Logo used for printing

HN afstemning
Hvor meget betaler du i staldleje pr hest? (Foreslag: Sebrina )

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Hyggesnak

Du kan her give din kommentar til nyheden:

World Cup flytter til Vilhelmsborg i 2020


Den danske afdeling af FEI World Cup i dressur flyttes fra Jyske Bank Boxen til Vilhelmsborg. Årsagen er uvished om forsamlingsreglerne i oktober med konsekvenser for både planlægning og økonomi

 

World Cup til Århus
Usikkerheden om, hvad forsamlingsreglerne vil være i oktober, har gjort det nødvendigt at flytte FEI World Cup-stævnet fra Jyske Bank Boxen i Herning i oktober til Det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg ved Århus.

 

Et internationalt arrangement af denne størrelse kræver meget forberedelse, og af hensyn til billetsalget har arrangørerne valgt at forholde sig til de kendte antalsregler gældende frem til 31. august på maksimalt 500 personer.

"Uvisheden og udsigten til en meget stor begrænsning i tilskuerantallet gør en gennemførsel i det kendte format økonomisk umulig, og vi havde ikke andet valg end at aflyse eller flytte World Cup-kvalifikationen i år", indleder Casper Cassøe, der er én af arrangørerne bag stævnet, og den anden arrangør Jens Trabjerg fremhæver, at denne type arrangementer har særdeles vanskelige arbejdsvilkår:"Det er fuldt forståeligt, at der er regler om forsamlinger under Covid-19 pandemien. Mange vil gerne opleve World Cup-kvalifikationen live, men naturligvis skal der ikke gås på kompromis med publikum og idrætsudøvernes sikkerhed og sundhed."

Arrangørerne forventer, at flytningen kommer til at koste et sekscifret beløb, men har valgt at investere i fastholdelsen af stævnet i Danmark.

 

[[outstream]]

 

Dansk Ride Forbunds direktør Morten Rodtwitt udtaler: "Fra Dansk Ride Forbund skal der lyde en stor ros til stævnearrangørerne bag World Cup Herning. De har i en svær tid udvist rettidig omhu, været kreative og ikke mindst villige til at tænke i gode, alternative løsninger. World Cuppen er en prestigefyldt turnering, som kun de allerbedste internationale stævnearrangører får muligheden for at afholde, så det er helt afgørende, at Danmark fortsat er en del af denne kreds. Ved at rykke kvalifikationen til Vilhelmsborg holder vi kvalifikationen på dansk jord samtidig med, at vi fortsat tager de nødvendige sundhedsmæssige foranstaltninger, og det er en løsning, DRF bakker 100% op om. Det samme vil utvivlsomt gælde de danske dressurryttere, som vil være mere end klar, når der i oktober skal dystes i sæsonens første World Cup-kvalifikation."


World Cup flyttes til Vilhelmsborg
Arrangørerne har søgt FEI (det internationale rideforbund) om dispensation til i år at flytte World Cup-kvalifikation til Det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg ved Århus. Og FEI har givet dispensationen for denne sæson, så World Cup-serien kan blive skudt i gang i Danmark, som der er skabt tradition for.

"Med opbakning fra det internationale rideforbund, FEI, til at flytte arrangementet til Vilhelmsborg vil vi igen kunne nyde international dressur på allerhøjeste niveau og medrivende springklasser på dansk grund. Det er vigtigt for sporten herhjemme og i udlandet, at vi får sat gang i de internationale stævner og især i World Cup-kvalifikationen. Og det vil vi kunne gøre på Vilhelmsborg", udtaler Casper Cassøe og tilføjer: "Med de restriktioner, der findes kombineret med uvished om reglerne i oktober, er Vilhelmsborg det naturlige og rigtige valg for placeringen af World Cup-stævnet i år."

Vilhelmsborg har permanente stalde, opvarmnings- og træningsfaciliteter for heste og ryttere, og faciliteterne for tilskuerne kan skaleres og matche de gældende krav fra myndighederne. Den intime atmosfære i opvisningshallen giver mulighed for at producere godt tv til de mange herhjemme og rundt om i verden, som følger stævnerne i World Cup-serien med brændende interesse, hvilket har stor betydning for stævnets sponsorer.

"Vi har heldigvis oplevet god opbakning fra vores store sponsorer i denne særlige situation. Den forståelse er vi taknemmelige for. De spektakulære rammer i Jyske Bank Boxen og plads til mange tilskuere kommer vi naturligvis til at savne i år, og vi glæder os til at komme tilbage til Herning i 2021", udtaler Jens Trabjerg.

Værtsbyen Herning og MCH A/S udtrykker begge både beklagelse og forståelse for arrangørernes beslutning i denne ekstraordinære situation og glæder sig til at byde World Cup velkommen i 2021.

 

Vilhelmsborg var i år 2000 vært for World Cup-finalen i dressur, og arrangørerne lover, at alle vil gøre deres yderste for at skabe flotte rammer om World Cup-stævnet på Vilhelmsborg i år til glæde for ryttere, publikum og tv-seere fra hele verden.

 

Billede

 



/Pressemeddelelse - World Cup Vilhelmsborg



Nyt indlæg (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider