Denne historie er lang og barsk, men vi beder jer alle om at læse den igennem og hjælpe os.

Det hele begyndte den 7. december 1999. Vi boede til leje på en stor gård, som det skulle vise sig var ejet af en meget kendt hestehandler. Jeg kendte ikke denne person hverken af udseende eller omtale da jeg lejede ejendommen, ellers var vi aldrig flyttet ind!

Denne specielle aften kom en transporter med 5 heste, som skulle stå i stalden. Vi havde da boet der i ca. 1½ måned. Blandt disse dyr var en rød hoppe som var så under-ernæret at alt stak ud af hende. Rygsøjlen var ca. 5 cm. høj når man så hende fra siden. Denne tilstand skyldtes IKKE vores udlejer som lige havde købt hende på et marked i Jylland.

Vi satte alle i bokse og fodrede, og mens jeg står og kigger på denne røde hoppe rækker jeg ind over bokslågen for at røre ved hende. Hun vender sig sløvt og begiver sig så langsomt hen imod mig. Det næste der skete fik næsten mit hjerte til at holde op med at slå: Hun lagde sin pande mod min håndflade og løftede og sænkede hovedet meget langsomt og forsigtigt mens hun gjorde mig forståeligt at hun var venligsindet.

Jeg var solgt!

Dette gamle øg, for andet var hun ikke, med lus i pelsen, store områder med eksem, vejende det halve af hvad hun burde og med en man og hale som det tog mange timer at børste ud, havde vundet mit hjerte.

10 dage senere ville hestehandleren have hende med på marked. Jeg havde ikke pengene til at købe hende fri og prøvede at overbevise ham om, at han ville kunne få meget mere for hende hvis hun blev fedet op og ikke længere så ud som om hun havde opgivet ALT.

Dette overhørte han naturligvis totalt og den 17. december 1999 blev hun sammen med en masse andre kørt på marked.

Da vognen sent samme aften kom retur, var det tydeligt at høre at der var noget helt galt. En eller anden sparkede som en sindssyg på vognens sider indefra. På forespørgsel om hvad der var i vejen, lød svaret, "Sådan har det lydt siden vi tankede for 15-20 minutter siden."

Chaufføren havde ikke travlt, men min søn og jeg smed hvad vi havde i hænderne og ville have de heste ud omgående.

I midten af december, under den store storm som efterfulgte orkanen, midt om natten er der MEGET mørkt i Jylland, så da vi åbnede ind til ladrummet på lastbilen kunne ingen af os se noget som helst. Min søn sprang op i vognen og tog den første hest ud og trak den ind til mig i stalden.

"Der er alt for mange i den vogn. Ham her faldt næsten ud da vi åbnede til laddet."

Larmen fra vognen fortsatte og jeg checkede heste, som i en lind strøm blev ført ind til mig, for sår, før jeg satte dem ind i deres nye bokse.

Pludselig hørte jeg over larmen min søn skrige, "Kom med en kniv! Kom så med en kniv!"

Jeg tror aldrig jeg har løbet så stærkt! Synet der mødte mig da jeg nåede vognen var frygteligt! På gulvet lå den røde hoppe med alle fire ben i vejret, og henover hende stod en stor, brun vallak og prøvede panisk at undgå at træde på hende, samtidig med at han skulle passe på hendes hove, som fløj rundt i mulehøjde.

Hendes grime var bundet til laddets vag med en alt for kort snor så hun var ved at blive hængt! Lyset fra lampen, som nogen havde fremtryllet, afslørede blod alle vegne.

Jeg smed kniven op til min søn, som med ét snit skar rebet over.

Vi undersøgte hende og vallakken meget grundigt, og af forunderlige årsager var han ikke kommet til skade. Hun, derimod, havde blod dryppende ud af næsen og flere småskrammer. Dyrlægen måtte IKKE tilkaldes! I det øjeblik blev vi heste-ejere!

Vi flyttede kort efter til et andet af udlejers huse, hvor der ikke var plads til at han kunne forvente at vi passede hans heste 24 timer i døgnet uden løn, og havde naturligvis Ida, som jeg døbte hende, med.

Den forandring hun undergik henover foråret er ubeskrivelig. Hun blev så smuk at udlejer/hestehandler en dag han så hende udbrød, "Er DET den samme?!" Da jeg svarede bekræftende, satte han omgående prisen op til det dobbelte! Fra de 8.000,- vi havde betalt til 16.000.

Så stak vi af! Vi flyttede simpelthen i nattens mulm og mørke. Der havde bl.a. været trusler om at sende rockere op til os midt om natten, og da jeg er enlig mor, godt nok med en søn der dengang var 17 år, og vi boede ude på Jens Tyndskid's marker, tog jeg denne trussel meget alvorligt.

Vi flyttede til Sønderjylland og boede med hele cirkusset, hunde, katte, ilder og hest hos min bedste veninde og hendes mand.

En måned senere flytter vi til Fyn, men kan umiddelbart ikke finde opstaldning til Ida. Vi indfår så den aftale at de passer hende indtil vi er blevet bekendt med området.

Da vi rejser derfra kan ingen finde vores ilder, Silas, som løb frit rundt i huset. Min veninde lover at de tager ham med når de besøger os ugen efter. Jeg har ikke set ham siden, for hun påstod at han stadig var væk. Senere fortalte hun flere gange om ham i telefonen, og en dag da jeg inviterede mig selv på kaffe for at hente ham, havde hendes hund pludselig knækket nakken på ham! Min veninde holdt meget af Silas, for han havde et helt specielt temperament, og set i lyset af hvad der videre skete tror jeg, hun havde gemt ham den dag vi flyttede til Fyn.

Tiden gik, og hver måned sendte jeg penge til hø, halm, foder etc., og hver gang jeg ringede og sagde at nu ville vi gerne have Ida hjem, græd min veninde og fortalte hvor meget hun holdt af hende, og her begår jeg en mega-fejl ved gentagne gange at lade hende have hende lidt længere.

Efter ca. 7-8 måneder synes vi ikke at det er morsomt at have hest på langdistance mere og ringer for at sige at vi har det perfekte opstaldningssted, og at vi henter hende førstkommende lørdag.

"Det kan du ikke få," lød svaret. "Hun døde for 14 dage siden."

Vi var helt slået ud! Hvorfor havde hun ikke ringet og fortalt det? Vi vidste godt at Ida var gammel, måske endda meget gammel, og kunne dø af alderdom. Hvorfor havde hun ikke sendt de penge tilbage, som jeg en uge forinden havde sendt til hestens forplejning? Hvorfor havde hun ikke krævet betaling for Daka, som jo sandsynligvis havde hentet hesten?

Kontakten til min veninde ebbede langsomt ud, men et par år senere ringer hun mig pludselig op. Hun er blevet skilt og gift igen og venter barn og ønsker at genoptage kontakten. Jeg er rimeligt forbeholden og spørger direkte om Ida er død. Samtidig siger jeg til hende at jeg egentlig har savnet hende, men jeg vil have sandheden. Samtidig opfordrer jeg hende til at give sin eks-mand hele skylden, og alt vil blive tilgivet bare jeg får sandheden.

Hun holder fast i sin historie!

I december 2002 modtager vi pludselig en mail fra en anonym person som fortæller, at han/hun har set vores efterlysning af Idas fortid (vi troede jo hun var død) på vores hjemmeside, og kan fortælle os at han/hun kender til i hvert fald 2½ år af Idas liv! Vedkommende bruger navnet Ida, og da det var mig som døbte hende det er de år han/hun omtaler altså EFTER at hun skulle være død!

Da min søn er computernørd, tog det ham ikke mange sekunder at finde ud af hvem den anonyme henvendelse kom fra: Min venindes bedste venner; hun er gudmor til deres børn!

Vi korresponderer lidt frem og tilbage, de sendte et billede som vi kan se er taget efter hendes 'død', og pludselig holder de op med at svare på vores mails. Alle mails kan ses på vores hjemmeside, under Efterlysninger, eller ved at trykke på linket nederst i dette indlæg.

Årene går, og vi har svært ved at komme videre. Ida fylder stadig en masse i vores hjerter, selv efter vi har fået andre heste.

Forleden kan min søn så ikke holde det ud mere, og sender en mail til dem som påstod at vide en masse. Heri gør han opmærksom på at vi bare vil vide hvordan hun har det, og spørger hvorfor de holdt op med at svare.

Ingen af os regner med nogen respons.

Men, miraklernes tid er ikke forbi endnu. Der kom svar! Disse mennesker er også blevet skilt, og hans ekskone bor nu i Nakskov på Lolland, og hesten er solgt til et sted på Sjælland. I levende live, går jeg ud fra.

Nu er det så at jeg vil høre alle jer derude om ikke I vil printe billedet af Ida ud og have liggende i jeres tegnebøger, og så kigge efter hende på hver eneste mark, rideskole eller stald I kommer forbi?

Hun er orange-rød med lysere rød man og hale, ingen sokker, stregblis med knæk i panden, og en ruder (som på et spillekort) midt på mulen. På bagparten har hun en meget kraftig forhøjning mellem hofterne. Vi er næsten sikre på at der er noget quarter i hende. Stangmål ca. 155 cm.

Udveksling af mails
Billede af Ida

Med venlig hilsen
Kenneth og Birgit