seaways Dansk Trav Derby søndag eftermiddag på den gamle travbane i
Lunden, men heldigvis blev der kort inden start sat lidt prop i fra oven.

 

Men travtræner Knud Mønster ænsede næppe den silende regn, der igen tog til,
da han med den lysebrune hingst Repay Merci satte alt på et bræt og efter
400 meter angreb. Kort efter kunne han overtage fronten og siden vinde løbet
ganske sikkert og uden dramatik.

Billede

Knud Mønster fører Repay Merci til sejren i DFDS Seaways Dansk Trav Derby.
(Foto: Lasse Jespersen/ Travfotos)

 

»Jeg kan slet ikke sætte ord på. Det er løb som de her, vi hver dag kæmper
for at vinde. Jeg vidste, at jeg havde en stærk hest, der kunne gå en
langside og stadig have kræfter i behold til afslutningen. Med en runde igen
var han lige så frisk som ved start,« fik en meget bevæget træner trods alt
fremstammet efter sejren og tilføjede.

 

»Oven i har jeg en fantastisk norsk hesteejer, der har givet mig frie hænder
hele vejen igennem,« sagde den dygtige træner, der har bred støtte fra
familien anført af hustruen Birgitte og datteren Michelle og sønnen
Alexander.


Billede

Glæde i vindercirklen efter Repay Mercis derbysejr (Foto: Lasse Jespersen/ Travfotos)

 

Har ikke set derbyvinderen i tre år

Der var forståelig stor jubel hos det norske ejerpar Pernille og Bjørn
Kolsrud efter derbysejren. Repay Merci blev købt på DTC's derbyauktion for
tre år siden, og indtil i eftermiddag havde ejerne kun set hesten i
fjernsynet siden dengang.

»Der er så langt fra Oslo til Skive, men i dag måtte vi rejse til København,
fordi Knud sagde, at jeg er hestens lykkegudinde,« sagde en glædesstrålende
Pernille Kolsrud.

Hun er faktisk den direkte årsag til, at Repay Merci blev købt for 210.000
kroner.

»Han er så smuk, at jeg sagde til Bjørn, at vi skulle købe ham. Derfor er
det også helt fantastisk, at han vinder i dag,« sagde Pernille Kolsrud, mens
hun ignorerede den silende regn iblandet sprøjt fra den obligatoriske
champagne. Ægteparret har en del heste i træning hos Knud Mønster i Skive.

 

En fantastisk familie

Repay Merci har i foråret udviklet sig kolossalt og vandt hen over sommeren
Provinsens største løb, grandprixet i Aarhus og var naturligt gjort til
spillernes favorit. Sejren afstedkom store roser.

 

»Jeg har vel haft heste hos Knud i 8-10 år, og selv om jeg har vundet
hoppederbyet i Norge, så er denne sejr den største hidtil for mig. Familien
Mønster er ganske enkelt fantastisk, og et sted, hvor jeg i mange år
fremover vil have heste i træning,« sagde Bjørn Kolsrud.

 

Og det forstår man godt, da hesten nu med derbysejren har indløbet 1,1
millioner kroner. Andenpladsen gik til Ronaldo C N. Den var til og med
dagens derby i træning hos Steen Juul, men i morgen afleverer han hesten til
den nye ejer, der i øvrigt også kommer fra Norge.

Steen Juul havde tidligere på dagen vundet trøstudgaven til derbyet, Derby
Consolation, med Run Winner.

 

(Tekst: Hestesportens Medier)


Tilføjet d. 29-08-2012 kl. 11:33 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Ingen titel af honeylady





Seneste relaterede nyheder
12-11-12 Rudbeck - igen!
22-08-12 Derbyhest med international fanklub
03-06-12 Startlisten til Copenhagen Cup er klar
06-01-12 Ny sponsor til Copenhagen Cup 2012
22-12-11 Flemming Jensen snuppede den kvarte million
20-12-11 Travkuske kæmper om guldbarre til 1/4 mio.!
30-08-10 Derby-Jensen!
25-08-10 Derbyfelterne er klar
11-08-10 Derbyfeber!


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider