Regler for annoncering på Hest og Pony
Heste er en levende og individuel vare. Både køber og sælger kan let komme ud for dyre uforudsete overraskelser. Derfor råder vi især alle førstegangshandlende til at gennemlæse vores sælgerguide hhv. køberguide. Husk også at få alle aftaler skrevet ned i en kontrakt.
Heste-Nettet ønsker at Markedspladsen bliver stedet, hvor annoncelæsere let og effektivt kan sammenligne de udbudte heste og få et godt udgangspunkt for de efterfølgende købsbesøg og selve handelen. Derfor stiller vi forskellige krav til annoncerne. Som annoncør skal du acceptere disse krav for at benytte markedspladsen.
1. Du må kun oprette hver af dine heste ÉN gang
Når annoncen udløber skal den ikke oprettes på ny, men blot forlænges.
2. Du skal oprette en selvstændig profil for hver hest. Altså IKKE flere heste i samme profil
Hvis du har flere heste, der kun sælges samlet skal du anføre det i salgsvilkårene for hver af hestene, f.eks. ved at referere til annoncerne indbyrdes.
Føl op til 6 måneder må sælges sammen med hoppen. Ældre føl skal oprettes med egen annonce.
3. Når en hest er solgt skal du enten slette hele profilen eller ændre dens status til "solgt"
Det er IKKE tilladt at "genbruge" annonce / profil til annoncering for andre heste. Men det er tilladt at beholde selve hesteprofilen til visning på personlig præsentation eller firmapræsentation. Ændring af status til "solgt" samt valg af profilvisning sker nederst på hestens redigeringsside.
OBS: Ved ændring af status til "solgt" slettes oplysninger om pris og salgsvilkår automatisk - men check selv at der ikke i selve profilbeskrivelsen står salgsoplysninger eller andet, som hestens ny ejer vil kunne opponere imod.
4. Ved reservering af hest
Du kan vælge at skjule en annonce midlertidigt, mens du forhandler med med en potentiel køber eller part. Dette gøres ud for selve annoncedelen (pris og vilkår) på hestens redigeringsside. OBS: Ved salg skal profilen slettes helt eller status sættes til "solgt" (se punkt 3. ovenfor)
5. Der optages udelukkende bedækningsannoncer for hingste, der ved tilmeldelsen er avlsgodkendt af et anerkendt avlsforbund
Inddrages godkendelsen skal Heste-Nettet informeres herom.
6. Tilhørsforhold
Du må kun oprette heste som tilhører dig selv, din nærmeste familie, dit firma eller som dit firma har fået til opgave at sælge, f.eks. på kommissionsbasis.
7. Du skal anføre alle væsentlige oplysninger om hesten og dine salgsvilkår
Følg forklaringen til udfyldelse af de enkelte felter under tilmeldelsen. Så sparer du dig for at svare mange gange på det samme spørgsmål - og sparer annoncelæserne for unødige henvendelser.
8. Kontaktoplysninger
Telefonnumre, emailadresser må ikke indsættes i annoncernes beskrivelsestekst, men skal angives i de særlige felter til kontaktoplysninger. Det samme gælder i videst muligt omfang fysiske adresser, da disse bl.a. indgår i købernes søgekriterier.
9. Du må ikke ved henvendelse forlange en højere eller anden pris, end den du samtidigt angiver i annoncen.
Den annoncerede pris kan enten være fast eller et udgangspunkt for forhandling Anfør evt. dette under "salgsvilkår".
10. Praktiske problemer
Hvis du har praktiske problemer med benyttelsen af markedspladsen for Hest og Pony bedes du benytte vores supportside og oprette en ny sag, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål. Annonceteksten må ikke benyttes til spørgsmål eller kommentarer vedrørende Heste-Nettet eller andre brugere.
11. Priser skal oplyses inkl. moms.
Alle priser skal oplyses inkl moms på heste-nettets markedsplads.
Det er dog tilladt for momsregistrerede OGSÅ at oplyse prisen eksl. moms.
Prisen inkl. moms skal oplyses i annoncens faste søgefelt.
Moderation
- Hvis du opdager en annonce, der strider mod ovenstående regler kan du melde det til Heste-Nettet (brug linket lige under annoncen).
- Hvis Heste-Nettet skønner at regler er overtrådt meddeles dette til brugeren. Ved væsentlige overtrædelser, eller hvis brugeren ikke reagerer, slettes hesteprofil og annonce.
- Ved gentagne overtrædelser gives brugeren en advarsel om udelukkelse fra Heste-Nettet.
- Bedækningsannoncer kan først vises, når de er godkendt af Heste-Nettet.