Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Debat om fremtidens springhest – kom og vær med!   Opdateret

Der er kommet et par enkelte ændringer samt interessante tiltag til torsdagens arrangement. Der er desværre to ryttere, som er blevet nødt til melde fra. Så der er kommet to nye ekvipager til.
Der er tale om Malene Lykke Nielsen, som er blevet ændret til Maria Hjort Frederiksen på den velspringende Dublé e, Diamant de Semilly/Carnute, som hun bl.a. red UVM på i Zangersheide 2014.
I stedet for Ulrich Gaarslev kommer Peter Lykke Svendsen med Lillevangs Daufine e. Solos Landtinus/Come Back II. Sammen har Peter og Daufine redet lands- og internationale stævner.

Yderligere er det kommet frem, at Christian Kjær (avler af Party Dance) har fundet arrangementet så interessant, at han har planlagt at komme og uddele et ganske særligt sponsorat på dagen.

"Dette er ikke en normal debataften, hvor det hele bare er glemt bagefter. Det er en debat, som vi vil følge op på, så der rent faktisk sker en udvikling. Der skal ske en udvikling. Det er derfor, at vi håber, at der kommer rigtig stor opbakning til dette arrangement" udtaler René Holstein.

Hvis du har lyst til at være med i debatten om, hvordan vi bedst udvikler fremtidens springheste, så kom til et spændende arrangement på Hillerød Sportsrideklub d. 26. februar kl. 19.00. Det er gratis at komme ind og ALLE er velkomne. Jo flere der kommer, jo mere nuanceret bliver debatten! Debatten vil blive afholdt i det store ridehus på HIS, hvor der er masser af siddepladser, så der er plads til alle. Tilmelding er ikke nødvendigt, og det er muligt at købe kaffe og kage ved arrangementet.

Til arrangementet er der inviteret et ekspertpanel som er bestående af Lars Nørgaard Petersen, Kenneth Ernst samt Henning Jensen.
Lars Nørgaard Petersen er den danske landstræner for seniorrytterne.
Kenneth Ernst er en kendt og meget brugt stildommer og har heriblandt dømt til Dansk Rideforbunds Championater (tidligere DSA) for 4- 5- og 6 års heste og var bl.a. med som dommer i finalen til JBK 2014.
Henning Jensen kommer fra Volstrup Stutteri, hvor han både er hingsteholder og har avlet mange gode DV springheste.

For at få mere gang i debatten er der inviteret flere rigtig gode springryttere og deres heste. Oprindeligt var både Camilla Ernst og Torben Frandsen inviteret, men begge er blevet inviteret til det internationale stævne i Gøteborg, så de kan desværre ikke deltage alligevel. Kirstin Skjoldshøj var også inviteret, men er desværre kommet til skade efter fald fra en hest og kan derfor heller ikke deltage alligevel. Så der er fundet nogle nye deltagere til arrangementet og det samlede antal deltagere er:

Emilie Juul Thorup som rider RDH hoppen Hazel BS e. Heartbeat/Candillo. Hazel blev købt på auktion som føl af Emilies Farfar Anders Andersen og er i øvrigt en helsøster til den kårede avlshingst Heart-Ache, hvor begge kommer ud af hoppestammen fra familien Schultz i Bolderslev. Emilie har vundet flere klasser på den endnu unge Hazel og senest vandt hun en MA** (140 cm) i Holte i slutningen af 2014.

Mille Bisgaard kommer på Volstrups Cody e. Carlos DZ/Corlando. Mille har uddannet rigtigt mange springheste op til S-niveau heriblandt også Cody. Moderen til Cody er Volstrups Cirkeline som har avlet yderligere en anden A-hest samt to b-heste i springning. Cody er avlet af Pia Hollænder og Henning Jensen.

Jennifer Fogh Pedersen kommer på den danskavlede kårede hingst Lagavulin e. Ludwigs As/Stakkato Gold. Lagavulin er avlet af dyrlægen Linus Camitz på en hoppe købt fra Tyskland. For to måneder siden blev Lagavulin solgt til den venesuelanske landsholdsrytter Andres Rodriguez som ligger i top 70 på verdensranglisten. Lagavulin har med sine endnu kun 2 følårgange fået rigtig mange topplaceringer med føllene rundt om til de danske følskuer.
Lagavulin er i øvrigt materialeprøvevinder i DV og klarer sig rigtigt godt til konkurrencerne i Tyskland. Stilspringning er meget mere udbredt i Tyskland end herhjemme, og med Jennifer i sadlen vinder de to rigtig mange af de klasser i både LA og MB!

Anica Kristoffersen kommer på Play Girl, hvor de to var med til at lave en af DKs helt store triumfer til UVM for 5 års heste i Zangersheide i september 2014, hvor de blev nr. 5. Play Girl er e. Party Dance/Calato I og avlet af Anica Kristoffersen selv. Ud over trumfen til UVM sidste år blev de også vindere af unghestechampionatet i Herning.

Ordstyrer bliver Niels Pedersen som er kendt for at have avlet Andandte - den hest som Tina Lund vandt to World Cup kvalifikationer på og i øvrigt rigtig mange andre S-klasser! Han kommer til at sidde sammen med Susanne Taarnager, som er speaker til rigtig mange store stævner, hvis ældste datter har deltaget til EM for både pony, junior samt youngriders.

Selve initiativet til denne aften er kommet af René Holstein, Mikala Bagge samt Lotte Holm, som alle er en stor del af springsporten bag kulisserne som avlere. Især René er kendt for at have avlet flere heste, som har været helt oppe og blande sig i toppen også på den internationale scene. Initiativet er kommet, fordi at de alle ønsker en udvikling af de danske springheste samt ikke mindst den danske springsport.

Nogle af de ting der vil blive diskuteret til debataftenen er:
Hvorfor vil (nogle) ryttere hellere have udenlandske heste fremfor danske? Er de danske heste bare ikke gode nok, eller ligger der andet bag?
Kan DV gøre noget for at motivere avlerne til at avle de gode springheste?
Har den danske avl det rigtige fokus, eller burde man skele mere til de udenlandske forbund for at have nogle af de samme hingstelinjer? Det er ikke nogen hemmelighed at Danmark er en verdensnation i levering af dressurheste, men i springhesteavlen halter vi noget bagefter.
Eller er de danske heste i virkeligheden gode nok - men i stedet er det så andre steder, hvor man kan optimere uddannelsen af de unge danske heste? Om det i stedet er rytterne der ikke er gode nok, og i samme åndedrag om det så er trænerne der ikke underviser godt nok?

Alt dette - og mange flere spørgsmål - vil blive debatteret denne aften. Kom og vær med d. 26. februar kl. 19! Adressen er Rønnekrogen 8, 3400 Hillerød.

Til slut skal det nævnes, at der kommer til at være nogle helt særlige overraskelser til dette arrangement, som ikke er set før i forbindelse med den danske avl af springheste. Hvad de byder på, bliver man nødt til at møde op for at finde ud af!

Billede

Andante som både Tina og Charlotte Lund red store internationale klasser på. jp-photo.dk

 


Tilføjet d. 19-02-2015 kl. 12:16 og sidst rettet den 24-02-2015 kl. 23:37 af i kategorien Ridesport.





Seneste relaterede nyheder
14-08-18 HIS udelukkes som stævnevært
17-07-18 Store Præmier ved Agria DRF-mesterskab i springning


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider